google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Psykisk Ustabil.
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

30. september 2013

Psykisk Ustabil.

Kan godt mærke at jeg intet har foretaget mig i en uge, fordi jeg har ligget syg. Det er seriøst ikke godt for min psyke. Jeg bliver hurtig irritabel og frustreret. Det sætter bare alt alt for mange kedelige tanker igang, i mit hoved og ikke nok med det, så udløser det mere angst. Jeg skulle bare lige hurtig ned og handle i dag og så stod jeg der i Rema, med angst anfald. Havde heldigvis taget en vogn, så jeg smed den store jakke og tasken op i og prøvede at komme ud af anfaldet. Det fede ved det var at jeg heldigvis klarede mig igennem det, selv om jeg virkelig bare havde lyst til at gå derfra.

Det er faktisk ved at være længe siden at angsten har vist sig, ved sådan nogle almindelige dagligdags ting. Troede ikke rigtig jeg ville få det sådan med at handle igen, men det kommer altid i de perioder hvor jeg er psykisk ustabil, har været isoleret for meget eller har for mange tanker.

De anfald tager også energien fuldstændig ud af kroppen og den havde jeg ikke ret meget af i forvejen. Jeg har hele dagen bare haft lyst til at kravle tilbage i seng og gemme mig, for hele verden. Jeg ved godt at det er for farligt, så derfor har jeg kæmpet for at få gjort rent og holde mig igang. Det har kostet kræfter i dag og har måtte diskutere med mig selv op til flere gange. Jeanette kom nu igang. Jeanette hvad er det egentlig du er igang med lige nu. Der er ikke klude i køleskabet. Jeanette nu er det okay med en lille pause. Hov vandet løber på badeværelset.

Jeg har nået rigtig meget, men blev ikke helt færdig med de ting jeg gerne ville, så de må vente til i morgen. Dog er jeg ret tilfreds alligevel. Normalt ville jeg ha givet op og gravet mig ned under en dyne.

I morgen er der en ny dag, med nye udfordringer og ting jeg skal kæmpe med. Lige nu er det extra hårdt, men jeg er igang og jeg giver ikke op. Jeg skal tilbage på sporet og det skal nok lykkedes. Der er ikke ret mange, der ved hvor mange små kampe, man hele tiden skal igennem, når man har en psykisk lidelse. Folk ser ikke alle de ting, jeg går igennem til hverdag og det kan være enormt svært. Jeg får tit ros og skulder klap for at jeg er nået så langt og det er skønt. Jeg tror nogen gange at jeg er kommet så lang at folk måske ser mig mere rask end jeg er. De ser ikke hvor meget jeg skal igennem for feks at handle, gøre rent, være social eller bare for at få ordenlig søvn. Jeg ved 100% at jeg ikke kan få forståelse fra dem, som ikke selv har prøvet det, men accept er skønt. Jeg prøver at lade være med at ynke, men folk kan ikke se på mig når jeg er nede.. Hvad gør man så.. ??

8 kommentarer:

  1. Det lyder som noget jeg selv kunne have skrevet for et par år siden... Psykiske "sygdomme" kan man ikke se, og ikke sætte en tidsfrist på, som man fx kan med et brækket ben elligør lignende.
    Jeg kender dig ganske vist ikke så godt endnu, men synes du er en skøn pige og glæder mig til at lære dig bedre at kende - og det psykiske tager jeg gerne med, det skræmmer mig ikke <3 du skal nok komme helt ovenpå med tiden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for din besked og de søde ord.. elsker når nogen skriver.. :D

      Heldigvis er det ikke så tit jeg har de her perioder, og de går også hurtigere over end tidligere.
      Jeg bliver hele tiden bedre til at bearbejde det.

      Slet
    2. Det er også så hyggeligt med kommentarer på bloggen :)

      Når det psykiske driller, så tager det tid at komme over - sådan er det bare:) jeg har selv været alle de rutsjeture igennem, og man bliver med tiden bedre til at tackle det, og bare altid tænk på, at du i det mindste er modig nok til at stå frem og indrømme det når du er lidt nede. Det kræver mere mod at indrømme det, end det gør at gemme sig og skjule at der er noget galt - Så vær stolt af det <3

      Slet
    3. Det har fra dag 1 været rigtig vigtig for mig at være åben omkring hvordan jeg har det. Nogen gange kan det bide en i måsen, men det er noget jeg har valgt at tage med. Der er dog stadig mange ting jeg feks ikke deler her på bloggen fordi jeg har valgt at jeg ikke vil skrive indlæg der kan såre andre. De ting høre sig bare ikke hjemme på en offentlig blog. Jeg har faktisk ind imellem overvejet om jeg skulle lave en helt anonym blog for at jeg kunne skrive om de mere personlige ting som fylder meget, men har endnu ikke gjort noget ud af det.

      Jeg er utrolig stolt af mig selv. Jeg er kommet rigtig rigtig langt. Jeg ser mine sejre og jeg roser mig selv rigtig meget. Som du selv siger så bliver det lettere med tiden.

      Jeg ved hvad jeg selv kæmper med men det er ikke altid folk omkring mig lige ved det. Jeg sætter ofte en facade op hvis vi er sammen med andre. Ikke fordi de ikke må vide hvordan jeg har det, men simpelthen fordi det er lettere for mig ikke at snakke om min angst når jeg står i en presset situation. Mine anfald går hurtigere over, hvis jeg klare dem alene. Ofte vil folk gerne hjælpe og siger. Kan vi gøre noget, er du okay osv.. og de ting forstærker ofte angsten..
      Dog håber jeg lidt at min blog kan vise folk at der sker meget mere inde i mig end det de ser IRL.

      Slet
  2. Åh, det kender jeg godt! Nu har jeg i flere år været inde og ude af afdelinger for anoreksi, og da har min familie jo tydeligt kunne se, når jeg har været farligt undervægtig, at jeg ikke havde det godt. Nu har jeg vejet det, jeg skal, mere eller mindre, i halvandet år nu, og jeg oplever lige som du, at det kan være svært for andre helt at forstå. Og for mange bliver det dermed faktisk også sværere at acceptere - har jeg måttet sande. Og det er faktisk ret sørgeligt, synes jeg. At finde ud af, at JA, jeg Bliver faktisk på nogle punkter mere "forstået", når jeg sulter mig selv - i hvert fald af omverdenen. Der er større forståelse for, at jeg melder fra til forskellige ting, når jeg er tydeligt udsultet, end der er i dag, når jeg er normalvægtig. Større forståelse for, at jeg i perioder ikke magter dagligdagsting - for man kan jo tydeligt se, at jeg er syg, når jeg vejer 20 kilo for lidt.
    Jaja, men jeg må holde fast, for jeg skal ikke sulte mig igen. Jeg må forklare, så godt jeg kan, igen og igen, og så håbe, at de vigtigste accepterer hen ad vejen.. :-) Men jeg kender det virkelig godt - og det er frustrerende! Og hårdt. Og specielt, hvis man i forvejen har ret svært ved at sige fra..

    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Forståelsen for jeg meget sjældent, det er kun fra folk som selv har prøvet noget lignende. Accepten har jeg egentlig fra start fået ret meget af, men af en eller anden årsag forandre den sig ret meget. I starten var det okay at Jeanette ikke lige deltog i en fødselsdag eller andet socialt, men nu.. Hvorfor er Jeanette her ikke. Det er da noget pjat.. osv.. Jeg har ret meget facade på når jeg er ude. Det er ikke fordi folk ikke må se hvordan jeg har det, men simpelthen fordi det er lettere for mig. Jeg kan sagtens snakke om hvordan jeg har det, men vil allerhelse bare ligge det på hylden når jeg er ude blandt andre. Feks med hensyn til min angst, det går bare hurtigere over, hvis jeg klare det alene. Nogen gange er det som sagt bare som om folk ser mig mere rask, end jeg er..

      Slet
    2. Nej, præcis.. Tit er det faktisk heller ikke, fordi jeg ikke vil vise min familie, hvordan jeg har det, men fordi det er lettere for mig selv at lade være. Og når det er facaden, de ser mest, så er det også den, de tror på. Egentlig ikke så mærkelig vel, men stadig hårdt, når de af den grund begynder at se en som mere rask, end man egentlig er.

      Slet
    3. Ja det er en rigtig svær balance..

      Slet