google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Fødselsberetning 2020
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

29. september 2021

Fødselsberetning 2020

Jeg har længe tænkt på at skive dette blogindlæg. Tiden flyver jo bare afsted og det er nu 1 år og ca 4 måneder siden Pelle kom til verden. Det er både for min egen skyld, men jeg elsker også selv at læse andres beretninger, så tænkte måske det kunne være sjovt, for nogen at læse min. 

Søren og jeg prøvede at blive gravide i et lille års tid. Der skete ikke rigtig noget, så vi besluttede at bestille en tid ved lægen, for at tale om det videre forløb. Vi synes vi havde god tid, så vi fik en tid 3-4 uger ud i fremtiden. Søndag d. 29 september 2019, 3 dage før vi skal snakke med lægen, sker der så det at vi tester positiv. Det var det vildeste, jeg rystede og det var totalt overvældende og vi måtte bare dele det med nogen, så begge vores mødre, fik nyheden med det samme. De blev begge meget glade og lovede holde på vores lille hemmelighed lidt endnu. 

Graviditeten gik rimelig godt. Jeg var plaget af både kvalme og senere halsbrand og så havde jeg symfyseløsning, som er en form for bækkenløsning, bare foran. Det sværeste var at jeg ikke kunne bevæge mig, det jeg gerne ville og at jeg hele tiden ændrede, hvad jeg havde lyst til at spise. Så vi kunne handle og 2 minutter senere, gad jeg slet ikke ha det, vi havde planlagt til aften. Men i min verden, er det kun små ting. Lægerne var næsten sikker på, jeg ville blive ramt af graviditets sukkersyge eller andre komplikationer, men alle mine tal, var såå fine og Pelle havde det bare så godt, inde i maven og voksede som han skulle.. 

Alle omkring os var så glade på vores vegne, men til tider var det lidt svært, fordi.. Ja Corona. Jeg synes ikke et babyshower, var det rigtige for mig, men jeg havde bestemt glædet mig til at bruge min højgravide tid, med at se venner og familie, men det var rigtig svært. Pga Corona valgte jeg at gå i selvisolation og prøvede håndtere min angst og det hele uden at gå helt i panik. Hvilket jeg selv er overrasket over at jeg klarede så godt. 

Onsdag d. 20 maj kl 5 vågnede jeg og skulle op og tisse. Jeg drejer mig i seng og synes det føles lidt underligt og da jeg rejser mig, skvulper det lidt i maven og der går det op for mig at mit vand er gået. Jeg siger til Søren: Jeg tror sgu mit vand er gået. Aldrig har jeg set ham rejse sig så hurtigt og han var totalt klar til at hjælpe. Jeg bad ham tage det helt roligt og måske tage lidt tøj på og få en kop kaffe, imens jeg lige kunne ringe til fødeafdelingen. Jeg valgte at ringe derind, fordi vandet var gået og jeg ikke havde nogen veer endnu. 

Jeg fik en tid på OUH til en lille undersøgelse kl 8.30.  Vi troede vi lige kunne sove lidt, inden vi skulle derind, men det hele var jo for spændende, så jeg brugte tiden på at finde de sidste ting frem, vi skulle ha med og bage nogle frosne pølsehorn, vi kunne ha med til Søren. 

Jeg blev undersøgt og rigtig nok var vandet gået. Jeg var ikke åben og stadig ingen veer. De ville derfor gerne sætte mig igang med angusta piller og det takkede jeg ja til. Jeg blev tilbudt at blive, men valgte at tage lidt hjem, indtil pillerne ville begynde virke. Jeg skulle tage en pille, hver anden time. Først da jeg lige skal til at gå, kommer hun i tanke om at jeg nok lige skal corona testes, så hun iførte sig visir, mundbind, handsker og forklæde. Det burde hun jo måske ha startet med, da jeg ankom. 
 
Hjemme fik vi slappet af og jeg spiste pillerne og synes ikke rigtig der skete noget. Sidst på eftermiddagen, bliver jeg ringet op af en sygeplejeske, for at høre hvordan det går og for at fortælle mig at de har glemt at tage en prøve, da jeg var derinde og om jeg evt vil komme forbi omkring kl 19, for at få den taget. Så vi tager igen derind. Søren må ikke være med pga corona og mit vand løber hele tiden, hvilket er mega ubehageligt. Man føler lidt man tisser i bukserne, hver gang man tager et skridt. Jeg får hurtig overstået prøven og kommer hjem. Klokken 21.30 bliver jeg ringet op, jeg har åbenbart en streptokok bakterie der hedder GBS, så jeg skal spise Penicillin, som jeg har fået med hjem og når fødslen går igang, får jeg mere antibiotika i et drop. På det her tidspunkt, har jeg stadig ingen veer, men jeg kan mærke, det begynder at mure lidt i maven.

Klokken 23 begynder jeg så småt at ha små veer og jeg siger til Søren, hvis du skal nå sove, skal det være nu, ellers når du det måske ikke. Vi prøver begge at sove, men jeg fik flere og flere veer. Omkring klokken 1 ringede jeg på fødeafdelingen igen, veerne kom nu tæt, og de synes vi skulle pakke vores ting og begge to komme ind. På OUH lavede de hurtigt en forundersøgelse. Jeg var kun 2 cm åben, men hun kunne gode se at veerne arbejdede godt. Efter en lille times tid, kom vi ind på en fødestue. De ville gerne holde øje med babyen, så han fik en lille elektrode på hovedet og jeg blev koblet op med drop pga den der GBS bakterie. Jeg var såå sur på det drop i hånden med antibiotika, det gjorde nas og var så pisse besværligt. Jeg fik Klyx og det hele gik faktisk okay. Jeg havde ret gode veer og de gjorde virkelig mere og mere ondt. Det eneste problem var at de veer der kom, ikke åbnede mig nok, i forhold til det arbejde jeg lagde i dem og de var desværre begyndt at komme mere uregelmæssigt. Så efter et par timer, foreslog hun en epidural blokkade og vee drop. Jeg synes det var en sindsygt svær beslutning, så det endte faktisk med at Søren, sammen med jordmoderen valgt for os, og det var jeg super glad for bagefter. 

Klokken 4 om natten, får jeg lagt Epiduralen og det gjorde ikke ondt, men jeg synes det var sindsygt svært at sidde stille, imens veerne stadig arbejdede så hårdt, men det lykkedes og jeg mærkede hurtigt, hvordan smerterne forsvandt, og var helt væk ca 20 minutter efter, jeg fik vee droppet lagt. Det var så syrealistisk at jeg på skærmen kunne se mine veer, men overhovedet ikke mærke dem. Men det gav plads til en lille pause, så jeg blundede lidt hen og Søren lagde sig på gulvet og sov lidt. 
 
Klokken ca 7 var der vagtskifte og ind kom en jordmorder som også var super sød. Hun fortalte at hun selv lige var vendt tilbage efter Barsel. Jeg var lidt overrasket over at der pludselig stod en anden, det havde min hjerne ikke rigtig tænkt, men hun var sød, så det var helt fint.
 
Omkring kl 8 begyndt jeg virkelig at kunne mærke veerne igen og der gik ikke længe, så ændrede de sig til alvorlige presse veer. Jeg fik almindelig ilt og ellers en kæmpe støtte både fra jordmoderen, men bestemt også fra Søren. Vi 3 var et helt perfekt team og det gjorde at jeg kunne være i det, så min angst overhovedet ikke var der. Jeg var brugt, træt og det gjorde pisse ondt. Søren havde fra starten sagt at han helst ikke ville kigge for meget, men da jordmoderen nævner at babyen er på vej ud med hovedet og en arm først, som en rigtig supermand, så var han alligevel nød til at kigge. Den information var samtidig det sidste der skulle til, for at få mig igennem det, for jeg var helt færdig og følte ikke jeg havde mere at gi af.. 

Kl 9.23 Får hun drejet Pelle's skuldre en smule og vupti, så smutter han ud til jordmoderen og hun ligger ham op på min mave. Søren måtte støtte ham godt, for navlestregen var meget kort. Han bliver tørret lidt og pakket godt ind. Der kommer lyd fra ham med det samme og vi er totalt overvældet og det hele virker såå uvirkeligt, men samtidig helt fantastisk. Langsomt føder jeg også moderkagen og da jeg har ønsket en sen afnavling, venter vi lidt med at Søren klipper navlestrengen. Imens er jordmoderen bare så fantastisk. Jeg får endelig lov til at drikke noget mere saft, for jeg var sååå tørstig. Hun skyller mig hele tiden med varm vand og gør alt for at gøre mig det behageligt. Der er nu også kommet en anden jordmoder, som lige skal kigge, hvordan det hele ser ud, hvordan baby har det osv.. ca 15-20 minutter efter, fortæller de at man nu kan se at alt det vigtige i moderkagen er overført til Pelle og Søren får lov til at klippe navlestrengen og først der, kan jeg endelig få Pelle helt op på brystet og virkelig se ham og putte ham helt ind til mig. Der føles det hele bare såå rigtigt og jeg glemmer lynhurtig smerterne og alt det jeg lige har været igennem.

I 2 laange timer ligger jeg faktisk stadig med benene oppe i bøjlerne. I første omgang tænker jeg ikke så meget over det, for Pelle og Søren er bare min lille bobbel. Men til sidst er jeg pænt træt af det. Så de får endelig syet 3 små sting og få pakket mig over i en anden seng. Og så er resten af min antibiotika endelig løbet helt igennem, så jeg kan få det drop ud af armen. Hold kæft det drop var smertefuldt til sidst. 

Vi får at vide at fordi jeg har den her GBS Bakterie og Pelle har lidt tegn på gulsot, så skal vi blive 2-3 dage på barsels gangen. For mig var det helt fint, jeg ville gerne ha god støtte til amning og da vi alligevel ikke måtte se nogen pga corona osv, så var det godt. Heldigvis fik vi en 4 mands stue for os selv, havde vi ikke kunne være alene, tror jeg det havde været rigtig svært.
 
Det var den største oplevelse i hele mit liv og jeg har elsket hvert et sekund siden og at dele det med
Søren, er det bedste og lykkeligste i hele verden. Det tog os ca 1 dags tid at beslutte navnet og i dag ved vi at Pelle var det eneste rigtige. Han er bare vores lille seje supermand. Tak fordi du kom ind i vores liv. Tænk sig at det nu er 2 år siden vi fandt ud af at du var på vej og 1 år og 4 måneder siden, vi fik dig ud i vores arme. Kærligheden er helt enorm og vokser hele tiden, sammen med din udvikling. Vi elsker dig. <3
 
https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ https://www.instagram.com/jeanettekhenriksen/ https://twitter.com/Jeakh https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts

3 kommentarer:

  1. Sikke en dejlig beretning at stå op til. Hjertelig tak for, at du deler noget så personligt <3

    Som Mor til en søn fra 1995 kan jeg fortælle dig, at selvom det virker umuligt, så vokser kærligheden bare år for år <3

    Du, din mand og ikke mindst jeres smukke søn ønskes alt godt fremover <3

    Kærlige tanker og kram fra Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Søde Louise og 1000 tak for din søde kommentar..

      Det her indlæg har været meget længe undervejs, men jeg er glad for jeg fik det skrevet.. Det er bare det bedste i hele verden at være mor, også på de lidt hårde dage..

      Kæmpe kram og søde tanker lige tilbage til dig.

      Slet
  2. Som mor til to piger nyder jeg at læse sådanne historier. Min yngste pige blev født i 2020, så hun er sandsynligvis på samme alder som din dreng

    SvarSlet