I dag er det 10 år siden.

Jeg har længe tænke på at jeg ville skrive dette indlæg, men hvor fanden starter man lige. Allerede inden jeg har skrevet første linje, sidder jeg med tåre trillende ned af kinderne. Det her indlæg kommer virkelig, ind under huden på mig. I dag for 10 år siden, blev jeg ramt af sygdom, som lyn fra en klar himmel. Fra det ene sekund til det andet, ændrede hele mit liv sig og samtidig følte jeg at min verden gik i stå. Hvis du vil læse mere om hvad der skete, på netop den dag, så kan du læse mit indlæg - Lynet slog ned.

Jeg har ledt nu i flere timer, efter et billede af mig selv fra 2006, men selv om jeg har ca 8000 billeder på min pc, så ejer jeg ikke et eneste fra det år. Det billede i ser her, er fra December 2007. Husker ikke den periode så godt, men jeg mener det er fra den periode, hvor jeg var indlagt på psyk. Dog tror jeg at det er taget hjemme ved mig selv. Jeg var indlægt på psyk i 10 uger, men var hjemme i weekenderne. I de 10 uger var de min livline, de holdt fast i mig, når jeg bare sank dybere ned i mørket. De hjalp mig til selvhjælp, som virkelig har været vejen frem for mig.

I perioden fra 2006 til 2009 var mit liv meget sort. Jeg boede stort set i min seng i de 3 år og jeg var ret sikker på at mit liv, før eller siden, ville stoppe. Dengang havde jeg intet at leve for og selv i mine gode perioder, var jeg meget negativ, indelukket, angst, frustreret, sensitiv og selvmordstruet. Det handlede kun om overlevelse.

I dag er jeg lykkelig for at jeg kom ud, på den anden side og taknemmelig for at jeg fik en chance igen. Samtidig er jeg rigtig glad for at mit liv, var så fuld af panikangst at jeg ikke turde gøre noget ved mig selv, for ellers havde jeg nok ikke været her nu. Så selv om angsten var altødelæggende, så var den helt sikkert med til at passe på mig.

At der nu er gået 10 år, fatter jeg slet ikke. Nogen gange kan jeg slet ikke fatte, hvor langt ude jeg faktisk var dengang. Hvor negativt og opgivende jeg var. Og at man kan ha det så dårligt at man virkelig ikke ønsker at leve eller kan se en udvej. Tror aldrig jeg rigtig kommer til at forstå det faktisk. Forståelse er så svært, men jeg er kommet igennem det med accept. Lært at acceptere at mit liv bare er anderledes og at jeg indimellem skal kæmpe lidt mere. Til gengæld har jeg det faktisk okay, når bare jeg passer på mig selv og har roen.

Min diagnose hedder Dyssocial Personlighedsforstyrrelse og Panikangst, men selv om jeg lever med det, så er jeg stadig bare et menneske. Jeg ved at min personlighedsforstyrrelse har ændret sig og så længe jeg tænker mig om, så kan jeg leve med det. Til tider er jeg enormt egoistisk og på andre dage er jeg enormt sympatisk. Det er en hårfin balance og jeg prøver hver dag at være en forbedret udgave af mig selv. Jeg er blev ret hård, når det handler om at sortere *støj* fra. Førhen elskede jeg konfrontationer, i dag hader jeg det og jeg gider virkelig ikke diskutere. Det har jeg gjort nok i mit liv. Jeg vil det gode liv og med dem som vil mig noget godt. Jeg ønsker at gi' og modtage omsorg og kærlighed. Når man har været derude, hvor man ikke ønsker leve mere, så tror jeg at man sætter mere pris på livet, når man først finder tilbage til det. Det er som at blive genfødt og finde ud af at livet slet ikke er så skidt, som man gik og troede. Det er faktisk værd at kæmpe for. Jeg har spildt for meget af mit liv og i dag kæmper jeg stadig for min fremtid og det er jeg enormt stolt af.