Min helt egen bobbel.

Det er ikke meget jeg har været hjemme i dag. Jeg har været til samtale på psyk i Middelfart og jeg kørte mig en lang omvej hjem. Ja jeg har næsten kørt Nordfyn tyndt. Jeg har turfet og samtidig set en masse, både skov og strand. Var faktisk også forbi mine Oldeforældres gravsted. Det var en lækker tur og samtidig en meget eftertænksom tur, hvor jeg bare har været i min helt egen bobbel.

Jeg har i mange år gået til samtaler på psyk. Jeg er kommet der ca 1 gang om måneden og det har været mit fristed. Det sted hvor jeg kan åbne helt op og sige alle de svære ting. Til juni skal jeg afsluttes på psyk og det er på rigtig mange punkter, helt uvirkelig for mig. De har virkelig hjulpet mig og selv om jeg godt kunne tænkte mig at fortsætte, så er det også okay at det er et kapitel, som lakker mod enden. Jeg har gennemgået en utrolig stor forvandling og er bestemt blevet et bedre menneske. Jeg er utrolig stolt af mig selv og min udvikling. Når jeg kigger tilbage kan jeg slet ikke forstå, hvor syg jeg faktisk var. Jeg er dybt taknemlig for at nogen troede på mig og at jeg selv fandt troen, på mig selv.

Hvis du vil læse om hvordan jeg blev syg, kan du læse indlægget: Lynet slog ned!

Ting jeg ikke kunne i 2006:

Handle
Gå til Lægen
Køre Bil
Huslige pligter (oprydning, rengøring, madlavning, tøjvask, økonomi)
Røre hoveddøren
Være sammen med andre
Snakke i tlf
Krops pleje (bad, tandbørstning osv)
Styre min vrede
Ha' kontrol over min angst.
Søvn
Sociale sammenkomster
Ventetid og stå i kø
Stilhed/tavshed
Stoppe tankemylder
Selvforståelse
Kontrol
Arbejde
Sensitiv

Ting jeg godt kan i 2015:

Kan sagtens handle, men kan stadig opleve angst, kan dog styre det.
Jeg har ingen problemer med at gå til lægen selv.
Elsker igen at køre bil.
Huslige pligter kan jeg sagtens, men det er jo kedeligt.  Skal ikke overdrives vel? :D
Håndtaget på min hoveddør er en sejr hver eneste gang. Kæmpe befrielse.
Jeg har til tider stadig svært med at være sammen med andre, men nyder det når det sker.
Snakker gerne i telefon, overvejer dog altid om jeg kan rumme det, inden jeg tager den.
Kropspleje er i dag en nydelse. Elsker selvforkælelse. :D
Jeg kan i dag godt styre min vrede, men jeg kan stadig blive rigtig hysterisk
Har i dag styring over min angst, jeg ved præcis hvad jeg skal gøre, når angsten kommer.
Søvnen er mig altid en gåde, det svinger meget.
Sociale sammenkomster er hårde og tager utrolig mange kræfter.
Jeg har stadig problemer med ventetid og at stå i kø, men det er blevet 75% bedre.
Stilheden har jeg det bedre med, men stadig ikke for længe.
Jeg har stadig utrolig meget tankemylder til tider, men det er ikke konstant, mere i perioder.
Har fået en utrolig stor selvforståelse, men der er stadig ting jeg er forvirret over.
Er stadig en kontrol freak, men synes det er blevet bedre og jeg øver mig virkelig.
Hvis jeg udsættes for pres fungere jeg ikke, derfor kan jeg ikke passe et job.
Jeg er blevet mere sensitiv, på alle sanserne.
Er meget mere opmærksom og det gør at jeg bedre kan takle nogle svære af de situationer.
Jeg er mønsterbryder og kæmper for et bedre og lettere liv.

Når jeg sætte det sådan op, er det jo tydeligt at jeg er gået igennem en enorm udvikling og jeg er dybt taknemlig for at ha fået muligheden. Jeg har stadig utrolig meget at kæmpe med og der mangler bestemt også ting på listen, men som i ved, så er der bare ting, som er for privat til bloggen. Listen får det til at se meget let ud og som om jeg pludselig kan alt, det er langt fra tilfældet, men jeg er kommet rigtig langt og super stolt. Jeg er kun kommet hertil fordi jeg har fået roen til det.

Hvis du ønsker at se nogen af mine mål for fremtiden så kig indlægget - Ønske Bræt

Bruger min diagnose.

Den søde Gulde satter atter gang i lidt tanker, med sin kommentar til mig indlæg -Kommentaren som ramte mig- og mit svar til hende er lidt en længere forklaring, så derfor skriver jeg nu dette indlæg.

Hun nævner at der findes mennesker med psykisk lidelser, som ofte kan finde på at bruge deres diagnose for meget. Bruge deres sygdom som undskyldning for forskellige ting. Den tanke er bestemt ikke ny for mig og må indrømme, jeg selv selv ind imellem har brugt min diagnose som undskyld. Føler ikke selv det er noget jeg gør tit, men jeg er helt bevidst om at det sker. Ja og hvorfor gør jeg så det. Er det ikke bare en mulighed for at slippen uden om? Mit svar er at jeg jo har en diagnose, også selv om folk ikke kan se det. Der er bare situationer hvor min hjerne ikke har fornuft nok til at passe på mit sind og der er jeg nød til at trække diagnose kortet. Jeg gør det for at passe på mig selv og nogen gange er det simpelthen fordi, det er min letteste løsning. Hvis jeg ikke bruger sygdommen som undskyldning, så er det nogen gange langt mere besværligt at være mig.

Jeg kan prøve at gi et eksempel:

En af de ting som ofte rammer mig er kommentaren: Men hvorfor kan du nu ikke det, det kunne du jo i sidste uge og har gjort så tit??

Hvis jeg vidste hvorfor jeg nogen gange, kan nogen ting og andre gange ikke kan, så tror jeg måske jeg havde det bedre og måske havde jeg så slet ikke min sygdom. Hvis jeg oven i det, skal til at forklare folk, hvorfor jeg nogen gange kan nogen ting og andre gange ikke kan, så har jeg på forhånd givet lidt op. Men Jeanette er det ikke for let? Faktisk nej. Det er ofte fordi jeg ikke kender svaret eller ved hvordan jeg skal forklare mennesker min situation. Det er også langt lettere at sige: Jeg kan ikke pga min angst end at forklare dem at jeg har en personlighedsforstyrrelse. Og begynder jeg med en længere forklaring, som alligevel virker helt umulig, ender jeg måske i en værre situation bagefter, end hvis jeg trækker mit diagnose kort.  Og uden at det igen skal lyde som en undskyldning, så har jeg jo fået min diagnose af en årsag. Faktisk tog det psykiatrisk hospital utrolig lang tid at lave en ordenlig udredning på mig.. (Jeg vil lige nævne her, at jeg i dette indlæg, kun taler om folk som oprigtig har fået stillet en rigtig diagnose. Folk der selv-diagnosticer sig, er vidst et kapitel for sig selv og det er nok en bog jeg ikke skal åbne)

Nu skal dette indlæg ikke bare være en lang forsvars-tal, for jeg ved ude mærket godt at der findes mange mennesker, som bruger deres diagnose som undskyldning hele tiden. Som måske ikke gør noget ved deres situation og bare lader stå til. Jeg kender faktisk selv et par stk, som godt kunne havne i den gruppe. Jeg vil også gerne indrømme at jeg selv i perioder, kan være samme sted. Det kan faktisk også gøre mig rigtig ked af det, når jeg oplever folk, som gang på gang siger: det kan jeg ikke eller jeg har prøvet. De mennesker har jo i mange tilfælde givet op, inden de er gået igang. Nogen mennesker har bare ikke kræfterne til at bryde ud af det. Jeg er meget taknemlig for at jeg har fået chancen og støtten, til i det mindste at prøve bryde fri. Jeg havde selv 3 år, hvor alt var helt sort og hvor jeg boede i min seng. Jeg kunne intet og det var ikke bare en undskyldning, det var sådan det var. Det var enormt opslidende for alle og har virkelig kostet meget. Jeg ønsker at andre som måske bruger deres diagnose meget og som måske ser alt ret sort, kunne få samme chance som mig. Samtidig ønsker jeg de mennesker at de finder bare en lille dråbe af lyst til at kæmpe. Til at bryde fri, for jeg er sikker på de ikke ønsker at bruge det, jeg kalder diagnose-kortet. De ved simpelthen ikke hvordan de skal bryde den cirkel, de er kommet ind i. Jeg er helt sikker på de ikke gør det, for bare at gøre det, men fordi de har opgivet og ikke kan se en udvej. 

Jeg vil nu lige slutte med at sende et kæmpe kram, til alle som er pårørende til en med en psykisk lidelse. Det er hårdt, det er opslidende og jeg ved at man som pårørende vil gøre alt for at hjælp. Det bedste man kan gøre er at være der, støtte, lytte. Evt hjælpe personen hen til noget professionel hjælp. For der skal professionel hjælp til, man kan ikke som pårørende gøre det alene. Det bedste man kan gøre er at acceptere situationen og være der. Lade de professionelle gøre deres arbejde og være med til at banke i bordet, når det er nødvendigt.

Trækker mig tilbage.

Jeg har efter mange overvejelser trukket mig tilbage, som medarrangør af blogger-træf. Det har fra starten, været en enormt stor udfordring for mig, men har virkelig også taget mange kræfter og prøvelser i forhold til min angst. Jeg nyder at vinde over min angst og tage udfordringer op, men jeg må også være realistisk nu. Der bliver lagt mange kræfter i sådan et Blogger-træf og nu ved jeg at det er noget jeg godt kan. Dog skal der nu være plads til andre udfordringer og kampe. Denne udfordring har virkelig været med at at styrke mig og har givet mig en super fed sejr. Dem vil jeg gerne ha mange flere af. Når jeg tænker tilbage på alle de ting, jeg ikke har kunne gøre, så kan jeg virkelig se, hvor meget jeg hele tiden udvikler mig.

En på Twitter spurgte i går: Hvornår har i sidste været modige..

Jeg var modig i lørdag og det er jeg utrolig stolt af.

www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Hvem hjælper dig og mig??

I den tid jeg har blogget, har jeg også brugt mere og mere tid, på at læse andre blogs. Mange handler om mode, som ikke rigtig fanger min interesse og så er der en stor del af unge bloggere, der skriver en masse triste indlæg. Indlæg om feks spiseforstyrrelse, Mobning, Kærestesorger, Familieproblemer, Dårligt selvværd osv.. Disse blog's fanger mine tanker. Mange af de indlæg, bliver skrevet som en form for råb om hjælp. Tænker lidt, hvem skal hjælpe alle disse unge mennesker?? Mit svar er helt tydeligt og jeg ved det fordi, jeg engang selv har være der. Der er kun en der kan hjælp dem og vise dem vejen og det er dem selv. De skal selv finde viljen og vejen frem i livet. I nogens tilfælde, vil det blive hårde end i andres, men en ting er sikkert, de vil lære meget om sig selv, som de kan bruge resten af livet.  Man må selv tage Tyren ved hornene, tror jeg man siger.

Rådet er herfra: Find ud af hvem du gerne vil være, vær ærlig over for dig selv og folk omkring dig. Glem hvad andre tænker og brug tid på de mennesker, der vil dig det god, det er kun dem der fortjener din tid og kærlighed. Beslut dig for at du vil leve et godt og positivt liv og at ingen skal få dig ned med nakken. Kig indad og find kærligheden frem, lav alle de ting du elsker og som gør dig glad. Find styrken i dit indre og hold fast i den. Den kan vise dig vejen. Tag styring i dit liv.

Du kan også følge med på bloggen's Facebook side: https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker