Startside ______ Om Mig ______ Facts ______ Kontakt

14. maj 2012

Lynet slog ned!

Har i dag besluttet at jeg vil skrive om den værste oplevelse jeg har haft i mit liv... Ja og inden jeg er gået igang sidder jeg med tåre i øjnene...

D. 13 August 2006 sket det, som ingen kan forudse og slet ikke mig selv. Jeg var på ferie i Jylland og livet var bare super og jeg var rigtig lykkelig... Imens vi sidder på en Cafe og skal til at nyde lidt frokost, kan jeg mærke jeg får det lidt skidt.. Siger så, jeg har det sgu underligt, tror faktisk jeg skal til at besvime og BANG... som lyn fra en klar himmel, ændrede mit liv sig.... Jeg besvimede og var helt væk i nogle sekunder, men for mig føles det som minutter... Kunne høre folk omkring mig mumle og alt var helt sløret... Der blev ringet efter en Ambulance og jeg blev køre på Horsens Sygehus... På vejen til sygehuset var jeg rundtosset og manden i ambulancen, prøvede at forklare mig, at grunden til jeg var faldet om, var fordi mit blodsukker var faldet til 1,4 i løbet af 1 sek. og at det normalt skal ligge imellem 4 og 7... Så han var nød til at fodre mig, med klamme druesukker tabeletter...


I flere dage undersøgte både Horsens og Odense sygehus mig... Jeg blev svimmel hver gang jeg prøvede at rejse mig og mine ben var som gele... De kom frem til at det nok var en virus på balance nerven, men kunne ikke forklare hvorfor, mit blodsukker var faldet så hurtig og mente ikke jeg ellers fejlede noget... Deres eneste sidste mulighed for at forklare det, kunne være Psykisk... Hmmm til at starte med kunne jeg virkelig ikke forstå, at jeg skulle fejle noget psykisk... Kunne det passe... var jeg syg i hovedet??? Ja det var mine første tanker..



 Jeg blev udskrevet og var hjemme nogle uger... Kunne stort set intet, da jeg var mega svimmel og hver gang jeg prøvede kravle ud af sengen, var mine ben ved at klappe sammen under mig eller jeg var ved at besvime... Hvis jeg var alene, måtte jeg flere gange kravle ud til køkkenet, for at få noget at drikke... Jeg ville helst ikke snakke med nogen og jeg lukke med selv helt ned, fra hele min omverden.. Jeg boede i min seng i rigtig lang tid og faktisk anede jeg ikke hvorfor eller hvad der skete omkring mig... En dag besluttede jeg mig for, at nu havde jeg altså været inde alene nok.. så nu ville jeg prøve, bare at gå en lille tur udenfor.... Der skete det... Der opdagede jeg pludselig, at der var noget meget alvorlig galt med mig og mit hoved... Jeg tog sko og jakke på og gik hen til min hoveddør, for at lukke den op.... Jeg kunne ikke få mig selv til at røre håndtaget... Jeg brød sammen og faldt grædende sammen på gulvet... Hvad var der galt med mig??? Jeg turde ikke røre håndtaget... Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvad nu hvis jeg går udenfor og der sker mig noget.. Jeg kan jo falde om. Hvad nu hvis ingen ser mig... Jeg kan jo dø af det...
Jeg måtte kravle tilbage i seng og ringede med det samme til mig mor...  Hun kunne godt høre på mig, at det nu var gået op for mig, at der var noget alvorligt galt og hun kom så hurtig hun kunne...

I Ugerne efter prøvede mine aller nærmeste, at hjælpe mig og være der så meget de kunne.. Til sidst valgt min mor at sige: det her går altså ikke, nu skal vi ha dig til lægen... Bare det at få mig over til lægen, var en kamp.. Lægen mente at jeg havde fået Panikangst og muligvis en depression og derfor ville hun starte med, at gi mig lidt medicin og så skulle jeg ellers ha nogle samtaler med hende og prøve om det så ikke ville blive bedre...

Sådan leve jeg så i noget tid... Boede stadig i seng og ville helst ikke ha nogen former for kontakt med omverdenen.. Hvis nogen ringede til mig tog jeg den ikke.. Hvis jobbet prøvede at kontakte mig, undgik jeg det også helst.. Følte ikke jeg kunne noget, mere og mere og mere fik jeg også tanken.. Er det her et liv jeg vil leve... Kunne jo være nemmere bare at afslutte alt.. Mon ikke det hele var letter hvis jeg ikke var her... Heldigvis var jeg pga angsten, så bange for døden at jeg aldrig turde gøre noget ved det...

Der var gået noget tid, jeg mistet havde mistet, stort set alt kontakt til omverdenen og ønskede heller ikke at leve mere... Flere og flere af mine venner trækkede sig... De gad ikke blive ved, med at spørge til mig og en dag valgte min daværende kæreste også at sige stop... Han kunne ikke leve med, at han skulle lave alt og jeg bare lukkede af og boede i sengen... Den dag væltede alt og jeg følte lidt, at jeg kun havde min mor tilbage...og jeg var helt sikker på, at alt negativt i verden var min skyld... Igen hev min mor mig i nakken og slæbte mig til lægen... Denne gang bankede hun i bordet, og ville ha gjort alt, der var i hendes magt, for at jeg kunne få hjælp.... Lægen tog det alvorligt og vi fik en henvisning til at komme ned og tale med en læge på Psykiatrisk Hospital i Middelfart..

Psykiatrisk Hospital tænke jeg... Det er jo mongoler og psykopater der er sådan et sted.. og vi bliver alle sammen spærret ind og fyldt med piller.... Jeg var dog villigt til at tage med derned og snakke med den læge... Efter opkast, hjertebanken og sved ture i 1 døgn, fik min mor mig af sted... Jeg græd hele vejen og under hele samtalen med lægen, men det var også lidt en befrielse for mig.. Lægen spurgte så til sidst... Kunne du ikke tænke dig at blive her.. Vi vil gerne hjælpe dig og passe på dig.. Det valgte jeg at takke ja til og det er jeg rigtig glad for i dag...

Jeg var indlagt i 10 uger på Psyk og var hjemme ved mig selv i weekenderne... Det var rigtig hårdt og en stor kamp, for mig bare at være der... Jeg fandt dog hurtig ud af, at det var godt for mig og der skete hele tiden små frem skridt.... Jeg fik også stillet diagnosen Dyssocial Personlighedsforstyrrelse og Panik angst.

Nu har jeg fået fortalt om min oplevelse da det hele ramlede... Vil gerne fortælle alt det gode der efterfølgende er sket med mig, men det kommer en anden dag...

17 kommentarer:

  1. Det var noget mærkeligt noget, dagene inden havde vi jo haft det rigtig sjovt i Skagen... Men du er nået langt siden Jea og bliv ved med det ;-) knus.

    SvarSlet
  2. Ja det er noget rigtig rigtig mærkeligt noget... Jeg følte selv jeg var glad, lykkelig og havde det godt... men bang... alt blev revet væk fra mig så hurtigt... heldigvis har jeg det faktisk bedre i dag end jeg nogen sinde har haft...

    og ja vi havde faktisk nogle ret sjove dage i Skagen lige inden det skete...

    Knus

    SvarSlet
  3. God beskrivelse af panikangst. Og gode billeder du tager. jeg glæder mig til at læse om dine fremskridt.

    SvarSlet
  4. En af dagene skal jeg nok skrive hvad der er sket siden hen og alle de gode ting... for det er jo dem der betyder allermest... Ville bare gerne lige skrive det andet først.. for der er helt sikkert flest positive ting i mit liv nu...

    Mange tak for kommentaren.. Elsker når folk skriver, selv om bloggen mest er for min egen skyld... :)

    SvarSlet
  5. Ps... Billedet af lynet har jeg googlet mig til.. :) Ha Ha

    SvarSlet
  6. Sidder her og tuder og bliver meget berørt af din fortælling. Men kender fra mig selv, at når man først kan begynde at fortælle om sin sygdom, så er man kommet et stykke videre i livet . Både med sig selv og med sin sygdom. Det i sig selv er enormt befriende. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal ikke tude sødeste... Som jeg skriver har det været hårdt, men ville nok heller ikke ha undværet den oplevelse da den har gjort mig til det menneske jeg er i dag og gjort mig opmærksom på hvordan livet er og hvordan jeg vil leve det...

      Jeg har altid snakket meget åbent om mig sygdom, det har bare været svært at nå at fortælle alt til alle og ofte kan folk ikke sætte sig ind i det...

      Krammer

      Slet
  7. Rart at læse hvad der sket forud for man rendte på dig. Men bare den tid jeg har kendt dig er der bare sket det ene radikale fremskridt efter det andet. Nogle gange kan man se skridtene blive lige længe nok. Det klarer du dog alligevel set i diverse bakspejlet. God vind fortsat

    SvarSlet
    Svar
    1. Kan faktisk ikke huske om jeg nogen sinde har fortalt dig denne historie.. men ja alene på den tid vi har snakket er der sket rigtig mange ting og det er fedt at opleve fremgangen...

      Slet
  8. Hvor er det forfærdeligt! Sidder med tårer i øjnene - SÅ smukt beskrevet!
    Har slet en far der er psykisk syg, dog fejler han ikke det samme som dig. Er glad for, at det går MEGET bedre!
    Hvis jeg må spørge - hvordan kunne sygdommen så komme fra det ene sekund til det andet? :-/

    SvarSlet
    Svar
    1. Anna desværre ved jeg ikke helt hvordan det helt kan være, men ofte er man i en stresset periode i sit liv og så reagere kroppen pludseligt. Den siger fra og prøver at fortælle en at det liv man føre måske ikke er det rigtige. Jeg ved fra andre med angst at det kom imens man mindst venter det, som lyn fra en klar himmel.

      Slet
  9. Puha, en historie. Mange ting kan jeg - igen - genkende. Jeg ved slet ikke lige, hvad jeg skal sige lige nu, men følte alligevel en trang til at kommentere på dette indlæg. Du er sej, synes jeg. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er super dejligt at du skriver... elsker kommentarer og tak for de søde ord..

      Slet
  10. Hej, rigtig spændende og interessant blog! :-) Og hudløst ærlig og åben - meget modigt!!! For et par år siden havde jeg, hvad jeg tror var et nervesammenbrud/epileptisk anfald. Min angst for at gå udenfor efterfølgende genkender jeg i din egen historie - dog havde jeg ikke haft et besvimmelsesanfald og var bange for at det skulle ske igen, mens jeg var alene ude, hvilket lyder ekstremt ubehageligt og forståeligt nok angstprovokerende. Det er svært at sammenligne menneskers psyke og oplevelser, men der var nu noget omkring din beskrivelse af at skulle træde ud af døren som fik mig tilbage til min egen kulkælder.. Boede også i min seng efterfølgende og havde svært ved bare at skulle få energi til at børste mine tænder.. jeg var egentlig temmelig marineret i mig selv tilsidst. Følte mig gennemsigtig og skrøbelig, som om, at hvis nogen pustede til mig ville jeg blæse væk. Når nogen snakkede til mig føltes det som smerter i mit hoved og tankerne kørte som en 24-timers radio. Jeg var samtidig helt spændt i hele kroppen, og fik krampeanfald/ tics i benene, hvis jeg oplevede for meget. Får nu behandling for ADHD/angst/dårlige nerver, men ved faktisk stadig ikke helt hvad der foregår rent kropsligt/mentalt... Inden jeg tog til min første psykiatersamtale, havde jeg en idé om at jeg havde pådraget mig en udmattelsesdepression/generaliseret angst eller at jeg kunne have posttraumatisk stress syndrom, pga. en masse dårlige ting fra fortiden og for meget stress. Har nu fået diagnosen ADHD/angstlidelse... tænker lidt whatever? :-) Sålænge pillerne virker lidt endnu, så kan de sige at jeg har kogalskab, hvis de har lyst til det. Giver ærligt talt ikke meget for det danske diagnosticeringssystem, men man må jo ofte spille spillet efter dets regler (selvom man ikke kan stå inde for reglerne), for overhoved at kunne få noget hjælp. Jeg tager noget medicin der hedder Strattera og så Citalopram. Stattera er et SNRI preparat og Citalopram er SSRI preparat, begge bruges til lidt af hvert, må jeg spørge om du tager nogen form for medicin og hvilken? Helt ok, hvis du synes det er for privat, no pressure. Nu fik jeg skrevet lidt for meget :-S Men jeg synes også du er sej og modig :-) Al held og lykke til dig <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Du fik bestemt ikke skrevet for meget, elsker når folk skriver til mig.. <3 Jeg tog antidepressiv medicin i det første ½ år jeg var syg, men jeg fik desværre mere angst af det og derfor blev vi enige om at jeg skulle stoppe. Jeg har ikke taget noget medicin siden. Jeg føler ikke jeg kan mærke mig selv når jeg tager medicin og føler at noget kæmper for at holde min puls nede og det gør mig meget mere angst. Den største medicin for mig er alt den personlig udvikling jeg kæmper med. Jeg har ikke så meget angst mere fordi jeg har lært hvordan jeg kan takle det. jeg ved hvad der sker med min krop når jeg får et anfald og samtidig ved jeg også at det går over igen. Det har fra start af været en kamp for at finde ud af hvad der virker og hvad der ikke virker.. Fandt feks ret hurtig ud af at det bedste for mig var at smide mig midt på mit kolde køkken gulv, trække vejret og bare være midt i det.

      Jeg ved ikke lige hvad jeg personligt skal mene om måden jeg fik mine diagnoser på, men psykiateren som jeg på det tidspunkt havde kontakt med var super dygtig og hjalp mig utrolig meget. Psykologen der lavede de forskellige tests på mig var jeg dog mindre tilfred med. Følte slet ikke hun havde hørt hvad jeg havde sagt og det kan jeg også tydeligt se i hendes udtalelse.. Hendes ord betyder intet for mig, men de ting min psykiater sagde betød alt og derfor er jeg enige i afgørelsen. Jeg tror faktisk at min personlighedsforstyrrelse har ændre sig siden, men jeg kommer aldrig af med de diagnoser.. Heldigvis er jeg nået rigtig langt i kampen om at leve med det.

      Slet
  11. Hvor er jeg glad for at jeg fandt dig i min spam-spand ;)
    Jeg har ikke meget overskud i dag, ville ellers gerne læse mere. Det må blive en anden dag.

    Vil bare lige fortælle dig at jeg har læst og forstår. Det er virkelig gået op for mig, hvor meget kroppen husker - og at hvis vi ikke formår at lytte med vores intellekt, så "råber" kroppen lidt højere, for at få os til at forstå og standse op.

    Kram og godnat fra Natteroder <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej igen..

      Mange tak fordi du kiggede forbi og for dine ord..
      Dette indlæg er ved at være lidt gammelt, men det fortæller om hvordan det hele startede for mig..
      Kroppen husker og den fortæller os ofte mere end vi lytter til..

      Krammer og sov dejligt...
      Jeg må vidst også selv finde drømmeland..

      Slet