google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Børn i angstes greb.
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

1. juni 2016

Børn i angstes greb.


Her til aften, har jeg set del 1 af *Børn i Angstens greb* på DR1. Det ramte virkelig dybt og nu sidder jeg så, med tåre ned af kinderne. Når man ved hvor meget angst kan fylde og når man selv som barn og som voksen, har mærket at være angst og stadig lever med det hver eneste dag, så gør det sku ondt at se de to piger.

Som barn var jeg rigtig tit bange, men ingen havde dengang en ide om at det kunne være angst, men det ved jeg i dag. Jeg havde lange perioder som barn, hvor jeg var bange, oftest om natten. Det var som sådan ikke mørket jeg var bange for, men mere det her med at nogen var efter mig. Jeg drømte altid at der stod nogen ved siden af min seng og det var i perioder så virkeligt for mig at jeg kunne bliver helt hysterisk ked af det og bange. Når jeg havde det sådan, måtte jeg sove på en madras ved siden af mine forældres seng. Der var ikke meget plads, men det var et trygt sted og der kunne jeg falde lidt til ro og få min søvn.

Det er snart 10 år siden jeg fik mit første rigtige panik-angst anfald som voksen. Det er først efter det og efter jeg har talt meget med psyk, det er kommet frem at jeg har været både angst og sensitiv i min opvækst. Jeg blev tit påvirket at andres humør og havde til tider, ret let at ved vise følelser og udtrykke følelser. Når jeg tænker tilbage, tænker jeg tit på at jeg var en tikkende bombe fuld af følelser, tanker og desværre blev det alt for tit misforstået eller overset. Søgte alt for tit opmærksomhed, men følte mig oftest afvist. Det er nok desværre nogen af de minder som sidder dybest, når jeg tænker på min opvækst og det piner mig.

Når det så er sagt, så er dette indlæg ikke skrevet for at såre nogen eller for at gi nogen skylden. Det er skrevet for at jeg selv kan få bearbejdet, nogen af de følelser og tanker jeg tit får. I de fleste øjne havde jeg nok en ret normalt opvækst, jeg blev bare lettere påvirket af mine omgivelser end andre. Jeg har tit forsøgt at regne ud, hvorfor jeg tit havde det så svært om natten, men er stadig ikke kommet frem til noget. Når jeg i dag har perioder, hvor jeg føler psykisk stress, kan jeg stadig ha mareridt og føle at der står nogen i soveværelset. Det er nøjagtigt de samme mareridt som dengang og de samme tanker, jeg er dog bare blevet bedre til at komme igennem det. Min Panik-angst er dog et helt andet kapitel og meget mere livshæmmende.

I dag er der desværre flere og flere børn og unge der får angst, den tanke er næsten ikke til at bære, når man ved hvad de skal igennem. Det er en livslang kamp. Da jeg gik på psyk sagde overlægen tit til mig: Jeanette du er ikke bange for at dø, du er bange for at leve. Det tog mig lang tid at overvinde angsten og kæmpe mig tilbage til livet, men jeg føler jeg er på rette spor. Jeg kommer til at leve med min angst resten af livet, men jeg er blevet ret godt til at takle det. De fleste i min omgangskreds og familie, tror nok at jeg i dag ikke er særlig påvirket af angsten, men sådan er det ikke. Jeg mærker stadig angsten hver eneste dag, jeg er bare blevet rigtig god til at leve med det. Det koster dog tit ret mange kræfter, men føler selv det er det værd.

Dette indlæg er lidt langt, men jeg vil gerne slutte af med at sige. Hvis i kender nogen der levet med angst og i ikke rigtig forstår det, så er det okay. Angst er umuligt at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det. Min Farfar spurgte engang: Hvad er du så bange for? Mit svar var: Har du nogen sinde været så bange at du troede du skulle dø. Det havde han engang i sine unge dage, nogle gutter havde lovet ham tæsk og var løbet efter ham i Kongens have i Odense. Jeg svarede: Sådan har jeg det hver dag, hver time, hvert minut. Det er okay, man ikke forstår hvad der sker, hvis man kender en med angst, men accept er vejen frem. Accepter situation som den er og tag musse-skridt. Tag det alvorligt og få den hjælp der skal til.

https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ https://www.instagram.com/jeakh/ https://twitter.com/Jeakh https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts

2 kommentarer:

  1. Du er virkelig god til at beskrive, hvordan det er at leve med angst som følgesvend i livet. Hjertelig tak, fordi du er lige præcis dig <3 Kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak... Jeg synes det kan være svært at forklare folk hvad angst er og at det ind imellem kan være så livshæmmende at man intet kan. Folk siger til: Hvad er du bange for. Det er bare så svært.

      Tak for de søde ord. Knus <3

      Slet