Den, der lever stille - Leonora Christina Skov. *Politikens Forlag*

(Reklame - Bogen er en gave fra Politikens Forlag)

I Februar, modtog jeg denne skønne bog, fra Politikens Forlag. Allerede fra de første sider, var jeg dybt rørt. Jeg vidste at denne bog, ikke skulle forhastes, men skulle ha tid og plads. Jeg forstår godt at bogen, er blev en Bestseller, for sikke en historie.

Det er ca 30 minutter siden at jeg læste den sidste side, i bogen og siden har jeg prøvet at finde ord. Ord som kan passe ind, i min personlige måde at skrive en bog-anmeldelse på. Men det er svært, for jeg ønsker ikke såre nogen, blive misforstået eller invitere til debat.

Bogen er skrev med en sådan nerve at jeg flere gange, måtte trække vejret dybt, for at rumme de følelser, som følger med. Leonora Christina skriver om hendes opvækst, sin ungdom, om at elske alle slags mennesker og om at genskabe sig selv. Hun fortæller om sit forhold, til sine dysfunktionelle forældre og at de ret tidligt, vælger hende fra og samtidig giver hende en enorm skyldfølelse, med i bagagen. Især forholdet til hendes Mor er skræmmende, rørende og til tider genkendeligt.

Der er flere der har spurgt mig, om bogen er barsk og det synes jeg ikke. Den er skrevet med så meget ro, ærlighed, respekt og kærlighed. Den rummer alle følelser og jeg vil mene at alle kan læse den. Der var et enkelt sted i bogen, hvor der var lidt mange referencer og svære ord, men ikke mere, end at selv jeg, kunne følge med. Normalt mister jeg hurtig fokus, men ikke her.

Bogen har bestemt været med til at sætte nogle tanker igang, især i forhold til kvinderne i min familie. Ligesom Leonora Christina, har jeg brugt en del år, på at genskabe mig selv og jeg er dybt taknemmelig for at jeg er nået så langt. Det er hårdt arbejde og ens omverden, følger desværre ikke altid med. Det har jeg lært at acceptere og det er helt okay. Hvis jeg skal gå foran og vise vejen, så gør jeg gerne det.

1000 tak til Politikens Forlag for at ha sendt mig, denne skønne bog. Og et endnu større tak til Leonora Christina Skov, for at ha skrevet: Den, der lever stille. Du er virkelig sej og tak for en fantastisk læseoplevelse. Elsker når en bog, kan være med til at sætte lidt nye tanker igang og samtidig rummer alle følelser.

Har snakket med min Mor om at hun skal læse bogen, men når hun er færdig, så kommer der en GiveAway. I kender mig: Bøger skal deles, ikke samle støv.

  

Politikens Forlag

Forstyrrende Tanker (Vlog)

  

Tror faktisk ikke jeg kan li' mig selv?

Jeg har i noget tid, gået med nogle underlige tanker og jeg kan mærke at der er nogle emner, som faktisk er ret svære for mig. Normalt er jeg ret ærlig og åben, men det her er lidt svært. Det skal dog ikke holde mig tilbage. Det startede da jeg læste om Taknemlighed på Louise's blog. Det indlæg rørte mig dybt og skrev også et indlæg om det. Siden den dag, har jeg kunne mærke at der er noget inden i mig, som jeg skal igang med. Der er et hul og jeg tror endelig jeg er ved at finde ud af, hvad det handler om. Jeg er ret god til at se det positive i andre, i mine handlinger og i min udvikling, men når jeg kigge på mig selv udefra, bliver jeg voldsom ked af det. Tror faktisk ikke jeg kan li mig selv. Jeg er fuld af usikkerhed, angst og mit selvbillede er ret forskruet. Bryder mig ikke engang om at tænke på det.

I sidste uge, havde jeg en snak med Kevin fra Anketype og selv om vi snakkede om alt muligt og jeg både blev provokeret og ikke var helt enig med ham i nogle ting, så sagde han noget jeg husker meget tydeligt. Kan ikke fortælle ordret hvad det var, men det handler om den sociale arv og at jeg er bange for den. Jeg kæmper så meget for at bryde med den arv og det kombineret med min angst og usikkerhed er pisse svært. Kort sagt, jeg skal ikke være bange for, om jeg bliver psykopat, for det sker ikke.

Jeg siger altid at accept er noget af det aller vigtigste, når man gerne vil bryde med sin sociale arv og sine psykiske lidelser, men jeg er selv bange. Skal den angst følge mig for evigt. Jeg ved jo godt at jeg er mønsterbryder og at jeg ikke er, som min sociale arv.

Nu er min opgave så at jeg virkelig skal til at indse at kampen mod den sociale arv er klaret. Jeg er ikke min diagnose og jeg er.... Her kommer problemet.. Jeg skal forsøge sige noget pænt om mig selv og det kan jeg ikke. Hvordan indser jeg at jeg faktisk er god, sød, dejlig, kærlig, omsorgsfuld, sej osv. Hvordan kommer jeg væk fra angsten og usikkerheden og begynder at kunne li mig selv. Det der gør mest ondt er at det her ikke er noget nyt. Hvordan kan jeg elske mig selv, hvis jeg hele tiden prøver at flygte fra den jeg er, fordi jeg er bange for mig selv. Bange for den arv der følger med. Samtidig er usikkerhed og angst faktisk også en del at min sociale arv og den gør mig enormt sensitiv.

Når man taler om den sociale arv, taler man i bund og grund, om det man arver fra sine forældre og det kan være alt imellem himmel og jord. Jeg ved godt hvad jeg har arvet og jeg ved også godt hvor det hele kommer fra. Men jeg vil også godt nævne at det her med social arv, ikke handler om at placere skyld. Det er jeg for længst ovre. For mig handler det om at finde ud af, hvorfor min krop og mit sind, reagere på bestemte måder. Egentlig troede jeg at jeg var igennem det meste af alt det her, indtil jeg opdagede at jeg kun er halvvejs, for man arver noget fra begge forældre.

Så nu vil jeg skubbe lidt til min usikkerhed og måske blive lidt små forelsket i mig selv. Jeg har prøvet at se lidt videoer med tankefelt terapi og jeg overvejer om det skal ha et forsøg. Ud over det er jeg helt på bar bund, så hvis du ved hvordan man gør, må du gerne smide en kommentar.

Linda P - Normal.

Tirsdag var Søren og jeg inde og se Linda P, på Magasinet i Odense. Billetterne havde Søren givet mig i julegave og jeg havde virkelig glædet mig. Jeg vidste godt at dette show nok ville være en del anderledes, end hendes sidste og der fik jeg ret. 1 del var enormt sjovt, hvor imod 2 del, var en del mere alvorlig og fuld af følelser. Vi elskede begge showet og hold nu op, hvor fik vi brugt lattermusklerne. Ville dog personlig ha ønsket, hun havde startet ud med det lidt mere alvorlige og så sluttet af med det sjove, men forstår godt hvorfor. Hun har lyst til at man går derfra og tænker over nogle ting. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, hvis nu nogen af jer skal se det. Det vildeste var, hvor meget jeg kunne relatere, til de ting hun sagde. Det meste kunne faktisk været noget jeg selv havde sagt. Derfor blev 2 del også ret rørende for mig. Så ialt var det en pisse gode aften og vil gerne indrømme at hun bekræftede mig i, hvor vigtig det er at vælge det gode liv. Sortere alt det negative fra og tage styringen i sit eget liv. Jeg bryder med min sociale-arv og det er bare pisse hårdt arbejde.

Samtidig skal det lige siges at aftenens højdepunkt for mig, var da hun snakkede om rawlplugs. 

Nu er jeg bare såå nysgerrig efter mere. Hvad sker der med Linda, nu hvor hun har fundet sig selv og hvor hun valgt godheden. Jeg vil vide mere.. :D

Depression Sucks - European Depression Day.

I dag er det European Depression Day. En dag hvor mennesker i hele Europa, sætter fokus på depression og bryder tabuet. Jeg deltog for første gang sidste år og synes det er fedt at man sammen kan kæmpe, for at bryde tabuet og samtidig sætte fokus på et så vigtigt problem.  Kun 1 ud af 3 unge søger professionel hjælp og det tal skræmmer mig lidt. Jeg ved fra mig selv, hvor vigtig det er at få den rette hjælp i tide.

I forbindelse med dagen har de lavet "Depression Sucks" sokker. Så hvis man ville være med, så har man haft muligheden, for at bestille et par sokker, her op til dagen. Jeg har dog mine fra sidste år, så dem genbruger jeg. Synes det er en super fed kampagne og elsker at flere og flere har lyst til at deltage. Hvis vi står sammen, så er jeg sikker på, vi kan bryde tabuet og få flere unge til at søge den rigtige hjælp. Jeg drømmer da også lidt om at vores regering, åbner sine øjne og sætter ind for at hjælpe de mennesker, som i dag har det svært og har brug for hjælpen. Der bliver flere og flere som rammes af depression og andre psykiske lidelser og det eneste rigtige er at sætte ind med professionel hjælp. Vores regering skal lære at lytte. Jeg synes vi er kommet langt med at bryde tavsheden, nu skal vi bruge kræfterne på at lytte og hjælpe. I dag er det simpelthen for besværligt og går alt for langsomt, vi taber rigtig mange mennesker på gulvet og det skal der laves om på. Nogen gange er jeg ved at opgive håbet om at vores system kan klare opgaven, men hvis vi fortsætter kampen, så må der da findes retfærdighed.

Depression Sucks GIF

Dejlig weekend og et Facebook minde.

Vi har været til en rigtig hyggelig aften med svigerfamilien i dag. Svigermor lavede flæskesteg med det hele og min Svigerinde havde lavet lækker dessert. Det hele var så lækkert, men jeg har spist alt for meget.

Nu er vi hjemme igen og resten af weekenden står bare på afslapning og hygge. Lige nu ligger jeg og putter på sofaen og ser Casper & Frank - Nu som mennesker, og så skal jeg lige læse lidt blogs.

I har nok lagt mærke til at Facebook, har det her med at den viser minder. Den viser jo så også nogen af mine gamle blog-indlæg, som jeg har delt på Facebook. I dag delte den et indlæg, som jeg har delt for 3 år siden, som hedder - Bryd Arven. Fik det læst igennem og sidder nu tilbage og er ret stolt af mig selv. Jeg har virkelig udviklet mig og kæmpet med netop det emne i de sidste 3 år. Det er aldrig nemt at være mønsterbryder og jeg har virkelig måtte sluge nogle kameler og jeg har også smidt nogle af mine barndoms-drømme i skraldespanden. Livet er ikke altid sådan som man tror eller ønsker, men hvis vi vælger livet, så er det også ens eget ansvar at leve det og finde sin helt egen vej.

Håber i har en dejlig weekend <3

Her står jeg, midt i orkanens øje.

Følelser og tanker strømmer ind over mig i dag, som en kæmpe bølge, der prøver at drukne mig i mine egne tåre. Jeg er ramt, jeg er såret, jeg har en smerte så stor i mit hjerte. Jeg føler mig forladt, jeg føler mig tilside sat, sat på pause. Jeg har i en lang periode siddet her og ventet, vente på at nogen vil lytte, noget vil se mig, nogen vil vise mig omsorg og en lille bitte smule forståelse og accept. Jeg prøver virkelig på at acceptere hele denne situation, jeg er havnet i. En situation som jeg på mange måder, selv har sat mig selv i, men ikke selv valgt. Der går ikke et sekund, hvor jeg ikke overvejer, om det jeg gør er rigtigt. Jeg ved jeg gør det rigtige for mig også selv om det har konsekvenser. Jeg betaler prisen lige nu, med mine mange tåre. Jeg håber og drømmer om at ventetiden snart er forbi og at stormen ligger sig. En storm som jeg i flere år har frygtet, raser omkring mig, imens jeg bare står her, midt i orkanens øje og ser på. Jeg prøver at gi plads og tid, men hvor længe skal jeg straffes. Hvorfor kan jeg for en gang skyld, ikke bare få lov til at få det liv jeg drømmer om. Det liv jeg har kæmpet for i så mange år og som jeg fortsat vil kæmpe for.

 www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Jeg skal afsluttes.

Jeg er netop kommet hjem, har rullet gardinerne ned og smidt mig på sofaen. Jeg har været til samtale på psyk i middelfart, årets første og meget tiltrængte samtale. Det var en utrolig god samtale og jeg får virkelig en forståelse og støtte der. De er gode til at fortælle mig at jeg gør det rigtige og at det er kampen værd. De mener jeg er mønsterbryder og at jeg har udviklet mig helt enormt. Vi snakkede meget om at det at være mønsterbryder, ofte påvirker omgivelserne enormt og har en masse konsekvenser. Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie og det vil tage lang tid at bryde fri og lære at leve det liv, jeg ønsker og som er godt for mig. Ønsker ikke længere at være den, hvor alle problemerne havner, det må i fremtiden smides et andet sted. Jeg er helt utrolig stolt af mig selv og jeg ved at min fremtid vil se lysere ud, hvis jeg holder fast i de gode og sunde beslutninger. Jeg vil og jeg giver ikke op.

Jeg havde set det komme, men først i dag fået det officiel bekræftet. Min støtte, min hjælper, min karma, min guru på psyk stopper til sommer og går på efterløn. Hun har talt med overlægen og de er blevet enige om at de vil være der 100% fra nu af og frem til sommer, derefter skal jeg afsluttes helt på psyk. Det betyder at vi skal ha min førtidspension genforhandlet, med kommunen inden og vi skal ha snakket om hvilke værktøjer, jeg i fremtiden skal holde fast i og huske. Spurgte faktisk om vi ikke kan optage at hun siger, hvor god og sej jeg er.. Ha ha. Vi skal ha sat et punktum og startet et nyt kapitel for mig. Jeg havde som sagt set det komme og jeg var godt klar over at det ikke ville vare evigt. Jeg har været på psyk nu i ca 7 år og jeg fatter virkelig ikke, hvor tiden er blevet af. Det er lang tid og er virkelig oprigtig glad for at de har været der for mig, jeg havde på ingen måde klaret det uden dem. I sommers havde jeg faktisk selv tanken om at vi snart skulle slutte, desværre skete der så en masse i efteråret, som gjorde at jeg ikke har kunne undvære dem. Havde jeg ikke haft dem her i feks november og december, var det nok endt med at jeg var blevet indlagt igen. I fremtiden håber jeg at mit egen læge vil tage over, hvis der opstår svære situationer igen, hun har heldigvis også en stor forståelse og er god til at lytte og hjælpe. Ville selvfølgelig helst beholde de trygge rammer på psyk, men jeg føler også at jeg er klar og nu langt om længe kan gi' slip. De næste 6 måneder bliver så vigtige og jeg glæder mig faktisk lidt til at komme ud på den anden side. Hvis du vil vide hvordan jeg blev syg kan du læse: Lynet slog ned.

www.facebook.com/JeasBlankeTanker 

Jeg er også bare et menneske.

Jeg har været tidlig oppe i dag. Min dag startede kl 8.25 og det er faktisk overraskende tidligt, i min verden, men jeg skulle ringe til lægen. Jeg har fået taget nogle blodprøver, fordi jeg undre mig lidt over de skavanker, jeg har haft de sidste par måneder. Alt var fint, på nær..... mit levertal..! Min læge spurgte om jeg havde været på druk, men jeg har jo ikke været rigtig fuld, siden i sommers. Jeg skal derfor ha taget blodprøver igen, om ca 2 uger. Jeg har også fået en nerve i klemme i mit lår og det har været der i nogle uger nu, så skal derfor lige forbi lægen i næste uge. Jeg aner seriøst ikke hvad der sker med min krop, synes godt nok jeg har været ramt det sidste ½ år. Hverken min hæl eller min hånd er heller helt god endnu..

Jeg har også været en tur til samtale på psyk i dag. Det var rigtig rart, men samtidig er jeg også rigtig træt og har svært ved at få det hele ud af kroppen. Jeg synes det er svært at være mig lige for tiden, men jeg ved at det nok skal blive bedre. Psyk er simpelthen så gode og støtter mig utrolig meget. Lige nu minder de mig meget om at jeg også bare er et menneske og at det er okay. Det er pt ikke min sygdom eller diagnose, som forstyrre og jeg er ikke deprimeret. Jeg kæmper og gør alle de ting, som er gode for mig og min fremtid. Jeg skal bare fortsætte den god stil og holde fast. Jeg er mønsterbryder og jeg er mega stolt af mig selv, uanset hvad andre mener eller synes. Det er mig som skal leve mit liv og jeg lever det med mennesker, som vil mig noget godt og som acceptere mig for den jeg er. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser at bryde mønstre og det koster kræfter.

På vejen hjem stoppede jeg lige ved Langesø. Det gør jeg faktisk ret tit, når vejret er til det. Havde desværre ingen jakke med i dag, så kunne ikke gå rundt om søen. Jeg brugte ca ½ time på bare at sidde og kigge ud på vandet og nyde roen. Det var så fantastisk og det er virkelig en af mine yndlingssteder her på Fyn. Jeg håber snart vejret er godt igen, så jeg kan gå en tur rundt.

Bagefter kørte jeg i kvickly, hentede min pakke fra Simone, købte en sandwich og kørte hjem. Hoppede direkte i noget putte tøj, spiste min sandwich og slukkede for verden. En lille morfar gjorde virkelig underværker i dag.

Her til aften har jeg været en del følelser igennem. Det er som om jeg får nogle voldsomme anfald ind imellem, hvor alle følelser bare er vil slås. Jeg var virkelig hidsig og pludselig skiftede det til at jeg var så ked af det at angsten kom forbi. Jeg kunne næsten ikke få luft og kroppen skreg indvendigt. Ville faktisk ønske, jeg kunne dele noget mere af det med jer, men har besluttet af det er for personligt til bloggen. Så hvis i ind imellem undre jer, over hvad fanden der lige sker, så er det fordi jeg pt går igennem, noget helt ubeskriveligt svært. Mere kan jeg ikke rigtig fortælle jer. Det er nok en af ulemperne, ved at jeg har valgt en offentlig blog og ikke en anonym. Samtidig er jeg glad for at være så åben. Jeg vil gerne vise at personer med en Dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke altid er så farlige, som nogen ind imellem fremstiller os. Jeg er ikke min diagnose og jeg er også bare et menneske.

Se nu fik jeg igen skrevet et af de lange indlæg, men mine fingre køre bare afsted i disse dage. Nu vil jeg stoppe og så er det på hovedet i seng. Jeg skal ha sovet igennem og nogenlunde tidlig op i morgen. Jeg skal en tur til Haderslev og hjælpe min veninde med at flytte. Glæder mig sådan til at se dem og ved bare at det bliver så godt, i hendes nye lejlighed.

Det er hårdt at være mønsterbryder.

Jeg har været til samtale med overlægen på psyk i dag. De er seriøst guld værd og ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dem. Det var virkelig en befrielse og hvor er det rart, at der er et sted, hvor jeg kan dele mine tanker og hvor jeg bliver hørt. Det kostede både tåre og kræfter, men som sagt var det en befrielse. Jeg bliver bekræftet i at de ting jeg gør, er rigtige - for mig og at jeg er på rette vej. Jeg er mønsterbryder og det har taget mig mange år at finde frem til, hvor jeg er nu. Jeg ved jeg har træffet gode beslutninger for mig og for min fremtid. Det kan lyder ret egoistisk, men det er mit liv og mig der skal leve det. Jeg må indrømme at jeg synes det er hårdt at være mønsterbryder og der er flere konsekvenser, end jeg lige havde regnet med. Jeg vil ha gode ting i mit liv og jeg vil ha mennesker omkring mig, som vil mig noget godt. Det er stadig mit mål at leve et lykkeligt liv, uden fortidens forstyrrelser og jeg kæmper videre.

Det tog som sagt mange kræfter, så jeg var rigtig træt bagefter. På vejen hjem var jeg lige inde og sende pakken med Adventsgaver til Sandra, købe lidt frokost og en pose bolcher. Nu putter jeg på sofaen i mørker og prøver geare lidt ned. Øre, næse, hals lægen sagde at det er en god ide, med syrlige bolcher, for at få gang i min spytkirtel igen. Den har været lidt øm og stoppet, efter jeg fik fjernet den der spytsten i mandags. Jeg er virkelig træt nu og prøver bare slappe af og hygge lidt. Glæder mig allerede til jeg skal i seng, men det er lidt tidlig at tænke på..

Jeg glæder mig simpelthen så meget til i morgen. Min søde svigerinde har inviteret mig til frokost i Odense, på noget der hedder La Dolce Vita. Jeg har ikke selv været der før, men har hørt det skulle være rigtig godt. Det er en deal, hun har købt på nettet og det er noget med at vi skal ha bruschetta og pasta. Det er så dejligt at hun vil forkæle mig lidt og vi skal også være sammen Lørdag aften. Hun får mig til at føle mig set og hørt, det har jeg til tider svært ved at finde i min hverdag.

Nu vil jeg slukke hovedet lidt og så glæder jeg mig til Søren kommer hjem. <3

Bryd Arven.

Jeg har jævnligt i mit sygdomsforløb tænkt rigtig meget over, hvor meget jeg har arvet eller hvor meget af det, egentlig skyldes, nogle ting der er sket i min opvækst. Jeg siger ofte til mig selv at jeg så gerne vil bryde, den Sociale arv. Jeg ved i dag at jeg feks har arvet min angst, fra flere generationer af kvinder, på min mors side af familien. Jeg er dog også den først, der for alvor har brudt tabuet omkring angsten og derved arven. Siger ofte til mig selv at mit liv ikke skal være negativt, selv om jeg lever med alvorlige psykiske lidelser. Min opvækst har ikke altid være lige let og jeg ved at den er skyld i min personlighedsforstyrrelse. Synes dog selv, jeg er kommet mig over, om det skulle være nogens skyld. Min opvækst var som sådan okay, jeg var bare ofte overladt for meget til mig selv. Sket er sket og for mig er der kun en vej og det er fremad. Personlighedsforstyrrelsen hæmmer mig meget, selv om de fleste nok ikke er klar over det. I sociale sammenhæng har jeg tit svært ved at skelne imellem, hvad der er rigtig og forkert. Dog prøver jeg at leve med den og har accepteret at sådan er mit liv. Skal mine psykiske problemer ødelægge mit liv.. Bestemt ikke.. Jeg ved det tit sætter nogle begrænsninger for mig, men når først man har accepteret det, så er vejen frem noget lettere. Hvis du er nysgerrig efter hvordan jeg blev syg kan du læse det i dette indlæg - Lynet slog ned!

En dag faldt jeg over Pernille Gyldensøe's Blog. Jeg blev grebet af den og læste det ene indlæg efter det andet og kunne virkelig i mange tilfælde, se mig selv i noget af det. Dog har hun været igennem ting, som jeg heldigvis aldrig har oplevet. Hun har også skrevet en bog der hedder: Farvel, negative sociale arv. Desværre har jeg ikke selv fået den læst endnu, men på hendes hjemmeside har jeg flere gange læst, det indlæg hun har skrevet som hedder: Bryd den negative sociale arv. Synes bestemt i skal kigge forbi hende og læse nogen af hendes indlæg.


Et lille udklip fra indlægget Bryd den negative sociale arv, som jeg kan relatere til:

I mit barndomshjem skulle børn ses - ikke høres. Kvindesynet var dybt undertrykkende og der blev ikke udvist respekt for andre menneskers grænser. Det massive omsorgssvigt jeg voksede op med, styrede min relation til andre mennesker langt op i mit voksne liv. For at beskytte mig selv mod yderligere svigt og følelsen af at blive forladt, skubbede jeg folk væk fra mig. Så følte jeg, at jeg havde styringen over det. Det gjorde at jeg ofte følte mig alene som barn, ung og voksen til trods for at jeg havde venner. Jeg lod aldrig nogen komme for tæt på, de skulle holdes et par skridt fra livet. Derfor udviklede jeg flere og flere facader for at skjule hvor usikker, bange, ulykkelig og sårbar jeg i virkeligheden var.- Læse hele indlægget her.

Husk at i kan følge med på bloggens Facebook side: https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker