google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Spørgsmål: Nedturs-tjek-liste.
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

25. september 2013

Spørgsmål: Nedturs-tjek-liste.

Jeg er medlem af en del grupper på Facebook for folk med psykisk lidelser. I går skrev jeg i den ene af dem at hvis nogen havde nogle spørgsmål, måtte de endelig skrive, så vil jeg forsøge at svare.  


Jeg har så i dag fået et spørgsmål der lyder: Jeg kunne rigtig godt tænke mig noget om, hvordan du griber det an, når du er inde i en periode, hvor angsten måske tager over? 

Jeg er så langt i mit forløb nu at jeg sådan ca på forhånd ved, hvornår de der nedture kommer. Jeg har ca 2 ture om året, hvor jeg ryger ned, er energiforladt, trist, træt, uoplagt, tænker for meget, små hysterisk, følsom og der kommer angsten også mere til udtryk. Jeg isolere mig mere i de perioder. Kan ikke rigtig overskue at lave en hel masse, andet end bare at være hjemme på sofaen og prøve at passe på mig selv. I starten blev jeg enormt frustreret og ked af det. Jeg ville så gerne gøre en masse og ville så gerne ha det godt. Jeg fandt dog ret hurtig ud af at jo mere jeg gerne ville ha det bedre, jo mere stresset blev jeg og jo mere angst fik jeg. Derefter valgt jeg en helt anden løsning. Nemlig at gi' op. Ja det lyder helt forkert. For jeg giver jo som sådan ikke op, men jeg overgir mig. Når jeg har de perioder, er det fordi jeg har kørt for hårdt på. Derfor skal jeg i de perioder, hvor jeg har det rigtig skidt gøre det modsatte. Feks at gi mig selv lov til at ligge på sofaen i en uge. Rengøringen løber ingen steder, vasketøjet kan vente, aftaler kan flyttes, der er ikke noget der er vigtigere for mig i de perioder. Jeg er førtidspensionist, så derfor kan jeg godt tillade mig selv ikke at lave noget. Det handler utrolig meget om at lytte til sin krop og acceptere at den sygdom, man nu har altså er en del af en. Ingen kan gøre dig rask fra den ene dag til den anden, men hvis du kan acceptere den situation du er i og sige til dig selv at det er helt okay, så tror jeg man er rigtig langt. 

Inde i mit hoved har jeg sådan lidt ubevidst lavet en tjek list til mig selv. Den kan jeg tage lidt frem, når jeg kan mærke at de der nedture er på vej. Så ved jeg hov, nu er det sku tid til du lige går listen igennem igen. Det er ikke længere noget jeg tænker så meget over, det sker efterhånden nok mere automatisk end jeg lige ved.  feks: Så nu er det Time-Out Tid.. Tvinger mig selv fast til sofaen, finder nogle film, trækker gardinerne ned, sætter telefonen på lydløs. Hvis så angsten kommer snigende, har jeg en tjek liste mere: træk vejret, drik noget vand, tænk på noget godt, husk alle dine sejre, sæt eller lig dig ned, afslapnings musik, flyt fokus, læs et eller andet, osv.. Siger til mig selv at det er okay og at angsten er en del af mig og at det vil den altid være. Den må gerne være der, det går over igen. Jeg ved det kan lyde enormt let, men det har også taget mig en del år at lære efterhånden. 

Mit råd er: Når angsten kommer, så prøv en masse ting af. Gi dig selv lektier for. Feks tænk: næste gang angsten kommer, vil jeg prøve at gøre køreskabet rent, ligge mig ned på gulvet, se tv, løbe en tur, læse en bog, drikke et glas vand eller noget andet. Når så angsten er væk igen, så kan du se om nogen af de ting, gjorde det lettere eller værre for dig. Hvis du gør det hver gang angsten kommer, så finder du hurtig ud af, hvilke ting som virker og hvilke ting du skal holde dig fra. Og vigtigst af alt, accepter at angsten er der, mærk den, lær noget af den, sig at det er okay den er der.. Der sker dig ikke noget og du vil med tiden lære at kunne være midt i et anfald og bare være tilstede. 

Jeg ved at det er ulideligt og at jeg får det til at lyde let, men jeg lover dig at der er en vej for alle, man skal bare lige finde den og der er meget forskelligt fra person til person.. 

Håber mit svar på dit spørgsmål er okay og at du måske bare kan bruge lidt af det.
Hvis du er nysgerrig og vil vide hvordan jeg blev syg, så tjek indlægget - Lynet slog ned

Følg gerne min Blog's Facebook side

4 kommentarer:

  1. Jeg synes, det er et fantastisk indlæg! Som du måske har læst, kæmper jeg selv rigtig, rigtig meget med angst. Jeg blev faktisk lidt lettet indeni, da jeg læste, hvordan du tager perioder, hvor du gerne må ligge på sofaen og lave ingenting, flytte aftaler OG sætte telefonen på lydløs! Især de to sidste, har jeg nemlig rigtig svært ved at tillade mig selv. Jeg synes, det er Så svært at sige fra - så det var ret fantastisk for mig her, igennem dit indlæg, at blive bekræftet i, at det rent faktisk ER okay at sige fra og melde sig ud i en periode, når man har de nedture. Jeg håber ikke, at du tager det negativt, men jeg har flere gange ønsket, at jeg kom ind i systemet, før de nye regler blev lavet - nu er det stort set umuligt at få en førtidspension. Nogle gange tænker jeg, at det ville fjerne i hvert fald dét pres. Igen, så håber jeg virkelig ikke, at du misforstår det, for det er ikke, fordi jeg tænker, at du har det meget lettere, fordi du har din pension. Det er bare, nu du selv skriver, at "jeg er førtidspensionist, så derfor kan jeg godt tillade mig ikke at lave noget". Ja, jeg håber, du forstår. I hvert fald tak for dette indlæg! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår dig 100%... synes selv de regler er totalt latterlige.. det gør folk mere syge end de er..

      Går du sygemeldt nu eller??

      Uanset hvilken situation man er i, synes jeg det er vigtig engang imellem at tage nogle dage hvor man melder sig helt ud, hvis man har det skidt. Jeg synes ikke det er godt hvis man gør det i 6 måneder, for så skal man ha proff hjælp, men engang imellem skal alle ha lov til at være lidt i fred og finde ro til igen at fungere.. <3

      Slet
    2. Ja, præcis! Det kan være, at det hjælper nogen - men de rammer altså også dem, som faktisk ikke KAN komme ud, og som derfor bare bliver stressede og pressede - og dårligere, end de var i forvejen..

      Jeg ved egentlig ikke, hvad man kalder det. Jo, måske sygemeldt? Jeg har været på kontanthjælp, siden jeg var atten år. Jeg har dog aldrig været sendt i eller presset ud i aktivering - endnu - fordi jeg hele tiden har været i behandling og har vekslet mellem ambulant og indlæggelser i de fem år. Men de hænger hele tiden lige over mit hoved, kommunen, sådan kan det i hvert fald nogle gange føles ;-)

      Slet
    3. Jeg kender flere der er fanget i det systemt og det kan gøre mig rigtig gal i skralden.. Det der udsætter unge mennesker for i dag er så langt ude... Man føler sig så magtesløs..

      Jeg er glad for min pension, uden der er jeg ikke sikker på jeg havde været her i dag. Den har givet mig den ro jeg havde brug for.

      Slet