Jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller slutte, men nu prøver jeg. Det første gang jeg skriver herinde siden d 24 December, jeg har ikke fået fortalt om min virkelig hyggelig juleaften, om alle de dejlige mennesker jeg har set, eller om min skønne Nytårsaften. For da jeg vågnede d 25 December, lå der flere beskeder fra min Mor, om at jeg skulle ringe. Min Mormor var blevet indlagt og det ramte mig lige i hjertekuglen. I 4 dage besøgte vi hende, krammede, holdt i hånd, nussede, masserede og snakkede med hende. Jeg er ikke særlig religiøs, men i de 4 dage, bad jeg til at hun ville sove stille ind. Mine bønner blev hørt og d 28 var min Mor, min Morfar og jeg, inde og se hende for aller sidste gang. Hun var sove stille ind og havde endelig fået fred. Hun lå så stille og fint og personalet havde sat små lys frem og lagt blomster ved hende. Det var en meget rørende oplevelse, men jeg er så glad for at jeg var der.
I går var der bisættelse og det foregik mest i stilhed. Det var kun de nærmeste der var med og det var en super smuk dag. Jeg forstår stadig ikke at jeg aldrig mere skal kramme hende, holde hende i hånden, snakke med hende, se hende fuld af glædeståre, for at se os eller høre hendes grin, når morfar kærligt driller hende. For mig var hun jordens kærligste menneske og jeg har altid følt at hende og jeg havde et helt særligt bånd. Jeg har mistet et stykke af mit hjerte.
