Faktisk har jeg det ret godt for tiden, men:
Betyder det så at jeg *er rask*?
Nej det gør det ikke. Det er en af de ting, som er rigtig svært at forklare. Jeg har det godt for tiden, men det er kun fordi jeg tager mine forholdsregler og fordi jeg har roen til en leve mit liv, i mit eget tempo.
Betyder det så at jeg er gået i stå?
Nej jeg arbejder med mig selv hver eneste dage og det er hårdt arbejde. Jeg har fået lavet mig en god base og prøver hele tiden at udvikle mig og udvide basen. Skubbe lidt til mine egne grænser og samtidig holde godt fast, i de gode ting. Små bitte museskridt.
Men hvorfor ser vi det så ikke?
Jeg vælger tit at holde mine mange *forhindringer* tæt ind til kroppen og det er ikke fordi jeg ikke ønsker dele dem, med min omverden eller at jeg prøver skjule det.
Er det ikke ret dumt, hvis du gerne vil ha folks forståelse?
Jo det er nok det dummeste man kan gøre, i forhold til andre, men hvis jeg kun skal forholde mig til, hvordan jeg har det og hvordan jeg lettest kommer videre, så er det den eneste rigtige måde for mig. Når jeg får det psykisk dårligt eller feks når jeg får et angst anfald, så ved jeg i dag, præcis hvordan jeg kommer igennem det og hvad der skal til. Hvis jeg samtidig skal dele det med folk og deres bekymringer, så ændre det situationen helt. Feks har de fleste den her trang til at spørge: kan jeg gøre noget eller hvordan kan jeg hjælp. Det er vidunderligt at mærke folks omsorg, men problemet er bare at det tit forværre min situation og skaber flere dumme tanker. Derved kommer det til at tage længere tid og mange flere kræfter, end hvis jeg bare for lov til at takle det alene i ro.
Betyder det at folk ikke må tilbyde deres hjælp?
Jeg elsker når folk viser mig den omsorg, når de spørger og jeg ville virkelig ønske at jeg kunne inddrage dem. Generelt ville jeg ønske at jeg selv og andre var bedre til både at gi og modtage omsorg og forståelse. Være lidt mere overbærende og kunne rum hinanden lidt bedre. Det er selv noget jeg prøver øve mig i. Vi kan alle ha dårlige og gode periode og det skal der være plads til. Vi er alle bare mennesker, også når man har en diagnose.
Hvordan kommer man bedst igennem de hårde dage?
For mig handler det om accept. Den første gang jeg mærkede det selv, var den dag jeg fik min pension. Det var først der, det rigtig gik op for mig at jeg var nød til at acceptere min situation, for at kunne komme videre. Så når jeg har det dårligt, så starter jeg med at acceptere at mit liv, nogen gange bliver vendt på hovedet og at jeg er fuld at hæklefejl i kysen. Acceptere at jeg ikke altid kan, alt det jeg gerne vil og at jeg skal ned i gear. Derefter kan jeg tit, tænke mig frem til den mest logiske løsning og gå stille frem.
Ville du sige noget med dette blogindlæg?
Ikk rigtig. Jeg havde bare lige brug for at nævne at jeg stadig har mit at kæmpe med. Føler ind imellem at jeg er lidt *for rask*, eller at jeg selv og andre ind imellem glemmer at jeg har fået min pension af en årsag. Folk er tit i chok, når jeg fortæller at jeg er førtidspensionist, for som de siger: du ser jo helt frisk og almindelig ud. Tit tror jeg at folk tænker at jeg må væres virkelig socialt-handikappet, hvis min diagnose er Dyssocial personlighedsforstyrrelse, men sådan er det ikke, det er lige lidt mere indviklet og meget individuelt. Tror dog også min personlighedsforstyrrelse har ændret sig og det er faktisk ret almindeligt. Overlægen mente også at min personlighedsforstyrrelse er mere uspecificeret end tidligere. Og igen: Jeg er først og fremmest bare menneske.
Jeg er stolt af min udvikling og jeg er virkelig taknemmelig for at jeg har muligheden for at arbejde med mig selv og udvikle mig. Jeg har mange drømme, men det er noget vej endnu. Jeg er på rette spor og når jeg tænker tilbage er min eneste tanke: Havde ikke regnet med at jeg ville nå så langt. Fuck hvor er du sej Jeanette.
Du er kanon sej! Og synes det fedt at hører fra dig af at det går fremad, selvom det ikke går hurtigt, så er det musseskridt. Jeg tror det er den bedste vej mod at få det bedre.
SvarSlet1000 tak, det varmer virkelig.
SletEt skridt af gangen, så udvikler man sig hele tiden og jeg er sikker på jeg når mine drømme og mål.
Knus <3
Ja Jeanette, du er MEGA sej! Du er kommet virkelig langt, fordi du kæmper en brav kamp - det er sgu godt gået og meget inspirerende for mig at læse, så du skal have hjertelig tak for at dele <3
SvarSletDet er også godt for mig at læse netop dette indlæg af den årsag, at jeg genkender det med at være blevet "for rask" til at få førtidspension. Personligt er jeg inde i en rigtig god periode, hvor jeg flytter mig rigtig meget mentalt. Nogle gange får jeg selv den tanke, at jeg er blevet for rask til at være førtidspensionist. Det får jeg skyldfølelser over indtil jeg kommer i tanke om, at det kun er fordi, jeg er førtidspensionist, at jeg har overskud til at arbejde med personlig udvikling og sygdomshåndtering - skulle jeg arbejde i selv ganske få timer ugentligt, ville jeg med sikkerhed blive meget syg igen, så det er ikke realistisk for mig. Derfor forsøger jeg at tænke positivt og være glad for, at jeg gør så mange fremskridt, at jeg nu er igang med at blive nedtrappet til den halve dosis af den ene slags medicin - DET er et mirakel, at jeg har lært at håndtere skizofrenien så meget, at jeg kan blive sat ned på en mere normal dosis medicin. Jeg krydser fingre for, det går godt :-)
Hvor er du sød og du har næsten ret - VI er MEGA seje.. <3
SletDet er indimellem lidt svært at accepterer eller forstå at man er kommet så langt, men stadig hele tiden skal tænke over at sygdommen, stadig er derinde. Det her med at man kun har det godt fordi man passer på sig selv og har roen til det. Jeg ved også at der ikke skal meget til at vælte mig. Jeg kommer aldrig til at falde i så dybt et hul som jeg tidligere har været i, men jeg kan stadig væltes.
Det er så sej at du er på nedtrapning. Det er en kæmpe sejr.
Knus <3
Du Er kommet langt - og du er virkelig sej <3
SvarSlet1000 Tak søde, jeg er også meget stolt.
SletDu er også kommet utrolig langt og skal også være mega stolt.
Vi er mega seje.
Knus <3
Du er så mega sej og du er kommet fantastisk langt. Det kan du godt være stolt af!
SvarSletKnus <3
1000 tak, jeg er indimellem helt overrasket over hvor langt jeg er kommet. Jeg troede for ca 10 år siden at mit liv var slut.
SletJeg er ufattelig stolt og samtidig meget taknemmelig..
Knus <3
Dejligt, at du bliver ved med at arbejde med dig selv :-)
SvarSletGodt taklet søde :-)
Jeg rykker mig hele tiden lidt, så det går da fremad..
SletKnus <3
Så fint et indlæg smukke! Du er så sej, og jeg er så glad for at kende dig og se dig blomstre :D <3
SvarSlet1000 tak sødeste, det varmer og jeg er altså rigtig glad for at vi har lært hinanden at kende. Hygger mig altid med dig..
SletKnus <3