Er jeg særligt sensitiv?

Jeg læste igår B.T's artikel  - Er du særlig senitiv.

Inden jeg uddyber om det er noget jeg er, vil jeg lige ytre mig lidt omkring emnet. Jeg synes den her diagnose eller hvad man nu skal kalde det, skal bruges varsomt. Nu har jeg ikke selv børn, men jeg synes lidt der har været en epidemi, for at finde fejl hos børn, eller sætte for mange diagnoser både på børn og voksne. Det med diagnoser er en utrolig farlig verden, jeg har været der og jeg ved at man skal passe på med at bruge for mange diagnoser, eller tolke dem forkert. Jeg synes faktisk at artiklen er lidt farlig, for der er nok rigtig mange, der kan se sig selv som sensitiv bagefter. I min verden er der mange måde at være sensitiv på. Jeg hørte Lola Jensen udtale sig i Go' morgen Danmark engang. Hun sagde det ret tydeligt - der findes ikke særligt sensitive børn - der findes børn med følelser. Jeg er 95% enig med hende. Jeg ved der findes børn som er utrolig sensitive, men der findes også mange børn som bare er fuld af følelser og for dem er denne diagnose rigtig farlig. Vi skal holde op med at bruge så mange diagnoser. Vi er alle forskellige og vi har alle brug for at få lov til at være dem vi er, uanset følelser og forstyrrelser. Vi er mennesker, ikke diagnoser.

Nå, men nu tilbage til sagen. I november sidste år gik det op for mig at jeg pludselig var blevet meget mere sensitiv en normalt. Skrev bla. indlægget - Sensitiv, Udadreagerende og den korrekte grænse.
Efterfølgende fik jeg mig en god snak med psyk om emnet og der var ingen tvivl, det var en følge-sygdom at mine psykiske lidelser. Jeg har siden tænkt meget over det og jeg ved at det altid har været i mig og at det nok var derfor jeg havde det extra svært som barn.

Som voksen har de psykiske forstyrrelse får lov til at fylde alt, men i takt med at jeg har forbedret mig psykisk, så er det som om min krop opdager alle de fysiske symptomer. Det gør mig meget mere opmærksom på, hvor meget vores psyke og vores fysik hænger sammen. 

Jeg synes det er en god artikel og faktisk en af de bedre jeg har læst om emnet, den mangler dog en lidt mere kritisk vinkel på hele den her diagnose epidemi, vi er blevet en del af. Jeg ved at jeg er særlig sensitiv og jeg har en periode lige nu, hvor jeg har flere fysiske symptomer en normalt, men jeg ved det kommer i perioder. Har også den holdning at det ikke skal ha lov til at spærre ben for mit liv. Min psykiater sagde engang - Jeanette du er ikke bange for at dø - du er bange for at leve. I dag bruger jeg alle kræfter på at få det vendt. Og hvis man ser på min udvikling, så ved man at jeg erpå rette vej og at jeg er kommet utrolig langt. Diagnoserne kan ikke stoppe mig, intet kan stoppe mig. Jeg vil fremad og jeg vil leve. Håber jeg en dag kommer til at gi 100% slip på fortiden og at den også en dag også vil gi slip på mig.

Hvordan så hun det..

Som nogen af jer, nok har læst i mit indlæg Lynet slog ned, har jeg i nogle år gået syg. Når jeg i dag, tænker tilbage, går det mere og mere op for mig, at grunden til jeg mistede det hele, var sygdommen. Det siger nok sig selv, men jeg har nok bildt mig selv lidt ind, at det var fordi, folk ikke kunne li mig mere. Mit liv vendte 180 grader fra det ene sekund, til det andet. Det er en ret vild følelse og når jeg prøver at kigge tilbage, er der rigtig mange ting som jeg ikke rigtig husker.

En af de ting, som gjorde meget ondt på mig, var at miste en rigtig god barndoms veninde. Hun valgte at trække sig og at vi ikke skulle ses mere. Jeg har i mange år, ikke kunne se hvorfor, det gik som det gjorde, men i dag, er det tydeligt for mig, at min sygdom udsatte folk omkring mig, for nogle ting som jeg dengang ikke forstod, men kan se i dag.

I dag tænker jeg meget over, at jeg skal ha bearbejdet nogle af de gamle ting og følelser, for at min krop kan give mere og mere slip. Jeg ved hvor vigtigt det er, at sætte punktum ved fortiden og se frem, men det betyder også at der er nogle dæmoner, man skal kæmpe lidt med. Jeg valgte derfor i dag, at skrive til min barndoms veninde. Spørge hende, om hun ikke ville skrive et par linjer om hvordan hun oplevede det hele, imens det stod på. Det ville hun gerne og det gjorde mig rigtig glad..

Her er hendes version:

Jeg har svært ved at huske præcis, hvordan det hele var dengang, da Jeanette blev syg. Jeg vil dog alligevel - på Jeanettes opfordring - forsøge at skrive lidt om det.

Jeg husker at Jeanette forandrede sig meget og gik fra at være den selvsikre og frembrusende pige med masser af overskud, til at være en usikker pige, som havde brug for omsorg. Jeg husker at jeg fandt det svært, pludselig at skulle være klippesten for en pige, som før sygdommen var klippesten for mig. Jeg husker at jeg havde svært ved at finde ud af, hvor meget jeg kunne sige og hvor meget jeg skulle "pakke ind", hvor jeg før sygdommen, kunne sige ALT ærligt til Jeanette. Jeg ville jo gerne være ærlig overfor hende, men var samtidig bange for at såre hende.

Langsomt som tiden gik, blev det mig for svært, at være klippesten for Jeanette og jeg fik langsomt følelsen af at være låst, forstået på den måde, at jeg havde svært ved at sige nej til Jeanette - også til aftaler jeg ikke havde lyst til - da jeg på ingen måde, ville forværre usikkerheden hos hende. Jeg følte på en måde, at jeg skulle "rede" Jeanette fra de dårlige tanker og de negative følelser. Det blev for meget for mig og jeg valgte at trække mig, for at bruge mine kræfter på mig selv.
Det er ingen undskyldning, men jeg havde på dette tidspunkt, selv mange ting at tumle med, så jeg havde ikke energien til at være støtte for Jeanette.

Jeg håber du kan bruge overstående til noget.
Knus.

Det hun skriver til mig, varmer rigtig meget. Det gør også at jeg lige nu, egentlig bedre forstår hvorfor, det gik som det gjorde. Jeg ved at min sygdom styrede, hele mit liv på det tidspunkt og at jeg var et meget deprimeret og negativt menneske. Jeg ved nu at det ikke er fordi jeg var et skidt menneske, men fordi sygdommen ændrede mig. Nogen gange skal der ord på for at man kan se hvad der egentlig skete. Jeg er rigtig glad for at hun ville skrive lidt. Det letter mine tanker og mit hjerte. det skaber ro og jeg ved heldigvis at jeg er et helt andet sted i dag. Kan virkelig se min fremgang og lige nu betyder alle de gode og positive ting så meget.

Sidder du nu der bag skærmen og har oplevet noget af det samme eller evt husker mig fra den periode, så er du meget velkommen til at skrive. Elsker når folk smider en kommentar eller kontakter mig.

Husk at du også kan følge med på min blog's facebook side : https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker