Jeg har de sidste par uger, fulgt en del med på bloggen - En Sommerfugls selvmord. Bloggen handler om selvmord, døden og om livets forunderlige måder at slutte på.
Jeg er selv enormt bange for døden, hvad sker der, mærker man noget, lever ens sjæl videre osv. Jeg gør mig så mange tanker og hvorfor, det ved jeg ikke. Eller det ved jeg måske godt, i bund og grund er det min panikangst, som også her en søster der hedder dødsangst. Jeg har selv tidligere haft en hel del selvmordstanker, men heldigvis har jeg altid haft for meget angst, til at gøre noget ved det. I dag forstår jeg ikke rigtig, hvorfor jeg så gerne ville væk fra denne verden, her er jo rigtig skønt, jeg var bare så blind og mit syn var sløret af mørkets kræfter.
Ved at læse denne blog, tænke jeg at jeg måske kunne blive lidt klogere og få et mere roligt forhold til døden. Sådan er det ikke rigtig gået. Det har sat mange mange flere tanker igang. Tanker der handler om mine holder, til feks aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord.
Skal vi selv ha lov til at tage herfra, hvis vi ikke ønsker at være her mere??
Hvornår er det okay at gi op?
Skal vi hjælpe folk der ikke ønsker at leve?
I mine øjne er selvmord, en alt for let løsning, men samtidig har jeg også den holdning at i nogen tilfælde, er det måske den rigtige løsning for nogen. Mine tanker er forvirret for hvor synes jeg grænsen går??
Nå folk ønsker at ophøre med at leve, er det så fordi de er blinde og kun kan se mørket eller er det fordi det i bund og grund, er den rigtige vej. Ja og hvem skal bestemme, hvad der er rigtig og forkert?
Jeg er som i måske kan høre ret meget modstander af selvmord og jeg er også rigtig forvirret på dette emne, Jeg vil dog gerne sige at nogen mennesker er så syge, af feks kræft eller anden sygdom at jeg godt kan forstå at selvmord, medlidenhedsdrab eller hjælp til selvmord, kan være den eneste mulighed man kan se. Jeg er bare ikke sikker på, jeg selv helt er klar over, hvornår jeg synes det er rigtig eller forkert. Jeg har ikke selv været så tæt på nogen, der havde det sådan og håber ikke det personligt er noget jeg skal opleve, for det må være det mest forfærdelige i hele verden.
Synes du at vi selv skal ha lov til at vælge vores sidste skæbne?
I dag er det ulovligt at hjælpe nogen der gerne vil dø, synes du at den lov skal ændres?
Glæder mig den har givet dig nogle tanker, min illusion gik på om du ville få et mere roligt og afslappet forhold til selve enden, uden fokus på dig eller dine nære.
SvarSletPersonligt ser døden som en helt naturlig ting, om den er selv valgt eller uforskyldt ændrer ikke ved resultatet.
Når tilfældet er selvvalgt vil jeg ikke mene det kan betale sig at dømme, man kan dog vurdere hvorvidt man mener det var et godt eller dårligt valg. Det eneste positive i den forbindelse er dog at der netop er truffet et valg. Alternativet er at skubbe ansvaret for sine handlinger over på andre personer eller begivenheder fremfor at tage et ansvar.
Man bør altid tilstræbe ansvaret for sine egne valg, alt andet er vel ret barneligt.
Når jeg tænker mig om, så tror jeg egentlig min dødsangst er blevet mindre med tiden.. Det er ikke noget jeg pt tænker over hver eneste dag, som jeg gjorde i en periode. Det er vel egentlig meget normalt. men det er noget som har taget mig mange år og som jeg hele tiden arbejder med. Det er også værst i de perioder hvor jeg har det inde på kroppen.
SletJeg er ikke sikker på jeg er helt enig, jeg ved at man skal acceptere folks valg også selv om det kan være dårlige valg, men selv om de tager ansvar selv så kan det også betyde at man ligger en masse problemer og bekymringer i hænderne på dem som er nærmest. Det kommer dog også an på om det er den ene eller den anden situation.. hvis man alligevel er død syg og skal bort, så kan det i nogen tilfælge være godt... men som jeg skriver: hvor går grænsen.. hvornår er det okay og hvornår er det ikke. hvem skal bestemme det og hvorfor skal folk ende med at tage sagen i egen hånd.
Dø skal vi jo alle. Dette simple faktum omkring døden synes jeg sætter en masse andet i perspektiv. Spørgsmålet er blot hvornår, hvad årsagen bliver, og især hvordan den sidste tid bliver. Du kan jo stadig siges at være ung, og du skulle da gerne kunne holde omkring 50 år endnu. Hvis du døde nu, ville det være et stort tab af mulighederne for at have et liv, og derfor sørgeligt.
SvarSletMin overbevisning er at du ikke mærker selve døden, din eksistens ophører blot. Det er ikke kun en eufemisme at tale om døden som en drømmeløs søvn, bortset fra at der ikke er nogen der vågner igen. Efter døden har din "sjæl" altså samme status som før din tilværelse startede. Noget der ikke er.
Jeg tror at en ubestemt angst for døden har ledt mange til at digte mere eller mindre fantasifulde myter om at blive sat for en domstol efter døden, og blive straffet grusomt eller belønnet. Disse tanker har ligestå stor gyldighed som forestillinger om et gemt et uhyre under sengen. Altså noget som det ville kræve konkrete beviser før det skal ses som noget sandt.
Selvmord udgør jo også et stort tab af muligheder for at have et liv, og når det er det eneste vi har, er jeg da enig i din modstand mod blot at kaste det bort. Der skal være meget gode grunde, men jeg mener dog at der findes noget som rationelle selvmord.
Fx var en masse mennesker fanget i World Trade Center for 12 år siden, hvor brand og røg var en forfærdelig måde at dø på. De kunne jo ikke forudse sammenstyrtningen. Omkring 200 valgte i stedet at springe ud af vinduerne. Altså selvmord, hvilket jeg vil kalde for en ganske rationel og forståelig handling, under de ekstreme omstændigheder. Jeg tror ikke at ret mange er enige med de hardcore religiøse fundamentalister som holdt på at det var en utilgivelig dødssynd.
Der findes altså omstændigheder hvor selvmord ikke skal ses som en dårlig udvej. Under mere almindelige vilkår er spørgsmålet altså "kun" at finde en måde at vurdere hvornår det er et rationelt valg. Andre mennesker kan ikke tillade sig at sætte sig til dommer over den dødes begrundelser, de vil jo alligevel ikke vide ret meget om tankerne.
Til gengæld må det være et krav at et rationelt selvmord er grundigt gennemtænkt og en beslutning som fastholdes også mens mennesket har det så godt som muligt. Især sygdomme kan give så elendige udsigter, at jeg ikke kan se gode grunde for at tvinge nogen til at tage alle "oplevelserne" med.
Så jeg er altså ikke tilhænger af krise-selvmord, som jo sker når det hele bare går ekstra skidt, og hvor der fra bunden af hullet ikke er til at få øje på noget lys. Desværre sker alt for mange selvmord under disse vilkår.
Du spørger "Skal vi hjælpe folk der ikke ønsker at leve?". Ja! Denne hjælp skal langt primært gå på at finde ud af hvorfor, og hvad der kan gøres ved det. Det kunne jo nemt tænkes at de kom på andre tanker ved at få snakket ordentligt om det. Det vil altså kun være i undtagelsestilfælde at hjælpen bliver med at dø på en god måde. Sagen er så blot at hvis der på forhånd vides at svaret på at få hjælp til at dø er "Nej!", så er der jo ingen grund til at søge hjælp, for en som ikke ønsker at leve. Derfor fører forbuddet mod hjælp til selvmord til ekstra selvmord, og dårlige metoder.
Det er også værd at huske at det meste mediesnak omkring selvmord er omkring unge, hvor det vil være ekstremt sjældent med "rationelle selvmord", men i virkligheden sker de fleste selvmord blandt "modne mennesker", hvor sygdomme og fremtidsudsigter bliver en vigtig til at overvejelserne. Hvis jeg fik Alzheimers sygdom, ville jeg sandsynligvis blive nødt til at sørge for selvmord mens jeg stadig selv kunne, i stedet for at vente til min grænse for alvor var nået. Hvis jeg i stedet kunne være tryg ved at have en "nødudgang", kunne jeg bedre vælge at fortsætte, og så måske i stedet dø af andre årsager. Aktiv dødshjælp ville altså forlænge mit liv!