Ville du vide det, hvis??

Jeg skal ha taget sådan en celleprøve ved lægen i morgen, i forbindelse med en livmoderhalskræft test. Jeg prøvede det da jeg var 25 år og nu er det så tiden igen. Det er ikke noget der rør mig og jeg har altid ment at det var vigtig at få tager alle de der undersøgelser, ikke kun for min skyld, men også for andres.. Jeg forklare lidt længere nede hvorfor.. :D

Jeg nævnte for min Mor i dag at jeg skulle ha taget den der celleprøve og hun rystede næsten ved tanken. Jeg spurgte hende om hun aldrig er blevet testet og der fik jeg tydeligt svar.. Nej, jeg vil ikke vide hvis jeg er alvorlig syg med feks kræft.

Det kommer ikke rigtig bag på mig at min Mors holdning er sådan, men jeg tror alligevel ikke rigtig jeg forstår hvorfor nogen vælger uvisheden. Det er i min verden uvisheden der dræber. Jeg ved ikke om jeg er lidt naiv, men jeg mener at chancerne for at overleve kræft i dag er ret store.

Jeg ved ikke om det er min enorme kontrol freak trold, som bor inden i mig, der bare vil vide alt om alt, eller om det i bund og grund er sund fornuft. Jeg ved bare at jeg til hver en tid, ville blive undersøgt, for de ting vi som dansker bliver tilbudt. Der er jo en mening med de celleprøver. Min tanke er også at for hver gang nogen bliver undersøgt, så bliver lægerne bare en lille dråbe bedre og de kommer bare lidt tættere på at kunne bekæmpe kræften og det vil jeg til hver en tid gerne støtte..

Ja og så synes jeg personligt også at min skylder sine nærmeste at blive testet og leve så længe, det nu engang er muligt. Kræft der ikke opdages i tide, dør man sku af.

Nu er jeg nød til at spørge jer: Hvis du nu fik kræft, ville du så gerne vide det, eller ville du aller helst leve i uvisheden uanset hvad??

Bedsteforældre

Jeg fylder 28 år, tirsdag d. 21 August. I alle 28 år, har jeg været så privilegeret, fordi jeg har alle mine 4 bedsteforældre i mit liv. De er alle 4 fantastiske mennesker og også forbilleder for mig, på hver deres egen dejlige måde. De kan være hårde, bestemte og kommanderende, men jeg ville aldrig undvære dem. Jeg føler mig heldig, det er ikke alle, der har så tæt forhold med deres bedste forældre, som jeg har og det er heller ikke alle, der i det hele taget, har nogen. Sommetider kan de sætte mit blod i kog og gøre mig vildt frustreret, ja og andre gange, gir de mig smil og grine-flip.

Jeg tænker tit på, alle de gode minder, de har givet mig. De betyder så meget i mit liv og jeg ville gøre alt for, at de kunne leve med mig, til evig tid. Nogen af de bedste barndoms minder jeg har, er sammen med dem.

En del af min sygdom, gør at jeg er rigtig bange for døden. Det er noget der strejfer min tanke, mindst 1 gang om dagen, på en eller anden måde. Hvordan dør jeg, Hvornår, hvorfor, hvordan og hvad sker der bagefter. Det gør også at jeg frygter dagen, hvor jeg ikke har mine bedste forældre mere. Kan slet ikke forestille mig, et liv uden dem. Jeg ved godt, at vi alle, skal samme vej og at vi på et eller andet tidspunkt, alle skal dø. Mange siger til mig: Jeanette, det er ikke noget, man skal bruge for mange tanker på, Lev livet, imens du har det. Jeg synes virkelig, jeg lever livet og er også begyndt mere og mere, at nyde hvert sekund. Prøver at ligge sygdommen til side, men jeg ved, når kærlighedens lys slukkes i mine bedsteforældre, en for en, så vil jeg miste, et stykke af mit hjerte.

Jeg er ikke sikker på om nogen af dem, nogensinde vil læse dette, men jeg ved, at de alle 4 er stolte af alle deres børnebørn og at de også ved, hvor meget vi elsker dem og nyder, hver en stund, med dem.

Det eneste jeg ønsker mig, er at leve lige så lykkeligt et liv som dem. Der er mange nedture, men heldigvis er der også mange opture, i livet og jeg vil stræbe efter, et langt og dejligt liv. Jeg ved, der er mange gode år, i mine bedste forældre endnu og jeg vil elske, at skabe flere gode minder, sammen med dem alle 4.  I betyder mere end i aner.