Tilbage blik - Tror faktisk ikke, jeg kan li' mig selv?

For næsten et år siden, skrev jeg et indlæg om usikkerhed og om at jeg faktisk ikke rigtig, kunne li mig selv. Når jeg tænker tilbage er der virkelig sket meget siden, jeg skrev det indlæg. Det er lidt skørt, for de her tanker, omkring usikker, kommer altid lidt i perioder. Jeg er dog blevet utrolig bevidst om at jeg gerne vil forbedre mit selvbillede. For i bund og grund er jeg jo faktisk pisse sej og super dejlig. Og siger man det nok gange, begynder man faktisk at tro på det.

Det er lidt skørt, for jeg kan huske at jeg for måske 2-3-4 år siden, besluttede mig for at jeg ikke ville være ked af det mere. Vågnede en morgen og tænke *så det nok*. Jeg sorterede grundt ud i ting og personer, som påvirkede mig negativt. Det var der, min udvikling, for alvor tog fart. Jeg begyndt at respektere mig selv mere og synes virkelig også, jeg fortjente at ha det godt og være glad. Det er hård arbejde, men jeg er kommet rigtig langt. Det er utrolig vigtig for mig at jeg hele tiden, udvikler mig. De her sejre og succesoplevelser, jeg hele tiden har, er guld værd.

Jeg har været helt derude, hvor livet ikke gav mening mere. Men når man først, finder sin vej tilbage til livet, så er det faktisk ret dejligt. Det er overvældende, for der er stadig noget inde i mig, der ikke helt kan forstå at jeg også gerne, må ha det godt. Men vi har kun et liv og det er os selv, som skal leve det. Jeg vælger fremover at jeg kan li mig selv, som den jeg er og med alle de tanker og følelser som jeg rummer. Det er altid så nemt at se på alle de dårlige ting i ens liv, men hvis man vender det lidt på hovedet og trækker et par hæklefejl i kysen fra og siger: Jeg fortjener også at ha det godt. Så er man på rette vej.. Men nok ord og tanker for nu, herunder kan i læse mit indlæg fra sidste år.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Jeg har i noget tid, gået med nogle underlige tanker og jeg kan mærke at der er nogle emner, som faktisk er ret svære for mig. Normalt er jeg ret ærlig og åben, men det her er lidt svært. Det skal dog ikke holde mig tilbage. Det startede da jeg læste om Taknemlighed på Louise's blog. Det indlæg rørte mig dybt og skrev også et indlæg om det. Siden den dag, har jeg kunne mærke at der er noget inden i mig, som jeg skal igang med. Der er et hul og jeg tror endelig, jeg er ved at finde ud af, hvad det handler om. Jeg er ret god til at se det positive i andre, i mine handlinger og i min udvikling, men når jeg kigge på mig selv udefra, bliver jeg voldsom ked af det. Tror faktisk ikke jeg kan li mig selv. Jeg er fuld af usikkerhed, angst og mit selvbillede er ret forskruet. Bryder mig ikke engang om at tænke på det.

I sidste uge, havde jeg en snak med Kevin fra Anketype og selv om vi snakkede om alt muligt og jeg både blev provokeret og ikke var helt enig med ham i nogle ting, så sagde han noget jeg husker meget tydeligt. Kan ikke fortælle ordret hvad det var, men det handler om den sociale arv og at jeg er bange for den. Jeg kæmper så meget for at bryde med den arv og det kombineret med min angst og usikkerhed er pisse svært. Kort sagt, jeg skal ikke være bange for, om jeg bliver psykopat, for det sker ikke.

Jeg siger altid at accept er noget af det aller vigtigste, når man gerne vil bryde med sin sociale arv og sine psykiske lidelser, men jeg er selv bange. Skal den angst følge mig for evigt. Jeg ved jo godt at jeg er mønsterbryder og at jeg ikke er, som min sociale arv.

Nu er min opgave så at jeg virkelig skal til at indse at kampen mod den sociale arv er klaret. Jeg er ikke min diagnose og jeg er.... Her kommer problemet.. Jeg skal forsøge sige noget pænt om mig selv og det kan jeg ikke. Hvordan indser jeg at jeg faktisk er god, sød, dejlig, kærlig, omsorgsfuld, sej osv. Hvordan kommer jeg væk fra angsten og usikkerheden og begynder at kunne li mig selv. Det der gør mest ondt er at det her ikke er noget nyt. Hvordan kan jeg elske mig selv, hvis jeg hele tiden prøver at flygte fra den jeg er, fordi jeg er bange for mig selv. Bange for den arv der følger med. Samtidig er usikkerhed og angst faktisk også en del at min sociale arv og den gør mig enormt sensitiv.

Når man taler om den sociale arv, taler man i bund og grund, om det man arver fra sine forældre og det kan være alt imellem himmel og jord. Jeg ved godt hvad jeg har arvet og jeg ved også godt hvor det hele kommer fra. Men jeg vil også godt nævne at det her med social arv, ikke handler om at placere skyld. Det er jeg for længst ovre. For mig handler det om at finde ud af, hvorfor min krop og mit sind, reagere på bestemte måder. Egentlig troede jeg at jeg var igennem det meste af alt det her, indtil jeg opdagede at jeg kun er halvvejs, for man arver noget fra begge forældre.

Så nu vil jeg skubbe lidt til min usikkerhed og måske blive lidt små forelsket i mig selv. Jeg har prøvet at se lidt videoer med tankefelt terapi og jeg overvejer om det skal ha et forsøg. Ud over det er jeg helt på bar bund, så hvis du ved hvordan man gør, må du gerne smide en kommentar.

Tilbage Blik - Bryd Arven.

Her bagved bloggen, kan jeg ind imellem se, når nogen af mine gamle indlæg bliver læst. Det gør så at jeg også selv hopper lidt tilbage i tiden og læser mine gamle ord. Det er noget af det jeg elsker aller mest ved bloggen. Det er bestemt også med til at vise mig, hvor meget jeg hele tiden udvikler mig og minde mig om tanker, jeg tidligere har haft, men som i mange tilfælde, stadig er relevant.

Jeg har tidligere luftet tanken om at jeg indimellem, gerne vil dele nogle af mine gamle indlæg med jer og her kommer et af dem. Indlægget er fra 2012.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bryd Arven.

Jeg har jævnligt i mit sygdomsforløb tænkt rigtig meget over, hvor meget jeg har arvet eller hvor meget af det, egentlig skyldes, nogle ting der er sket i min opvækst. Jeg siger ofte til mig selv at jeg så gerne vil bryde, den Sociale arv. Jeg ved i dag at jeg feks har arvet min angst, fra flere generationer af kvinder, på min mors side af familien. Jeg er dog også den først, der for alvor har brudt tabuet omkring angsten og derved arven. Siger ofte til mig selv at mit liv ikke skal være negativt, selv om jeg lever med alvorlige psykiske lidelser. Min opvækst har ikke altid være lige let og jeg ved at den er skyld i min personlighedsforstyrrelse. Synes dog selv, jeg er kommet mig over, om det skulle være nogens skyld. Min opvækst var som sådan okay, jeg var bare ofte overladt for meget til mig selv. Sket er sket og for mig er der kun en vej og det er fremad. Personlighedsforstyrrelsen hæmmer mig meget, selv om de fleste nok ikke er klar over det. I sociale sammenhæng har jeg tit svært ved at skelne imellem, hvad der er rigtig og forkert. Dog prøver jeg at leve med den og har accepteret at sådan er mit liv. Skal mine psykiske problemer ødelægge mit liv.. Bestemt ikke.. Jeg ved det tit sætter nogle begrænsninger for mig, men når først man har accepteret det, så er vejen frem noget lettere. Hvis du er nysgerrig efter hvordan jeg blev syg kan du læse det i dette indlæg - Lynet slog ned!

En dag faldt jeg over Pernille Gyldensøe's Blog. Jeg blev grebet af den og læste det ene indlæg efter det andet og kunne virkelig i mange tilfælde, se mig selv i noget af det. Dog har hun været igennem ting, som jeg heldigvis aldrig har oplevet. Hun har også skrevet en bog der hedder: Farvel, negative sociale arv. Desværre har jeg ikke selv fået den læst endnu, men på hendes hjemmeside har jeg flere gange læst, det indlæg hun har skrevet som hedder: Bryd den negative sociale arv. Synes bestemt i skal kigge forbi hende og læse nogen af hendes indlæg.


Et lille udklip fra indlægget Bryd den negative sociale arv, som jeg kan relatere til:

I mit barndomshjem skulle børn ses - ikke høres. Kvindesynet var dybt undertrykkende og der blev ikke udvist respekt for andre menneskers grænser. Det massive omsorgssvigt jeg voksede op med, styrede min relation til andre mennesker langt op i mit voksne liv. For at beskytte mig selv mod yderligere svigt og følelsen af at blive forladt, skubbede jeg folk væk fra mig. Så følte jeg, at jeg havde styringen over det. Det gjorde at jeg ofte følte mig alene som barn, ung og voksen til trods for at jeg havde venner. Jeg lod aldrig nogen komme for tæt på, de skulle holdes et par skridt fra livet. Derfor udviklede jeg flere og flere facader for at skjule hvor usikker, bange, ulykkelig og sårbar jeg i virkeligheden var.

Min egen lille bage verden.

Jeg kan mærke at hele min krop er i alarmberedskab lige for tiden, det føles lidt som en tikkende bombe, man bare venter på skal gå af. *Egentlig et ret sindsygt udtryk*. Jeg ved det er ret naturligt for mig at ha det sådan her i December, fordi jeg på denne tid af året, er mere opmærksom på det dyssociale. Jeg har bare svære ved at tolke, både mig selv og andre mennesker og det gør mig samtidig også mere sensitiv. Jeg elsker December, men glæder mig virkelig også til Januar og et nyt år.

Lige for tiden, prøver jeg på at ignorer alle de tanker og følelser, som skubber til mig. Så i dag har jeg bagt jule småkager. Det blev til vaniljekranse og citron specier, med og uden chokolade. Der blev skruet op for julemusikken og så har jeg bare, været helt inde i min egen lille bage verden. Det er god terapi, men er god nok også træt nu. Så nu vil jeg finde sengen og håber på en god lang nats søvn. I morgen står den på træning og så har jeg et par kedelige praktiske ting, som skal ordnes. 

Tilbage til Forventningerne.

I 2012 skrev jeg et indlæg om forventninger. Det var faktisk et af de aller første indlæg jeg skrev på bloggen og det emne fyldte den gang utrolig meget, i mine tanker. Der var så meget jeg gerne ville, både i forhold til andre, livet, fremtiden og ikke mindst i forhold til mig selv. Dengang googlede jeg mig faktisk også til en forklaring og det gik hurtig op for mig at det også kan handle om mange andre ting, feks usikkerhed, skuffelser, nederlag osv.. listen er lang.

Dengang tog jeg også en beslutning om at droppe alle forventninger og prøve at leve uden. Det vil jeg gerne indrømme, ikke har været særlig nemt. Det er noget jeg stadig bøvler med, men fordi jeg ind imellem tænker over det, så er det klar noget jeg er blevet bedre til og det har på mange punkter også gjort mig mere tålmodig. Droppe forventninger helt, tror jeg virkelig ikke man kan, men jeg prøver stadig.

I dag er det andre tanker som fylder, feks har det ændret sig mere til "ting jeg burde gøre". Som jo egentlig også handler om mine egne forventninger. Der er jo hele tiden forstyrrelser her i livet og der er hele tiden noget, man lige burde gøre. Hvordan slipper man den tanke, for det kan til tider været ret stressende og det danner en ond cirkel. Jeg er kommet frem til at jeg skære så meget fra jeg kan, især her op til jul, hvor jeg ved at jeg hurtig bliver overvælde og træt. Igen starter jeg med at sætte fokus på at stoppe med forventningerne, ikke lave særlig mange aftaler, nyde alle de gode ting og skære alle de negative ting fra.. Lyder det ikke nemt??

Er der egentlig nogen gode ting ved forventninger??

Forstyrret søvn og afledningsmanøvre.

Billedet er fra i går aftes, lige inden jeg skulle i seng. Det er ret tydeligt at jeg er super træt, hvis man ser hvor røde mine øjne er. Jeg var glad efter en god dag, men som sagt super træt.

Jeg tog mig sammen, fik gjort mig klar til natten og så ind under dynen. I samme sekund jeg ramte puden, startede tankerne. Det kom helt pludseligt ind over mig, som en stor bølge og uanset hvad jeg forsøgte, kunne tankerne ikke stoppes. Det var et stort virvar at tanker, gamle dumme minder og nye udfordringer. Det er længe siden jeg har været forstyrret af den slags tanker om natten og aner ikke hvor det kom fra.

Da jeg havde ligget i sengen i næsten en times tid, var jeg så påvirket af tanker at tårerne pressede sig på. Jeg måtte stå op, kravle ind på sofaen og prøve finde lidt ro. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst, men fik på en ellers anden måde beroliget mig selv, med de der kendte tanker: Jeanette du gør det godt, du er på rette vej, du er stærk, du kan klare alt, det hele skal nok gå godt, du har bare lige en dum nat. 

De sidste par dage har jeg ellers følt en stor frihed, tomhed og lettet over at være kommet som langt. Som jeg skrev den anden dag: Er det her virkelig det? Er jeg fri nu. Det fik jeg så bekræftet i nat, at det er jeg ikke og helt fri bliver jeg heller aldrig. Jeg er kun nået hertil fordi jeg har kæmpet og jeg har det kun godt, når jeg har roen til det. Jeg vil stadig blive påvirker når noget skubber til mig, men der bliver måske længere og længere tid, imellem det sker. Normalt ville sådan en tur tage mig rigtig lang tid at komme over, men jeg tror faktisk det er ude igen, inden for en dag eller to.

Dagen i dag, har derfor været en af de sære og jeg blev faktisk også ramt af et mindre angst anfald. Nu er jeg på vej ud på den anden side. Koppen og tankerne er stadig lidt forstyrret, men jeg er mere rolig. Jeg har brugt hele dagen på at gøre rent og vaske, det er faktisk en ret god afledningsmanøvre.

Aftenen skal bruges på afslapning og så skal jeg igang med at planlægge fødselsdag. Jeg har fødselsdag her d 21 august, men holder det i weekenden ude ved stranden. Vi skal ha lækkert frokost i det grønne og jeg har lokket min søde svigerinde Lena, til at lave nogle jordbær kager. Det er rigtig dejligt at ha noget og glæde sig til <3

Kedsomhed kan være farligt.

Der er sådan set ikke sket en skid her i dag, vi har slappet max af og det er lige på grænsen til kedsomhed. Jeg valgte at smide med ud på altanen med bogen, her i eftermiddag og prøve at få tiden til at gå. Det der med kedsomhed, er noget som jeg har det rigtig stramt med, jeg bliver hurtig snot forvirret og så vælter alle følelser ind over mig. Ofte ender det i frustration og hysteri, men i dag formåede jeg faktisk at komme igennem det, med læsning. Eller det er jo stadig inde i kroppen, men det kom ikke ud og gik heller ikke ud over andre. I perioder har jeg brug for at komme ud med ting, men pt vil jeg virkelig helst bare øve mig i selvbeherskelse eller hvad sådan noget hedder. Jeg kan være en tikkende bombe og det er en af de ting, jeg hader aller mest ved min diagnose.

Jeg er ikke særlig god til alt det her med ferie og kan godt mærke at det er noget af det, som begynder at trykke. Det er rigtig svært for mig at forklare, hvad der sker, men jeg kan prøve. Når alle andre har ferie, er der generelt bare flere ting, jeg skal forholde mig til og derved har jeg svært ved at slappe rigtig af. De fleste ting er ikke længere noget som gør mig angst, men det suger stadig mange af mine kræfter. Feks er der hele tiden mennesker alle vegne.. ha ha. Helt ubevidst bliver jeg hurtigere træt, fordi jeg konstant tænker over andre menneskers bevægelser, lyde, osv.. Jeg er sådan set lige glad med hvad de synes om mig, der er mere de ting de gør, som er svært. En del af min sygdom handler om kontrol, mit sind er konstant i alarmberedskab, når jeg er ude. Det betyder at selv om jeg ikke længere, har så let ved at blive angst, så bruger jeg stadig mange kræfter på at holde angsten væk og på at tænke alle situationer igennem. Hvis jeg feks skal handle, så tænker min hjerne over alle andres bevægelser og når der så er flere mennesker pga ferie, så er det så godt som en umulig opgave.

Udover det så bliver mine egne rutiner skubbet til og det kan jeg normalt godt klare, men jeg ved at det også tager kræfter. Hvis man kender mig godt, kan man undre sig over at jeg bruger ordet rutiner, for jeg lever mest fra dag til dag og efter humør. Jeg har dog mine egne sære og lidt skæve rutiner. Jeg har ingen ide om, hvordan jeg kan forklare de rutiner, for det er bestemt også en gåde for mig, men jeg ved de er der. Sådan lidt som når folk har et indre ur, så har jeg også et ur, som tidsindstiller sig selv alt efter humør. Skørt ikk? :P

Nå, men alt i alt, så synes jeg faktisk jeg klare det meget godt, jeg kan godt mærke at selv om jeg ikke har lavet en skid i dag, så er jeg bare pisse træt og er ved at udvikle noget uro. Ja og så må jeg jo tage det lidt extra med ro i en periode, når sommerferien slutter. Jeg plejer at sige at når andre starter job igen, så skal jeg ha' ferie. Det kan for nogen lyde forkert og måske lidt som om det er andre skyld at jeg får det sådan her, men sådan er det på ingen måde. Det er min krop, mit sind, mine forstyrrelser og har sådan set ikke ret meget med andre at gøre. Nogen gange ville det måske endda være lettere, hvis jeg kunne skyde skylden på nogen, men det kommer jeg jo ingen vegne med. Jeg har accepteret min situation for længe siden og øver mig stadig i at leve med sygdommen. Jeg ved at forståelse kan være en umulig opgave, men man kommer utrolig langt med accept.

Jeg vil stemple ud, smide min krop i seng og læse et par sider, inden jeg går i koma. Nat Nat <3

Er ved at finde mig selv igen.

Denne weekend er simpelthen såå dejlig og virkelig tiltrængt. Vi nyder virkelig at vi ingen planer har og bare kan geare totalt ned.

Jeg har da lige fået ryddet lidt op, støvsuget, vasket tøj osv. Bagefter tog jeg et lækkert bad og lavede mig en sandwich.

Lige nu putter jeg bare på sofaen og nyder søndagen. Overvejer om jeg skal ha en lille Morfar eller om jeg evt skal spille lidt Sims4. Jeg spillede det i ca 3 uger da det udkom, men ellers har jeg stort set ikke spillet siden. Der har bare ikke været tid.

I morgen starter en ny og dejlig uge. Håber på at komme på stranden et par gange i løbet af uge. Ud over det, så glæder jeg mig bare til fredag. Skal en tur til tyskland og shoppe lidt og hente mine veninde Carina i Haderslev. Det er alt for længe siden, vi har set hinanden og glæder mig til hygge med hende hele weekenden. Ja og glæder mig selvfølgelig også til at se de andre der kommer lørdag, ved bare det bliver en lækker weekend.

Jeg kan virkelig mærke at min krop og mit sind er ved at vænne sig til hverdagen igen, efter alt det jeg har været igennem det sidste ½-1 år tid. Der har været så mange forstyrrende elementer i mit liv, så mange ting jeg ikke kunne styre selv. Det har været sygt hårdt, men nu kan det altså kun gå en vej. Jeg ved jeg er på rette spor og jeg er både ufattelig stolt og helt ubeskrivelig taknemmelig. Det er lidt som at få en ny chance her i livet. Glæder mig såå meget over at jeg langt om længe, har fået styr på alt og nu handler det bare om at fortsætte min gode udvikling og kæmpe for min fremtid. Jeg er 30 år og når jeg kigger lidt tilbage, på bare de sidste 10 år, kan jeg slet ikke forstå at jeg er her endnu. Så hvis jeg kan overleve alle de ting og stadig udvikle mig, nyde at jeg er i live og se fremad, så er der altså ingen grænser for, hvad jeg i fremtiden vil kunne opnå.

Jeg har besluttet mig for at jeg aldrig igen, skal ha kontakt med psyk. De er super dygtige og har hjulpet mig såå meget, men det er et kapitel i mit liv, som nu er slut. Jeg ved det kan være svært for mine omgivelser at forstå, men jeg ved at jeg aldrig kommer tilbage dertil. Jeg kender mig selv og min sygdom så godt nu, at der er ikke noget psyk kan gøre bedre, end jeg selv kan. Har nævnt det nogle gange før, det er jo lidt som at tage en uddannelse i sit eget liv. Jeg er min egen bedste behandling. Nu er det ikke fordi jeg ikke har lyst til at være på psyk, sådan er det bestemt ikke. De har hjulpet mig helt utrolig meget, men tror det ville sætte min gode udvikling i stå. Det ville være at vælge den lette løsning. Jeg ville elske hvis andre kunne tage fuld kontrol over mit liv og mine valg, men det ville ikke være det rigtige.

Ja og sker det at jeg en dag får brug for dem igen, så er det ingen skam at ændre mening.

Interview til et skoleprojekt.

Jeg blev i går kontaktet af en ung pige ved navn Cathrine. Hun går i 9 klasse og er igang med et skole projekt, som handler om personlighedsforstyrrelse. Hun havde set et af mine blog indlæg og synes det kunne være interessant at ha mit synspunkt med i sit projekt. Jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe, så hun sendt mig en mail med et par spørgsmål, som jeg svarede på i går aftes. Synes egentlig det var et ret spændende mail interview, så jeg tænke at jeg lige kunne dele det med jer.

1: Hvilken personlighedsforstyrrelse har du

Jeg har panikangst og så har jeg en Dyssocial Personlighedsforstyrrelse. Den personlighedsforstyrrelse hed i gamle dage Psykopati. Når det så er sagt, så tror jeg faktisk også min diagnose har forandret sig med årene.  Det er den diagnose jeg oprindelig fik stillet på psyk i middelfart, men når jeg snakker med dem i dag, har vi nogle gange talt om at den nok er mere uspecificeret nu. 

2: Hvordan opfylder du diagnosekravene? 

Det med krav og karaktertræk er ret indviklet, fordi det hos mig kan svinde enormt meget. Jeg er utrolig sensitiv og mærker både følelser og alle sanser, meget mere end andre. Jeg har haft store problemer med kontrol, men øver mig stadig i at slippe den. Jeg kan være utrolig hysterisk, når jeg føler mig uretfærdig behandlet og har svært ved, hvis andre vil bestemme. Jeg har tidligere haft meget svært ved at se mine egne fejl og har ofte kunne manipulerer eller tale mig ud af, svære situationer. Tidligere tænkte jeg altid på mig selv først og hvis andre ikke kunne leve med det, kastede jeg dem væk.  Ja og til tider kunne jeg blive så aggressiv at jeg kunne blive næsten bange for mig selv og mine reaktioner. 

3: Hvilke symptomer havde/har du, som karakteriserer din personlighedsforstyrrelse? 

I dag er jeg kommet til et punkt hvor jeg 120% er klar over, hvornår min diagnose træder frem og vil være med i mit liv. Ofte sker det når jeg føler noget er uretfærdigt eller ændringer i aftaler. Jeg har stort set altid kontrolen over den, men det kan hæmme mig i nogle relationer. Det sværeste er at jeg ind imellem føler at jeg går lidt for meget på kompromis. Jeg skal hele tiden huske mig selv på at jeg gerne vil være et godt menneske og vise andre at selv om jeg har en forfærdelig diagnose, så kan jeg stadig være kærlig, vise medmenneskelighed og empati. Jeg prøver hele tiden at sætte andres behov lidt før mine egne.. Det kan for mig virkelig virke urefærdigt til tider, men det er det jeg med tiden har fundet ud af virker. 

4: Er du blevet mødt med negative fordomme pga. din sygdom? 

Når man har en diagnose som tidligere hed Psykopat, så møder man hele tiden fordomme. Og fordi jeg er ung førtidspensionist, møder jeg nok endda endnu flere. Jeg vil dog sige at fordi jeg er ret åben og ærlig, så har jeg indtil nu sluppet for de værste kommentarer. For mig har det virket at ha en blog, hvor jeg kan fortælle verden at selv om jeg er en kvindelig ”psykopat” så er jeg ikke farlig, jeg er en ganske almindelig person med ganske almindelige problemer, som alle andre og jeg har også glæde og masser af kærlighed i mit liv. 

5: Hvis ja, hvorfor tror du, at folk har disse fordomme?

Det kommer lidt an på hvordan jeg forklare min sygdom. Hvis jeg siger dyssocial personlighedsforstyrrelse er det de færreste som ved hvad det er. Så kan jeg enten vælge at forklare dem det eller skifte emne.  Jeg må nu også indrømme at de danske medier, ikke har gjort det store for at fortælle positivt om min diagnose. De fleste steder stå der jo at kvindelige psykopater er farlige og at man skal holde sig langt langt væk fra dem. Og ja det kan da også være rigtig i nogen tilfælde, men ikke i mit. Jeg er altså på ingen måde farlig. :D Andre fordomme jeg møder handler om mange andre ting end min egentlig diagnose. Feks har alle med en psykisk lidelse nok fået at vide at de bare skal tage sig sammen. Jeg har fået den ene jobannonce efter den anden anbefalet. Fået 1000 gode råd omkring søvn og et hav at spørgsmål omkring medicin. Ja og de fleste tror nok at førtidspensionister er så syge at de burde ligge spændt fast til en seng, savle ned af sig selv og ikke leve livet.  Jeg vil gerne vise at jeg også gerne må leve et normalt liv, selv om jeg har både diagnoser, ikke kan arbejde  og får en førtidspension.

6: Hvad kan man gøre for at bryde fordommene?

 Jeg mener at der skal være mere fokus på at det er okay at leve med en psykisk lidelse. Vi er ikke farlige. De fleste mennesker bliver på et eller andet tidspunkt berørt af noget psykisk og det er ofte et stort chok for de fleste. Vi er nød til at være åbne omkring psykiske lidelser og medierne burde fortælle flere gode historier, som min egen. Jeg er mønsterbryder og jeg vil gerne fortælle verden at jeg ikke er farlig. Min kæreste plejer at joke lidt med det og sige at jeg er den sødeste psykopat han kender. Findes der søde psykopater – Ja! Jeg er et glimrende eksempel. Jeg er blogger og på min blog vil jeg gerne vise at jeg kan leve et ret almindeligt liv med min sygdom. Det mest brugte søgeord på min blog er Kvindelig psykopat. Lyder det skørt at det faktisk kan gøre mig lidt glad og at jeg jævnligt griner af det. Det betyder at jeg kommer ud med det jeg gerne vil. Jeg får fortalt mine læsere at på trods af en skræmmende diagnose, så vil jeg som alle andre bare gerne være lykkelig og leve mine drømme ud. 

Min helt egen bobbel.

Det er ikke meget jeg har været hjemme i dag. Jeg har været til samtale på psyk i Middelfart og jeg kørte mig en lang omvej hjem. Ja jeg har næsten kørt Nordfyn tyndt. Jeg har turfet og samtidig set en masse, både skov og strand. Var faktisk også forbi mine Oldeforældres gravsted. Det var en lækker tur og samtidig en meget eftertænksom tur, hvor jeg bare har været i min helt egen bobbel.

Jeg har i mange år gået til samtaler på psyk. Jeg er kommet der ca 1 gang om måneden og det har været mit fristed. Det sted hvor jeg kan åbne helt op og sige alle de svære ting. Til juni skal jeg afsluttes på psyk og det er på rigtig mange punkter, helt uvirkelig for mig. De har virkelig hjulpet mig og selv om jeg godt kunne tænkte mig at fortsætte, så er det også okay at det er et kapitel, som lakker mod enden. Jeg har gennemgået en utrolig stor forvandling og er bestemt blevet et bedre menneske. Jeg er utrolig stolt af mig selv og min udvikling. Når jeg kigger tilbage kan jeg slet ikke forstå, hvor syg jeg faktisk var. Jeg er dybt taknemlig for at nogen troede på mig og at jeg selv fandt troen, på mig selv.

Hvis du vil læse om hvordan jeg blev syg, kan du læse indlægget: Lynet slog ned!

Ting jeg ikke kunne i 2006:

Handle
Gå til Lægen
Køre Bil
Huslige pligter (oprydning, rengøring, madlavning, tøjvask, økonomi)
Røre hoveddøren
Være sammen med andre
Snakke i tlf
Krops pleje (bad, tandbørstning osv)
Styre min vrede
Ha' kontrol over min angst.
Søvn
Sociale sammenkomster
Ventetid og stå i kø
Stilhed/tavshed
Stoppe tankemylder
Selvforståelse
Kontrol
Arbejde
Sensitiv

Ting jeg godt kan i 2015:

Kan sagtens handle, men kan stadig opleve angst, kan dog styre det.
Jeg har ingen problemer med at gå til lægen selv.
Elsker igen at køre bil.
Huslige pligter kan jeg sagtens, men det er jo kedeligt.  Skal ikke overdrives vel? :D
Håndtaget på min hoveddør er en sejr hver eneste gang. Kæmpe befrielse.
Jeg har til tider stadig svært med at være sammen med andre, men nyder det når det sker.
Snakker gerne i telefon, overvejer dog altid om jeg kan rumme det, inden jeg tager den.
Kropspleje er i dag en nydelse. Elsker selvforkælelse. :D
Jeg kan i dag godt styre min vrede, men jeg kan stadig blive rigtig hysterisk
Har i dag styring over min angst, jeg ved præcis hvad jeg skal gøre, når angsten kommer.
Søvnen er mig altid en gåde, det svinger meget.
Sociale sammenkomster er hårde og tager utrolig mange kræfter.
Jeg har stadig problemer med ventetid og at stå i kø, men det er blevet 75% bedre.
Stilheden har jeg det bedre med, men stadig ikke for længe.
Jeg har stadig utrolig meget tankemylder til tider, men det er ikke konstant, mere i perioder.
Har fået en utrolig stor selvforståelse, men der er stadig ting jeg er forvirret over.
Er stadig en kontrol freak, men synes det er blevet bedre og jeg øver mig virkelig.
Hvis jeg udsættes for pres fungere jeg ikke, derfor kan jeg ikke passe et job.
Jeg er blevet mere sensitiv, på alle sanserne.
Er meget mere opmærksom og det gør at jeg bedre kan takle nogle svære af de situationer.
Jeg er mønsterbryder og kæmper for et bedre og lettere liv.

Når jeg sætte det sådan op, er det jo tydeligt at jeg er gået igennem en enorm udvikling og jeg er dybt taknemlig for at ha fået muligheden. Jeg har stadig utrolig meget at kæmpe med og der mangler bestemt også ting på listen, men som i ved, så er der bare ting, som er for privat til bloggen. Listen får det til at se meget let ud og som om jeg pludselig kan alt, det er langt fra tilfældet, men jeg er kommet rigtig langt og super stolt. Jeg er kun kommet hertil fordi jeg har fået roen til det.

Hvis du ønsker at se nogen af mine mål for fremtiden så kig indlægget - Ønske Bræt

Det er bare en af de dage.

Som i kunne læse både i går aftes og i dag, så har jeg haft en voldsom trafik, i mine tårekanaler. Jeg er stadig rigtig ked af det og såret, men tror jeg har fået de fleste tåre ud.

Jeg er kommet igennem mine tåre og klaret dagen, så godt jeg nu kan. Lige nu ligger jeg kun og vente på at klokken bliver nok, til at jeg kan gå i seng. Jeg har virkelig bare en af de der dage, man har lyst til at glemme. Jeg krydser fingre og håber inderligt at min dag i morgen, bliver bare en smule lettere.

1 times tid mere og jeg kan kravle i seng. Jeg skal helst ikke i seng alt for tidlig, så vågner jeg bare midt i nat. Håber på en god nat og at jeg i morgen, har lidt overskud til at træne. Håber på det kan hjælpe min krop, med alle de spændinger og forstyrrelser jeg går med. Glæder mig sådan til jeg er igennem alt det her og bare kan ånde lettet op og føle mig fri. Lige nu føler jeg mig bundet, fanget i en forstyrret krop, som kun venter på at blive sat fri. Hvordan er jeg havnet her..?

Forstyrret, men sund.

Jeg synes det har været en underlig dag. Dårlig søvn, kunne ikke vågne og havde mega hovedepine. Jeg kravlede direkte ind på sofaen og prøve at få lidt mere søvn, men det virked ikke rigtig. Pludselig var det meste af formiddagen gået og jeg blev lidt irriteret over, bare at ligge og lave ikk' noget. Jeg stoppede et par æggemadder i skuffen, snuppede 2 panodil'er, drak en glas vand og så ud af døren. Tænkte at lidt træning, måske kunne få det væk, prøves skulle det i hvert fald.

Og hurra.. det virkede sørme. (kan det virkelig passe)

Jeg nåede at træne 1 times tid og det passede lige med at Søren kunne køre med hjem. 2 dages træning og endda uden de store problemer. I morgen er det fridag. Jeg har heller ikke mærket nogen sukker-trang endnu. På vejen hjem fik vi lige handle en masse grøntsager til aftensmaden.

Jeg nåede næsten kun lige hjem, i bad, lidt senge redning og så ud af døren igen. Jeg havde en tid ved min Fysioterapeut 17.30. Hun er virkelig sød og selv om jeg har været igennem angst, tåre og en krop der pt er fyldt med forstyrrelser, stress og tinnitus, har hun været kanon. Jeg har i dag fået min sidste behandling for hånden. Den har det bedre nu og hvis jeg ellers passer lidt på den og ikke overbelaster den, mener hun at den snart er helt god igen.. Jubiii.. Hun mente også at jeg inden for 1-2 uger kan prøver at hækle lidt, men skal selvfølgelig passe godt på og kun i kort tid. Har også efterhånden brugt 1000-1500 kr på fysioterapi. Heldigvis har mine behandlinger ikke været så lange, ellers havde beløbet været det dobbelte. Jeg er faktisk lidt lettet over at vi er færdige i dag, jeg havde ikke rigtig flere penge at kunne bruge på behandlinger.

Kom glad hjem til en kæreste, som var igang med aftensmaden. Jeg hjalp til med det sidste og så var der ellers serveret, dejlig blandet salat med kylling. Mums.. Vi skal ha' det igen i morgen. Tror faktisk jeg er ved at være over nogen af de smagsforvirringer, jeg fik da jeg stoppede med at ryge. Nu kan jeg godt li' salat igen. :D Det har så også kun taget mig 2 år.

Sensitiv, Udadreagerende og den korrekte grænse.

Sad lige og skrev lidt med en på Facebook og vi kom til at snakke om det her med at være udadreagerende. Det fik mig til at tænke lidt. Jeg har altid været enormt sensitiv og udadreagerende. Det er helt bestemt også en del af den personlighedsforstyrrelse jeg har fået stillet. Sensitiv fordi jeg hele tiden mærker alle følelser og reagere mere på dem, end alm mennesker. Udadreagerende fordi jeg altid har skulle kaste med ting eller råbe højst. Faktisk begge dele så voldsomt at jeg har været bange for mig selv.

Nu er jeg voksen og man skal være så forbandet fornuftig, hensynsfuld og venlig. Men hvad skal sådan en som mig så stille op? 

Hvad sker der med min krop, når jeg er nød til at holde det hele tilbage. 

Jeg har engang skrevet et indlæg der hedder - Skal jeg passe mere på end andre.
Hvis du er nysgerrig på nogle af mine tidligere tanker om emne, kunne det måske være godt at læse det indlæg først. 

Jeg har i en længere periode været nød til at holde en masse vrede tilbage. Folk siger ofte, du burde gå til boxning eller gå ud i skoven og råbe. Bare få det hele ud, så får du det godt igen. Den med skoven har jeg prøvet en gang, det virker ikke for mig. For mig handler det tit om at få min vrede ud verbalt og helst der hvor det høre hjemme. Når man så ikke kan få lov til det, så ophober vreden sig inde i min krop. Jeg må indrømme at det på ingen måde er sundt for mig. Jeg får det virkelig dårligt fysisk og psykisk. Det værste er lidt at jeg nu er nået til et punkt, hvor jeg føler mig lidt som en tikkende bombe, der er klar til at gå af i raseri. 

Jeg har flere gange overvejet det der Body SDS, men desværre her jeg ikke økonomien til det.

Alle siger hele tiden, det er så flot at du ikke gør noget dumt og at du kan styre det. Det er jeg da på mange punkter også glad for, men jeg tror ikke folk er klar over hvor meget det koster. Det gør virkelig fysisk ond inde i min krop. 

Hvis vi nu snakker mennesker sådan helt generelt, så har vi vel alle en grænse for, hvornår man ikke længere kan vende den anden kind til. 

Der var en der sagde til mig den anden dag: Jeanette det er mange år siden vi kvinder var en del af flinkeskolen. 

Den sætning har på en eller anden måde sat sig i mig. Jeg vil gerne være et godt menneske og leve et godt liv. Jeg vil gerne kunne opføre mig "korrekt". Men almindelige mennesker har jo også deres grænse. Er jeg blevet så voksen nu at min grænse går samme sted eller hvor fanden blev min grænse egentlig af? En ting jeg ved er at min grænse nu er nået.

Hørt, forstået og accepteret.

Sådan så jeg ud i eftermiddags, efter min samtale på psyk. Jeg faldt om op sofaen med dynen. Har jeg nogen sinde fortalt jer at jeg har en sofa-dyne. Den er min mest trofaste putte ven. Det er næsten som om, jeg ikke kan være på min sofa uden den. Ha Ha.

Nå, men min samtale gik faktisk rigtig godt. Jeg bruger mine samtaler på psyk, til at få smidt nogle dummer tanker væk. Jeg gå faktisk til hverdag med rigtig mange tanker, som jeg ikke kan sige højt, i frygt for at såre nogen. Derfor gemmer jeg dem i min usynlige rygsæk og den bliver kun lukket op, når jeg er til mine samtaler på psyk. Psyk er min ventil og min skraldespand, jeg køre altid der fra, med en følelse af at være 20 kg lettere. Jeg havde ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for dem.

Jeg kan mærke at jeg mindre og mindre har brug for dem, men jeg tror ikke jeg er klar til at slippe dem og tvivler på, om jeg nogen sinde bliver det. Lige pt er jeg der ca hver 2 måned og det er nok for mig. Jeg har altid muligheden for at få flere tider, sende en mail, ringe eller at flytte min aftale hvis jeg ikke føler, jeg skal bruge den. Det er lækkert med en så åben aftale og de giver mig 100% den forståelse, jeg ikke kan finde noget andet sted. Det er det sted i verden, hvor jeg altid føler mig hørt, forstået og accepteret. Alle mennesker burde ha sådan et sted.

Rutsjebane-tur og ferie tanker.

Ja, det billede har en lidt spøjs vinkel, men synes alligevel det er lidt sjovt. Mine tomatplanter klare sig overraskende godt og der er mange fine tomater på. Kan slet ikke vente på at de bliver modne. Jeg fortryder bestemt ikke at vi købte de tomatplanter. Det er nu lidt sjovt at de snart når helt op til taget.

Dagen i dag har faktisk været lidt af en rutsjebane-tur. Eller det passer ikke helt, der var et par timer i eftermiddag, som var ret forstyrrende. Jeg havde så meget uro i kroppen at jeg næsten ikke kunne være til. Jeg havde svært ved at sidde stille, men samtidig kunne jeg ikke, tage mig sammen til noget som helst. Min hjerne var ved at koge over. Det var som om kroppen hele tiden, gentog sætningen: Hvad skal vi nu lave? Jeg prøvede at stoppe, men om og om igen, ville kroppen noget, uden at vide hvad. Jeg var lige ved at brænde helt sammen, men så tog vi ned for at handle, hyggede os med madlavning, musik, spisning, cykeltur og en god film. Jeg ved jeg er noget af en mundfuld, når jeg kortslutter på den måde. Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste, som prøver at være forstående og som virkelig sluger nogle kameler ind imellem. Jeg har altid følt mig som noget af det mest uheldige i denne verden, men sådan er det ikke sammen med ham. Jeg er glad for at vi fik slået bremsen i og stoppet den rutsjebane-tur. Jeg ved selv at det er helt åndssvagt, men når jeg står i det, har jeg svært ved at styre det. Nogen gange ville jeg ønske at jeg kunne låse mig selv inde i et skab, når jeg får det sådan.

Kæresten går på ferie om en uge og selv om jeg glæder mig rigtig meget, så er jeg også nervøs. Jeg håber lidt at jeg kan få noget mere styr på uroen, de næste par dage. Jeg er bedst til at takle det, når jeg er alene. Vi har ikke rigtig de store planer for ferien endnu og det er lidt faktisk farligt, hvis jeg har indre uro. Jeg er dog helt sikker på at uanset hvad, så skal vi nok få 3 skønne uger sammen. Heldigvis skal jeg drikke hjernen ud næste weekend, det plejer virke på uroen og måske kan det gi mig en god ferie start.. Lyder det som en dum undskyldning?? Ha Ha.. :D

Brok, Brok, Brok.

Brok, Brok Brok og lidt mere Brok.

Ja, jeg har måtte se det i øjnene.. Jeg har det sidste stykke tid, været lidt af et brokke-hoved. Det er nok ikke rigtig noget, som man har kunne mærke her på bloggen, men mest irl. Især herhjemme er det blevet lagt mærke til, ikke kun af Søren, men også mig selv. Det er da bare totalt nedern at brokke sig hele tiden og ofte, opdager jeg det først, efter det er komme ud i det fri. Jeg har siden i går, prøvet på at finde ud af, hvad der dog kan være i vejen, siden mit system har brug for alt det brok. Ja, jeg er desværre stadig ikke kommet frem til problemet. Det vigtigste for mig er at jeg godt selv kan se det og så prøve at skrue lidt ned for det og evt huske at være lidt mere positiv i stedet for.

www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Skal finde mit midtpunkt.

Hold nu op, jeg er godt nok træt her til aften. Det er faktisk en rigtig dejlig fornemmelse. Jeg har været til samtale på psyk i dag og turen tog alle mine kræfter. Det er første gang  i år, jeg har været ude og køre i sneen og var lidt angst, inden jeg skulle afsted. Jeg kom afsted, turen gik godt, samtalen gik godt og jeg kom også hjem igen. Det var lidt en sejr for mig bare at køre derned og hjem. Det tog ca 1 time og 20 min hver vej i dag, men det vigtigste var at jeg gennemførte. Lige nu venter jeg faktisk bare på at klokken bliver midnat, så jeg kan daffe i seng. Jeg må helst ikke gå for tidligt i seng, for så vågner jeg for tidligt i morgen og så starter der en ond cirkel, som jeg helst skal undgå. Skal helst kunne holde mig vågen hele dagen i morgen. Ville ønske jeg bare kunne tage mig en middags lur engang imellem, men det er virkelig ikke godt, hvis jeg gerne vil ha en god søvn rutine igen.

Da jeg var på psyk i dag snakkede vi meget om, det der med at kunne give slip. Jeg plejer være enormt god til at gi mig selv lidt ferie. Jeg kan normalt godt bare gi mig selv lov til at slukke for tankerne og beordre sofa tid til mig selv. Det har dog denne gang været rigtig svært for mig. Jeg har altid en periode her om vinteren, hvor jeg bestemt ikke er på toppen. I år tager det dog mange flere kræfter, end det plejer og jeg har ikke kunne gi' slip, på samme måde som jeg plejer. Det kommer ret meget bag på mig at jeg faktisk er gået ret mange skidt tilbage, i forhold til den store udvikling jeg normalt har. Det skræmmer mig og jeg bliver hurtig frustreret. Jeg har isoleret mig ret meget og samtidig siger jeg ikke, tingene så direkte som jeg ellers har været god til. Psyk mener at det netop er en del af min store udvikling. Jeg skal finde et form for midtpunkt. Det er rigtig svært for mig da min personlighedsforstyrrelse spænder ben for mig. Jeg har svært ved at vide, hvor meget jeg skal åbne munden eller hvor meget jeg skal lukke den. Ja og så skal jeg (igen) indse at denne opgave ALDRIG forsvinder. Jeg skal altid bedømme om jeg er for meget til den ene eller den anden side. Jeg vil føle mig berettiget til min holdning, uden at føle mig bange for andre menneskers reaktion eller frygte for følgerne. Samtidig skal min holding og mine ord, helst komme ud af mig på et niveau, som andre mennesker kan forholde sig til. Det er en fin balance og er ofte rigtig svært for mig. Det er kun få personer i mit liv som jeg i dag, rent faktisk tør at være direkte overfor.

Jeg fik rigtig meget ros for min Protest og de synes også det er godt at jeg har lagt medicinen på hylden. Ja og indtil videre går det den rigtige vej med søvnen, så jeg skal huske til en anden gang at lytte mere til mit indre.

Ja det er måske er lidt forvirrende indlæg, men er mest skrevet for at minde mig selv om min udvikling og hvad det er jeg lige pt går og arbejder med. Nu vil jeg slukke lidt for hovedet, inden jeg skal i seng.

Psykisk Ustabil.

Kan godt mærke at jeg intet har foretaget mig i en uge, fordi jeg har ligget syg. Det er seriøst ikke godt for min psyke. Jeg bliver hurtig irritabel og frustreret. Det sætter bare alt alt for mange kedelige tanker igang, i mit hoved og ikke nok med det, så udløser det mere angst. Jeg skulle bare lige hurtig ned og handle i dag og så stod jeg der i Rema, med angst anfald. Havde heldigvis taget en vogn, så jeg smed den store jakke og tasken op i og prøvede at komme ud af anfaldet. Det fede ved det var at jeg heldigvis klarede mig igennem det, selv om jeg virkelig bare havde lyst til at gå derfra.

Det er faktisk ved at være længe siden at angsten har vist sig, ved sådan nogle almindelige dagligdags ting. Troede ikke rigtig jeg ville få det sådan med at handle igen, men det kommer altid i de perioder hvor jeg er psykisk ustabil, har været isoleret for meget eller har for mange tanker.

De anfald tager også energien fuldstændig ud af kroppen og den havde jeg ikke ret meget af i forvejen. Jeg har hele dagen bare haft lyst til at kravle tilbage i seng og gemme mig, for hele verden. Jeg ved godt at det er for farligt, så derfor har jeg kæmpet for at få gjort rent og holde mig igang. Det har kostet kræfter i dag og har måtte diskutere med mig selv op til flere gange. Jeanette kom nu igang. Jeanette hvad er det egentlig du er igang med lige nu. Der er ikke klude i køleskabet. Jeanette nu er det okay med en lille pause. Hov vandet løber på badeværelset.

Jeg har nået rigtig meget, men blev ikke helt færdig med de ting jeg gerne ville, så de må vente til i morgen. Dog er jeg ret tilfreds alligevel. Normalt ville jeg ha givet op og gravet mig ned under en dyne.

I morgen er der en ny dag, med nye udfordringer og ting jeg skal kæmpe med. Lige nu er det extra hårdt, men jeg er igang og jeg giver ikke op. Jeg skal tilbage på sporet og det skal nok lykkedes. Der er ikke ret mange, der ved hvor mange små kampe, man hele tiden skal igennem, når man har en psykisk lidelse. Folk ser ikke alle de ting, jeg går igennem til hverdag og det kan være enormt svært. Jeg får tit ros og skulder klap for at jeg er nået så langt og det er skønt. Jeg tror nogen gange at jeg er kommet så lang at folk måske ser mig mere rask end jeg er. De ser ikke hvor meget jeg skal igennem for feks at handle, gøre rent, være social eller bare for at få ordenlig søvn. Jeg ved 100% at jeg ikke kan få forståelse fra dem, som ikke selv har prøvet det, men accept er skønt. Jeg prøver at lade være med at ynke, men folk kan ikke se på mig når jeg er nede.. Hvad gør man så.. ??

Accept er kodeordet.

Jeg er med i nogle forskellige grupper på Facebook, hvor man kan dele sine tanker om feks angst, personlighedsforstyrrelse eller det at være førtidspensionist. Jeg læser tit om folk, der har der rigtig skidt, ikke ved hvordan de skal gribe det hele an og ikke kan finde den forståelse de mangler.

De første mange år, hvor jeg var syg, var noget af det værste at folk ikke forstod mig og min situation. Jeg kunne ikke forstå at andre ikke kunne forstå. Jeg blev let irriteret og frustreret, over folks reaktion og de ord, der nogen gange kunne komme. Kom nu ud af sengen, kunne du ikke bare arbejde lidt, hvad med det her job, du burde altså gå nogle flere ture udenfor, kan du ikke prøve om du bare kan komme lidt igang osv.. Det tog rigtig mange tåre og kræfter og jeg var overbevidst om at jeg skulle få hele verden til at forstå min situation. Basta.

Sådan gik det selvfølgelig ikke.

Ca. 3 år inde i mit forløb, begyndt mit hoved at tænke mere klart og fornuftigt. Jeg slap alle de depressive tanker og alle mine frustrationer, begyndte at ændre sig med små skridt. En dag, sagde min psykiater til mig at jeg aldrig måtte tro at jeg kunne få nogen, til at forstå min situation, hvis de ikke havde prøvet noget lignende. Han mente at accept var en langt bedre måde at bruge min energi på. Han sagde til mig at hvis folk bare kunne lære at acceptere, den jeg er og med den sygdom jeg har, så er man kommet rigtig langt. Det har lidt været min kamp plan siden. Det blev min opgave at sige til folk at sådan her er mit liv, det skal nok blive bedre, men lige nu kan jeg bare ikke de samme ting som før. Det var en rigtig stor befrielse for mig at jeg ikke skulle kæmpe med at få folk til at forstå. Samtidig begyndt jeg også selv at accepter både min angst og min personlighedsforstyrrelse og det satte virkelig skub i en forandring. Jeg sagde til mig selv, det her er helt okay. Det er ikke sjov og det er virkelig hårdt, men det er okay. I morgen kommer en ny dag, den er sikkert bedre. Hele min måde at tænke på forandrede sig og gør det stadig.

I samme periode, besluttede jeg også at hvis jeg ville ha det bedre, måtte jeg begyndt at ligge de negative tanker, på hylden. Ja, Jeanette det lyder så nemt nu. Kan så fortælle jer at det ikke, bare lige er noget man gør, fra en dag til en anden. Jeg sagde til mig selv at jeg i en periode, ville prøve at være så skide positiv at folk ville kaste op over det. Så slemt blev det vidst aldrig, men det ændrede mine tanker, fra meget negative og depressive tanker, til positive og livslystne tanker. Først der fik jeg lysten til livet tilbage og alle selvmordstankerne forsvandt og har ikke været der siden.

Jeg siger ikke at det jeg har gjort, virker for andre, eller at det kan redde nogen, men der virkede for mig og er dybt taknemmelig, for hvor langt jeg er kommet. Hvor mange ting jeg har besejret og at jeg stadig har lysten til at fortsætte.

Accepter at folk ikke kan forstå, det du kæmper med, det er en umulig opgave, men kan de acceptere dig, som den du er og med de ting der følger med, så er jeg sikker på, du vil finde mere ro. Dog starter accepten hos dig selv. Accepter din situation. Det er okay. Accepter livet, vi er kun mennesker.

Du har kun et liv, lev det som du gerne vil og med de mennesker, som elsker dig og gør dig glad.

www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Dyssocial personlighedsforstyrrelse

De fleste der følger med herinde, ved at jeg lider af panik angst. Jeg har også nævnt et par gange at jeg har en personlighedsforstyrrelse, men har ikke rigtig fået fortalt om det, tror jeg. Inden jeg går alt for meget i dybden med hvad det er, bliver jeg nød til at fortælle jer at min personlighedsforstyrrelse ikke er så slem mere, som den har været. Der er to typer mennesker, der er dem som indser at de har et problem og prøver at gøre noget aktivt ved deres situation, for ikke at såre andre og så er der dem, som ikke vil indse at de har et problem og bliver ved med at tro, er verden drejer sig om dem. Den Dyssociale Personlighedsforstyrrelse hed i gamle dage, Psykopati eller psykopat. Nu vil nogen nok føle sig enormt skræmt og tænke, jamen er hun da psykopat. Min egen indrømmelse er nok at ja, det har jeg været. Jeg har været rigtig meget ude af kontrol og jeg har såret rigtig mange mennesker, men kun fordi min hjerne, ikke kunne finde ud af, hvad der var rigtig og forkert og kun fordi de ting jeg voksede op med, var det jeg lærte. Min opvækst har haft stor betydning og den er nok skyld i at jeg har en personlighedsforstyrrelse, det vigtigste for mig er dog at jeg i dag ved at jeg har den og er villigt til at kæmpe mig igennem. Det skal ikke lyde som om, jeg nu giver nogen skylden, for det er ikke min mening, det er bare sådan min situation var. Jeg kommer nok aldrig af med den diagnose, men jeg kan lære at leve med den og takle den. Ville egentlig gerne skrive en masse om hvad personlighedsforstyrrelsen egenligt er, men det er utrolig meget tung info på en gang, så hvis du er nysgerrig, så er her lige et par links, der fortæller hvad det er og hvordan det kommer til udtryk.

• www.netpsykiater.dk/htmsgd/dyssocial
• www.psykiatrifonden.dk-Personlighedsforstyrrelser

Mange af de ting som står i de forklaringer, passer heldigvis ikke på mig mere og det gør mig enormt glad og stolt. At jeg er kommet så lang og har været alle de kampe igennem, er virkelig en stor sejr for mig. Jeg bliver bedre til at se mine fejl, til at takle de ting der kommer hen af vejen, til at tolke de sårende ord, der kan komme ud af mig og til at være et bedre menneske. Mine frustrationer og aggerationer bliver hele tiden mindre, i takt med at min opfattelse at livet og mig selv, bliver anderledes. Jeg er så glad for at jeg er en af dem, der har accepteret situation, taget det til mig og kæmper for at få det bedre og godt kan se at de ting, jeg nogen gange fylder mit hoved med, ikke kan betale sig.

www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Sådan er det nu.

Stiller jævnligt mig selv en masse spørgsmål. Feks som nu: Jeanette hvordan har du det egentlig lige for tiden. Svaret er uendelig langt faktisk. I bund og grund kan jeg se at jeg har det bedre og bedre for hver eneste dag. Jeg kigger ofte tilbage på mit liv og tænker, hvor er jeg dog kommet utrolig langt. Jeg er stolt at alle mine små sejre og ville ikke ha været foruden alle mine kampe. Det er sådan jeg har det på den lange bane. Hvis jeg så tænker på hvordan jeg har det lige netop nu, så svinger det enormt meget. Har mest lyst til bare at spærre mig selv inde og forsvinde for en tid. Synes hele tiden hovedet fyldes med tanker af den ene eller den anden slags. Der er hele tiden et eller andet der skal forstyrre min hjerne. Ja og hvad vil jeg gøre ved det. Bliver nød til at acceptere at sådan er det bare lige nu, også selv om jeg ikke er herre over alt der sker.

Ja og selvom jeg i perioder bare har lyst til at grave mig ned, så er det mega skønt når jeg endelig er kommet ud alligevel. Jeg ved det er sundt for mig at se mennesker, nogen gange skal jeg bare lige ha mig selv op i gear. Nu kommer sommeren snart og så er jeg sikker på energien kommer tilbage.

Stiller du også nogen gange dig selv spørgsmål???

Følg mig: www.facebook.com/JeasBlankeTanker