Påske Ferie og Kærlighed.

Vi holder ekstra lang påske ferie i år og jeg elsker det. Vi er igang med anden uge og har allerede oplevet så mange skønne ting. Svigermor havde inviteret os til lækker frokost i Bogensen med hele familien, jeg har leget med min dejlige nevø Viktor og søde niece Emilie, vi har også været i Odense Zoo med min familie og svigermor, vi har været i svigerfars sommerhus og spise lækker påske frokost, jeg har set Rasmus Bjerg, som John sammen med mine veninde Heidi, vi har spist brunch og spillet ingress og jeg har forsøgt at hjælpe min Morfar. Ud over det holder jeg fast i min træning og har endda opjusteret det lidt, men det skriver jeg lige om i et andet indlæg..

Så i kan nok se at vi virkelig har oplevet en masse og jeg elsker bare den her forlænge påske med Søren. Vi har 9 års dag i dag og jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af og samtidig føler jeg at vi har kendt hinanden altid. Søren er det bedste der er sket for mig. Han er min klippe og min store kærlighed. Uanset havde, så er han der altid. Som i går aftes, hvor hele mit system er ved at brænde sammen, fordi jeg bliver hyber sensitiv, fordi der er sket for meget, på alt for kort tid. Hvor jeg har svært ved at rumme det hele og pludselig er lyde, lys, dufte, følelser og tanker for meget og gør fysisk ondt. Et kærligt kys på panden, beroligere mig bare helt vildt. Et kram i hans arme er tryghed og fuld af så meget kærlighed. Så ved jeg at alt nok skal gå og det kan gi så ubeskrivelig meget ro. Jeg elsker ham mere og mere, for hver eneste dag og jeg elsker at selv, når han ikke forstå hvad der sker inde i mig, så acceptere han mig, som jeg er, med alle mine hæklefejl i kysen og gir mig den kærlighed, som gør mig til den jeg er. Elsker dig såå meget. <3

Vi har stadig nogle dage til gode og der er stadig dejlige oplevelser på programmet. I dag skal vi bare hygge lidt og så skal jeg men min skønne niece Mie, til Christopher koncert i Odense i aften. Og i weekend skal Søren og jeg på en lille kæreste tur til Århus. Så jeg vil nyde hvert et minut og så må jeg tage en timeout i næste uge.

Håber at i har haft en skøn Påske og nyder foråret.. <3

April tanker.

Det er nu en måned siden, jeg sidst har skrevet lidt, her på bloggen og jeg er begyndt at få en del spørgsmål. Jeg skal skynde mig at sige at jeg har det rigtig godt. Jeg er ved at finde mig selv, efter en hård vinter og det går ret godt. Jeg prøver være mere i nuet og bare suge foråret til mig.

Jeg har oplevet en masse dejlige ting, som jeg virkelig har haft lyst til at skrive om herinde, tiden er bare fløjet fra mig. Jeg har været sammen med dejlige mennesker, har fået trænet og gået en masse,  været til koncerter og forsøgt at mærke efter og bruge min sunde fornuft..

Det har været en hård vinter og jeg har været ramt af sorg og samtidig været psykisk udfordret og meget sensitivt. Det sensitive har fyldt rigtig meget, og nu hvor jeg er ved at få det lidt bedre psykisk, mærker jeg det hele meget fysisk. Jeg har svært ved at vænne mig til lyset, dufte og lyde. Jeg elsker foråret, men det er også svært, når man er sensitiv og det hele lige vender.. Så det har egentlig været sådan et hads-kærlighedsforhold.

Jeg har også haft det svært med at rumme andre mennesker. Jeg er normalt ret åben og god til at lytte og være der for andre, men jeg kan godt mærke, at jeg lige for tiden, har en grænse og haft brug for at fokusere på at finde mig selv. Det har egentligt ikke så meget med andre at gøre, men det er bare noget der sker inden i mig, når det hele er lidt svært. Jeg har nydt at være sammen med mennesker, der giver mig god energi, som motivere mig og som har lyst til at gå en spontan tur i solen. Jeg har en stor forståelse for, når andre har det svært, da jeg selv har prøvet det, men når man selv er på vej op af hullet, så kan det være svært at finde en balance. Jeg har stadig lyst til at være der for andre, men har også haft brug for at nogen var der for mig. Man behøver ikke engang sige noget særligt, jeg er så sensitiv at jeg kan mærke det og det betyder mere end noget andet.

Når det så er sagt, så har jeg det rigtig godt. Jeg er ved at slippe fri af vinterens jerngreb, jeg prøver rumme sorgen, selv om jeg tænker på min Mormor, hver eneste dag. Jeg har ikke læst en bog i flere måneder, jeg har ikke hæklet i ½ års tid og tiden suser bare forbi. Jeg har fokus på at passe min træning og komme ud hver dag, at det lykkedes, er for mig et mirakel. Jeg har aldrig været så aktiv, som jeg er lige nu og det er en vigtig prioritet for mig. Jeg nyder at være sammen men andre mennesker, men kan også mærke at jeg skal passe lidt på mig selv. Husk at finde ro ind imellem, i min hverdag.

Der var en der skrev til mig i dag, at jeg jo har et stort talent, for at komme igen og det var så dejligt at få at vide. For jeg ved det jo godt selv, men at andre også kan se min udvikling, er en dejlig støtte. Tak til alle jer der "ser" mig og er der. I ved det nok ikke selv, men det betyder rigtig meget.

Max hygge og lidt eftertænksom.

Det er vidst ved at være længe siden jeg har delt en lille selfie, så det synes jeg lige i skulle ha. Normalt tager jeg bare med min mobil, men den er Søren lige rendt med, så jeg brugte mit kamera i dag.

Søren havde tidlig fri torsdag, da han skulle på ouh og fri hele fredagen, så vi har en dejlig lang weekend sammen. Vi får slappet godt af og den står på max hygge. Der findes vidst ikke noget bedre..

Han har forkælet mig med brunch og film-hygge tidligere og til aften skal vi ha hjemmelavet burger.

Jeg har ikke sovet så meget natten til i dag. Min skulder gør herre nas og har drillet i snart 2 uger. Det går både ned i mit dårlige håndled og op i nakken. Jeg prøver med øvelser, svigermors varmepose og så har jeg tage noget smertestillende, men føler ikke det virker. Burde virkelig få den skulder, nakke, håndled... arm.. undersøgt igen. Problemet er bare at jeg ved de sender mig videre til fys eller kiropraktoren og det har jeg ikke råd til og sidste gang, hjalp det mig ikke alligevel.. Jeg vil prøve at se tiden lidt an og ellers må jeg snakke med lægen om det.

Mine tanker sværmer meget, omkring det her med min usikkerhed og jeg prøver at acceptere at den er der, at det er okay og så kan jeg mærke at jeg skal i dybden med det. Har læst nogle steder at man gerne skal tilbage og finde ud af, hvornår usikkerheden er startet og hvorfor. Den har sådan set altid været der og jeg ved også godt hvorfor den er opstået. Det gør dog utrolig ondt at tænke tilbage, men jeg tror også det er med til at heale mig. Prøver lidt at forestille mig at jeg står ved siden af mig selv som lille og at jeg tager den her lille pige i hånden, når hun er bange og usikker. Det er en ufattelig hård øvelse, men tror det er godt. Har ingen ide om, hvordan jeg så kommer videre derfra, men det skal nok lykkedes mig. Jeg føler mig heldigvis ikke deprimeret, mere sådan eftertænksom og har virkelig bare lyst til at komme af med den usikkerhed. Desværre går det nok ikke lige væk på en dag, når man sådan set har været ramt af det, det meste af sit liv. Faktisk vil den nok også altid være der, jeg skal bare lige blive venner med den og ha bearbejdet nogle meget gamle følelser. Fuck hvor var jeg altså bange som lille og nok mere sensitiv end jeg selv og andre har været klar over. Det sidder så dybt begravet i mig..  

Grebet af dysfunktionalitet.

Den her dag har virkelig været en prøvelse. Den startede faktisk okay, men det tog ret hurtig en drejning. Det er som om min krop og mit sind, pludselig bare bliver grebet af dysfunktionalitet og det føles som om, jeg er ved at springe i luften. Jeg ved udmærket, hvad det handler om. Jeg har været totalt overstimuleret de sidste 14 dages tid og siden juleaften, har jeg ikke lavet en skid. Har boet på min sofa med min nye computer. Det har sådan set været ret dejligt, men nu... Nu er det seriøst for meget, jeg er seriøst ved at få kuller.. Vi prøvede at gå en tur ned i byen, men det hjalp overhovedet ikke. Til sidst tog jeg min bog og gik ind i seng. Bogstaverne flaksede rundt på siderne, men fik da læst lidt. Fik også en lille lur og et lækker karbad bagefter.

Jeg kan mærke at jeg er ved at være igennem det værste, men hold nu op, hvor er jeg bare ulidelig, når jeg har det sådan. Jeg prøver virkelig at det ikke skal gå ud over andre, men det er svært. Det er også derfor jeg tit bare går ind i seng og gemmer mig, til det værste er ovre. Det koster dyrt både psykisk og fysisk. Kan godt mærke at jeg trænger til hverdag igen. Det er som om jeg fungere bedre, når jeg har nogle mere faste rammer. Eller de få faste rammer jeg har, for mit liv er generelt meget *her og nu*.

Jeg har haft en rigtig dejlig december, så det er faktisk pisse irriterende at jeg skal være så sensitiv og påvirket både fysisk og psykisk. Det er mig en gåde at det er endt sådan. Det kommer bare fra den ene dag til den anden, jeg koger indvendig og har bare lyst til at springe i luften. At skulle tøjle så meget kraft og indvendig energi, er virkelig noget af det aller sværeste.

Klokken er nu 01.58 d 29/12 og jeg aner ikke om jeg kan finde ro til at sove, men nu vil jeg prøve.
I morgen er der en ny og bedre dag.

Det hele er fixet..

Her til aften hænger jeg bare på sofaen og slapper af med en ansigtsmaske og vild med dans i tvet.
Der har været fart på hos mig i denne uge. Efter et par uger, hvor jeg var utrolig sensitiv, går det nu lidt bedre og så trængte jeg til at få styr på en masse løse ender. Havde udskudt en hel masse ting, men nu er der styr på det hele igen.

Det har været en god uge, men hold nu op hvor har jeg også været aktiv. Nu skal det sådan set bare nydes. Vi skal holde Sørens fødselsdag i morgen for familie, med en lækker brunch og så skal vi passe Thea. Glæder mig til at se alle sammen og til at nyde en god dag.

Skal dog også indrømme at jeg glæder mig til den nye uge, for der skal jeg virkelig ha slappet af. Skal også ses med en veninde og vigtigst af alt, jeg har ikke noget jeg hele tiden tænker *Det burde jeg lige gøre* For det hele er fixet.. Jubii.. 

Efterårs snak.

Hyper Sensitiv.

Jeg har givet mig en fri-uge i denne uge og det er nok fordi, jeg godt var klar over at der var et eller andet på vej. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan som nu, men heldigvis er det ikke noget der sker tit mere. Samtidig ved jeg også at det ind imellem sker, når årstiden skifter og har accepteret at det bare er en del af mit liv. Men hvad er det så jeg snakker om..? Jeg har været hyper sensitiv i ca 1 uges tid nu. Jeg kalder det en *bivirkning* til min Personlighedsforstyrrelse, men det er nok ikke det rigtige ord.

Hos mig betyder det at jeg feks får tinnitus, min krop er øm og hvis min hud, rør ved noget jeg ikke lige forventede, er det som en få et chok igennem kroppen. Jeg føler mig smagsforstyrret og lysten til at trøstespise stiger. Jeg er træt og har lyst til at lukke hele verden ude. Desuden er jeg fuld af alle følelser på engang og det kan både skræmme mig, men også gøre mig tryg, fordi jeg kan mærke mig selv. Jeg har ufattelig mange tanker og alt for mange tåre. Ønsker bare at holde mine øjne lukkede, for der skal helst ikke være for meget lys eller larm. Har også præsteret at gøre mig selv forskrækket, op til flere gange.

Det som virker bedst for mig er bare at putte på sofaen og læse nogle bøger, så det forsøger jeg. Det meste af tiden virker det, men jeg har til tider, stadig svært ved at holde fokus og så sidder jeg og tuder midt i en bog, der slet ikke er sørgelig.  

En del af det her med at ha en Dyssocial Personlighedsforstyrrelse er jo pisse besværligt. Jeg vil så gerne kæmpe imod alt det onde den sygdom har, men nogen gange er jeg også nød til at passe på mig selv og sætte grænser. Det er så indviklet og som om jeg ikke er forstyrret nok, så rammes jeg så af de her *bivirkninger* som følger med. Det gør det altså bare utrolig svært for mig at vide, hvad der er op og ned. Hvordan tøjler jeg alle mine følelser og bliver det gode menneske jeg gerne vil være. Eller... hvornår forstår min hjerne at jeg allerede er det gode menneske, som jeg kæmper så hårdt for. Og hvorfor kan jeg ikke bare lukke alle de negative tanker og påvirkninger ude.. Hvor er skraldespanden til dem.?

Måske virker dette indlæg lidt depressivt, men sådan føles det ikke. Tror bare min krop og min sind har været overstimuleret og nu reagere. Det er faktisk en ret normalt ting, som sagt sagt før, så sker det heldigvis ikke så tit mere. Jeg har accepteret at jeg har det sådan og ved at jeg nok skal komme over det igen. Imens trækker jeg lige stikket ud lidt og prøver få hold på mig selv.