Jeg var en tur til samtale på psyk i formiddags. Nu har jeg kun 3 samtaler tilbage, så er det slut. Det er sku underligt efter så mange år. Jeg kommer helt sikkert til at savne det, men jeg tror også jeg er ved at være klar. Jeg har gået der ca 1 gang om måneden de sidste ca 7 år. Fatter slet ikke at der er gået så lang tid. Lige pt snakker vi meget om min pensionssag og hvordan det hele påvirker mig. Jeg føler mig presset, usikker, sensitiv og forstyrret. Jeg har været førtidspensionist i 6 år og min pension bliver genforhandlet hvert 3 år. Denne gang håber psyk dog på at jeg får en permanent førtidspension, så jeg ikke længere skal igennem dette cirkus, men selv kan finde roen til at komme videre. Lige nu kan jeg næsten ikke rumme det og jeg har bare lyst til at gå i koma og gemme mig for verden. Jeg har svært ved at tage stille til ting og det tager virkelig alle kræfter. Lige nu kan jeg ikke rigtig overskue andet og jeg vil nok virke meget isoleret for nogen, men pt er jeg nød til at fokuseret på mig selv. Glæder mig helt ufattelig til at komme ud på den anden side. Imellem tiden er der desværre ting jeg ikke rigtig kan, men må passe på mig selv og tage en dag af gangen.
Efter min samtale, valgte jeg at gå mig en tur igennem Middelfart og spille lidt
Ingress. Sol skinnede på mig og vinden fik rusket i mig. Inden jeg havde set mig om, var der gået 2 timer og jeg var træt. Fandt tilbage til bilen og kørte den lange vej hjem.
Da jeg kom hjem faldt jeg om på sofaen og fik en god lur. Resten af dagen er faktisk brugt på sofaen, men det må man godt efter sådan en tur.
Nu er det midnat og jeg vil slukke og lukke. Er sikker på jeg kommer til at sove godt i nat og så må jeg se hvad humøret siger i morgen. Lige nu tager jeg bare en dag af gangen og prøver trække vejret.
