De små udfordringer.

Når man som jeg har angst, prøver man ofte at undgå situationer, hvor angsten evt kan komme. Jeg har i rigtig mange år undgået rigtig mange ting, fordi jeg ikke har kunne overskue hvis angsten skulle kigge forbi. Dog har jeg virkelig også kæmpet, jeg har hele tiden skulle tage en masse beslutninger på forhånd omkring min angst. Skal jeg nu med til den der fest, kan jeg det, er jeg klar, går det galt, kan jeg tåle det, ville det være sundt for mig, skal angsten bestemme osv... Det kræver hele tiden en masse overvejelser og at man lidt skal gætte sig til om man er klar. Når man så har taget den svære beslutning om evt at deltage i noget, så prøver angsten for angsten at vinde over en. Den fylder næsten mere end selve angst anfaldet.

Jeg besluttede for nogle uger siden at jeg ville være medvært på dette bloggertræf, jeg har også siden haft utrolig blandet følelser omkring dette. Dog er jeg fast besluttet på at det er noget jeg bare vil gennemføre og skulle det ske at jeg får det dårligt, så må jeg gå lidt for mig selv eller evt tage hjem. Alene det at kommer afsted er ret vildt for mig, især fordi jeg ikke har mødt en eneste af de andre. Normalt ville sådan noget kun ske, hvis jeg havde en med jeg kendte. Jeg glæder mig rigtig meget, men er også rigtig nervøs. Heldigvis skal jeg møde de to andre værter på fredag, så dem får jeg lige set lidt an, inden træffet på lørdag. Kan godt mærke at min krop aller helst, bare gerne ville ha lov til at blive hjemme for nedrullede gardiner, men det får angsten slet ikke lov til at bestemme.

De mange små sejre, er med til at gøre mig stærkere og kampen mod angsten, bliver lettere for hver lille sejr jeg får. Det er også den eneste grund til at jeg er kommet så langt og stadig har modet på at bekæmpe min panikangst.