Jeg har været tidlig oppe i dag. Klokken var 7 da alarmen bimlede. Hoppede i bad og fik et par mundfuld havregryn og så ellers ud af døren. Jeg kom afsted i god tid, men hvad sker der så, man havner i en lang kø. Pludselig var jeg bagud med tiden og endte faktisk med at komme 5 minutter for sent, til aftalen på sygehuset. Jeg nåede ikke engang ind i venteværelset, før en kaldte på mig og jeg blev ført ind i lokalet. Smed skoene, jakke, tasken ind i et skab og så var beskeden: Ja du er jo lidt forsinket, så nu har vi travlt, så hop bare op på briksen. Hun når lige at sige: Du har ikke klaustrofobi vel?? Øh nej, men jeg har Panikangst. 1 min efter bliver jeg kørt ind i en MR scanner og min krop reagere. Sved, hjerte banken og har svært ved at trække vejret og er sååå tæt på at kravle ud igen. Har en knap i hånden, jeg må trykke på, hvis jeg ikke kan klare det. Jeg ville bare gennemføre og det gjorde jeg også, men med nød og næppe. Den MR scanner er jo ren tortur. Jeg havde fået at vide at det kun var min hånd, der skulle ind i den, men jeg havde hele kroppen inde i maskinen. Tror aldrig jeg har oplevet noget så angstprovokerende som den og er ikke sikker på jeg kan gøre det igen. Det var det længste kvarter i mit liv.
Min krop havde været på overarbejde og det hele var gået så voldsomt hurtigt. Ja og jeg er så typen der bliver røv sulten, efter hårdt arbejde. Var på vej mod Middelfart til næste aftale, da jeg valgte at smutte forbi Vissenbjerg, slukke tankerne lidt med Ingress og så lå der lige en bager. Kroppen skreg efter sukker, men jeg valgt en lækker frikadelle sandwich i stedet for. Fandt lidt ro og så var det ellers videre, til min samtale på psyk. Samtalen gik rigtig godt, men kan godt mærke det hele spidser til nu. Det er som om jeg er i en kæmpe bobbel, fuld af tanker, følelser, usikkerhed, forventninger, angst, frustrationer og forvirring. Tror snart den bobbel springer og det er ærlig talt skræmmende. Jeg har kun en samtale tilbage på psyk, så slutter det kapitel og jeg skal til at klare mig selv. Lige nu har jeg ingen ide om, hvordan det evt vil gå, men tror det nok skal gå, det tager nok bare lige lidt tid at komme igennem.
Ja og dagen sluttede så med at vi måtte køre bilen på værksted. Der er knækket et motor ophæng og det er så slemt at jeg ikke tør køre i bilen. Så nu holder den ved mekanikeren og så må jeg bare vente og se. Det er lidt noget rod, for skulle sådan set bruge den i morgen, men pyt. Jeg har derfor besluttet at jeg.. Jeanette på 30 år.. godt kan tage bussen ind på banegården alene, hente vores nye hamster som kommer med toget og så tage bussen hjem igen. Det er en tur på ca 20 min hver vej og hvis jeg gør det, så er jeg fandeme for sej. Har besluttet at det kan jeg godt, så jeg ved det lykkedes. Søren har sagt at hvis jeg gennemføre det, så gir han sku jordbærkage. For så har jeg virkelig kæmpet en sej kamp i 2 dage. Så nu er det jo endnu mere vigtigt at det lykkedes :P
Nå, det blev en længere roman og hvis du har fået læst dig igennem, så er det sejt gået.. <3
Kan se, at jeg foreløbig er den eneste seje ;-)
SvarSletØv hvor træls med sådan en oplevelse på sygehuset. Sådan bare lige en tanke: det lyder enormt uprofessionelt, at de ikke forklarer dig proceduren, inden de propper dig ind i det rør. Også selv om du var sent på den. Du er jo ikke herre over trafikken. Jeg synes, du skal påtale det, når du kommer der næste gang.
Og så tænker jeg igen lige højt: når du nu er inde i en sådan presset periode, er det så ikke muligt, at Psyk. kan udskyde din afslutning der et par måneder? Bare en tanke. I mine ører (nå ja øjne - jeg læser det jo), så virker det, som om du har brug for en hjælpende hånd fra dem lidt endnu.
Hun prøvede at forklare de ting hun kunne når, jeg fik feks hånden ind i sådan et rør og så blev der sat et par skumgummi stykker ind for at hånden lå godt fast og afslappet.. det var bare et par detaljer jeg undlod i indlægget.. synes hun forklarede fint hvad der skulle ske, men det hele gik bare så ufatteligt hurtigt.. Jeg ville gerne ha haft lidt mere tid, men det var der så åbenbart ikke..
SletDet er ikke muligt at udskyde det på psyk.. Min kontakt person på psyk går på efterløn og vi er blevet enige om at jeg ikke skal fortsætte hos en anden.. Jeg ville ønske de havde fortalt mig noget før at hun skulle på efterløn i år, men sådan blev det ikke.. Jeg føler mig faktisk også klar til at stoppe på psyk, tidspunktet er måske bare lidt skævt, men det vil aldrig være let at stoppe hos dem. De har været en del af mit liv og min udvikling 7 år, det tager bare kræfter uanset hvornår det skal ske.. Det vigtige for mig var at vi fik styr på kommunen inden jeg skal stoppe og det har vi nået.
Knus <3
Bare du har det okay med det, så okay som du nu kan. Jeg kan godt forstå, at det ikke ville være godt at fortsætte med en ny kontakt. Det var rigtig godt, du fik tilkendt førtidspension. Det må i den lange løb give ro.
SletOm jeg er helt okay med det, ved jeg ikke.. Jeg kan pt bare ikke rigtig se andre muligheder og tror det er meget sundt at jeg lære stå på egne ben.. Jeg har udviklet mig så enormt meget og tror godt det kan lykkedes, men det er lidt skræmmende alligevel.
SletKnus <3