Hvilken dag er det?

Lige nu føles alle dage ens og faktisk ret ligegyldige. Sådan burde livet aldrig opfattes, men når man står midt i en stor sorg, er det en realitet. I dag har jeg svært ved at samle mig om alle tankerne, fordi savnet er så stort. Har aldrig været god til at dele med andre, når noget var svært for mig. Normalt er min reaktion, at jeg gerne vil takle de svære ting alene. Jeg pakker mig ind i min dyne og tænker alle tanker forfra og bagfra, til alt har fundet sin plads. Ja og når jeg så kommer til et sted, hvor jeg ikke kan få sat tankerne i bås, ringer jeg til min prinsesse. Denne mulighed har jeg desværre ikke i denne situation. Derfor lader jeg sorgen angribe mig og tror et eller andet sted, at det er meget sundt for mig. Prinsessen ville ha sagt, husk nu at sig til nogen når tingene er svære for dig. Det er så bare noget jeg må øve mig i, her i livet.

Dagen i dag har været hård. Jeg er ked af det og savner dig.

Jeg er glad for at andre kan se min sorg, når jeg ikke selv er så god til at fortælle at det er svært. Til jer der kan se min sorg, tak fordi i er der for mig. 

Betyder mere end ord kan beskrive, hvad der gør for mig, at i er der. 

Prøver på at forkæle mig selv lidt, for at dagen virker lidt lettere, men alligevel følelse det lidt som snyd. Dagen har bestemt ikke været lettere. Har prøver med karbad, kage, film-hygge, putte-tøj, god mad og kram fra kæresten. Dog sidder jeg tilbage med kun en tanke. Kære Prinsesse, alt hvad du har gjort for mig er fantastisk. Du vil altid ha den største plads i mit hjerte. Alle de sejre du delte med mig har givet mig glæde og forståelsen af, hvor vigtig livets små kampe er.

Har lysten til at blogge om en hel masse andet, men hver gang jeg kigger på den tomme side og skal til at fylde den med ord, kommer der kun tanker om dig, ud gennem fingrene og ned på tastaturet.