Mit køkkengulv.

Klokken er 23.06 og jeg ligger på mit køkkengulv en søndag aften. Det er lidt svært at forklare hvorfor, men jeg elsker det her gulv og det har fulgt mig igennem tykt og tyndt. For 12 år siden, var dette gulv, mit "helle", når jeg blev grebet, af de voldsomme panik angst anfald.

Nu ligger jeg så her igen, men det er ikke fordi angsten driller. Det er mere for at reflektere og det gør jeg altså bedst her, på det kolde køkkengulv.

Jeg har Takeover på Fynske Influencers Instagram i denne weekend. Det skete helt spontant og jeg havde ikke rigtig planlagt noget. Samtidig har jeg jo haft en dejlig veninde på besøg, til Readathon. Så hvad skal jeg dele på den instagram.

Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det er det rigtige sted, men det eneste jeg kunne komme i tanke om, var at dele dette billede og prøve at sætte fokus på, det her med at bryde tabuer. Det er så vigtig at der er plads til forskellighed og at vi kan møde verden, med et åbent og ærligt sind. Der er bare flere og flere som kæmper med psykisk sygdom og det piner mig.

Jeg lever selv med panik angst og en personlighedsforstyrrelse. Når jeg ligger her og kigger tilbage på, hvordan det hele startede i 2006, så forstår jeg slet ikke, hvordan jeg er kommet så langt. I 2006 lå jeg på dette gulv dagligt og måtte ind imellem, kravle fra min seng, for at komme herud. Jeg turde ikke røre ved håndtaget på min hoveddør, kunne ikke rumme andre mennesker og mit liv var bare et stort sort hul. Du kan læse mere om, hvordan det hele startede i mit indlæg - Lynet slog ned.

Tak til jer der kigger med herinde og fordi i altid støtter mig på rejsen. Jeg ved at i sætter stor pris på mit åbne og ærlige sind, det gør jeg også selv. Min drøm er at jeg kan være med til at bryde tabuer og støtte dem, som kæmper. I dag kæmper man nemlig ikke kun, med den sygdom, som pludselig dumper ned fra himlen, men kæmper også imod systemt og for at få lov til, bare at være den man er. Alle mennesker skal ha en fair chance.

Prøver at finde lidt ro.

Når jeg har for mange tanker, prøver jeg at komme ned i gear. Det gør desværre at jeg nok isolere mig i et par dage og prøver hygge mig lidt herhjemme. I eftermiddag så jeg en film og her til aften, har jeg set tv og hæklet lidt. Jeg har også slået en bolle dej sammen, som skal koldhæve natten over, det har jeg ikke prøver før. Nu vil jeg læse lidt i Calendar Girl og nyde 2 påskeæg. Det er ikke fair at de frister med påskeæg så tidligt. Har set dem i over en uge nu og selv om, jeg havde lovet mig selv at vente, så kunne jeg ikke klare fristelsen. Håber i alle sammen har en dejlig uge og får en kanon weekend.

Forstyrrende Tanker (Vlog)

  

Hvordan fixer man lige det?

Jeg har været ret meget i tænkeboks, siden jeg skrev mit indlæg *Tror faktisk ikke jeg kan li mig selv*

Hvordan kan man pludselig finde ud af at man er hammer usikker og at man bare virkelig ikke kan li sig selv.. Det var faktisk den nemme del af min healing, for jeg vidste det sådan set godt..

Nu kommer det svære og det bliver en rejse jeg stadig, ikke ved hvor starter eller hvor den føre mig hen. Rejsen foregår i mit sind og i hele min krop. Derfor har jeg besluttet at jeg vil prøve, kaste mig lidt ud i noget tankefelt terapi og yoga. Yoga prøvede jeg sidste år, men det er ufattelig svært for mig at finde ro, når tankerne okser afsted. Elsker dog alle øvelserne, jeg skal bare lære at være mere tålmodig og finde lidt mere indre ro. Hvilket i sig selv er ufattelig svært, når man altid har følt kaos inden i. Det skal dog ikke stoppe mig. Har længe gerne ville prøve en 30 dages yoga challenge for nybegynder, som jeg har set på youtube. Planen er ikke at jeg skal dyrke yoga hverdag, det ved jeg godt, ikke kommer til at ske. Planen er faktisk bare at gennemføre, uanset hvor mange dage det vil tage mig.

Samtidig prøver jeg at fortælle mig selv at alle de ting, jeg er usikker på og bange for, bare er tanker som jeg har været van til at tænke, men som ikke længere betyder noget. Jeg er hammer stolt af min udvikling og jeg skal ikke længere være bange for, om jeg bliver et dårligt menneske. For det kommer ikke til at ske. Den jeg er nu, det er den jeg er. Skal gi slip på det forskruet selvbillede jeg har i mine tanker. Jeg skal lære at mærke alle de gode ting jeg indeholder. Acceptere at usikkerheden er en del af angsten. Det er ok at den er der, men jeg skal ikke bruge flere kræfter på den. Jeg behøver ikke forstå den. Jeg ved hvorfor den er der og at den er en del af min sociale arv. Kan jeg bruge den til noget.. svaret er NEJ!

Det er ret skørt, for lige nu tænker jeg.. Angsten kan jeg leve med, den har jeg acceptere og lært at forstå. Usikkerheden er pt så træls at jeg tvivler på, om jeg kan rumme den, acceptere den, men vælge at den ikke skal ha betydning eller påvirke mig.. Hvordan fanden fixer man lige det?

Jeg har ikke svaret, men jeg kan mærke at jeg er nødt til at prøve et eller andet. Jeg vil prøve lære at elske mig selv og leve i nuet i mine tanker, ikke længere i frygten for, hvem jeg bliver.

Overlever Angsten.

  

Overbelastet.

I dag føler jeg mig virkelig overbelastet. Synes det er lidt svært at forklare, men nu er det hele bare lidt for meget. Jeg har lavet ret mange ting, her den sidste uges tid og det er lidt farligt. Jeg har brug for mine fridage, jeg har brug for at finde mig selv, men jeg har ikke kontrollen over andre. Jeg vidste godt at det ville blive lidt meget med et veninde besøg, en julefrokost og en gang der skal laves. Men de to første ting, nægtede jeg at gå glip af. Det er dem jeg lever af.

Jeg fik besked i sidste uge, om at vi har vundet en sag over udlejeren. Det betyder at der skulle sættes en el radiator op og fixes en væg pga skimmelsvamp i vores gang. Problemer som snart er 13 år gamle. Fik brev fra udlejen om at jeg skulle ringe og lave en aftale. Jeg fortale dem så i sidste uge at de kunne komme tirsdag, onsdag eller torsdag, men jeg hørte intet. Havde sagt at de skulle ringe i forvejen, fordi jeg bliver voldsomt påvirket af det, men jeg ved de aldrig lytter. Viceværten dukker så op i går, uanmeldt. Bad ham om bare at gå igang med det samme, så han kunne nå så meget som muligt, inden elektrikeren kom i dag. Han foreslog så selv, at han kunne lave de sidste ting, når elektrikeren var kørt i dag. Elektrikeren kom en time for sent og hokus pokus, viceværten kom aldrig. Hvad så nu, kommer han i morgen kl 8 og ringer på, som han plejer.. Jeg aner intet og det stresset mig helt vildt. Især fordi jeg bare har fået nok og trænger til en F***ing Fridag. Jeg kan ikke se tv, tænde min computer, handle, være praktisk eller støvsuge efter dem. Jeg er faktisk gået i stå og ligger for det meste bare og kigger ud i luften eller læser et par linjer.

Jeg hader at det påvirker mig så meget og i eftermiddags, blev det hele bare for meget. Det er så latterligt, men jeg har ingen kontrol og til sidst måtte jeg sætte mig, på køkkengulvet og få grædt det ud. Det værste er at når jeg får det så psykisk svært, så følger fysikken mere og mere med. Jeg føler jeg har ondt i hele kroppen, sådan lidt som når man har influenza. Jeg får tinnitus, hjertebanken, blive usikker og får paranoide tanker. Og alt sammen pga noget jeg ikke er herre over. Fortryder næsten at jeg har klaget over min udlejer, for jeg kan ikke magte det her. 

Nu vil jeg læse lidt i en bog og prøve slukke lidt for verden. Håber på en god nats søvn og så vil jeg sove længe i morgen. Sætter ikke noget ur, for jeg vil fandeme sove igennem. De kan banke på lige så tosset de vil, jeg åbner ikke før jeg er klar. 

Taknemmelighed's tårer.

Jeg ved ikke hvorfor, men ordet taknemmelig går lige i tårekanalen her.. Sad og læste et indlæg på Louise's blog, hvor hun fortæller om sin taknemmeligheds-dagbog og inden jeg havde læst de første par linjer, trillede mine tårer. Det er underligt at man kan ha' sådan en reaktion, på et enkelt ord. Først følte jeg ikke at jeg var klar til at skrive om taknemlighed, men synes alligevel jeg ville prøve det. Også selv om det er mit tredje blog-indlæg i aften, men er nød til at prøve det, imens jeg sidder med følelserne. 

Jeg er så helt ufattelig ubeskrivelig taknemmelig for at *være* her. Kan næsten ikke rumme den følelse, for i mange år var jeg helt sikker på at jeg ikke ville overleve. Samtidig havde jeg nogle år, hvor jeg virkelig ikke følte at jeg havde noget at være taknemmelig for. Det er faktisk skræmmende at tænke tilbage og tænke: Fuck hvor følte jeg mig bare alene i verden og hvorfor havde jeg bare intet at være taknemmelig for dengang. Mit liv var virkelig bare tomt dengang.

Tror faktisk det her emne er meget sundt for mig at tænke lidt over. Det er som om, jeg stadig har nogle følelser, som hænger fast og stadig gør helt vildt ondt. Det er så skræmmende, hvordan ens liv bare kan smuldre imellem fingrene og man føler bare at man intet kan stille op. Den indvendig smerte jeg havde dengang, den sidder som en stor knude inden i mig. Den angst jeg havde dengang, vil ikke gi slip.

Heldigvis er det mange år siden nu og jeg er et helt andet sted. Det virker næsten helt uvirkeligt. At sætte flere ord på alle de ting jeg er taknemmelig for i dag, kræver nok lige at jeg tænker mig lidt mere om og først skal jeg vidst lige ha bearbejdet de her tanker. Det må være på tide at gi slip...