Normalt har jeg ikke de store udfordringer med at udtrykke mig og især ikke her på bloggen, men lige pt synes jeg det er rigtig svært. Jeg kan ikke finde de rigtige ord og jeg kan ikke få sat mine tanker på plads. Jeg er dog i dag fast besluttet på at prøve alligevel.
I Torsdags gik jeg igennem, et af mit livs store udfordringer. Jeg skulle være med til at sende en dejlig veninde og min bedste støtte prinsesse, på sin sidste rejse. Da vi ankom til kirken, var det som om min krop, forsvandt helt ind i sig selv. Bare at tage det første skridt ind i den Kirke, tog alle mine kræfter og alle følelser tog over. Jeg ved at man skal acceptere at være midt i sorgen og at det jo er helt naturligt, når man mister en der har betydet, så ufattelig meget.
Kunne høre hendes stemme i hovedet, prøve på at berolige mig, imens hun selv ikke rigtig kunne forstå, hvad der sker. Det ene øjeblik trøster hun mig og det andet øjeblik trøster jeg hende. Vi er begge bange, men omfavner hinanden og prøver at komme igennem det sammen. Kirken fyldes med mennesker og kærligheden fra alle, mærkes tydeligt. Det beroliger os begge. Sidder der på bænken i min egen bobbel og snakker med dig, synger til dig, krammer med dig.
Sov Sødt, Elskede Prinsesse.
Det var noget af det hårdeste jeg har prøvet, men det var også utrolig smukt og enormt rørende. Imens jeg sad der i kirken fik jeg sagt på gensyn til dig og alle var med til at sende dig på en kærlig og smuk rejse. Rejsen er for mit eget vedkommende ikke slut endnu. Jeg er i stor sorg, savner dig helt ubeskriveligt og tænker på dig hele tiden. Både din kærlighed og sorgen, omfavner mig på samme tid.
Efter Kirken, tog stort set alle til Rysling for at få en tår kaffe, din yndlingskage og sluge hele oplevelsen. Jeg var blæst bagover, satte mig på en stol og prøvede at holde fokus. Det gik ikke. Der var så mange mennesker, der ville vise dig, deres kærlighed. For mig var det en ud af kroppen oplevelse. Sad bare der og kiggede rundt. Fik ikke rigtig hilst på alle, fordi jeg var helt inde i mig selv. Flere prøvede at komme i kontakt med mig, men jeg var helt opslugt af sorgen og følte mig så magtesløs. Havde så mange drømme for din fremtid og det ved jeg du også havde. Livet er sku bare en kælling nogen gange, som fortjener en lussing.
Jeg prøver at tænke på alle vores gode minder og prøver også at dele dem med andre. Henrik, Heidi og Søren har alle 3, været der rigtig meget for mig, i disse dage. Det ville glæde dig at vi sammen, prøver at komme igennem, denne helt umulige og uforstående situation. Jeg er sikker på at det bånd jeg har med dem, vil vare for altid. Du har lært os så meget om livet og om kærlighed. Jeg ved du vil holde øje med os og passe på os for evigt.