Forårsfornemmelser.

Den her uge, har virkelig bare været helt fantastisk. Det er ikke fordi, der er sket noget særligt, men jeg trængte sådan til noget sol. Så da den endelig kom, så var det bare med at komme ud og nyde det.

Jeg har været sammen med en masse dejlige mennesker, fået gået en masse ture i solskin, passet min træningen (uge nr 100), haft besøg af en journaliststuderende, danset, festet, kysset på Søren og spist pomfritter på en Søndag.

Det har bare helt generelt, været en dejlig uge og jeg kan mærke at vinterens tåger, er ved at lette. Jeg har haft angsten lige under huden, i lang tid, jeg har grædt mange tåre og jeg har følt mig tynget af tanker. Så den her uge har virkelig været tiltrængt. Jeg føler mig mere fri og klar på at foråret springer ud.  

Min psyke slår kolbøtter.

De sidste par uger, har virkelig trukket tænder ud, eller hvad man nu siger. Min psyke slår kolbøtter og angsten sidder lige under huden. Det er længe siden at jeg virkelig har følt, at jeg bare har lyst, til at smide alt fra mig og gå i hi.

I lang tid, har jeg følt mig ovenpå, så når det nu går tilbage, uden jeg føler, jeg selv er herre over det, så det svært. Jeg har været nød til at kigge kalenderen igennem og vælge nogle ting fra. Det er pisse svært og føles på rigtig mange måder, som nederlag. Især fordi, det er flere år siden, jeg sidst måtte vælge ting fra på den måde, fordi psyken, bare ikke kan klare mere. Samtidig ved jeg også, hvilken sejr det er at jeg kan lytte til mig selv og passe på mig selv. Det er en gave.

Det der med at vælge ting til og fra, er virkelig nogen gange et puslespil, for jeg kan ikke helt forklare, hvorfor der er nogen ting, som jeg sagtens kan og andre, jeg bare er nød til at aflyse. Folk spørg mig tit, men jeg kan ikke komme med en fornuftig forklaring. Jeg ved det ikke selv, det handler om en følelse inde i mig. Føles det rigtig, føles det forkert. For mange år siden lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville deltage i ting, som jeg ikke var sikker på, ville blive en god oplevelse for mig. Den deal overvejede jeg faktisk at droppe, fordi vi er inviteret til et helt særlig arrangement. Men da jeg sad på mit gulv i går, med ryste turer og tårer trillende ned imellem mine tæer, var jeg nød til at være tro mod mig selv. En veninde mindede mig om at det ikke er nederlag at passe på sig selv. Jeg fik hurtig bladre kalenderen igennem og fik aflyst et par aftaler. Det gør ondt, men nu føler jeg faktisk at jeg kan trække vejret igen.

I dag, har handlet om at få mig selv tilbage, i min krop. Nogen gange føler jeg lidt at jeg svæver rundt, 2 meter over mit hoved. Eller at mit sind er 4 gange større, end min krop og bevæger sig, som gele. Så jeg kørte til træning i dag, musik i ørerne og så fik den ellers fuld gas. Hold nu K..... hvor kan jeg altså svede. Det var 90 minutters power træning og sikke en befrielse. Husker mig selv på at jeg gør de ting, som føles rigtig for mig. Jeg er heldig og dybt taknemmelig, for min udvikling.

Fik jeg sagt at jeg har trænet i 74 uger i træk.. Det er såå uvirkeligt for mig.

Zumba og Romkugler.

Jeg har trænet i Fitness centeret, i snart 6 år og de sidste 3-4 år, har jeg haft en drøm om at prøve deres holdtræning. Det har bare været alt for angstprovokerende, til at jeg turde gøre det. Har hele tiden sagt at det pludselig ville ske. På vej til Odense i dag, sagde jeg til Søren at det nok, ikke lige var dagen i dag. Jeg har haft en travl uge og er virkelig træt. Vi snakkede også om at pludselig en dag, så sker det. Det skal føles rigtig og den rigtige dag, skal nok komme. 

Jeg ved ikke hvordan, men lige efter Søren havde sat mig af, tænkte jeg alligevel, måske skal jeg bare gøre det og jeg gjorde det fandeme. Spurgte en af deres søde medarbejder, om hun ville hjælpe mig med at booke tiden. Fortalte hende også at jeg aldrig, havde prøvet et hold før osv. Hun var simpelthen så sød og forstående.

Kvart i 10, gik jeg ind i salen og fandt en plads på gulvet. Folk kom ind, en efter en, jeg fik også lige hilst, på den mandlige instruktør Hachlafi, inden han satte musik på. Adrenalinen susede i kroppen, da jeg tog mine første Zumba trin. Det var super sjovt, men virkelig også hård. Det var en fed oplevelse og kæmpe sejr. Jeg tror aldrig jeg bliver sådan en, der træner hold hver uge, for jeg kan godt mærke at jeg bare bruger extra kræfter, når der er andre mennesker. Tror dog det er godt, når jeg lige trænger til at der sker lidt andet og jeg har helt sikkert, mod på at prøve igen, en anden dag.

Jeg er hammer sej ikk? Fatter slet ikke at jeg bare gjorde det, det er helt uvirkeligt for mig.

Søren skulle hente mig efter træning og det første han siger er: Skal vi så køre til Nr. Aaby og hente romkugler. Det er helt skørt, men jeg har længde, gerne ville smage de romkugler, som i Danmark er kåret som de bedste. Det er en ret lang køretur, men pyt, det skulle fejres at jeg havde haft, min første hold træning.

Havde lovet et par andre Ingress spillere, at hvis vi kørte så langt efter romkugler, så ville de også smage. Så jeg købte 15 romkugler. Prisen taler vi ikke om, men jeg har aldrig, købt romkugler for 142,50 kr før. De smagte godt og jeg er glad for, vi gjorde det. Køre jeg så langt efter romkugler en anden dag?, nej. Spiser faktisk aldrig romkugler normalt.. Det bedste ved de romkugler, var at dele dem med andre. :D

Vlog - Tag ansvar for din udvikling.

  

Sidste dag i København.

I går, var min sidste dag i København og den var lige så god og hyggelig, som de andre dage. Vejret var jo ikke rigtig med os, men vi ville gerne ud alligevel. Vi besluttede at tage en tur i Spinderiet, i Valby. Heidi kan ikke rigtig tage derind, uden at få kaffe hos Coffee Empire, så det skulle hun da ha og jeg fik en lækker kop varm kakao. Vi kiggede lidt butikker og sluttede eftermiddagen af, med en stor burger hos Halifax. Bagefter tog vi lige en lille pause på Heidis sofa, inden jeg skulle hjem.

Det gode ved vores venskab er at vi bare kan være os selv. Vi kan være stille sammen, vi kan vende hele verden på hovedet og der er sågar plads til at vi kan ignorer hinanden lidt, helt uden sure miner. Vi kan sætte grænser og vi kan vise omsorg. Vi kan grine og vi kan græde. Vi kan sige: Du klam, og det betyder: Jeg elsker dig. Vi er sammen.

Vi tog lidt for tidligt ind på hovedbanen, så vi gik lige en runde og osede lidt. Jeg mærkede heldigvis intet til angsten og følte mig enorm stærk. Den her tur har jeg taget tilløb til i mange år og at det er gået så fint, er mere end fantastisk. Jeg vidste godt at jeg kunne gøre det, ellers havde jeg aldrig kastet mig ud i det. Men at det skulle gå så let, er virkelig fedt. Ja det koster kræfter, men det er det hele værd. Jeg fandt hurtig min plads i toget og turen hjem, gik fint og hurtigere end forventet.

Da jeg landede hjemme i lejligheden, var klokken næsten 23 og jeg var helt færdig. Søren sov sødt og jeg ville ikke vække ham. Jeg var kold efter at ha cyklet, det sidste stykke vej hjem, så hoppede i lidt varmt nattøj og gik omkuld på sofaen. Har sovet næsten 10 timer, siden jeg kom hjem og er stadig træt. Jeg har dog alligevel, være lidt aktiv i dag. Fået ryddet lidt op, vasket tøj, handlet osv. Så nu skal vi bare slappe godt af i weekenden og jeg skal finde mig selv igen. Jeg vidste godt at jeg ville være helt mast, efter denne tur, men det har været hvert et sekund hver.

1000 tak for alle jeres kommentarer og støttende ord. Det betyder mere ind i aner og er bare med til at motivere mig. Min udvikling stopper aldrig. <3

Turen til København.

Kufferten blev smidt op på cyklen og så var jeg ellers på vej. Min rejse til København, var nøje planlagt og det gav den ro, der skulle til. Først da jeg sad i bussen, på vej til Odense, kunne jeg for alvor mærke angsten under huden. Det lykkedes mig dog at holde den så meget på afstand at det hele gik fint. Jeg vidst at når jeg først havde fundet toget og min plads, så ville det værste være overstået.

Jeg fandt min plads i toget og pludselig sad jeg sammen med en, jeg vidste hvem var og som jeg ikke havde set, i ufattelig mange år. Vi nåede at snakke i ca 20 minutter, inden hun måtte flytte plads, da hun ikke havde en pladsbillet. Jeg tror lidt det var skæbnen, for jeg tror det hjalp mig lidt. Jeg nåede ikke rigtig at blive overvældet, af hverken angst eller min store sejr, fordi vi bare havde en fin snak kørende. Resten af turen gik hurtigere end forventet og jeg kunne næsten nyde turen, fordi jeg var så lettet, over min egen sejhed. Jeg var aldrig hoppet på det tog, hvis jeg ikke var sikker på at det ville være en succes. Det ramte mig dog alligevel, da jeg sad på min rejse, med lidt musik i ørerne. Det har taget mig rigtig mange år at komme så langt og fuck, hvor er jeg bare mega stolt af mig selv. Den her udvikling, som jeg hele tiden er midt i, er det fedeste. Det er virkelig det hele værd.

Da jeg ankom til København, stod min søde veninde klar på perronen, med et stort smil og en kæmpe krammer. Det var bare helt fantastisk og resten af dagen var virkelig dejlig. Vi fik en god frokost, så gik vi i biffen og så *Så længe jeg lever*, filmen om John Mogensen, kiggede lidt butikker på Fisketorvet og sluttede med hygge på sofaen og en lækker sandwich. Jeg var helt færdig til sidst, havde lidt psykisk tinnitus og måtte bare på hovedet i seng. Skal være i København til Torsdag og det er virkelig hyggeligt at være her og se min veninde igen.