Jeg har da lige fået ryddet lidt op, støvsuget, vasket tøj osv. Bagefter tog jeg et lækkert bad og lavede mig en sandwich.
Lige nu putter jeg bare på sofaen og nyder søndagen. Overvejer om jeg skal ha en lille Morfar eller om jeg evt skal spille lidt Sims4. Jeg spillede det i ca 3 uger da det udkom, men ellers har jeg stort set ikke spillet siden. Der har bare ikke været tid.
I morgen starter en ny og dejlig uge. Håber på at komme på stranden et par gange i løbet af uge. Ud over det, så glæder jeg mig bare til fredag. Skal en tur til tyskland og shoppe lidt og hente mine veninde Carina i Haderslev. Det er alt for længe siden, vi har set hinanden og glæder mig til hygge med hende hele weekenden. Ja og glæder mig selvfølgelig også til at se de andre der kommer lørdag, ved bare det bliver en lækker weekend.
Jeg kan virkelig mærke at min krop og mit sind er ved at vænne sig til hverdagen igen, efter alt det jeg har været igennem det sidste ½-1 år tid. Der har været så mange forstyrrende elementer i mit liv, så mange ting jeg ikke kunne styre selv. Det har været sygt hårdt, men nu kan det altså kun gå en vej. Jeg ved jeg er på rette spor og jeg er både ufattelig stolt og helt ubeskrivelig taknemmelig. Det er lidt som at få en ny chance her i livet. Glæder mig såå meget over at jeg langt om længe, har fået styr på alt og nu handler det bare om at fortsætte min gode udvikling og kæmpe for min fremtid. Jeg er 30 år og når jeg kigger lidt tilbage, på bare de sidste 10 år, kan jeg slet ikke forstå at jeg er her endnu. Så hvis jeg kan overleve alle de ting og stadig udvikle mig, nyde at jeg er i live og se fremad, så er der altså ingen grænser for, hvad jeg i fremtiden vil kunne opnå.
Jeg har besluttet mig for at jeg aldrig igen, skal ha kontakt med psyk. De er super dygtige og har hjulpet mig såå meget, men det er et kapitel i mit liv, som nu er slut. Jeg ved det kan være svært for mine omgivelser at forstå, men jeg ved at jeg aldrig kommer tilbage dertil. Jeg kender mig selv og min sygdom så godt nu, at der er ikke noget psyk kan gøre bedre, end jeg selv kan. Har nævnt det nogle gange før, det er jo lidt som at tage en uddannelse i sit eget liv. Jeg er min egen bedste behandling. Nu er det ikke fordi jeg ikke har lyst til at være på psyk, sådan er det bestemt ikke. De har hjulpet mig helt utrolig meget, men tror det ville sætte min gode udvikling i stå. Det ville være at vælge den lette løsning. Jeg ville elske hvis andre kunne tage fuld kontrol over mit liv og mine valg, men det ville ikke være det rigtige.
Ja og sker det at jeg en dag får brug for dem igen, så er det ingen skam at ændre mening.
