Hver uge i et år.

Så kom dagen, som jeg aldrig havde regnet med. Jeg har i dag, trænet hver uge i 1 år. Da jeg startede ud med at tælle trænings uger, for et år siden, havde jeg sådan set, ikke regnet med at jeg skulle komme længere, end til max 25 uger. Det var det højeste trofæ i min FitnessWorld app. Derefter tog den ene uge, bare den anden og nu er der gået 52 uger.

Jeg har været medlem af Fitness Centeret, i mere end 5 år, men de tidligere år, er det max blevet til et par måneders træning. Så at jeg nu har trænet, hver uge i et år, er helt ufatteligt. Der har været 2 gange, hvor jeg har været syg, men jeg har alligevel, fundet ud af at komme afsted. Den ene gang, måtte Søren faktisk køre mig og det blev kun til ½ times cykling.

Målet er nået, men i kender mig, jeg stopper selvfølgelig ikke her. Mit nye mål er at træne hver uge hele 2018. Jeg er allerede igennem første kvartal, så resten skal jeg også nok klare. Det er blevet en vane og det er det fedeste. Har også stadig et drøm om at prøve et holdt, men det kommer lige pludseligt tror jeg.

Jeg vil så gerne fejre mine sejre, men jeg ved ikke helt hvordan, for intet kan måle sig, med den følelse jeg har inden i. Jeg har bestilt nye træningsbukser og spist en stor is ved strand i dag.

Forstyrrende Tanker (Vlog)

  

Max hygge og lidt eftertænksom.

Det er vidst ved at være længe siden jeg har delt en lille selfie, så det synes jeg lige i skulle ha. Normalt tager jeg bare med min mobil, men den er Søren lige rendt med, så jeg brugte mit kamera i dag.

Søren havde tidlig fri torsdag, da han skulle på ouh og fri hele fredagen, så vi har en dejlig lang weekend sammen. Vi får slappet godt af og den står på max hygge. Der findes vidst ikke noget bedre..

Han har forkælet mig med brunch og film-hygge tidligere og til aften skal vi ha hjemmelavet burger.

Jeg har ikke sovet så meget natten til i dag. Min skulder gør herre nas og har drillet i snart 2 uger. Det går både ned i mit dårlige håndled og op i nakken. Jeg prøver med øvelser, svigermors varmepose og så har jeg tage noget smertestillende, men føler ikke det virker. Burde virkelig få den skulder, nakke, håndled... arm.. undersøgt igen. Problemet er bare at jeg ved de sender mig videre til fys eller kiropraktoren og det har jeg ikke råd til og sidste gang, hjalp det mig ikke alligevel.. Jeg vil prøve at se tiden lidt an og ellers må jeg snakke med lægen om det.

Mine tanker sværmer meget, omkring det her med min usikkerhed og jeg prøver at acceptere at den er der, at det er okay og så kan jeg mærke at jeg skal i dybden med det. Har læst nogle steder at man gerne skal tilbage og finde ud af, hvornår usikkerheden er startet og hvorfor. Den har sådan set altid været der og jeg ved også godt hvorfor den er opstået. Det gør dog utrolig ondt at tænke tilbage, men jeg tror også det er med til at heale mig. Prøver lidt at forestille mig at jeg står ved siden af mig selv som lille og at jeg tager den her lille pige i hånden, når hun er bange og usikker. Det er en ufattelig hård øvelse, men tror det er godt. Har ingen ide om, hvordan jeg så kommer videre derfra, men det skal nok lykkedes mig. Jeg føler mig heldigvis ikke deprimeret, mere sådan eftertænksom og har virkelig bare lyst til at komme af med den usikkerhed. Desværre går det nok ikke lige væk på en dag, når man sådan set har været ramt af det, det meste af sit liv. Faktisk vil den nok også altid være der, jeg skal bare lige blive venner med den og ha bearbejdet nogle meget gamle følelser. Fuck hvor var jeg altså bange som lille og nok mere sensitiv end jeg selv og andre har været klar over. Det sidder så dybt begravet i mig..  

Overlever Angsten.

  

Overbelastet.

I dag føler jeg mig virkelig overbelastet. Synes det er lidt svært at forklare, men nu er det hele bare lidt for meget. Jeg har lavet ret mange ting, her den sidste uges tid og det er lidt farligt. Jeg har brug for mine fridage, jeg har brug for at finde mig selv, men jeg har ikke kontrollen over andre. Jeg vidste godt at det ville blive lidt meget med et veninde besøg, en julefrokost og en gang der skal laves. Men de to første ting, nægtede jeg at gå glip af. Det er dem jeg lever af.

Jeg fik besked i sidste uge, om at vi har vundet en sag over udlejeren. Det betyder at der skulle sættes en el radiator op og fixes en væg pga skimmelsvamp i vores gang. Problemer som snart er 13 år gamle. Fik brev fra udlejen om at jeg skulle ringe og lave en aftale. Jeg fortale dem så i sidste uge at de kunne komme tirsdag, onsdag eller torsdag, men jeg hørte intet. Havde sagt at de skulle ringe i forvejen, fordi jeg bliver voldsomt påvirket af det, men jeg ved de aldrig lytter. Viceværten dukker så op i går, uanmeldt. Bad ham om bare at gå igang med det samme, så han kunne nå så meget som muligt, inden elektrikeren kom i dag. Han foreslog så selv, at han kunne lave de sidste ting, når elektrikeren var kørt i dag. Elektrikeren kom en time for sent og hokus pokus, viceværten kom aldrig. Hvad så nu, kommer han i morgen kl 8 og ringer på, som han plejer.. Jeg aner intet og det stresset mig helt vildt. Især fordi jeg bare har fået nok og trænger til en F***ing Fridag. Jeg kan ikke se tv, tænde min computer, handle, være praktisk eller støvsuge efter dem. Jeg er faktisk gået i stå og ligger for det meste bare og kigger ud i luften eller læser et par linjer.

Jeg hader at det påvirker mig så meget og i eftermiddags, blev det hele bare for meget. Det er så latterligt, men jeg har ingen kontrol og til sidst måtte jeg sætte mig, på køkkengulvet og få grædt det ud. Det værste er at når jeg får det så psykisk svært, så følger fysikken mere og mere med. Jeg føler jeg har ondt i hele kroppen, sådan lidt som når man har influenza. Jeg får tinnitus, hjertebanken, blive usikker og får paranoide tanker. Og alt sammen pga noget jeg ikke er herre over. Fortryder næsten at jeg har klaget over min udlejer, for jeg kan ikke magte det her. 

Nu vil jeg læse lidt i en bog og prøve slukke lidt for verden. Håber på en god nats søvn og så vil jeg sove længe i morgen. Sætter ikke noget ur, for jeg vil fandeme sove igennem. De kan banke på lige så tosset de vil, jeg åbner ikke før jeg er klar. 

Tilbage til Forventningerne.

I 2012 skrev jeg et indlæg om forventninger. Det var faktisk et af de aller første indlæg jeg skrev på bloggen og det emne fyldte den gang utrolig meget, i mine tanker. Der var så meget jeg gerne ville, både i forhold til andre, livet, fremtiden og ikke mindst i forhold til mig selv. Dengang googlede jeg mig faktisk også til en forklaring og det gik hurtig op for mig at det også kan handle om mange andre ting, feks usikkerhed, skuffelser, nederlag osv.. listen er lang.

Dengang tog jeg også en beslutning om at droppe alle forventninger og prøve at leve uden. Det vil jeg gerne indrømme, ikke har været særlig nemt. Det er noget jeg stadig bøvler med, men fordi jeg ind imellem tænker over det, så er det klar noget jeg er blevet bedre til og det har på mange punkter også gjort mig mere tålmodig. Droppe forventninger helt, tror jeg virkelig ikke man kan, men jeg prøver stadig.

I dag er det andre tanker som fylder, feks har det ændret sig mere til "ting jeg burde gøre". Som jo egentlig også handler om mine egne forventninger. Der er jo hele tiden forstyrrelser her i livet og der er hele tiden noget, man lige burde gøre. Hvordan slipper man den tanke, for det kan til tider været ret stressende og det danner en ond cirkel. Jeg er kommet frem til at jeg skære så meget fra jeg kan, især her op til jul, hvor jeg ved at jeg hurtig bliver overvælde og træt. Igen starter jeg med at sætte fokus på at stoppe med forventningerne, ikke lave særlig mange aftaler, nyde alle de gode ting og skære alle de negative ting fra.. Lyder det ikke nemt??

Er der egentlig nogen gode ting ved forventninger??

Du fik mig til at tænke.

Da jeg var ude og gå i dag, tikkede der et tweet ind fra Anne-Mette, hvor der stod at hun var misundelig, over al den overskud, jeg har for tiden. Det fik mig virkelig til at tænke, så tak for det. ha ha..

Juni 2015 sagde jeg farvel til psyk og det var noget af det vildeste jeg i mange år, var nød til at gøre. Jeg var dengang slet ikke i tvivl om at jeg godt kunne stå på egne ben, men det var ubeskrivelig angstprovokerende. Jeg tænker hele tiden på psyk og jeg vil gerne indrømme at jeg her om vinteren mangler dem extra meget. De var så gode til at fortælle mig at jeg er på rette vej, at jeg ikke, er min sygdom, men blot menneske som andre. Jeg har mine udfordringer her i livet, men så længe jeg har roen og selv sortere så meget negativt fra jeg kan, så har jeg det faktisk okay.

Lige nu har jeg lidt extra overskud, men jeg har ingen ide om, hvor længe det holder eller hvor det kommer fra. Jeg har stort set ikke nogen planer resten af året og det nyder jeg. Lige pt er jeg ret meget alene i hverdagene, men jeg nyder det faktisk. Prøver at komme lidt ud hver dag, bruge min sunde fornuft og så hygger jeg mig derhjemme for resten. Har brug for at der er totalt ro omkring mig, så jeg kan lade op efter en meget aktiv sommer, men så jeg samtidig kan komme godt igennem vinteren. Jeg skære simpelthen alt fra, så meget jeg kan. Så er der kun mig og de gode ting tilbage. Alt der kan gi stress, uro eller negativ energi, skal bare gå væk. Feks blogger jeg ikke så meget lige for tiden, men jeg gør det når lysten og overskuddet er der. Det skal føles godt. Mange år med sygdom har lært mig at mærke godt efter, hvad føles rart og hvad gir uro.

Fuck hvor har det taget mig mange år at kommer hertil. Jeg er så stolt af mig selv, når jeg kan se og mærke, hvor langt jeg er kommet. Der er stadig dumme forstyrrelser, men når bare de holder sig langt væk eller jeg kan skubbe dem ud af mit liv, så har jeg det godt. Det koster indimellem, men det er det hele værd og det er det rigtige for mig. Jeg må også gerne ha det godt og gøre gode ting for mig selv. Jeg har accepteret at det her er mit liv, at det faktisk kan være godt, når bare jeg tager styringen og pyt med resten.

Det lyder let ikke???

Det er det ikke, men det er hele kampen værd. <3