Ser jo helt normal ud.

Det er ved at være noget tid side, jeg har skrevet om, hvordan jeg har det psykisk. Tænker at jeg lige vil prøve med sådan et selv-interview. Ja jeg taler åbenbart tit med mig selv, så det er ofte sådan her det fungere oppe i mit hoved.

Faktisk har jeg det ret godt for tiden, men:

Betyder det så at jeg *er rask*?
Nej det gør det ikke. Det er en af de ting, som er rigtig svært at forklare. Jeg har det godt for tiden, men det er kun fordi jeg tager mine forholdsregler og fordi jeg har roen til en leve mit liv, i mit eget tempo.

Betyder det så at jeg er gået i stå?
 Nej jeg arbejder med mig selv hver eneste dage og det er hårdt arbejde. Jeg har fået lavet mig en god base og prøver hele tiden at udvikle mig og udvide basen. Skubbe lidt til mine egne grænser og samtidig holde godt fast, i de gode ting. Små bitte museskridt.

Men hvorfor ser vi det så ikke?
Jeg vælger tit at holde mine mange *forhindringer* tæt ind til kroppen og det er ikke fordi jeg ikke ønsker dele dem, med min omverden eller at jeg prøver skjule det.

Er det ikke ret dumt, hvis du gerne vil ha folks forståelse?
Jo det er nok det dummeste man kan gøre, i forhold til andre, men hvis jeg kun skal forholde mig til, hvordan jeg har det og hvordan jeg lettest kommer videre, så er det den eneste rigtige måde for mig. Når jeg får det psykisk dårligt eller feks når jeg får et angst anfald, så ved jeg i dag, præcis hvordan jeg kommer igennem det og hvad der skal til. Hvis jeg samtidig skal dele det med folk og deres bekymringer, så ændre det situationen helt. Feks har de fleste den her trang til at spørge: kan jeg gøre noget eller hvordan kan jeg hjælp. Det er vidunderligt at mærke folks omsorg, men problemet er bare at det tit forværre min situation og skaber flere dumme tanker. Derved kommer det til at tage længere tid og mange flere kræfter, end hvis jeg bare for lov til at takle det alene i ro.

Betyder det at folk ikke må tilbyde deres hjælp? 
 Jeg elsker når folk viser mig den omsorg, når de spørger og jeg ville virkelig ønske at jeg kunne inddrage dem. Generelt ville jeg ønske at jeg selv og andre var bedre til både at gi og modtage omsorg og forståelse. Være lidt mere overbærende og kunne rum hinanden lidt bedre. Det er selv noget jeg prøver øve mig i. Vi kan alle ha dårlige og gode periode og det skal der være plads til. Vi er alle bare mennesker, også når man har en diagnose.

Hvordan kommer man bedst igennem de hårde dage? 
 For mig handler det om accept. Den første gang jeg mærkede det selv, var den dag jeg fik min pension. Det var først der, det rigtig gik op for mig at jeg var nød til at acceptere min situation, for at kunne komme videre. Så når jeg har det dårligt, så starter jeg med at acceptere at mit liv, nogen gange bliver vendt på hovedet og at jeg er fuld at hæklefejl i kysen. Acceptere at jeg ikke altid kan, alt det jeg gerne vil og at jeg skal ned i gear. Derefter kan jeg tit, tænke mig frem til den mest logiske løsning og gå stille frem.

Ville du sige noget med dette blogindlæg?
Ikk rigtig. Jeg havde bare lige brug for at nævne at jeg stadig har mit at kæmpe med. Føler ind imellem at jeg er lidt *for rask*, eller at jeg selv og andre ind imellem glemmer at jeg har fået min pension af en årsag. Folk er tit i chok, når jeg fortæller at jeg er førtidspensionist, for som de siger: du ser jo helt frisk og almindelig ud. Tit tror jeg at folk tænker at jeg må væres virkelig socialt-handikappet, hvis min diagnose er Dyssocial personlighedsforstyrrelse, men sådan er det ikke, det er lige lidt mere indviklet og meget individuelt. Tror dog også min personlighedsforstyrrelse har ændret sig og det er faktisk ret almindeligt. Overlægen mente også at min personlighedsforstyrrelse er mere uspecificeret end tidligere. Og igen: Jeg er først og fremmest bare menneske.

Jeg er stolt af min udvikling og jeg er virkelig taknemmelig for at jeg har muligheden for at arbejde med mig selv og udvikle mig. Jeg har mange drømme, men det er noget vej endnu. Jeg er på rette spor og når jeg tænker tilbage er min eneste tanke: Havde ikke regnet med at jeg ville nå så langt. Fuck hvor er du sej Jeanette. 

Afsked med Psyk.

I går fik jeg sagt farvel til psyk. Jeg kørte hjemme fra kl 10, fik hentet blomster og kl 11 var jeg i Middelfart. Hele vejen derned løb tårerne ned at kinderne. Egentlig ikke fordi jeg var specielt trist, men var totalt overvældet af alle følelser. Da jeg gik ind til samtalen rystede jeg og mit hjerte havde overdrevet meget fart på. Måtte virkelig koncentrer mig om at trække vejret og komme lidt ned i gear.

Hun blev super glad for blomsterne og kortet. Sagde til hende at hun gerne måtte vente med at læse kortet, da jeg ikke var sikker på at jeg kunne rumme det, men hun fik lov alligevel, for hun var meget nysgerrig.

Samtidig havde hun også en lille fin pakke og et kort til mig. En lille keramik engel. Til at starte med, troede jeg faktisk at den skulle ligne et lille spøgelse med hul i hovedet, men det er en engle med glorie. Men den har altså lidt hul i hovedet og det må den gerne ha.. :D

For at være helt ærlig, så synes jeg faktisk at den er så grim at den er sød. Jeg er normalt ikke til keramik og nips, men den er noget helt specielt og den vil fremover, hjælpe mig med livets mange svære beslutninger. 

Eftermiddagen gik med lidt forberedelse til weekenden og en god morfar. Jeg var simpelthen så træt, efter min afslutning med psyk. Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det, men det tager nok lige nogle dage. Det var en god, kærlig, varm og rørende afsked, men samtidig også enormt angst provokerende.

Inviterede Søren ud og spise til aften. Han ville gerne en tur på Mammas i Odense, så det blev det til. Virkelig en af vores yndlingssteder i Odense og havde virkelig fortjent det. 

Efter lækkert mad kørte vi hjem. Søren fik lige prøvet sit tøj til weekend, så vi er sikker på at alt er som det skal være og så ellers bare afslapning. Jeg stoppede fødderne i et fodbad og fik dem ordnet. Hold nu kæft, hvor er der altså langt ned til de fusser.. Ha Ha..

Ialt var det en super dejlig dag, men også fuld af følelser, tanker og bekymringer. Jeg ved det hele nok skal gå og at jeg godt kan stå på egne ben. Sagde til Søren: Nu hænger du på mig og selv om han ind imellem synes det er svært, så er det helt okay med ham. Han er sgu da ret sej. Elsker at vi altid er der 120% for hinanden <3

www.facebook.com/JeasBlankeTanker 

Hårdt arbejde at bekæmpe angsten.

Jeg har været tidlig oppe i dag. Klokken var 7 da alarmen bimlede. Hoppede i bad og fik et par mundfuld havregryn og så ellers ud af døren. Jeg kom afsted i god tid, men hvad sker der så, man havner i en lang kø. Pludselig var jeg bagud med tiden og endte faktisk med at komme 5 minutter for sent, til aftalen på sygehuset. Jeg nåede ikke engang ind i venteværelset, før en kaldte på mig og jeg blev ført ind i lokalet. Smed skoene, jakke, tasken ind i et skab og så var beskeden: Ja du er jo lidt forsinket, så nu har vi travlt, så hop bare op på briksen. Hun når lige at sige: Du har ikke klaustrofobi vel?? Øh nej, men jeg har Panikangst. 1 min efter bliver jeg kørt ind i en MR scanner og min krop reagere. Sved, hjerte banken og har svært ved at trække vejret og er sååå tæt på at kravle ud igen. Har en knap i hånden, jeg må trykke på, hvis jeg ikke kan klare det. Jeg ville bare gennemføre og det gjorde jeg også, men med nød og næppe. Den MR scanner er jo ren tortur. Jeg havde fået at vide at det kun var min hånd, der skulle ind i den, men jeg havde hele kroppen inde i maskinen. Tror aldrig jeg har oplevet noget så angstprovokerende som den og er ikke sikker på jeg kan gøre det igen. Det var det længste kvarter i mit liv.

Min krop havde været på overarbejde og det hele var gået så voldsomt hurtigt. Ja og jeg er så typen der bliver røv sulten, efter hårdt arbejde. Var på vej mod Middelfart til næste aftale, da jeg valgte at smutte forbi Vissenbjerg, slukke tankerne lidt med Ingress og så lå der lige en bager. Kroppen skreg efter sukker, men jeg valgt en lækker frikadelle sandwich i stedet for. Fandt lidt ro og så var det ellers videre, til min samtale på psyk. Samtalen gik rigtig godt, men kan godt mærke det hele spidser til nu. Det er som om jeg er i en kæmpe bobbel, fuld af tanker, følelser, usikkerhed, forventninger, angst, frustrationer og forvirring. Tror snart den bobbel springer og det er ærlig talt skræmmende. Jeg har kun en samtale tilbage på psyk, så slutter det kapitel og jeg skal til at klare mig selv. Lige nu har jeg ingen ide om, hvordan det evt vil gå, men tror det nok skal gå, det tager nok bare lige lidt tid at komme igennem.

Ja og dagen sluttede så med at vi måtte køre bilen på værksted. Der er knækket et motor ophæng og det er så slemt at jeg ikke tør køre i bilen. Så nu holder den ved mekanikeren og så må jeg bare vente og se. Det er lidt noget rod, for skulle sådan set bruge den i morgen, men pyt. Jeg har derfor besluttet at jeg.. Jeanette på 30 år.. godt kan tage bussen ind på banegården alene, hente vores nye hamster som kommer med toget og så tage bussen hjem igen. Det er en tur på ca 20 min hver vej og hvis jeg gør det, så er jeg fandeme for sej. Har besluttet at det kan jeg godt, så jeg ved det lykkedes. Søren har sagt at hvis jeg gennemføre det, så gir han sku jordbærkage. For så har jeg virkelig kæmpet en sej kamp i 2 dage. Så nu er det jo endnu mere vigtigt at det lykkedes :P

Nå, det blev en længere roman og hvis du har fået læst dig igennem, så er det sejt gået.. <3

Kommunen, Prinsesser, Brunch og Jordbærplanter.

Mandag vågnede jeg helt rundtosset, men stadig ret fattet. Jeg fik sagt god morgen til Heidi, som har overnattet på Randi (sofaen) og så ellers bare ud under bruseren. Heidi fik serveret et karbad, som den fine prinsesse hun er og så var jeg ellers ude af døren.

Var på kommunen præcis kl 10.30 og både min støtte fra psyk og min sagsbehandler stod pænt og ventede på mig - som den prinsesse jeg er. :D

Samtalen er i mine øjne ret overflødig, men noget som bare skal gennemføres. Faktisk gik mødet overraskende godt. Endelig har jeg fået en sagsbehandler, som er menneske og som ikke taler ned til mig. Hun så mig og hun hørte mig. Vi snakkede bare om hvordan jeg har det, hvilke bedringer der er, hvilke forværringer jeg har fået, hvad jeg har brugt de sidste 3 år på, hvad jeg kan og ikke kan osv. Alt sammen ret standart kommune snak og det hele skal bruges til den her genforhandling af min førtidspension. Der blev ikke snakket om noget, som der ikke i forvejen står i min statusattest eller på andre papirer. De 45 min gik overraskende hurtig og roligt. Plejer være enten hysterisk eller angst, når jeg går derfra, men det slap jeg da heldigvis for i dag.

Efter kommunen kørte jeg hjem igen og fandt en helt ren og velduftende Heidi i lejligheden. Hun så frisk ud og nu imens vores maver var helt udvidet efter turen på Flammen søndag aften, kunne vi jo fortsætte med at stoppe mad i ansigtet. Vi kørte til Odense og fik en god Brunch på Eydes, mit yndlings Brunch sted i Odense.

Hvorfor udsætter man sig selv for sådan et mad orgie 2 dage i træk. Man kan jo på ingen måde styre sig og spiser alt alt for meget. Ja, det er min egen skyld, men hold nu op det smagte skønt.

Igen måtte vi en tur op og ned af gågaden for at kunne trække vejret. Vi kiggede på et par butikker og så skulle Heidi ellers med et tog. Jeg elsker at være sammen med hende og især de her spontane dage. Tak for besøget smukke <3

Jeg fik hende med et tog, selv om det ikke var let at finde et tog, som ville ha hende med.. Ha ha..

Derefter hentede jeg Søren og vi kørte en tur i Plantorama. Jagt gik ind for at finde en kampfisk til vores ene akvarie og jeg ville gerne ha fat i et par jordbærplanter. Fisken fandt vi ikke desværre, men jordbærplanterne var der held med. De er nu plantet over i en bøtte og står på den bedste solplads, til de lige vågner rigtig op.

Selv om det var hårdt med kommunen og jeg jo pumper kræfter ud af mig selv pt, så har det var endnu en god dag. Nu er jeg virkelig også bare helt og aldeles flad. Imorgen skal jeg ha totalt ro og det bliver bare til en fridag på sofaen, med bogen. Min krop og mit sind er lige nu på overarbejde og det betaler jeg så prisen for nu. Jeg vil hoppe i seng og håber på en masse dejlig søvn.

Disse indlæg er pt lange, men de er gode for mig at kunne kigge tilbage på, når jeg i fremtiden skal minde mig selv om at der er en vej igennem de svære perioder.

Samtale på psyk og lidt ingress.

Jeg var en tur til samtale på psyk i formiddags. Nu har jeg kun 3 samtaler tilbage, så er det slut. Det er sku underligt efter så mange år. Jeg kommer helt sikkert til at savne det, men jeg tror også jeg er ved at være klar. Jeg har gået der ca 1 gang om måneden de sidste ca 7 år. Fatter slet ikke at der er gået så lang tid. Lige pt snakker vi meget om min pensionssag og hvordan det hele påvirker mig. Jeg føler mig presset, usikker, sensitiv og forstyrret. Jeg har været førtidspensionist i 6 år og min pension bliver genforhandlet hvert 3 år. Denne gang håber psyk dog på at jeg får en permanent førtidspension, så jeg ikke længere skal igennem dette cirkus, men selv kan finde roen til at komme videre. Lige nu kan jeg næsten ikke rumme det og jeg har bare lyst til at gå i koma og gemme mig for verden. Jeg har svært ved at tage stille til ting og det tager virkelig alle kræfter. Lige nu kan jeg ikke rigtig overskue andet og jeg vil nok virke meget isoleret for nogen, men pt er jeg nød til at fokuseret på mig selv. Glæder mig helt ufattelig til at komme ud på den anden side. Imellem tiden er der desværre ting jeg ikke rigtig kan, men må passe på mig selv og tage en dag af gangen.

Efter min samtale, valgte jeg at gå mig en tur igennem Middelfart og spille lidt Ingress. Sol skinnede på mig og vinden fik rusket i mig. Inden jeg havde set mig om, var der gået 2 timer og jeg var træt. Fandt tilbage til bilen og kørte den lange vej hjem.

Da jeg kom hjem faldt jeg om på sofaen og fik en god lur. Resten af dagen er faktisk brugt på sofaen, men det må man godt efter sådan en tur.




Nu er det midnat og jeg vil slukke og lukke. Er sikker på jeg kommer til at sove godt i nat og så må jeg se hvad humøret siger i morgen. Lige nu tager jeg bare en dag af gangen og prøver trække vejret.

Samtale på psyk og et par billeder.

Jeg stod op kl.8.15 i dag, det er tidlig i min verden. Fik noget morgenmad, gjort mig klar og så var det ellers ud af døren. Heldigvis var vejret godt, så jeg synes turen til Middelfart gik ret hurtig. Jeg havde en times samtale på psyk og det gik rigtig godt. Jeg får ros for min måde at takle tingene på, for at bevare roen og min store udvikling. Jeg gå igennem utrolig mange ting, men formår virkelig at gøre det på en god måde. Jeg har mange blandede følelser, om at jeg til juni skal stoppe på psyk, men det vigtigste er at jeg er ufattelig stolt af mig selv. Jeg er kommet længere end jeg nogen sinde havde turde drømme om.

Udover min samtale på psyk, har jeg nået en masse andet, tænker at jeg i dag tager den nemme løsning og viser jer nogle billeder.

Efter samtalen på psyk, sad jeg på en parkeringsplads for at finde ud af hvad jeg skulle finde på. 

Heldigvis ringede min veninde Nini og vi blev enige om at jeg skulle komme ind til hende.

Nini synes vi skulle spise frokost på Militærbanen. 

Det er faktisk den eneste bane der ligger på fyn, fandt vi ud af. 

Der kom tilfældigt en militær-mand forbi, som skulle prøve banen.

Jeg overvejede da om banen skulle prøves, men kommer sku nok ikke igennem her hul alligevel. 

Vi havde lækre sandwich med og vejret var helt perfekt. 

Årets første frokost i det grønne.

På vejen hjem kom jeg lige til at køre forbi Enoflora. 

Jeg havde jo sagt jeg ikke skulle ha forårsblomster i år, men kan jo ikke lade være. 

Købte både lidt til mig og til min Mor. 

Petunia frøene er til mig selv og har plantet dem i små plastik-krus. 

Det må seriøst være verdens mindste blomster-frø.

Edderkoppeplante frø og ærteblomst frøene har jeg givet min Mor. 

Det egner sig vidst bedre til en rigtig have.

Ja og så lidt stedmorblomster til os begge. 

Eftermiddagen gik med at handle, lave spinat-pesto, vaske håndklæder, oprydning og støvsuge.

Hvis du ikke har prøvet den spinat-pesto endnu, så gør det, det smager himmelsk.

Se opskriften her - Spinat Pesto.

Aftensmaden blev Skinkeculotte bagt med hjemmelavet pesto, gratineret grøntsager, små bagte kartofler og bruschetta med spinat pesto, avokado, mozzarella og tomat.

Aftenen er udover det, foregået på Randi(sofaen) og nu vil jeg slukke og kravle i seng. 

Der er en ny dag i morgen og jeg har en lille ide om hvad jeg vil lave.

Nu må vi se, hvordan jeg har det i morgen.

Jeg er også bare et menneske.

Jeg har været tidlig oppe i dag. Min dag startede kl 8.25 og det er faktisk overraskende tidligt, i min verden, men jeg skulle ringe til lægen. Jeg har fået taget nogle blodprøver, fordi jeg undre mig lidt over de skavanker, jeg har haft de sidste par måneder. Alt var fint, på nær..... mit levertal..! Min læge spurgte om jeg havde været på druk, men jeg har jo ikke været rigtig fuld, siden i sommers. Jeg skal derfor ha taget blodprøver igen, om ca 2 uger. Jeg har også fået en nerve i klemme i mit lår og det har været der i nogle uger nu, så skal derfor lige forbi lægen i næste uge. Jeg aner seriøst ikke hvad der sker med min krop, synes godt nok jeg har været ramt det sidste ½ år. Hverken min hæl eller min hånd er heller helt god endnu..

Jeg har også været en tur til samtale på psyk i dag. Det var rigtig rart, men samtidig er jeg også rigtig træt og har svært ved at få det hele ud af kroppen. Jeg synes det er svært at være mig lige for tiden, men jeg ved at det nok skal blive bedre. Psyk er simpelthen så gode og støtter mig utrolig meget. Lige nu minder de mig meget om at jeg også bare er et menneske og at det er okay. Det er pt ikke min sygdom eller diagnose, som forstyrre og jeg er ikke deprimeret. Jeg kæmper og gør alle de ting, som er gode for mig og min fremtid. Jeg skal bare fortsætte den god stil og holde fast. Jeg er mønsterbryder og jeg er mega stolt af mig selv, uanset hvad andre mener eller synes. Det er mig som skal leve mit liv og jeg lever det med mennesker, som vil mig noget godt og som acceptere mig for den jeg er. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser at bryde mønstre og det koster kræfter.

På vejen hjem stoppede jeg lige ved Langesø. Det gør jeg faktisk ret tit, når vejret er til det. Havde desværre ingen jakke med i dag, så kunne ikke gå rundt om søen. Jeg brugte ca ½ time på bare at sidde og kigge ud på vandet og nyde roen. Det var så fantastisk og det er virkelig en af mine yndlingssteder her på Fyn. Jeg håber snart vejret er godt igen, så jeg kan gå en tur rundt.

Bagefter kørte jeg i kvickly, hentede min pakke fra Simone, købte en sandwich og kørte hjem. Hoppede direkte i noget putte tøj, spiste min sandwich og slukkede for verden. En lille morfar gjorde virkelig underværker i dag.

Her til aften har jeg været en del følelser igennem. Det er som om jeg får nogle voldsomme anfald ind imellem, hvor alle følelser bare er vil slås. Jeg var virkelig hidsig og pludselig skiftede det til at jeg var så ked af det at angsten kom forbi. Jeg kunne næsten ikke få luft og kroppen skreg indvendigt. Ville faktisk ønske, jeg kunne dele noget mere af det med jer, men har besluttet af det er for personligt til bloggen. Så hvis i ind imellem undre jer, over hvad fanden der lige sker, så er det fordi jeg pt går igennem, noget helt ubeskriveligt svært. Mere kan jeg ikke rigtig fortælle jer. Det er nok en af ulemperne, ved at jeg har valgt en offentlig blog og ikke en anonym. Samtidig er jeg glad for at være så åben. Jeg vil gerne vise at personer med en Dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke altid er så farlige, som nogen ind imellem fremstiller os. Jeg er ikke min diagnose og jeg er også bare et menneske.

Se nu fik jeg igen skrevet et af de lange indlæg, men mine fingre køre bare afsted i disse dage. Nu vil jeg stoppe og så er det på hovedet i seng. Jeg skal ha sovet igennem og nogenlunde tidlig op i morgen. Jeg skal en tur til Haderslev og hjælpe min veninde med at flytte. Glæder mig sådan til at se dem og ved bare at det bliver så godt, i hendes nye lejlighed.

Det er hårdt at være mønsterbryder.

Jeg har været til samtale med overlægen på psyk i dag. De er seriøst guld værd og ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dem. Det var virkelig en befrielse og hvor er det rart, at der er et sted, hvor jeg kan dele mine tanker og hvor jeg bliver hørt. Det kostede både tåre og kræfter, men som sagt var det en befrielse. Jeg bliver bekræftet i at de ting jeg gør, er rigtige - for mig og at jeg er på rette vej. Jeg er mønsterbryder og det har taget mig mange år at finde frem til, hvor jeg er nu. Jeg ved jeg har træffet gode beslutninger for mig og for min fremtid. Det kan lyder ret egoistisk, men det er mit liv og mig der skal leve det. Jeg må indrømme at jeg synes det er hårdt at være mønsterbryder og der er flere konsekvenser, end jeg lige havde regnet med. Jeg vil ha gode ting i mit liv og jeg vil ha mennesker omkring mig, som vil mig noget godt. Det er stadig mit mål at leve et lykkeligt liv, uden fortidens forstyrrelser og jeg kæmper videre.

Det tog som sagt mange kræfter, så jeg var rigtig træt bagefter. På vejen hjem var jeg lige inde og sende pakken med Adventsgaver til Sandra, købe lidt frokost og en pose bolcher. Nu putter jeg på sofaen i mørker og prøver geare lidt ned. Øre, næse, hals lægen sagde at det er en god ide, med syrlige bolcher, for at få gang i min spytkirtel igen. Den har været lidt øm og stoppet, efter jeg fik fjernet den der spytsten i mandags. Jeg er virkelig træt nu og prøver bare slappe af og hygge lidt. Glæder mig allerede til jeg skal i seng, men det er lidt tidlig at tænke på..

Jeg glæder mig simpelthen så meget til i morgen. Min søde svigerinde har inviteret mig til frokost i Odense, på noget der hedder La Dolce Vita. Jeg har ikke selv været der før, men har hørt det skulle være rigtig godt. Det er en deal, hun har købt på nettet og det er noget med at vi skal ha bruschetta og pasta. Det er så dejligt at hun vil forkæle mig lidt og vi skal også være sammen Lørdag aften. Hun får mig til at føle mig set og hørt, det har jeg til tider svært ved at finde i min hverdag.

Nu vil jeg slukke hovedet lidt og så glæder jeg mig til Søren kommer hjem. <3

Jeg gør det for min skyld.

Jeg har været til den længe ventede samtale med psyk i dag og det gik faktisk rigtig godt. Jeg er så glad for at jeg har dem og at de støtter mig så meget. Lige nu betyder de alt. De hjælper mig med at se de gode valg og hvilken vej jeg skal gå. De bakker mig op og hjælper mig med at sætte tankerne på plads og tage de gode valg.

Det vigtigste for mig er at jeg får det bedre og det skal jeg hele tiden, huske mig selv på. Jeg gør ikke noget for at gøre nogen kede af det eller såre nogen. De ting jeg gør, gør jeg for min egen skyld og for at få det gode liv jeg fortjener. Jeg er kommet såå ufattelig langt og har ikke tænkt mig at stoppe endnu.

Det betyder at der er en masse svære valg og bump på vejen og for at være ærlig, ville jeg helst køre uden om. Jeg tror godt de fleste ved at det desværre ikke er løsningen på problemerne. Jeg er fast besluttet på at jeg skal hen over alle disse bump og kæmpe til det sidste.

Det her er min kamp og jeg kan godt mærke at selv om jeg har mange der lytter og bakker mig op, så er det en kamp, jeg skal tage alene og som jeg tilgengæld også selv skal vinde. 

Mit mål for i år var faktisk at jeg skulle opleve en vinter og jul, helt uden forstyrrelse, hæklefejl, bump eller noget der skubber til mig. Jeg havde virkelig glædet mig, men lige nu er jeg ikke så sikker på, om jeg når det. Jeg vil dog gøre et forsøg, selv om det bliver helt ufattelig svært.

Sløv og flad.

Jeg har været godt og grundig sløv i denne uge, har faktisk ikke lavet en skid og heller ikke rigtig været udenfor.

Dagen i dag har været lidt hård, vil ikke rigtig komme ind på hvorfor. Det tog alle min kræfter og har nu gjort mig helt flad og samtidig kører tankerne.

Jeg har heldigvis en samtale på psyk i morgen og tror faktisk den ligger på et helt rigtig tidspunkt.  Der er godt nok lidt langt til Middelfart, men kan mærke at jeg virkelig har brug for det nu. Nu vil jeg kravle i seng, så jeg er frisk til i morgen. Nat Nat.

Forstyrret, men forbandet sød.

Jeg har været til samtalt i dag på psyk, det er jeg ca 1 gang om måneden. På billederne ser i mig lige efter jeg har været til samtalen. Det er faktisk ved at være et par måneder siden, jeg har været til samtalt sidst, så det var virkelig tiltrængt. Jeg har haft brug for en lille pause og lige få alt det negative lidt på afstand. Jeg var igennem en svær til og skulle lige lære at trække vejret igen. Ja, jeg glemmer jo ikke bare sådan lige, men jeg har prøvet at finde tilbage til en hverdag, hvor jeg kan holde ud af være til. Det er først når jeg når frem til en fornuftig hverdag at jeg kan tænke konstruktivt og får noget ud af de der, mange tanker og hæklefejl jeg nu engang har.

Jeg kan ikke fortælle alt hvad vi har snakket om i dag, men kan da godt lufte at vi fik snakket om det her med at føle sig retningløs, som jeg skrev om den anden dag. Alene det at skulle snakke om det emne, med nogen af de der smølfer fra "systemet" har været ret grænseoverskridende. Heldigvis føler jeg mig tryg nok på psyk, til at kunne dele mine tanker. Jeg fortalte hende faktisk at jeg er lidt træt af dem. Jeg kan ikke undvære mine samtaler med dem, men det er jo heller ikke behandling og de kan jo ikke gøre mig raske. Jeg er min egen helt og jeg prøver at tænke mig frem til hvad fremtiden skal bringe mig. Det er som om at de samtaler ikke længere er nok for mig. Hun nævnte selv i dag: Jeanette du kender jo vores svar, inden du træder ind af døren. Hun har så evigt ret, men derfor har jeg stadig brug for at sige mine tanker højt til nogen og psyk er det eneste sted jeg kan råbe og skrige, som det passer mig, uden at noget falder bag over eller bliver fornærmet. Hvorfor skal man være så fornuftig som voksen. Hvorfor må man ikke råbe af dem, som egentlig fortjener min enorme vrede.. (Ja sorry, men jeg har meget vrede inde i mig, som jeg prøver at tøjle) For år tilbage havde jeg nok splittet det hele ad, men nu prøver jeg at være voksen-fornuftig.

Nå men i fik så lige eftervirkningerne af min samtale på psyk.. Hmm det kom til at lyde meget vredt til sidst.. (kig lige på mine billeder igen og se hvor forbandet sød og uskyldig jeg er) Ha Ha..

Alt i alt var det en super samtale, utrolig befriende at få snakket om det her med at føle sig retningløs, snot forvirret og vred. Jeg føler mig lettet, træt og fortrøstningsfuld. Det er en super lækker følelse og nu kan jeg gå dagen i morgen, i møde med kærlighed og åbne arme.. <3