Hysteri ender med ubeskrivelig lettelse.

Dette billede tog jeg, lige efter jeg havde været inde til mødet på Kommunen, jeg var enormt, træt og psykisk påvirket. Så er man bare ikke særlig fotogen.

Selv om vi måtte vente i næsten 15 min, på at komme ind  til mødet og det startede med angst i kroppen, så gik mødet faktisk okay. Det tog max 10 minutter og jeg følte at jeg fik sagt det nødvendige. De siger at min alder jo stadig har en betydning, men fordi det nu er anden gang, jeg skal revurderes, så er den betydning ikke det samme som sidste gang. Min sag skal behandles efter de gamle regler, men jeg har svært ved at tro at de helt kan abstrahere helt fra de nye. Jeg er ikke bange for at de tager pension fra mig, det kan de ikke bare. Lige nu er mit ønske at de giver mig en permanent pension uden kontrol. Det handler ikke om at jeg så bare skal hvile på lauerbærene, men det vil gi mig den ro der skal til, for at jeg kan fortsætte min udvikling. Ja og det vil måske betyde at jeg et sted ude i fremtiden, kan prøve med en eller anden form for job. Hver gang jeg skal igennem de her forhandlinger, bliver jeg virkelig sat tilbage og det koster kræfter. Jeg har nævnt det før, jeg er min egen bedste behandler og hvis jeg bliver presset går jeg i baglås. Får jeg derimod løse tøjler og egen kontrol, kan jeg faktisk rigtig mange ting. Så det i sidste ende er en form for hjælp til selvhjælp.

Jeg fik så at vide at jeg ville kunne ringe til min sagsbehandler her i eftermiddag, for at få svar. Jeg prøvede flere gang og sendte også en mail. Fik autosvar og der stod at hun slet ikke var der i dag og at hun først var tilbage om 2 dage. Jeg gik i panik og skrev til psyk, de undersøgte sagen og det kunne åbenbart ikke lykkedes at få svar i dag alligevel. Jeg blev røv hysterisk og kunne næsten ikke få luft. Løsning blev at jeg så i morgen kan ringe og få svar......men...

Men Men Men.. imens jeg er ved at skrive dette indlæg, tigger der en mail ind fra min sagsbehandler. Hun har arbejdet hjemmefra i dag, men ville da lige fortælle at jeg er blevet tilkendt permanent førtidspension uden kontrol. Det er simpelthen en kæmpe lettelse og nu kan jeg endelig få lov til at bruge min kræfter på en bedre udvikling. Det er fantastisk at jeg aldrig skal igennem det igen. Det er sku lige så jeg får tåre i øjnene, det er som at få sin frihed tilbage. Lettelsen er helt ubeskrivelig. <3
 

Vente tiden slutter kl 12.00.

Har ventet på denne dag siden Januar måned. Ja eller faktisk har jeg ventet i 3 år.

Jeg skal i dag på kommunen og deltage i et mød hvor de skal revurdere min førtidspension. Jeg kunne sagtens ha valgt at jeg ikke selv ville deltage personligt, men vidst også at hvis jeg god kunne og hvis jeg gjorde det ville det være en stor sejr for mig. Så derfor besluttede jeg at jeg bare ville gøre det. Tage udfordringen op i stedet for at begrænse mig selv.  Du kan læse mere om beslutningen i mit indlæg: Jeg gør det sgu! Hvis du vil vide hvorfor jeg får pension kan du læse dette: Lynet slog ned!

Nu ligger jeg så her, på sofaen og prøver at koncentrer mig, om noget andet, for at angsten ikke skal tage over. Har sovet mega dårligt, den sidste uges tid og er rigtig træt, men jeg tror også det nok skal gå. Kan mærke kroppen er helt urolig og angsten sidder lige under huden. Pulsen er lidt hurtigere en ellers, men jeg prøver virkelig at holde den nede ved at trække vejret rigtig.

Faktisk går jeg ikke så meget op i, hvad de vil sige til det møde lige nu. For mig handler det om, at jeg bare gennemføre det. Jeg er også ret sikker på afgørelsen, så derfor kan jeg prøve at fokuserer på, at klare mig igennem. Det kommunen har sagt indtil nu, er at jeg nok igen får 3 års førtidspension. Psyk mener at jeg burde ha en permanent, for at gi mig ro til selv at komme tilbage til livet. Jeg er bare for ung (27 år), til at jeg får en permanent. Vil lige tilføje at jeg ikke har planer om at være pensionist resten af livet, men det stresser mig så meget, at sagen skal tages op hver 3 år. Bruger alt for mange kræfter på det. Så som det ser ud nu får jeg 3 år igen og det er jeg tilfreds med, selv om jeg ved, det tager kræfter fra mig.

Træthed, uro, hjertebanken og angsten under huden, er sådan som jeg har det lige nu, men jeg har det faktisk bedre, end jeg lige havde regnet med. Så derfor er jeg sikker på, det nok skal gå og vil bare gerne ha det overstået nu. Hader virkelig kommunens vente tider. Er man ikke syg i forvejen, så bliver man det fandeme af dem..

Jeg vender lige tilbage senere og fortæller hvordan det gik...

Husk at du kan følge min blogs Facebook side: https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker