Jeg kan virkelig mærker at det har været et par hårde uger. Det er ikke fordi der er sket en hel masse, nok nærmere det modsatte. Først var Søren syg, så var jeg syg, så havde vi en uges ferie, så blev Søren syg igen og er faktisk stadig ikke helt på toppen. Jeg har også selv været små syg her i weekenden, så det har været et par uger, hvor ingen af os har haft særlig mange kræfter. Jeg elsker virkelig, når Søren er hjemme hos mig, men jeg får aldrig slappet af på samme måde, når han er her. Det er ikke hans skyld, men min sensitive sind der hele tiden "lytter" og er opmærksom på alt der sker omkring mig. Den mindste bevægelse eller lyd og hele mit system er lys vågen. Jeg har et par gange forsøgt at gå ind i seng, for at få en lur, har lukket døren, taget ørepropperne i og forsøgt at slukke for verden, men to sekunder efter, lister jeg en af ørepropperne ud, fordi jeg lige synes jeg hørte noget, måske gik Søren, hvad laver han mon osv.. Det er simpelthen så latterligt at mit sind er så opmærksom, på hvad der foregår.
Nu er det hverdag igen, Søren er taget tilbage på job og jeg skal forsøge finde tilbage til hverdagen. Jeg savner at Søren er her, men jeg kan også mærke at jeg har utrolig meget brug for, min alenetid om dagen. Skal prøve finde mig selv igen og min krop skal ha noget ro. Er faktisk også bagud med søvn og det mærker jeg, ved at angsten kommer snigende. Jeg har den sidste måneds tid, haft noget dødsangst liggende i baghovedet. Det er værst når jeg skal sove, men prøver læse, for ikke at tænke på det. Indtil videre går det okay med at ignorer det, men det er der konstant. Det er ellers længe siden, jeg har haft besøg af dødsangsten. Der er ca 9 måneder siden, jeg stoppede på psyk og jeg har klarer det sådan set super godt. Er godt klar over, hvor min dødsangst kommer fra. Jeg er overvægtig og det gør mig dagligt bange, for alle de der livsstilssygdomme. Er sådan set ikke ked af min vægt, mere bare bange for det der følger med. Ved virkelig bare ikke, hvor jeg pt skal finde styrken henne. Håber hele tiden at foråret kommer, så jeg kan komme ud og cykle, gå nogle flere ture eller få et flip i Mors have. Igen forstår jeg ikke, hvordan almindelig mennesker klare at arbejde, passe sit hjem, ha børn, træne, lave mad osv. Hvordan gør de?
Overvejer at ringe til lægen og få lavet et sundhedstjek og en snak. Hun er meget forstående og vi har en aftale om at når angsten er ved at gøre mig til hypokonder, så laver vi bare et sundhedstjek. Udover det, så håber jeg på vi snart fået et skud forårs-medicin, kan snart ikke vente mere.
Uhh - ikke noget rart besøg. Skynd dig at bestille tid hos lægen. Og kom ud at gå nogle ture - vejret ser ALTID værre ud indefra.
SvarSletNej det er det bestemt ikke. Men jeg har fået et tid ved lægen i næste uge, så det er spændende.. Jeg har haft brug for mine alenetid, så jeg har gemt mig på sofaen i dag med hækle-tøj og film.. Skal dog snart lidt mere ud.. Har også en aftale om en tøse-hygge dag torsdag, så det bliver bare skønt.. trænger helt vildt.. :D
SletKnus <3
Kram <3
SvarSletTak Sødeste. <3
SletJeg ved lige præcis hvad du mener med ikke at være alene hjemme. Jeg kan også kun slappe HELT af, når jeg ved, der ikke er nogen der kan snakke til mig eller anden uro. Af samme grund har det altid været en stor belastning for mig, når mand eller børn var syge og derfor hjemme på hverdage. Har brug for den tid alene.
SvarSletHåber foråret må gøre dig godt - og godt at du har fået en tid ved lægen.
Knus Lisbet
Det er lidt underligt at det skal være sådan, men jeg kan virkelig ikke gi' slip og slappe af på samme måde når jeg ikke er 100% alene. Det er som om min krop bare hele tiden skal vide hvad der sker.
SletDet er i morgen jeg skal til lægen og er godt så spændt på hvad der ender med. Jeg kan godt mærke at alle følelser sidder lige under huden. Føler mig bare så bange for hvad der skal blive af mig og om jeg dør. Det er så latterligt, men det er jo en del af angsten.
Knus <3