Skal finde en ny og rolig hverdag igen.

Ja siden lørdag, har jeg været en smule i min egen verden. Søndag hjalp jeg med oprydning efter brylluppet og så har jeg ellers bare slappet af.

I dag har jeg fået vasket tøj, plantet nogle blomster jeg købte i sidste uge, bagt nogle grov boller og passet min sofa.

Jeg kan virkelig mærke en enorm lettelse i dag. Når jeg tænker tilbage på de sidste mange uger, har der virkelig være fart på, jeg har haft utrolig mange bolde i luften og for lidt fridage. Nu er jeg igennem det hele og en kalender stor set uden aftaler. Jeg har klarede både pensionssagen, kommunen, sygehus aftaler, afslutning med psyk, hjælpe med flytning, planlægning af polterabend, æresport og bryllup. Ikke nok med at jeg er kommet igennem det hele, så synes jeg altså selv at jeg har klaret det hele over alt forventning. Jeg har været presset og det kan jeg normalt slet ikke rumme. Der har været tider, hvor jeg har været nød til at sætte en grænse, men ud over det, så er jeg fandeme stolt af mig selv. Hvor jeg har fået kræfterne fra aner jeg ikke, men kan godt mærke nu at mit sind og min krop er træt. Lejligheden har betalt prisen lidt, her roder ikke, men der trænger til en grundig rengøring. Hvis jeg har kræfterne i morgen, så tror jeg sku jeg kaster mig ud i det, men hvis ikke, så er det også helt okay. Kan godt mærke at min krop ikke slapper 100% af, før her også er gjort rent, men det haster ikke.

Nu vi jeg slukke lidt for verden og så er det vidst snart sengetid, har stadig noget søvn som skal indhentes. Jeg glæder mig sådan til at finde en ny og mere rolig hverdag igen. :D Håber i alle sammen er kommet godt ind i den nye uge. <3

Hysteri ender med ubeskrivelig lettelse.

Dette billede tog jeg, lige efter jeg havde været inde til mødet på Kommunen, jeg var enormt, træt og psykisk påvirket. Så er man bare ikke særlig fotogen.

Selv om vi måtte vente i næsten 15 min, på at komme ind  til mødet og det startede med angst i kroppen, så gik mødet faktisk okay. Det tog max 10 minutter og jeg følte at jeg fik sagt det nødvendige. De siger at min alder jo stadig har en betydning, men fordi det nu er anden gang, jeg skal revurderes, så er den betydning ikke det samme som sidste gang. Min sag skal behandles efter de gamle regler, men jeg har svært ved at tro at de helt kan abstrahere helt fra de nye. Jeg er ikke bange for at de tager pension fra mig, det kan de ikke bare. Lige nu er mit ønske at de giver mig en permanent pension uden kontrol. Det handler ikke om at jeg så bare skal hvile på lauerbærene, men det vil gi mig den ro der skal til, for at jeg kan fortsætte min udvikling. Ja og det vil måske betyde at jeg et sted ude i fremtiden, kan prøve med en eller anden form for job. Hver gang jeg skal igennem de her forhandlinger, bliver jeg virkelig sat tilbage og det koster kræfter. Jeg har nævnt det før, jeg er min egen bedste behandler og hvis jeg bliver presset går jeg i baglås. Får jeg derimod løse tøjler og egen kontrol, kan jeg faktisk rigtig mange ting. Så det i sidste ende er en form for hjælp til selvhjælp.

Jeg fik så at vide at jeg ville kunne ringe til min sagsbehandler her i eftermiddag, for at få svar. Jeg prøvede flere gang og sendte også en mail. Fik autosvar og der stod at hun slet ikke var der i dag og at hun først var tilbage om 2 dage. Jeg gik i panik og skrev til psyk, de undersøgte sagen og det kunne åbenbart ikke lykkedes at få svar i dag alligevel. Jeg blev røv hysterisk og kunne næsten ikke få luft. Løsning blev at jeg så i morgen kan ringe og få svar......men...

Men Men Men.. imens jeg er ved at skrive dette indlæg, tigger der en mail ind fra min sagsbehandler. Hun har arbejdet hjemmefra i dag, men ville da lige fortælle at jeg er blevet tilkendt permanent førtidspension uden kontrol. Det er simpelthen en kæmpe lettelse og nu kan jeg endelig få lov til at bruge min kræfter på en bedre udvikling. Det er fantastisk at jeg aldrig skal igennem det igen. Det er sku lige så jeg får tåre i øjnene, det er som at få sin frihed tilbage. Lettelsen er helt ubeskrivelig. <3
 

Kun 2 samtaler tilbage nu.

Da jeg stod op i dag, kunne jeg næsten ikke få luft, jeg prøvede få styr på angsten og min tanker, men det hele er bare en stor gang biksemad i dag.

Jeg tog et lyn bad, fik ordnet et par opkald og så kørte jeg til Middelfart. Jeg havde en samtale på psyk og det var virkelig en stor befrielse for mig. Jeg fik lettet på ventilerne, vent tankerne på hovedet og fandt lidt mere ro igen.

Jeg har nu kun 2 samtaler tilbage på psyk. Lige nu kan jeg slet ikke forstille mig at leve uden den livline, men jeg tror nu nok det skal gå. Jeg er gennemgået en udvikling så stor at jeg faktisk slet ikke kan kende mig selv. Folk frygter tit psykisk sygdom og psykiatrisk afdeling, men når jeg kigger tilbage, så har de været mine helte. Jeg er ret sikker på at jeg ikke havde været her, hvis det ikke var for dem. Og ikke nok med at de har hjulpet mig, til at hjælpe mig selv, så har de vist mig at livet faktisk også kan være dejligt.

Lige så meget som jeg frygter at skulle undvære dem, lige så meget glæder jeg mig også til at prøve det. Jeg har haft kontakt med dem i ca 7-8 år nu, det er helt utroligt, når jeg tænker over det. Min kontakt på psyk har været der i 26 år, fortalte hun mig lige i dag. Det bliver 100% lige så svært for hende at stoppe, som det gør for mig, hvis ikke mere.

Det var fandeme på tide.

Jeg har nu boet her i lejligheden i ca 11 år og noget af det første, der virkelig irriterede mig var ringeklokken. Den har aldrig rigtig virket ordenligt og de sidste par år slet ikke.

I går faldt Søren over en ringeklokke i Netto og spurgte, om han ikke skulle købe den. Jeg kunne næsten mærke en stor sten falde fra mit bryst.

Han fik også sat den op i går og jeg var virkelig overrasket over, hvor skønt det er. Nu behøver jeg ikke hele tiden holde øje med om der kommer nogen og om jeg høre posten osv. 

Utrolig at sådan en lille ting kan gøre sådan en stor forskel. Burde jo ha købt en ny for længe længe siden. 
Nu er der en ting mindre at irritere sig over.. Jubii.. :D

Hørt, forstået og accepteret.

Sådan så jeg ud i eftermiddags, efter min samtale på psyk. Jeg faldt om op sofaen med dynen. Har jeg nogen sinde fortalt jer at jeg har en sofa-dyne. Den er min mest trofaste putte ven. Det er næsten som om, jeg ikke kan være på min sofa uden den. Ha Ha.

Nå, men min samtale gik faktisk rigtig godt. Jeg bruger mine samtaler på psyk, til at få smidt nogle dummer tanker væk. Jeg gå faktisk til hverdag med rigtig mange tanker, som jeg ikke kan sige højt, i frygt for at såre nogen. Derfor gemmer jeg dem i min usynlige rygsæk og den bliver kun lukket op, når jeg er til mine samtaler på psyk. Psyk er min ventil og min skraldespand, jeg køre altid der fra, med en følelse af at være 20 kg lettere. Jeg havde ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for dem.

Jeg kan mærke at jeg mindre og mindre har brug for dem, men jeg tror ikke jeg er klar til at slippe dem og tvivler på, om jeg nogen sinde bliver det. Lige pt er jeg der ca hver 2 måned og det er nok for mig. Jeg har altid muligheden for at få flere tider, sende en mail, ringe eller at flytte min aftale hvis jeg ikke føler, jeg skal bruge den. Det er lækkert med en så åben aftale og de giver mig 100% den forståelse, jeg ikke kan finde noget andet sted. Det er det sted i verden, hvor jeg altid føler mig hørt, forstået og accepteret. Alle mennesker burde ha sådan et sted.

Super weekend.

Jeg har i en uges tid nu, haft angsten lidt inde under huden. Havde så mange ting, i denne weekenden og når jeg at lidt presset, så er angsten bare en del af mig. Den ligger lige under huden og er klar til at vise sit klamme ansigt, engang imellem. Heldigvis har den slet ikke været fremme i weekenden. Det gør mig så glad og stolt, når jeg klare nogle ting, jeg ved jeg har været lidt nervøs for og som jeg for et par år siden, aldrig ville ha kunne klaret. Familien har været gode til at hjælpe mig. Elsker at kunne køre med nogen af dem, når vi skal til fest. Det er som om, det bare gør det hele lidt lettere når vi er flere, der ankommer samtidig og jeg ved heldigvis, at når jeg først er ankommet, så skal det nok gå.

Lige et par hurtige fra mig:

Klarede weekenden super og det gør mig så lettet, glad og stolt.

Har virkelig nydt at se familien, ikke alle man lige ser så tit desværre.

Kæresten gør mig glad og lykkelig hvert sekund, minut, time, uge, måned og år. Jeg elsker dig <3

Solen er kommet lidt til Danmark igen og den fylder min krop med glæde og energi.

Er stolt over alle mine fætre og kusiner, især de to som lige har fået hue på. Tillykke..

Min Bror og svigerinde er helt tosset med Turf, synd det ikke kan køre på iPhone endnu.

Skal se friluftsteater i aften. Glæder mig helt vildt.

Er gået op for mig at der snart kun er 2 år tid jeg fylder 30 år. Hvornår fanden er jeg blevet så gammel.

Livet er ingen leg, vi skal alle igennem vores kampe og vi lære også alle noget af det. Jo flere kamp man kæmper, jo lettere bliver livet med tiden, men det tager kræfter og imens man er i det, kan man ikke se vejen frem. Jeg har lært at der er en vej og at der findes et lykkeligt liv. Den tanke gør mig endnu mere glad..

Rigtig dejlig søndag til jer alle sammen og tak til alle for dejlig selskab hele weekenden. Det har været super at se jer alle sammen.

Hæmninger.

Som flere af jer nok har læst, i mine tidligere indlæg, så tog det rigtig mange kræfter, at skulle ha den pension sag revurderet. Det har taget alt min energi og jeg har været styret, rigtig meget af kontrol, her det sidste ½ år. En del af min personlighedsforstyrrelse, er nemlig at jeg lever et liv, fuld af kontrol, skal helst vide alt om alt, inde jeg feks skal noget. Hvorfor, Hvordan, Hvor, Hvem, Hvad osv. Tankerne er mange og i pressede tider, fylder de alt. Jeg har det i hovedet 24/7, selv om man måske ikke, altid lige, kan se det på mig..
 
Tirsdag d. 19 Juni fik jeg så endelig afgørelsen. Jeg blev tilkendt 3 års førtidspension mere.

De sidste par dage, har kroppen virkelig bare haft brug for at ånde ude. Kan mærke jeg hele tiden, tager dybe vejrtrækninger, helt ned i maven og puster langsomt ud. Det er virkelig en super lettende følelse og kan mærke kroppen, virkelig har brug for at ånde ud og langsomt vende tilbage til hverdagen igen.

I går gik det lige lidt amok.

Jeg havde besøg af en veninde og kunne tydelig mærke at vi, fra hun trådte ind af døren, havde svært ved at styre os. Vi var begge lidt overtrætte og fik hurtig gearet hinanden op, til totalt latterlige samtaler og et sprogbrug, som ikke er for kønt. Tiden gik alt for hurtig, så vi besluttet at det måtte ende i en pizza og nogle drinks. Det var som om, vi slet ikke kunne slippe hinanden og vi havde begge brug for, at slippe kontrollen totalt og bare smide alle hæmninger. 

Det er længe siden jeg har skabt mig sådan, men det var fandeme en fed fornemmelse. Normalt ville jeg fortryde en masse ting eller synes jeg havde været super pinlig. Denne gang fortryder jeg intet. Det er rigtig sundt for mig, at slippe kontrollen så meget og jeg kan tydelig mærke, at tankerne og kroppen virkelig havde brug for det. Flere har muligvis, set en masse af vores pinligheder, på Facebook i går aftes og ja meget af det, er røv pinligt, men jeg fortryder intet.

Vi leger lige lidt med Farfar's gamle briller.

Hvordan har du det med hæmninger og er du god til at slippe kontrollen totalt engang imellem???


Kunne være fedt, hvis i også ville følge med på bloggens Facebook side. Klik på linket, så bliver i sendt direkte derind og så skal i lige klikke -synes godt om-   https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Vente tiden er forbi.

Sikke en nat. Har virkelig sovet helt vildt åndsvagt. Kunne bare ikke finde roen og da jeg endelig var faldt i søvn, gik der kun kort tid så vågnede jeg igen.

Kiggede på uret kl 9.08 og kunne bare ikke ligge, under dynen mere og kæmpe for lidt søvn. Så op af sengen og direkte ind på Randi (sofaen).

Startede med at tænde min pc og skrive til min sagsbehandler, om hun havde en afgørelse til mig. 2 min efter ringer min telefon og det er så hende. Hun starter faktisk med at sige undskyld. Hun var selv lidt chokket over, at jeg ikke havde fået afgørelsen i går og hun var meget ked af, at den her kontrol sag, havde taget så lang tid. Hun sagde også, at hvis der var noget hun kunne gøre eller hvis jeg feks om 1½ år havde lyst til lidt at lave, så skulle jeg endelig bare kontakte hende.

Ja og så kom det... Må hellere fortælle dig nu, at du er blevet tilkendt 3 års førtidspension mere.

Endeligt en afgørelse, selve svaret havde jeg lidt gættet, men vente tiden har været ½ år, i helvede for mig. Har taget så mange kræfter og de sidste mange uger, har jeg stort set intet kunne lave og søvnen har været rigtig skidt.

Nu er det helt overstået og kan mærke kroppen er ved at puste ud. Jeg er sikker på, jeg i løbet at de næste par uger, kommer mig helt over det og igen får min hverdag tilbage.Jeg er så lettet og rigtig glad for, det endelig er overstået.

Så kommer tanken: Hvad mon der sker om 3 år??

Ja desværre er det sådan mit hoved fungere, må desværre bare leve med det.

Jeg er stadig meget stolt over at jeg deltog i mødet i går, det var en stor sejr og det går mig så glad.