Jeg er med i nogle forskellige grupper på Facebook, hvor man kan dele sine tanker om feks angst, personlighedsforstyrrelse eller det at være førtidspensionist. Jeg læser tit om folk, der har der rigtig skidt, ikke ved hvordan de skal gribe det hele an og ikke kan finde den forståelse de mangler.
De første mange år, hvor jeg var syg, var noget af det værste at folk ikke forstod mig og min situation. Jeg kunne ikke forstå at andre ikke kunne forstå. Jeg blev let irriteret og frustreret, over folks reaktion og de ord, der nogen gange kunne komme. Kom nu ud af sengen, kunne du ikke bare arbejde lidt, hvad med det her job, du burde altså gå nogle flere ture udenfor, kan du ikke prøve om du bare kan komme lidt igang osv.. Det tog rigtig mange tåre og kræfter og jeg var overbevidst om at jeg skulle få hele verden til at forstå min situation. Basta.
Sådan gik det selvfølgelig ikke.
Ca. 3 år inde i mit forløb, begyndt mit hoved at tænke mere klart og fornuftigt. Jeg slap alle de depressive tanker og alle mine frustrationer, begyndte at ændre sig med små skridt. En dag, sagde min psykiater til mig at jeg aldrig måtte tro at jeg kunne få nogen, til at forstå min situation, hvis de ikke havde prøvet noget lignende. Han mente at accept var en langt bedre måde at bruge min energi på. Han sagde til mig at hvis folk bare kunne lære at acceptere, den jeg er og med den sygdom jeg har, så er man kommet rigtig langt. Det har lidt været min kamp plan siden. Det blev min opgave at sige til folk at sådan her er mit liv, det skal nok blive bedre, men lige nu kan jeg bare ikke de samme ting som før. Det var en rigtig stor befrielse for mig at jeg ikke skulle kæmpe med at få folk til at forstå. Samtidig begyndt jeg også selv at accepter både min angst og min personlighedsforstyrrelse og det satte virkelig skub i en forandring. Jeg sagde til mig selv, det her er helt okay. Det er ikke sjov og det er virkelig hårdt, men det er okay. I morgen kommer en ny dag, den er sikkert bedre. Hele min måde at tænke på forandrede sig og gør det stadig.
I samme periode, besluttede jeg også at hvis jeg ville ha det bedre, måtte jeg begyndt at ligge de negative tanker, på hylden. Ja, Jeanette det lyder så nemt nu. Kan så fortælle jer at det ikke, bare lige er noget man gør, fra en dag til en anden. Jeg sagde til mig selv at jeg i en periode, ville prøve at være så skide positiv at folk ville kaste op over det. Så slemt blev det vidst aldrig, men det ændrede mine tanker, fra meget negative og depressive tanker, til positive og livslystne tanker. Først der fik jeg lysten til livet tilbage og alle selvmordstankerne forsvandt og har ikke været der siden.
Jeg siger ikke at det jeg har gjort, virker for andre, eller at det kan redde nogen, men der virkede for mig og er dybt taknemmelig, for hvor langt jeg er kommet. Hvor mange ting jeg har besejret og at jeg stadig har lysten til at fortsætte.
Accepter at folk ikke kan forstå, det du kæmper med, det er en umulig opgave, men kan de acceptere dig, som den du er og med de ting der følger med, så er jeg sikker på, du vil finde mere ro. Dog starter accepten hos dig selv. Accepter din situation. Det er okay. Accepter livet, vi er kun mennesker.
Du har kun et liv, lev det som du gerne vil og med de mennesker, som elsker dig og gør dig glad.
Super godt skrevet.. Har selv lidt af social angst og fået medicin mod det samt mod tilbagevendende depressioner...Men har nu været medicinfri i små 3,5 år og har fået det rigtig godt. Men ja man skal acceptere sin situation før man kan prøve at ændre noget.. Så går det i mange tilfælde meget lettere :-)
SvarSletMange tak søde.. Dejligt at andre kan relatere til det jeg skriver.. :D
Slet