Max hygge og lidt eftertænksom.

Det er vidst ved at være længe siden jeg har delt en lille selfie, så det synes jeg lige i skulle ha. Normalt tager jeg bare med min mobil, men den er Søren lige rendt med, så jeg brugte mit kamera i dag.

Søren havde tidlig fri torsdag, da han skulle på ouh og fri hele fredagen, så vi har en dejlig lang weekend sammen. Vi får slappet godt af og den står på max hygge. Der findes vidst ikke noget bedre..

Han har forkælet mig med brunch og film-hygge tidligere og til aften skal vi ha hjemmelavet burger.

Jeg har ikke sovet så meget natten til i dag. Min skulder gør herre nas og har drillet i snart 2 uger. Det går både ned i mit dårlige håndled og op i nakken. Jeg prøver med øvelser, svigermors varmepose og så har jeg tage noget smertestillende, men føler ikke det virker. Burde virkelig få den skulder, nakke, håndled... arm.. undersøgt igen. Problemet er bare at jeg ved de sender mig videre til fys eller kiropraktoren og det har jeg ikke råd til og sidste gang, hjalp det mig ikke alligevel.. Jeg vil prøve at se tiden lidt an og ellers må jeg snakke med lægen om det.

Mine tanker sværmer meget, omkring det her med min usikkerhed og jeg prøver at acceptere at den er der, at det er okay og så kan jeg mærke at jeg skal i dybden med det. Har læst nogle steder at man gerne skal tilbage og finde ud af, hvornår usikkerheden er startet og hvorfor. Den har sådan set altid været der og jeg ved også godt hvorfor den er opstået. Det gør dog utrolig ondt at tænke tilbage, men jeg tror også det er med til at heale mig. Prøver lidt at forestille mig at jeg står ved siden af mig selv som lille og at jeg tager den her lille pige i hånden, når hun er bange og usikker. Det er en ufattelig hård øvelse, men tror det er godt. Har ingen ide om, hvordan jeg så kommer videre derfra, men det skal nok lykkedes mig. Jeg føler mig heldigvis ikke deprimeret, mere sådan eftertænksom og har virkelig bare lyst til at komme af med den usikkerhed. Desværre går det nok ikke lige væk på en dag, når man sådan set har været ramt af det, det meste af sit liv. Faktisk vil den nok også altid være der, jeg skal bare lige blive venner med den og ha bearbejdet nogle meget gamle følelser. Fuck hvor var jeg altså bange som lille og nok mere sensitiv end jeg selv og andre har været klar over. Det sidder så dybt begravet i mig..  

Tror faktisk ikke jeg kan li' mig selv?

Jeg har i noget tid, gået med nogle underlige tanker og jeg kan mærke at der er nogle emner, som faktisk er ret svære for mig. Normalt er jeg ret ærlig og åben, men det her er lidt svært. Det skal dog ikke holde mig tilbage. Det startede da jeg læste om Taknemlighed på Louise's blog. Det indlæg rørte mig dybt og skrev også et indlæg om det. Siden den dag, har jeg kunne mærke at der er noget inden i mig, som jeg skal igang med. Der er et hul og jeg tror endelig jeg er ved at finde ud af, hvad det handler om. Jeg er ret god til at se det positive i andre, i mine handlinger og i min udvikling, men når jeg kigge på mig selv udefra, bliver jeg voldsom ked af det. Tror faktisk ikke jeg kan li mig selv. Jeg er fuld af usikkerhed, angst og mit selvbillede er ret forskruet. Bryder mig ikke engang om at tænke på det.

I sidste uge, havde jeg en snak med Kevin fra Anketype og selv om vi snakkede om alt muligt og jeg både blev provokeret og ikke var helt enig med ham i nogle ting, så sagde han noget jeg husker meget tydeligt. Kan ikke fortælle ordret hvad det var, men det handler om den sociale arv og at jeg er bange for den. Jeg kæmper så meget for at bryde med den arv og det kombineret med min angst og usikkerhed er pisse svært. Kort sagt, jeg skal ikke være bange for, om jeg bliver psykopat, for det sker ikke.

Jeg siger altid at accept er noget af det aller vigtigste, når man gerne vil bryde med sin sociale arv og sine psykiske lidelser, men jeg er selv bange. Skal den angst følge mig for evigt. Jeg ved jo godt at jeg er mønsterbryder og at jeg ikke er, som min sociale arv.

Nu er min opgave så at jeg virkelig skal til at indse at kampen mod den sociale arv er klaret. Jeg er ikke min diagnose og jeg er.... Her kommer problemet.. Jeg skal forsøge sige noget pænt om mig selv og det kan jeg ikke. Hvordan indser jeg at jeg faktisk er god, sød, dejlig, kærlig, omsorgsfuld, sej osv. Hvordan kommer jeg væk fra angsten og usikkerheden og begynder at kunne li mig selv. Det der gør mest ondt er at det her ikke er noget nyt. Hvordan kan jeg elske mig selv, hvis jeg hele tiden prøver at flygte fra den jeg er, fordi jeg er bange for mig selv. Bange for den arv der følger med. Samtidig er usikkerhed og angst faktisk også en del at min sociale arv og den gør mig enormt sensitiv.

Når man taler om den sociale arv, taler man i bund og grund, om det man arver fra sine forældre og det kan være alt imellem himmel og jord. Jeg ved godt hvad jeg har arvet og jeg ved også godt hvor det hele kommer fra. Men jeg vil også godt nævne at det her med social arv, ikke handler om at placere skyld. Det er jeg for længst ovre. For mig handler det om at finde ud af, hvorfor min krop og mit sind, reagere på bestemte måder. Egentlig troede jeg at jeg var igennem det meste af alt det her, indtil jeg opdagede at jeg kun er halvvejs, for man arver noget fra begge forældre.

Så nu vil jeg skubbe lidt til min usikkerhed og måske blive lidt små forelsket i mig selv. Jeg har prøvet at se lidt videoer med tankefelt terapi og jeg overvejer om det skal ha et forsøg. Ud over det er jeg helt på bar bund, så hvis du ved hvordan man gør, må du gerne smide en kommentar.