Vlog - Tag ansvar for din udvikling.

  

Artikel fra Bogmarkedet - En Bloggers Bekendelser.

For et par dage siden, skrev Bogmarkedet en artikel, omkring alt det her polemik, der har været i forbindelse med at jeg havde skrevet mit Blog-indlæg: Ps. Kald mig bare en Bitterfisse. 120% ærlig + GiveAway.

I første omgang undrede det mig lidt at jeg ikke var blevet kontaktet, da jeg hørte at alle andre i sagen, var blevet kontaktet af Bogmarkedet. Nogen troede faktisk at det var noget, jeg selv havde sat i værk. Heldigvis har jeg siden skrevet lidt frem og tilbage med Mie fra Bogmarkedet. De synes at sagen er en mere principiel sag og det kan jeg kun gi dem ret i. De spurgte om at jeg havde lyst til at gi en kommentar, som evt kunne tilføjes til artiklen, men til det har jeg ærligt svaret:

Jeg tror jeg har besluttet at denne debat skal fortsætte uden mig. Jeg er i chok over at en forfatter, kan komme med så mange løgne på en og samme tid. Det er ikke "korrekt" forfatter opførsel, efter min mening. Ligesom dig, så ser jeg det også som en mere overordnet og principiel sag. Jeg vidste godt der ville komme en reaktion, uanset hvad og jeg var klar til den. Jeg har ikke gjort noget anderledes end jeg normalt gør. Men når en forfatter vælger at svine mig til, lyve og bruge skældsord som psykisk syg, så er der bare ingen debat i mine øjne. Det er svært at deltage, når en forfatter vælger at bruge mudderkastning. For uanset hvad jeg siger eller gør nu, vil det blive misforstået eller fejl citeret.

Jeg har fået så utrolig mange søde beskeder og opbakningen er enorm. Det rør mig dybt at så mange mennesker, har lyst til at sende mig et virtuelt kram. De sidste par dage, har folk også skrevet, at de rigtig gerne ville vide, hvor artiklen fra BogMarkedet kunne læses. Den er i dag frigivet til offentligheden og du kan læse den lige her: En Bloggers Bekendelser af Mie Mølle Bie.

Mie har selv givet mig lov til at dele linket og det lille udklip, med jer. Hun er også nysgerrig efter, om der evt sidder andre bloggere derude, som har oplevet noget a la det samme. For hun overvejer lige nu at skrive en ny artikel. Så hvis du er en af dem, må du rigtig gerne sende hende en mail: Info@bogmarkedet.dk  

Tilbage Blik - Put hovedet i skraldespanden.

Jeg er igang med at gå alle mine 1996 blog-indlæg igennem, for at få styr på nogle forskellige ting. Det gode ved det, er dog at jeg samtidig, falder over nogle af de gode gamle indlæg, som jeg er ret stolt over. Det indlæg jeg nu vil dele med jer, er fra maj måned 2012, faktisk et at mine aller første blog-indlæg. Put hovedet i skraldespanden.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kender i det... Man er fyldt til randen af tanker, bekymringer og ting man gerne vil ha kontrol over, men som man bare ikke, kan magte at finde en løsning på. Samtid siger hovedet... Du kunne jo lige gøre sådan, sådan og sådan og du mangler altså også at gøre rent. Cyklen er flad igen og en i familien gør en pisse frustrerende...Man har bare lyst til at råbe pik og skride i seng.

Aaaarrrrgggghhhh STOP....

Når jeg kommer til det punk, hvor jeg bare er fyldt skal det hele ud. Det er alligevel det eneste der virker... Husker du at få tømt tankerne...?

Der skal ryddes op og man skal få sagt de til der skal siges, til de folk det skal siges til..

Elsker du nogen, så fortæl dem det..

Er du frustreret over noget, så sig det til dem..

Skal der støvsuges, så gør det..

Er du ked af noget, så beslut dig for, hvad du vil gøre ved det og find vejen frem..


Og har du som jeg, en tid ved en på psyk, hvor du kan læsse af, så gør brug af det. Ellers tag en snak med en god veninde.

Så derfor... få ryddet op i tankerne og få gjort det der skal gøres. Smid det hele i skralde spanden og få ro på tankerne...

Heldigvis har jeg det ikke sådan lige nu... er blevet bedre til at takle tingene hen af vejen, men jeg ved også nu, at hvis jeg ikke tager tingene i opløbet, så ender jeg sgu med at gå i seng, pga frustration og magtesløs hed..

Det er vigtig for mig at jeg hele tiden, holder fast i at tankerne i hovedet, ikke fylder mere, end det positive.. Jeg vil ha et godt og lykkeligt liv og hvis det skal kunne lade sig gøre, skal jeg bare huske at putte hovedet i skraldespanden engang imellem og tømme det helt..

Jeg læste engang om en Healer i Sønderjylland, som var god til at få roen frem i folk og som kunne Fjern Heale. Jeg sendte ham en mail, om hvordan det Healing foregik. Han skrev til mig at hvis jeg gerne ville prøve det, kunne vi aftale at han ville prøve, samme aften omkring kl. 20. Jeg skulle ligge mig roligt et sted og forestille mig, han sad hjemme ved sig selv og sendte positiv energi, over til mig, imens jeg sendte alle de dumme tanker, over til ham. Han ville så sørge for at smide dem ud for mig. Jeg valgte at prøve det. Om han virkelig sad der kl 20 og sendte energi til mig, har jeg ingen ide om, men jeg prøvede ihvertfald øvelsen og synes også jeg fik noget ud af det. Prøvede det nogle gange og det var en dejlig fornemmelse at bruge ham som skraldespand..

I dag kan jeg stadig spontant finde på at sende tanker over i hans skraldespand.. :)

Kan kun sige: Livet er dit eget. Hvordan vil du leve det. Husk vi har kun 1 liv, så få det bedste ud af det og grib chancerne når de er der. Vær Kaptajnen i dit eget liv. Tag styring.

PS. Kald mig bare en Bitterfisse. 120% ærlighed + *GiveAway*

(Reklame - Bogen er en gave fra Forlaget Turbine)

Tilbage i December, modtog jeg bogen - PS. Kald mig bare Bitterfisse - En 40+ tørkages dagbog. Jeg glædet mig til at læse bogen, da jeg tidligere, har læst hendes andre dagbøger. Men desværre blev denne bog, lidt tung for mig at komme igennem, men jeg gjorde det. Med fare for at gøre Bittefissen endnu mere bitter, vil jeg dog dele min helt ærlige mening.  *Nu er du advaret*

Jeg læste denne bog, over ca 4 gange, men det tog mig alligevel, næsten 3 måneder at kæmpe mig igennem. For hver eneste gang, jeg læste en side, blev jeg i dårligt humør. Der er såå mange negative udtalelser, om mennesker og utrolig mange fordomme, i den bog. Jeg er selv vokset op i en dyssocial familie, jeg vejer selv langt over 100 kg, jeg elsker kage, hader slankekure og bor i en lortebolig. Jeg har panik angst, en dyssocial personlighedsforstyrrelse og alt for mange hækle fejl i kysen, men men men.. Jeg er selv færdig med at være en Bitterfisse. Jeg vil rumme alle følelser, både de gode og de svære. Og jeg vil være 100% ærlig omkring det. Jeg er menneske, lige som alle andre, både på gode og dårlige dage. Alle kan sgu ha en dårlig dag, ikke kun folk med psykiske forstyrrelser. Og jeg gider slet ikke ha ondt af dig, for en del af tiden, vælger du selv..

Jeg har altid godt kunne li Bitterfissen, for det var en stor befrielse for mig at man gerne måtte brokke sig lidt og snakke som en gammel sur kælling. Men jeg har også fundet ud af at livet faktisk kan være dejligt, hvis man bare tør acceptere det liv og de drømme man har. Jeg synes faktisk Bitterfissen er blevet enormt god til netop det, men det er også der, den ind imellem, slår klik i bogen. Det er som om hun ind imellem forsøger at trække lidt i land, pynte lidt på historien og gøre grin med det hele, på en lidt sørgelig måde. Humoren var bare slet ikke med, på samme måde denne gang. Jeg følte den i hvert fald ikke. Det er lidt, som når nogen mennesker, gerne vil sidde fast i deres liv, fordi alt andet er alt for skræmmende. Og tror mig, *I Know How It Feels*. Det er Fucking hårdt arbejde..

Sidder med sådan en lyst, til at ruske i hende, fortælle hende at livet faktisk, slet ikke er så nedern og slutte af med en krammer. Hvorfor spejler vi os, hele tiden i, hvad andre gør og siger. Hvorfor overhovedet bruge kræfterne på det. Livet begynder med dig selv og slutter med dig selv. Det er dit liv. Hvis du er okay med at smadre det, med dårlig karma, så værsgo.. dit valg.. Hvis du vil være en Bitterfisse.. så værsgo.. dit valg.. Sletter du mig på de sociale medier nu.. så værsgo.. dit valg..
*I Have Nothing To Lose*.

Normalt ville jeg holde en ærlig, men sober tone, i sådan et "sponsoreret" indlæg, men lige her, synes jeg klart at der er lagt op til at jeg er lidt mere direkte.. Sikke en befrielse. :D Tak til Forlaget Turbine for at sende mig bogen og tak til Jeanett Veronica for at provokere mig lidt. Jeg ka' ta' det. :D

Bøger skal ikke samle støv, men deles. Så hvis du ikke nu, er skræmt helt væk, men er nysgerrig efter, om det virkelig er rigtig. Så har du nu chancen, for at vinde bogen her på bloggen. Du skal blot smide en kommentar, hvor du fortæller mig din ærlige mening, om dette blog-indlæg og huske at skrive navn og mail. Så trækker jeg en vinder Mandag d 26/2 - kl 12.00.

Gæsteblogger - Freia Nora.

Hej til alle jer der kigger med, her på Jeanette's blog. Jeg hedder Freia Nora, og jeg har været så heldig at Jeanette har ladet mig gæste-blogge! Jeg er 22 år, jeg bor på Fyn, jeg er i gang med at opstarte uddannelse, og så er jeg psykisk sårbar. Jeg har battlet med forskellige former for sårbarhed, bland andet angst, depression, opmærksomhedsforstyrrelse, ADD og en opvækst som kastebold. Har i det sidste halve års tid, arbejdet intensivt med mig selv, mine tanker, min angst og depression. Jeg er midt i et byggerod for tiden, som indebære en metal nedstyrtet mur. Jeg er kommet et rigtig langt stykke af vejen, men der er dog stadig en smule endnu. 

For cirka et halvt år siden, ramte jeg bunden. Jeg kunne ikke stå op om morgenen, jeg var søvnløs, jeg havde konstant smerter i nyre/lunge regionen, jeg fik migræneanfald, og jeg havde kvalme. Jeg kunne til sidst ikke holde ud at være sammen med mennesker, fordi jeg var bange for at blive ked af det, og jeg var bange for at blive bange. Jeg begyndte at skrive mine tanker ned, når jeg havde det skidt, fordi det ligesom gav lidt kortvarig luft til hjernen. Har valgt at sætte et uddrag af min dagbog ind herunder.

 ”12/4 -2017: On it again. Her ligger jeg og er ved at kaste følelser op. Tårerne render ned af kinderne, og min vejrtrækning holdes tilbage så ingen kan høre at jeg græder. Hvordan kan jeg have det SÅ skidt? Jeg er nødt til at få noget hjælp. Jeg føler fysisk ubehag, fordi min hjerne kører på overarbejde. Hvordan kan nogen egentlig elske sådan én som mig?? Jeg er en anarkists vådeste drøm - rent kaos. Jeg har det konstant som om at jeg er ved at kaste op. Jeg føler mig som sådan en lille bitte ubetydelig figur, som er spærret inde i en uoppustet ballon, hvor jeg bare står og prøver at udvide den, så der kan komme luft ind så jeg ikke bliver kvalt.” 

Alle de negative følelser jeg har haft kradset ned i min dagbog, var noget jeg holdte for mig selv. Ingen andre skulle have lov at se, hvor sårbar jeg var. Men jo dårligere jeg fik det, jo sværere blev det at skjule, indtil der var én der kiggede mig dybt i øjnene og spurgte ”Har du det godt?”. Dér knækkede filmen. Murstenene var blevet SÅ tunge, at de ikke kunne bære sig selv mere. Min rygsæk tippede mig bagover, og dér begyndte min rejse! 

Jeg håber du har lyst til at følge med i min rejse omkring planeten ”Freia”. Jeg har lavet en facebook side: Freia Nora - du fortjener at være hel. Hvor jeg lægger Vlogs og live-videoer op. Jeg kommer også til at lægge råd, vejledning op, og giver som også gerne ud privat. Du kan skrive til mig hvis du har lyst/behov, så svarer jeg hurtigst muligt 😊 Du kan også følge med på instagram, hvor jeg også sender live: FreiaNora

Jeg er også bare et menneske.

Jeg har været tidlig oppe i dag. Min dag startede kl 8.25 og det er faktisk overraskende tidligt, i min verden, men jeg skulle ringe til lægen. Jeg har fået taget nogle blodprøver, fordi jeg undre mig lidt over de skavanker, jeg har haft de sidste par måneder. Alt var fint, på nær..... mit levertal..! Min læge spurgte om jeg havde været på druk, men jeg har jo ikke været rigtig fuld, siden i sommers. Jeg skal derfor ha taget blodprøver igen, om ca 2 uger. Jeg har også fået en nerve i klemme i mit lår og det har været der i nogle uger nu, så skal derfor lige forbi lægen i næste uge. Jeg aner seriøst ikke hvad der sker med min krop, synes godt nok jeg har været ramt det sidste ½ år. Hverken min hæl eller min hånd er heller helt god endnu..

Jeg har også været en tur til samtale på psyk i dag. Det var rigtig rart, men samtidig er jeg også rigtig træt og har svært ved at få det hele ud af kroppen. Jeg synes det er svært at være mig lige for tiden, men jeg ved at det nok skal blive bedre. Psyk er simpelthen så gode og støtter mig utrolig meget. Lige nu minder de mig meget om at jeg også bare er et menneske og at det er okay. Det er pt ikke min sygdom eller diagnose, som forstyrre og jeg er ikke deprimeret. Jeg kæmper og gør alle de ting, som er gode for mig og min fremtid. Jeg skal bare fortsætte den god stil og holde fast. Jeg er mønsterbryder og jeg er mega stolt af mig selv, uanset hvad andre mener eller synes. Det er mig som skal leve mit liv og jeg lever det med mennesker, som vil mig noget godt og som acceptere mig for den jeg er. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser at bryde mønstre og det koster kræfter.

På vejen hjem stoppede jeg lige ved Langesø. Det gør jeg faktisk ret tit, når vejret er til det. Havde desværre ingen jakke med i dag, så kunne ikke gå rundt om søen. Jeg brugte ca ½ time på bare at sidde og kigge ud på vandet og nyde roen. Det var så fantastisk og det er virkelig en af mine yndlingssteder her på Fyn. Jeg håber snart vejret er godt igen, så jeg kan gå en tur rundt.

Bagefter kørte jeg i kvickly, hentede min pakke fra Simone, købte en sandwich og kørte hjem. Hoppede direkte i noget putte tøj, spiste min sandwich og slukkede for verden. En lille morfar gjorde virkelig underværker i dag.

Her til aften har jeg været en del følelser igennem. Det er som om jeg får nogle voldsomme anfald ind imellem, hvor alle følelser bare er vil slås. Jeg var virkelig hidsig og pludselig skiftede det til at jeg var så ked af det at angsten kom forbi. Jeg kunne næsten ikke få luft og kroppen skreg indvendigt. Ville faktisk ønske, jeg kunne dele noget mere af det med jer, men har besluttet af det er for personligt til bloggen. Så hvis i ind imellem undre jer, over hvad fanden der lige sker, så er det fordi jeg pt går igennem, noget helt ubeskriveligt svært. Mere kan jeg ikke rigtig fortælle jer. Det er nok en af ulemperne, ved at jeg har valgt en offentlig blog og ikke en anonym. Samtidig er jeg glad for at være så åben. Jeg vil gerne vise at personer med en Dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke altid er så farlige, som nogen ind imellem fremstiller os. Jeg er ikke min diagnose og jeg er også bare et menneske.

Se nu fik jeg igen skrevet et af de lange indlæg, men mine fingre køre bare afsted i disse dage. Nu vil jeg stoppe og så er det på hovedet i seng. Jeg skal ha sovet igennem og nogenlunde tidlig op i morgen. Jeg skal en tur til Haderslev og hjælpe min veninde med at flytte. Glæder mig sådan til at se dem og ved bare at det bliver så godt, i hendes nye lejlighed.

Dyssocial personlighedsforstyrrelse

De fleste der følger med herinde, ved at jeg lider af panik angst. Jeg har også nævnt et par gange at jeg har en personlighedsforstyrrelse, men har ikke rigtig fået fortalt om det, tror jeg. Inden jeg går alt for meget i dybden med hvad det er, bliver jeg nød til at fortælle jer at min personlighedsforstyrrelse ikke er så slem mere, som den har været. Der er to typer mennesker, der er dem som indser at de har et problem og prøver at gøre noget aktivt ved deres situation, for ikke at såre andre og så er der dem, som ikke vil indse at de har et problem og bliver ved med at tro, er verden drejer sig om dem. Den Dyssociale Personlighedsforstyrrelse hed i gamle dage, Psykopati eller psykopat. Nu vil nogen nok føle sig enormt skræmt og tænke, jamen er hun da psykopat. Min egen indrømmelse er nok at ja, det har jeg været. Jeg har været rigtig meget ude af kontrol og jeg har såret rigtig mange mennesker, men kun fordi min hjerne, ikke kunne finde ud af, hvad der var rigtig og forkert og kun fordi de ting jeg voksede op med, var det jeg lærte. Min opvækst har haft stor betydning og den er nok skyld i at jeg har en personlighedsforstyrrelse, det vigtigste for mig er dog at jeg i dag ved at jeg har den og er villigt til at kæmpe mig igennem. Det skal ikke lyde som om, jeg nu giver nogen skylden, for det er ikke min mening, det er bare sådan min situation var. Jeg kommer nok aldrig af med den diagnose, men jeg kan lære at leve med den og takle den. Ville egentlig gerne skrive en masse om hvad personlighedsforstyrrelsen egenligt er, men det er utrolig meget tung info på en gang, så hvis du er nysgerrig, så er her lige et par links, der fortæller hvad det er og hvordan det kommer til udtryk.

• www.netpsykiater.dk/htmsgd/dyssocial
• www.psykiatrifonden.dk-Personlighedsforstyrrelser

Mange af de ting som står i de forklaringer, passer heldigvis ikke på mig mere og det gør mig enormt glad og stolt. At jeg er kommet så lang og har været alle de kampe igennem, er virkelig en stor sejr for mig. Jeg bliver bedre til at se mine fejl, til at takle de ting der kommer hen af vejen, til at tolke de sårende ord, der kan komme ud af mig og til at være et bedre menneske. Mine frustrationer og aggerationer bliver hele tiden mindre, i takt med at min opfattelse at livet og mig selv, bliver anderledes. Jeg er så glad for at jeg er en af dem, der har accepteret situation, taget det til mig og kæmper for at få det bedre og godt kan se at de ting, jeg nogen gange fylder mit hoved med, ikke kan betale sig.

www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Min Fridag er Fuldtids-arbejde.

Hmm... Den Kære Maxx, skrev lige til mig. Jeg smed så en kommentar i hovedet på ham, om han ikke skulle lave noget, når han var på job. Hvorefter han skrev at hans job lidt var spild af tid, men at min Mandag vidst var Fuldtidsarbejde.. Ha Ha... Føler mig lidt stalked lige der, men mand har jo ret.

Jeg har det sidst år ca, lovet mig selv at Mandag var min fridag. Så meningen med mine Mandage er faktisk at jeg INTET skal lave.. Har jeg overholdt det... Hmm Nej!! Hvornår har jeg sidst overholdt det 100%?? Det aner jeg simpelthen ikke.. (kan i høre jeg diskutere med mig selv imellem ordene)

Lige for tiden har jeg simpelthen ikke den store overskud til at tvinge mig selv til at slappe af. Eller det lyder lidt forkert, jeg har simpelthen ikke roen til det. Jeg føler mig lidt stresset indvendig. Der er hele tiden noget jeg gerne vil, lige skal eller er ked af jeg ikke har nået. Mon jeg kommer til et punkt hvor jeg finder ro igen og er tilfreds med ikke at nå alt det jeg gerne vil?

I dag har jeg nået en masse og det er faktisk rigtig rart, så lige nu har jeg smidt mig lidt på sofaen, men kan godt mærke at det ikke er noget det vare ved. Jeg er træt og kunne godt tage en lille Morfar, men noget stopper mig, noget holder fast i mig.. Jeanette STOP DIG SELV!! Ha Ha...

Ting jeg har lavet i dag:
- Skiftet sengetøj og vaskede det beskidte.
- Ryddet op i køkkenet og tøm opvaskemaskinen.
- Været i kælderen og dannet mig et overblik.
- Kørte lidt ting fra kælderen på losssepladsen.
- Lagt alle de nye håndklæder sammen og på plads.
- Tilmeldt mig til et forskningsprojekt omkring D-Vitaminer. www.cancer.dk/statusd
- Ryddet lidt op i stuen.
- Skrevet et par blog-indlægs.
- Lavet en lille oprydning på min pc.
- Vasket lidt tøj.
- Sat ting til salg på nettet.

Irriterende Facebook-typer - øhh nej vel??

I dag faldt jeg lige over et link, en på min Facebook havde delt. Det var en artikel over, de 10 mest irriterende Facebook typer. Ja og den satte altså nogle tanker igang, jeg er nød til at dele med jer alle sammen. I kan læse artiklen her hvis i er nysgerrige - Irriterende Facebook-typer

Listen ser sådan ud: 

1: Folk, der spammer med baby-billeder.
2: Kærestepar, der skriver på hinandens vægge.
3: Poser-fyren/pigen, der er liiiidt for glad for sig selv
4: Folk, der poster billeder af deres mad
5: Folk, der sender dig alle mulige irriterende invitationer
6: Folk, der hungrer efter respons
7: Folk, der kommenterer det åbenlyse
8: Folk, der checker ind i Fitness-centret
9: Folk, der deler og liker alt
10: Folk, der deler og liker alt - del. 2

Nu sidder jeg så tilbage og tænker: Jeg kunne passe mere eller mindre, på den alle sammen og hvis man ikke skal bruge Facebook til nogle af de 10 ting, hvad ville Facebook så være? Mit liv er simpelthen for kort, til at lade mig irritere over hvad andre gør på Facebook. Jeg har jo muligheden for selv at bestemme, hvad jeg vil se og ikke se på.  

Hvad synes du om listen?? Kan det irritere dig?

Husk at like mig: www.facebook.com/JeasBlankeTanker
 
     

Skal ind i kampen igen.

I 2013 tabte jeg mig 12 kg og i December gik det så desværre helt i stå. Har længe gerne ville igang igen, men har ikke rigtig kunne finde lysten og overskud til det. De sidste 14 dage har jeg dog kunne mærke at jeg er ved at få modet tilbage. Kæresten og jeg snakkede lidt om det frem og tilbage i dag og har besluttet at her fra d 1 maj, skal vi tilbage til den sunde livsstil. Det er så lækkert at han vil være med og han savner også selv alt det sunde. Ja tror faktisk ha savner det mere end mig lige pt.

Jeg har ikke turde gå på vægten siden Januar og der havde jeg taget 1 kg på. Hvad der er sket siden, tør jeg slet ikke tænke på, er mega bange for, om jeg har taget alle 12 kg på igen. Skammer mig faktisk rigtig meget, over de sidste par måneders levestil. Jeg har være så usund, at det faktisk er pinligt.

For mig handler det ikke om en dum kedelig kur, men livsstil. Jeg ved jeg kan og siden sidst er der også sket mange ting. Jeg er ved at få de gode vaner ind på rygraden, også selv om jeg har været usund siden December.

Puhaa jeg er nervøs for vægten.. men der er altså ingen vej uden om.

Planen er også at jeg skal igang med at træne igen, jeg har stadig mit medlemskab ved Fresh Fitness så det er bare op på hesten.

Faldt også lige over et indlæg fra sidste år: Jubii jeg klarede de 10!

Hvis der sidder andre derude som også er glad for den sunde livsstil eller som gerne vil igang, så har jeg en Facebook gruppe der hedder: Sundt  Det er altid gode råd og inspiration at hente.

Folk undre sig.

Jeg fik lige den tanke at jeg ville prøve at stille de spørgsmål til mig selv, som jeg oftest bliver stille eller ting som folk oftest undre sig over, i forbindelse med min sygdom. Hvis du inden gerne vil vide, hvordan jeg blev syg, kan du læse mit indlæg: Lynet slog ned.

1: Hvorfor er du førtidspensionist, du ser da helt normal ud?

Ja dette er nok en af de ting jeg oftest får i hovedet. Det er en af de ting der ikke længere genere mig og i dag kan jeg næsten kun grine af det. Mit svar på spørgsmålet er faktisk tit forskelligt, alt efter hvilken person der spørger og situationen. Står jeg i en brandert inde i byen, er mit svar nok oftest: Fordi jeg er syg i hovedet. Er jeg i en mere hverdags tilstand og jeg kan se på personen at han/hun virker interesseret, så svare jeg dem at det er fordi jeg har en personlighedsforstyrrelse og panikangst. For de fleste er det noget de kan forstå, men spørger folk mere ind til det, synes jeg tit det bliver indviklet. Der er bare så mange ting i det, som jeg ikke kan forklare mennesker, som ikke har prøvet det selv. Ja og de gange jeg har prøvet at gå dybere, mister folk alligevel lysten til at lytte.. ha ha.. Psykisk sygdom kan man tit ikke se, det ville være lettere hvis man kunne se det, på sammen måde som når folk brækker et ben. Der er aldrig nogen der har gættet at jeg har en psykisk lidelse.

2: Hvorfor kan du være sammen med venner og feste, når du ikke kan ha et job??

Den sætning mødte jeg tidligere ret meget. Især i starten, da jeg lige var blevet syg. Jeg kan mærke at det er et emne, der påvirker mig ret meget. Jeg bliver ikke sur over det, men det viser tit at folk ikke rigtig forstår, hvad en psykisk lidelse som min kan gøre. I starten gik jeg rigtig meget i byen, også selv om jeg var sygemeldt, fra mit daværende job. Det var min måde at overleve på. De ture i byen gav mig det sociale og muligheden for at glemme alle tanker, for en stund. Faktisk har flere af de byture, været med til at stoppe selvmordstanker, som jeg i starten var meget plaget af. Jeg glemte simpelthen for en aften, hvor hårdt hele livet var og hvor forfærdelig jeg synes verden var. I dag hvor jeg har fået stillet en rigtig diagnose og er på førtidspension, sker det ikke så tit med dette spørgsmål. Dog høre jeg tit at folk ikke forstår hvorfor der er nogen ting jeg kan og noget jeg ikke kan.

3: Hvorfor kan du nogen ting, nogen gange og andre dag, kan du ikke..?

I dag handler mit liv meget om valg og at mærke efter. Jeg skal hele tiden passe på, jeg ikke overskider min sygdoms grænser. Ikke at jeg ikke skal presse mig selv engang imellem, men det skal føles rigtig, ellers lykkedes det ikke alligevel. Jeg har perioder i mit liv, hvor mit liv er meget aktivt og jeg kan en hel masse og så er der bare andre perioder, hvor jeg INTET kan. Det svinger rigtig meget, dog ved jeg at det er sådan og at jeg nok skal komme over, de dumme perioder. Folk ser mig sommetider, som en helt rask og alm person og andre gange, vil jeg virke meget ustabil og syg. Jeg har svært ved at forklare folk, hvornår jeg kan nogen ting og hvornår jeg ikke kan. Det er enormt forskelligt og har intet, med andre end mig selv at gøre.

4: Hvorfor har du angst, hvad er du bange for???

Jeg har den angst der hedder Panik-angst. Det vil sige at jeg engang imellem får et angst anfald, tit helt ud af den blå luft. Nogen dag kommer det som sagt ud af den blå luft, andre dage er det fordi jeg bliver påvirket af ting, jeg ikke har kontrollen over, eller som gør mig rigtig bange. Når folk spørg mig, hvordan det er at ha angst, siger jeg ofte: Har du nogen sinde, været så bange at du troede du skulle dø? Sådan havde jeg det hvert sekund, hvert minut, hver time, hver dag i over 3 år. Derefter, fik jeg det langsomt bedre og bedre med angsten. I dag sidder den i min krop, men mine angst anfald er langsomt blevet mindre. I dag sker det vel hver 2 måned ca. Nogen gange mere og nogen gange går der længere imellem. Min angst er kun bedre i dag, fordi jeg levet det liv jeg lever. Hvis jeg udsættes for presse eller flere situation, hvor jeg ikke føler det er mig der har kontrollen, så ville jeg ha mange flere anfald. 90% af de angst anfald jeg får, takler jeg helt alene. Den bedste måde for mig at komme hurtig over det, er at jeg tager 10-20 min alene, hvor jeg langsomt finder ned til en ro, som jeg igen kan styre. Jeg tager ikke nogen former for medicin i dag. Når jeg nu skal svare på, hvad jeg er bange for, bliver det i nogen tilfældige mere kompliceret. I bund og grund handler det meste angst om døds-angst. Jeg er bange for der sker noget farligt. De fleste mennesker er bange for et eller andet og på samme måde, har jeg også flere ting jeg er bange for. Feks er jeg enormt bange for at dø, jeg er derfor også rigtig bange for mennesker der er alvorlig syge, Jeg er også rigtig bange for offentlig transport, fordi det ikke er mig selv der har kontrollen. Jeg bestemmer ikke hvem der er i bussen, hvordan de kan reagere eller om chaufføren køre ordenlig. Det var bare lige for at nævne lidt, ja og stadig kan jeg også få angst, helt ud af den blå luft. Læs evt også mit indlæg: Angst.

5: Er det ikke bare mega kedeligt at gå derhjemme???

For mig er det ikke kedeligt at gå hjemme. Hvis jeg kunne arbejde og slippe for min sygdom, ville jeg gøre det på stedet. Hvis jeg kunne slippe for min angst, tankerne om døden og min personlighedsforstyrrelse, ville det være mit livs mirakel. Jeg har ikke valgt at leve på denne måde, men jeg bliver nød til at acceptere, mit liv som det er. Der er ikke mange der ved det, men når jeg går alene herhjemme arbejder jeg faktisk, ret meget med mine tanker og mit sind. Mandag er altid min fridag, men resten af ugens dage går jeg på arbejde i mit hoved. Ja og hvis man kender mig, ved man også at jeg er kommet rigtig langt. Hver gang jeg skal noget, feks bare at gå i bad eller gøre lidt rent, bruger jeg mange flere kræfter, end andre. Tankerne i mit hoved køre hele tiden. Det er svært at forklare, men jeg vil alligevel prøve lidt. Hvis jeg tænker, nu skal jeg tømme opvaskemaskinen, rejser jeg mig op og inden jeg er komme ud i køkkenet, er jeg komme i tanke om at jeg lige skal ligge tøj sammen, inden jeg er færdig med det, slår det mig at jeg skulle tømme opvaskemaskinen og fortsætter der, uden at ordne tøjet færdig, midt i det hele slår det mig at jeg da jeg skal tænde for mere vasketøj og da jeg så har gjort det, glemmer jeg hvad jeg var igang med og må sætte mig ned. Jeg prøver at lave en liste og så skal der ske noget. Jeg vil starte med at redde sengen og beslutter mig samtidig for at der skal luftes ud, midt i det hele, ser jeg at jeg jo ikke er færdig med at tømme opvaske maskinen, så fortsætter der. Midt i det hele kommer jeg tanke om at jeg har glemt at drikke noget og bliver derfor bange for at falde om og ja, det dør man af. Sætter mig ned på køkken gulvet, med en cola og så slår det mig at alle vinduer og døre står åbent og at det er pisse koldt. Lukker det hele igen og nu fryser jeg så meget at jeg er nød til at ligge mig på sofaen, under min dyne. 20 min senere, starter det hele forfra. I dag bliver jeg bedre til at gøre tingene hele færdig, inden jeg går videre til det næste og jeg ved også at hvis jeg høre høj musik imens, så er tankerne mindre. For imens jeg forvirre mig selv, tænker jeg hele tiden hvad jeg skal om lidt, om 2 timer, om 4 timer, i morgen, på torsdag, i næste uge og at om 2 år skal min pension genforhandles. Alle tanker er der hele tiden og på en og samme tid. Ja og imens jeg prøver at lave lidt og tankerne flyver, ender jeg tit i situationer, hvor jeg tænker, hvorfor helvede er du i gang med at lægge vasketøjet i køleskabet.?? Så nej, det er ikke kedeligt at gå hjemme..

6: Jeanette går jo bare derhjemme, hun kan lige......??

I takt med at jeg får det bedre og at folk ikke rigtig kan se på mig at jeg er syg, opstår denne sætning  nogen gange. I mange tilfælde, vil jeg rigtig gerne hjælpe og ja der er mange ting jeg kan og gerne vil. Den tid jeg har til rådighed i mit liv, skal jeg selv kunne styre. Det er jeg ikke altid lige god til. Faktisk er jeg i et stadie i mit liv, hvor jeg faktisk gerne skulle begynde at kede mig så meget og ha så meget overskud at jeg godt kunne tænke mig at finde ud af, om jeg kan arbejde eller om jeg ikke kan. Hvis jeg hele tiden bruger min tid forkert, så går det kun ud over en og det er mig selv. Hvis jeg feks vælger at hjælpe en i min familie en dag, så er den dag også en jeg har mindre, til de ting jeg selv skal nå. Det kan hurtig sætte en kædereaktion igang i mit liv. Det er ikke rigtig et problem i de perioder hvor jeg har det godt, men når jeg er nede er det rigtig svært, for jeg vil gerne så mange ting.

7: Lever du ikke bare dit liv på sofaen, foran din pc og på facebook??

Jeg bruger rigtig meget tid på min sofa og også foran min pc. Det handler tit for mig og at det er mit fri-rum. Jeg bruger min computer til at slukke for tankerne, så jeg kan finde ro og overskud til de hverdagsting som for andre er helt normale. Jeg er meget på facebook, men jeg bruger også min computer til rigtig mange andre ting. Læs evt indlægget: Internet Venskaber.



Det var lige et par af de ting, jeg som pensionist møder i min hverdag. Der er sikkert mange flere, men indlægget er blevet lidt langt nu.. Hvis jeg er så heldig at du har fået læst det hele, så mange tak fordi du kiggede med. Håber i smider en kommentar til mig, elsker når i skriver. I er også meget velkommen til at stille flere spørgsmål eller skrive om i selv har oplevet nogen af de samme ting. Vil også lige slutte af med at sige, at ingen at de sætninger/spørgsmål jeg har skrevet, gør mig sur eller ked af det. Jeg ved det handler om at min sygdom og mit liv er enormt svært at forstår.

Husk at i også kan følge med på Facebook: www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Lynet slog ned!

Har i dag besluttet at jeg vil skrive om den værste oplevelse jeg har haft i mit liv... Ja og inden jeg er gået igang sidder jeg med tåre i øjnene...

D. 13 August 2006 sket det, som ingen kan forudse og slet ikke mig selv. Jeg var på ferie i Jylland og livet var bare super og jeg var rigtig lykkelig... Imens vi sidder på en Cafe og skal til at nyde lidt frokost, kan jeg mærke jeg får det lidt skidt.. Siger så, jeg har det sgu underligt, tror faktisk jeg skal til at besvime og BANG... som lyn fra en klar himmel, ændrede mit liv sig.... Jeg besvimede og var helt væk i nogle sekunder, men for mig føles det som minutter... Kunne høre folk omkring mig mumle og alt var helt sløret... Der blev ringet efter en Ambulance og jeg blev køre på Horsens Sygehus... På vejen til sygehuset var jeg rundtosset og manden i ambulancen, prøvede at forklare mig, at grunden til jeg var faldet om, var fordi mit blodsukker var faldet til 1,4 i løbet af 1 sek. og at det normalt skal ligge imellem 4 og 7... Så han var nød til at fodre mig, med klamme druesukker tabeletter...

I flere dage undersøgte både Horsens og Odense sygehus mig... Jeg blev svimmel hver gang jeg prøvede at rejse mig og mine ben var som gele... De kom frem til at det nok var en virus på balance nerven, men kunne ikke forklare hvorfor, mit blodsukker var faldet så hurtig og mente ikke jeg ellers fejlede noget... Deres eneste sidste mulighed for at forklare det, kunne være Psykisk... Hmmm til at starte med kunne jeg virkelig ikke forstå, at jeg skulle fejle noget psykisk... Kunne det passe... var jeg syg i hovedet??? Ja det var mine første tanker..

 Jeg blev udskrevet og var hjemme nogle uger... Kunne stort set intet, da jeg var mega svimmel og hver gang jeg prøvede kravle ud af sengen, var mine ben ved at klappe sammen under mig eller jeg var ved at besvime... Hvis jeg var alene, måtte jeg flere gange kravle ud til køkkenet, for at få noget at drikke... Jeg ville helst ikke snakke med nogen og jeg lukke med selv helt ned, fra hele min omverden.. Jeg boede i min seng i rigtig lang tid og faktisk anede jeg ikke hvorfor eller hvad der skete omkring mig... En dag besluttede jeg mig for, at nu havde jeg altså været inde alene nok.. så nu ville jeg prøve, bare at gå en lille tur udenfor.... Der skete det... Der opdagede jeg pludselig, at der var noget meget alvorlig galt med mig og mit hoved... Jeg tog sko og jakke på og gik hen til min hoveddør, for at lukke den op.... Jeg kunne ikke få mig selv til at røre håndtaget... Jeg brød sammen og faldt grædende sammen på gulvet... Hvad var der galt med mig??? Jeg turde ikke røre håndtaget... Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvad nu hvis jeg går udenfor og der sker mig noget.. Jeg kan jo falde om. Hvad nu hvis ingen ser mig... Jeg kan jo dø af det...
Jeg måtte kravle tilbage i seng og ringede med det samme til mig mor...  Hun kunne godt høre på mig, at det nu var gået op for mig, at der var noget alvorligt galt og hun kom så hurtig hun kunne...

I Ugerne efter prøvede mine aller nærmeste, at hjælpe mig og være der så meget de kunne.. Til sidst valgt min mor at sige: det her går altså ikke, nu skal vi ha dig til lægen... Bare det at få mig over til lægen, var en kamp.. Lægen mente at jeg havde fået Panikangst og muligvis en depression og derfor ville hun starte med, at gi mig lidt medicin og så skulle jeg ellers ha nogle samtaler med hende og prøve om det så ikke ville blive bedre...

Sådan leve jeg så i noget tid... Boede stadig i seng og ville helst ikke ha nogen former for kontakt med omverdenen.. Hvis nogen ringede til mig tog jeg den ikke.. Hvis jobbet prøvede at kontakte mig, undgik jeg det også helst.. Følte ikke jeg kunne noget, mere og mere og mere fik jeg også tanken.. Er det her et liv jeg vil leve... Kunne jo være nemmere bare at afslutte alt.. Mon ikke det hele var letter hvis jeg ikke var her... Heldigvis var jeg pga angsten, så bange for døden at jeg aldrig turde gøre noget ved det...

Der var gået noget tid, jeg mistet havde mistet, stort set alt kontakt til omverdenen og ønskede heller ikke at leve mere... Flere og flere af mine venner trækkede sig... De gad ikke blive ved, med at spørge til mig og en dag valgte min daværende kæreste også at sige stop... Han kunne ikke leve med, at han skulle lave alt og jeg bare lukkede af og boede i sengen... Den dag væltede alt og jeg følte lidt, at jeg kun havde min mor tilbage...og jeg var helt sikker på, at alt negativt i verden var min skyld... Igen hev min mor mig i nakken og slæbte mig til lægen... Denne gang bankede hun i bordet, og ville ha gjort alt, der var i hendes magt, for at jeg kunne få hjælp.... Lægen tog det alvorligt og vi fik en henvisning til at komme ned og tale med en læge på Psykiatrisk Hospital i Middelfart..

Psykiatrisk Hospital tænke jeg... Det er jo mongoler og psykopater der er sådan et sted.. og vi bliver alle sammen spærret ind og fyldt med piller.... Jeg var dog villigt til at tage med derned og snakke med den læge... Efter opkast, hjertebanken og sved ture i 1 døgn, fik min mor mig af sted... Jeg græd hele vejen og under hele samtalen med lægen, men det var også lidt en befrielse for mig.. Lægen spurgte så til sidst... Kunne du ikke tænke dig at blive her.. Vi vil gerne hjælpe dig og passe på dig.. Det valgte jeg at takke ja til og det er jeg rigtig glad for i dag...

Jeg var indlagt i 10 uger på Psyk og var hjemme ved mig selv i weekenderne... Det var rigtig hårdt og en stor kamp, for mig bare at være der... Jeg fandt dog hurtig ud af, at det var godt for mig og der skete hele tiden små frem skridt.... Jeg fik også stillet diagnosen Dyssocial Personlighedsforstyrrelse og Panik angst.

Nu har jeg fået fortalt om min oplevelse da det hele ramlede... Vil gerne fortælle alt det gode der efterfølgende er sket med mig, men det kommer en anden dag...