___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

17. maj 2012

Angst!

Som i kan læse i mit indlæg Lynet slog ned! fik jeg for ca. 5 år siden konstateret Panik Angst. I dette indlæg vil jeg prøve, at fortælle lidt om, hvad det har betydet for mig og hvordan det påvirker mit liv i dag...

Lige da jeg fik konstateret min angst, kunne jeg stort set intet. Bare det at stå ved min hoveddør og skulle røre ved håndtaget, var en laaang kamp. Jeg var så bange, for at der ville ske mig noget alvorligt, hvis jeg gik uden for. Mit hjerte hamrede af sted, hyper ventilerede, fik hede ture, ryste ture, skulle kaste op og ofte var jeg tæt på at besvime. I den periode, var mit køkken gulv min ven. Lagde mig på det kolde gulv, for at få min temperatur ned og for at finde en rytme i mit åndedræt. Det tog rigtig lang tid for mig at lære, jeg godt kunne gå udenfor døren, uden der ville ske mig noget. Jeg havde dengang også lange perioder, hvor jeg havde svært ved at sove. Hvad nu hvis, jeg ikke vågnede igen og det resulterede også i, at jeg ofte var vågen om natten og for mig var natten også noget farligt. Jeg følte hele tiden, jeg kunne høre lyde... Jeg lå stiv som et bræt og hvis jeg hørte nogen udenfor, endte det ofte med en opringning, grædende til min mor. Hun endte nogle gange med, at køre over til mig, midt om natten, for at gå hele lejligheden igennem, plus en rundt om bygningen, for at tjekke om der skulle være noget...

Den periode i mit liv, var nok det værste jeg nogen sinde har oplevet. Har du prøvet at være så bange for noget i dit liv, at du stivner og intet kan..?? Sådan havde jeg det hver eneste dag, hver time, hvert minut.

Til at starte med, brugte jeg meget min mor og jeg er hende dybt taknemlig i dag, for at hun var der for mig. Hun lærte mig at jeg godt kunne, gå udenfor, uden at der skete mig noget. Hun hjalp mig også med feks at få handlet og hvis jeg ellers skulle noget, var hun med...

Jeg husker tydeligt første gang, jeg skulle prøve at handle uden hende. Ingen succes, kan jeg fortælle. Jeg havde skrevet en liste, med kun 5 ting, tog min jakke og sko på, gik ud af lejligheden. Jeg var denne gang fast besluttet på, at nu skulle jeg bare klare det, selv om angsten sad lige der, under håret. Jeg valgt supermarkedet tættest på og valgte jo at gå, da jeg i den periode var alt for bange, for at sætte mig ind i bilen. Jeg kom ind i supermarkedet og der begyndte sveden bare, at løbe ned af min krop og kunne mærke at vejrtrækningen, blev en helt anden. Jeg skyndte mig, at finde mine 5 ting og tænkte, så skal jeg bare ud. Da jeg kom til kassen, stod der så 5-6 mennesker i kø og der faldt min verden sammen. Jeg måtte sætte mine vare, midt på gulvet og gå ud, uden mine vare. At skulle stå så længe i kø, helt stille, sammen med andre mennesker, som jeg var sikker på, kunne se på mig, at jeg var ved at knække, kunne jeg bare ikke. Var sikker på at hvis jeg var blevet i køen, ville jeg ha været faldet om. Igen måtte jeg hjem og smide mig på mit køkkengulv og ha min mor i røret...

Heldigvis blev det bedre og bedre med tiden. Jeg øvede mig selv i at gå mere og mere ud af døren. Gå ned til bilen, bare for at sætte mig ind i den. Prøvede at mødes med venner og familie lidt af gangen og vidste at jeg ofte måtte melde afbud, eller gå tidlig hjem, men jeg prøvede. Hen af vejen blev min angst mindre og mindre. Pludselig kunne jeg flere og flere ting. Det lykkedes ikke altid, men jeg blev bedre og det var helt klart vejen frem for mig. Jeg blev kaptajnen i mit eget liv, som min psykiater sagde. Angsten fyldte alt i mit liv, i ca 3 år. Den styrede alt hvad jeg gjorde, men mere og mere blev det mig der styrede den..

I dag fylder angsten ikke ret mig i mig. Det er meget sjældent jeg har angst anfald i dag og hvis jeg får det, ved jeg nøjagtigt, hvad jeg skal gøre og hvordan jeg kommer hurtig igennem det og ud på den anden side med en sejr.

Den sidste angst jeg har tilbage i min krop, er nok for at miste nogen, jeg har kær eller for at dø. Tanken om at mine bedsteforældre, feks en dag, ikke er her mere, skræmmer mig helt vildt. Tanken om at mine forældre, heller ikke er her mere gør mig angst, især fordi hvis min mor, en dag ikke er her mere. Hvem passer så på mig og hvem samler mig op igen, hvis jeg falder?

Tanken om at jeg en dag selv skal dø, fylder meget i min krop og i mine tanker. Ved godt at den tanke skal man helst, ikke tænke for meget, men det har jeg svært ved at styre. Den sidder lige inde i knolden 24/7. Hvad sker der når jeg dør? Hvordan sker det? Gør det ond.? Sker der noget, efter man er død? Ja jeg kunne blive ved, men prøver at lade være og nyde det liv jeg nu engang har fået. Derfor er jeg fast besluttet på, at jeg vil leve mit liv godt, sundt, positivt og nyde det sammen, med de mennesker jeg elsker og dem der vil mig det godt. Jeg har kun 1 liv og det skal ikke spildes.

Når jeg kigger tilbage i dag, er jeg sikker på at angsten altid, har været en del af mig og faktisk også er noget jeg har arvet. Jeg tror bare først, det kom rigtig frem, da jeg for 6 år siden lå i den ambulance. Jeg havde aldrig før det, fejlet noget alvorligt, jeg havde aldrig været indlagt, brækket noget eller feks blevet syet. Tror det var det, som gjorde oplevelsen for mig, så ekstrem og fik udløst min angst.

Fremtiden ser så lys ud for mig og jeg vil nyde hvert sekund.... vil du???

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar