I dag er det 10 år siden.

Jeg har længe tænke på at jeg ville skrive dette indlæg, men hvor fanden starter man lige. Allerede inden jeg har skrevet første linje, sidder jeg med tåre trillende ned af kinderne. Det her indlæg kommer virkelig, ind under huden på mig. I dag for 10 år siden, blev jeg ramt af sygdom, som lyn fra en klar himmel. Fra det ene sekund til det andet, ændrede hele mit liv sig og samtidig følte jeg at min verden gik i stå. Hvis du vil læse mere om hvad der skete, på netop den dag, så kan du læse mit indlæg - Lynet slog ned.

Jeg har ledt nu i flere timer, efter et billede af mig selv fra 2006, men selv om jeg har ca 8000 billeder på min pc, så ejer jeg ikke et eneste fra det år. Det billede i ser her, er fra December 2007. Husker ikke den periode så godt, men jeg mener det er fra den periode, hvor jeg var indlagt på psyk. Dog tror jeg at det er taget hjemme ved mig selv. Jeg var indlægt på psyk i 10 uger, men var hjemme i weekenderne. I de 10 uger var de min livline, de holdt fast i mig, når jeg bare sank dybere ned i mørket. De hjalp mig til selvhjælp, som virkelig har været vejen frem for mig.

I perioden fra 2006 til 2009 var mit liv meget sort. Jeg boede stort set i min seng i de 3 år og jeg var ret sikker på at mit liv, før eller siden, ville stoppe. Dengang havde jeg intet at leve for og selv i mine gode perioder, var jeg meget negativ, indelukket, angst, frustreret, sensitiv og selvmordstruet. Det handlede kun om overlevelse.

I dag er jeg lykkelig for at jeg kom ud, på den anden side og taknemmelig for at jeg fik en chance igen. Samtidig er jeg rigtig glad for at mit liv, var så fuld af panikangst at jeg ikke turde gøre noget ved mig selv, for ellers havde jeg nok ikke været her nu. Så selv om angsten var altødelæggende, så var den helt sikkert med til at passe på mig.

At der nu er gået 10 år, fatter jeg slet ikke. Nogen gange kan jeg slet ikke fatte, hvor langt ude jeg faktisk var dengang. Hvor negativt og opgivende jeg var. Og at man kan ha det så dårligt at man virkelig ikke ønsker at leve eller kan se en udvej. Tror aldrig jeg rigtig kommer til at forstå det faktisk. Forståelse er så svært, men jeg er kommet igennem det med accept. Lært at acceptere at mit liv bare er anderledes og at jeg indimellem skal kæmpe lidt mere. Til gengæld har jeg det faktisk okay, når bare jeg passer på mig selv og har roen.

Min diagnose hedder Dyssocial Personlighedsforstyrrelse og Panikangst, men selv om jeg lever med det, så er jeg stadig bare et menneske. Jeg ved at min personlighedsforstyrrelse har ændret sig og så længe jeg tænker mig om, så kan jeg leve med det. Til tider er jeg enormt egoistisk og på andre dage er jeg enormt sympatisk. Det er en hårfin balance og jeg prøver hver dag at være en forbedret udgave af mig selv. Jeg er blev ret hård, når det handler om at sortere *støj* fra. Førhen elskede jeg konfrontationer, i dag hader jeg det og jeg gider virkelig ikke diskutere. Det har jeg gjort nok i mit liv. Jeg vil det gode liv og med dem som vil mig noget godt. Jeg ønsker at gi' og modtage omsorg og kærlighed. Når man har været derude, hvor man ikke ønsker leve mere, så tror jeg at man sætter mere pris på livet, når man først finder tilbage til det. Det er som at blive genfødt og finde ud af at livet slet ikke er så skidt, som man gik og troede. Det er faktisk værd at kæmpe for. Jeg har spildt for meget af mit liv og i dag kæmper jeg stadig for min fremtid og det er jeg enormt stolt af.   

Tirsdags Vlog #5 - Psykisk Sygdom + Se Mit Sind

Jeg har nævnt det kort før, men nu er det helt officielt, jeg er blevet skribent på det nye blogger netværk, for personer med psykiske lidelser. Siden åbnede officielt i går, men er stadig i en opstartsfase. Ja i kan jo næsten gætte det, siden hedder Se-Mit-Sind.dk og jeg er så glad for at få lov til at være med. Vi er ca 30 frivillige som er med og efter lang tids venten, er vi nu endelig igang.

I stort set alle de år jeg har været syg, har jeg ledt og ledt efter andre, som stod i samme situation som mig eller som havde samme forståelse. Det håber jeg nu at jeg kan finde her eller at andre lettere kan finde mig.

Jeg lever med panik angst og en Dyssocial personlighedsforstyrrelse og mit mål for at være med, er at snakke åbent og ærligt omkring begge lidelser. I dag er det jo næsten normalt at lide af en eller anden form for angst og det er da også den, som til hverdag kan hæmme mig mest, men jeg har lært at leve med det. Tilgengæld er der ikke ret meget åbenhed omkring det at ha en dyssocial personlighedsforstyrrelse og slet ikke som kvinde. Det er i bund og grund årsagen til at jeg valgt at melde mig som skribent. Jeg har selv virkelig manglet viden og læsestof omkring det at være kvinde og leve med den sygdom. Indtil videre er jeg ikke stød på nogen, med samme lidelse og det er rigtig ærgerligt. Da jeg blev syg søgte jeg stolpe op og stolpe ned, men fandt intet. Ja og de ting jeg fandt handlede mest om sindssyge volds psykopater, som man skal holde sig langt fra. Jeg er færdig med at lede, nu vil jeg være den andre leder efter, for at finde forståelse, ærlighed og trøst.

Min kæreste plejer sige at jeg er den sødeste psykopat han kender.
Kan jeg andet end at gi ham ret?? <3

  

Så gør dog det Rigtige..

Jeg er lige stødt på en artikel, som sætter mit blod i kog. Inden du læser mit udbrud, kunne det være en god ide at læse artiklen først, så du ved hvorfor jeg reagere..

Du kan læse den her: Minister: psykisk syge arbejder for lidt.

Nu har jeg snart læst 1000 artiskler, der handler om hjemløse, om unge mennesker, om kræft patienter, om udsatte, om kontanthjælpsmodtager, om handikappede, om børnefamilier og om psykisk syge mennesker, som skal dit eller dat, ja eller som ikke gør som regeringer mener vi skal. Jeg er oprigtig træt og kan vores ministre i dette land, virkelig være så døve og så blinde.

Jeg er selv førtidspensionist og kunne jeg arbejde gjorde jeg det i morgen. Jeg ville gerne bytte og jeg har på ingen måde lyst til at være på førtidspension resten af mit liv. Det er min kamp og jeg skal nok vinde den en dag. Når det så er sagt, så er der nogle virkelig vigtige ting, som ingen af vores ministre tænker på. Kunne i bare prøve, bare i 2 minutter at lytte og kigge på de mennesker, som det faktisk går ud over. Vi lever i et samfund, hvor flere og flere unge får psykiske problemer, men er der nogen som hjælper dem, er der nogen som lytter til dem?? Lærerne på skolerne, har jo ikke længere tid til at se eleverne og forældrene opdager det ofte ikke i tide. Kunne man for helvede, ikke prøve at sætte sig ned og tage hele situationen, bare lidt mere alvorlig. Jeg tror faktisk at største delen af personer, med en psykisk lidelse, rigtig gerne vil arbejde, problemer er at de ikke får den rigtige støtte og den rigtige tid til det. Ud over det så bliver de skræmt af vores systemt, de lever i frygt. Hvis det oprigtig skal lykkedes, så er man nød til at kigge på personen, lytte til dem og finde ud af, hvordan man kan hjælpe den enkelte. Der er ingen let udvej her og hvis vi vil støtte vores samfund, er vi nød til at gøre det på den rigtig måde, med forståelse og på en mere menneskelig måde.

Kære Minister, hvis du gerne vil opnå netop dette, så gør dig selv den tjeneste og gøre det på den  Rigtige måde. Gå forrest og vis at i ministre godt kan og er jeres løn værd.

Jeg ved fra mig selv at hvis det i fremtiden, skal lykkedes for mig at arbejde, så kræver det nogle ting fra den arbejdsplads, jeg evt skulle arbejde på. Min sygdom svinger meget og jeg aner ikke, om det er en god eller en dårlig dag i morgen. Jeg ved ikke om jeg i morgen, vil være grebet at så meget angst at jeg ikke engang kan være i min egen krop. Jeg har rigtig mange gode resurser, men jeg ville samtidig skulle ha nogle fri tøjler. Feks ville frihed angående mødetider, være vigtig for mig og hvor finder man lige det. Det kræver virkelig en god kemi, med sin arbejdsplads og en forståelse.

Det er ikke nok at vi gerne vil arbejde, der skal også være nogle gode og sunde arbejdsmuligheder for os, ellers holder det ikke alligevel. Der skal være plads til forskellighed og plads til at vi er som vi er.

Så igen, Kære Minister, husk nu at gør det Rigtige og husk nu at kig på alle aspekterne her. Du kan ikke komme med sådan nogle udtalelser, hvis du ikke selv ønsker at gøre dit arbejde ordenligt.