Mine veninders lykke..

Dette indlæg, har jeg nok tænkt på at skrive i ½ års tid nu. Det er et emne, som jævnligt popper op hos mig, i mine samtaler med mine veninder og bekendte, men også noget, som tit bringer forskellige følelser frem i mig. Men først vil jeg lige stille et spørgsmål til dig, der læser med..

Hvordan har du det med veninder, som er lidt for hårde ved sig selv, som nogen gange har et lidt hårdt selvbillede, som måske føler sig usikker og ikke føler de er gode nok, som måske finder sig i lidt for meget, fordi de ikke tror, de er mere værd, ikke tør sige fra eller som evt er bange for, hvad andre tænker..?

Vi kan jo alle ha sådanne perioder og det er virkelig noget af det, som kan gøre mig aller mest ked af det. For vi er alle sammen dejlige og vi fortjener alle sammen at ha det godt og være lykkelige.

Prøv så at vend det på hovedet... Er du lidt for hård ved dig selv til tider, er du usikker, bange for at fejle, at du ikke er god nok, har svært ved at sige fra eller bange for hvad andre tænker??

Hvad tror du, det gør ved dine veninder, når du evt tænker sådan??

Jeg skriver det her, for at gøre opmærksom på at vi alle sammen, kan ha perioder, hvor vi er lidt usikre, hvor livet spænder ben og vi måske overvejer at gøre ting, bare for fredens skyld eller fordi, vi måske ikke tør gå imod strømmen, eller har overskuddet til at passe på os selv. Hvor andres mening fylder så meget, at vi pludselig overvejer at ændre holdning, bare fordi det er den nemme løsning.

Det er sjovt, som der kan være forskel på, når man tænker på sig selv eller om man tænker på en veninde. Det kan virkelig ramme dybt i mig, når mine veninder ikke er gode ved sig selv eller har dårlige tanker om sig selv. Når de føler sig usikre og måske sidder fast i en ond cirkel, af negative tanker. Og bare tanken, gir mig nu tårer i øjnene, for jeg ønsker kun, at mine veninder har det godt, gør ting som gør dem glade og lykkelige. Og ja.. man kan vende sit liv på hovedet, uanset hvilken situation man er i. Det er hårdt arbejde, men det kan lade sig gøre og hvis du ikke kan se, hvorfor du skulle kæmpe for din egen lykke, så synes jeg nogen gange, det hjælper at vende det lidt på hovedet og se det ude fra. Jeg vil til hver en tid, prøve at være en bedre udgave af mig selv, hvis det kan gøre mine veninder, familie og kæreste mere glad. 

Så næste gang du har en rigtig dårlig dag, hvor de negative tanker og andres mening fylder lidt for meget. Så prøv at vend det hele lidt på hovedet og se det lidt ude fra. Forestil dig at du selv er en af dine gode veninder, eller en anden person som betyder noget særligt. Husk er du er dejlige lige som du er og at du også fortjener lykken. Det bedste jeg ved, er at se mine veninder glad og smilende, det smitter og kan altid gøre mig i godt humør.. Kæmpe kram og de varmeste tanker fra mig til jer.. <3

P.S: Blomsterne på billedet er fra en sød veninde, som helt uden jeg vidste det, havde sendt en smuk buket blomster, i sidste uge. Det er virkelig bare alt for sødt.. <3  

Vlog - Tag ansvar for din udvikling.

  

Tilbage blik - Tror faktisk ikke, jeg kan li' mig selv?

For næsten et år siden, skrev jeg et indlæg om usikkerhed og om at jeg faktisk ikke rigtig, kunne li mig selv. Når jeg tænker tilbage er der virkelig sket meget siden, jeg skrev det indlæg. Det er lidt skørt, for de her tanker, omkring usikker, kommer altid lidt i perioder. Jeg er dog blevet utrolig bevidst om at jeg gerne vil forbedre mit selvbillede. For i bund og grund er jeg jo faktisk pisse sej og super dejlig. Og siger man det nok gange, begynder man faktisk at tro på det.

Det er lidt skørt, for jeg kan huske at jeg for måske 2-3-4 år siden, besluttede mig for at jeg ikke ville være ked af det mere. Vågnede en morgen og tænke *så det nok*. Jeg sorterede grundt ud i ting og personer, som påvirkede mig negativt. Det var der, min udvikling, for alvor tog fart. Jeg begyndt at respektere mig selv mere og synes virkelig også, jeg fortjente at ha det godt og være glad. Det er hård arbejde, men jeg er kommet rigtig langt. Det er utrolig vigtig for mig at jeg hele tiden, udvikler mig. De her sejre og succesoplevelser, jeg hele tiden har, er guld værd.

Jeg har været helt derude, hvor livet ikke gav mening mere. Men når man først, finder sin vej tilbage til livet, så er det faktisk ret dejligt. Det er overvældende, for der er stadig noget inde i mig, der ikke helt kan forstå at jeg også gerne, må ha det godt. Men vi har kun et liv og det er os selv, som skal leve det. Jeg vælger fremover at jeg kan li mig selv, som den jeg er og med alle de tanker og følelser som jeg rummer. Det er altid så nemt at se på alle de dårlige ting i ens liv, men hvis man vender det lidt på hovedet og trækker et par hæklefejl i kysen fra og siger: Jeg fortjener også at ha det godt. Så er man på rette vej.. Men nok ord og tanker for nu, herunder kan i læse mit indlæg fra sidste år.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Jeg har i noget tid, gået med nogle underlige tanker og jeg kan mærke at der er nogle emner, som faktisk er ret svære for mig. Normalt er jeg ret ærlig og åben, men det her er lidt svært. Det skal dog ikke holde mig tilbage. Det startede da jeg læste om Taknemlighed på Louise's blog. Det indlæg rørte mig dybt og skrev også et indlæg om det. Siden den dag, har jeg kunne mærke at der er noget inden i mig, som jeg skal igang med. Der er et hul og jeg tror endelig, jeg er ved at finde ud af, hvad det handler om. Jeg er ret god til at se det positive i andre, i mine handlinger og i min udvikling, men når jeg kigge på mig selv udefra, bliver jeg voldsom ked af det. Tror faktisk ikke jeg kan li mig selv. Jeg er fuld af usikkerhed, angst og mit selvbillede er ret forskruet. Bryder mig ikke engang om at tænke på det.

I sidste uge, havde jeg en snak med Kevin fra Anketype og selv om vi snakkede om alt muligt og jeg både blev provokeret og ikke var helt enig med ham i nogle ting, så sagde han noget jeg husker meget tydeligt. Kan ikke fortælle ordret hvad det var, men det handler om den sociale arv og at jeg er bange for den. Jeg kæmper så meget for at bryde med den arv og det kombineret med min angst og usikkerhed er pisse svært. Kort sagt, jeg skal ikke være bange for, om jeg bliver psykopat, for det sker ikke.

Jeg siger altid at accept er noget af det aller vigtigste, når man gerne vil bryde med sin sociale arv og sine psykiske lidelser, men jeg er selv bange. Skal den angst følge mig for evigt. Jeg ved jo godt at jeg er mønsterbryder og at jeg ikke er, som min sociale arv.

Nu er min opgave så at jeg virkelig skal til at indse at kampen mod den sociale arv er klaret. Jeg er ikke min diagnose og jeg er.... Her kommer problemet.. Jeg skal forsøge sige noget pænt om mig selv og det kan jeg ikke. Hvordan indser jeg at jeg faktisk er god, sød, dejlig, kærlig, omsorgsfuld, sej osv. Hvordan kommer jeg væk fra angsten og usikkerheden og begynder at kunne li mig selv. Det der gør mest ondt er at det her ikke er noget nyt. Hvordan kan jeg elske mig selv, hvis jeg hele tiden prøver at flygte fra den jeg er, fordi jeg er bange for mig selv. Bange for den arv der følger med. Samtidig er usikkerhed og angst faktisk også en del at min sociale arv og den gør mig enormt sensitiv.

Når man taler om den sociale arv, taler man i bund og grund, om det man arver fra sine forældre og det kan være alt imellem himmel og jord. Jeg ved godt hvad jeg har arvet og jeg ved også godt hvor det hele kommer fra. Men jeg vil også godt nævne at det her med social arv, ikke handler om at placere skyld. Det er jeg for længst ovre. For mig handler det om at finde ud af, hvorfor min krop og mit sind, reagere på bestemte måder. Egentlig troede jeg at jeg var igennem det meste af alt det her, indtil jeg opdagede at jeg kun er halvvejs, for man arver noget fra begge forældre.

Så nu vil jeg skubbe lidt til min usikkerhed og måske blive lidt små forelsket i mig selv. Jeg har prøvet at se lidt videoer med tankefelt terapi og jeg overvejer om det skal ha et forsøg. Ud over det er jeg helt på bar bund, så hvis du ved hvordan man gør, må du gerne smide en kommentar.

Rejsen er slet ikke slut endnu..

Lad os lige tage den her helt forfra. Jeg har tit snakket om det herinde, men har også fået et par spørgsmål privat. omkring mig og offentlig trafik. I august 2006 væltede hele min verden og det skete som lyn fra en klar himmel. I 2012 skrev jeg første gang om, hvordan jeg blev syg i et indlæg der hedder Lynet slog ned. I de første 3 år af min sygdom, boede jeg mest bare i min seng. Jeg turde stort set ikke gå ud og offentlig transport, var nok en af de mest angstprovokerende ting for mig.

Psyk i Middelfart spurgt mig jævnligt, om jeg ikke kunne prøve bruge det offentlige, når jeg skulle ned til dem, men for mig var det totalt udelukket. Bare at kigge på en bus, kunne i starten gi mig ryste ture. For mig handlede det simpelthen om at jeg på ingen måde, selv har nogen form for kontrol over bussen, men heller ikke over de mennesker, som evt er i sådan en bus. Samtidig er det sådan et sted, hvor man ikke bare kan komme af/ud, når panikangsten slår til.

For en del år siden, besluttede jeg at jeg ikke længere gad leve i konstant frygt og jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kunne vende alle mine uendelig nedture til opture. Jeg valgt at jeg kun ville udsætte mig selv, for ting, som jeg var 120% sikker på, jeg kunne få en sejr med. Så hvis jeg bare havde en lille mistanke om at noget ikke ville lykkedes, valgt jeg det simpelthen fra. Det kostede rigtig meget og min omverden forstod intet. Det gjorde jeg sådan set heller ikke selv, for der var ingen logik i, hvornår min angst ville påvirke mig.

I perioder gik hele mit liv i slowmotion og andre gange løb det fra mig. Jeg slog bremsen i og for en periode, måtte jeg starte forfra, med at finde ud af hvad jeg kunne og ikke kunne. For mig var det overlevelse og en nødvendighed, hvis jeg ville ha mit liv tilbage. Jeg ved i dag at det havde store konsekvenser, både for mig, familien og min omgangskreds, men jeg fortryder intet, for det var starten på min udvikling, som gik fra nederlag til nu: et liv med så mange sejre at jeg har svært ved at rumme det. En af de sejre fik jeg i går.

For bare et par år siden, var der på ingen måde, nogen som skulle skubbe mig ind i en bus. Men med Søren's hjælp og støtte, prøvede jeg det alligevel af nogle gange og det viste sig at det slet ikke var så farligt mere. Jeg ved det er sundt at eksponere mig selv, for forskellige ting som er angstprovokerende, men jeg lever stadig efter at jeg kun udsætter mig for disse ting, hvis jeg er sikker på det nok skal lykkedes.

I går gik jeg ind på Fynbus kontor og bad om et rejse kort. *Næsten med glædes tårer ned af kinderne*. Det havde jeg fandeme aldrig regnet med at jeg skulle opleve og fatter det stadig ikke helt. Det var sgu en fed sejr.

Søren har fået kørekort i forrige uge og vi skal nu dele bilen. Det skal jeg lige vænne mig til og på nogen punkter, rammer det lidt min frihed, hvilket også et enormt angstprovokerende. Men jeg øver mig i at tage bussen og har gjort det et par gange alene, helt uden angst. Jeg er hammer stolt af mig selv. Det er rart at vide at jeg kan det, hvis bilen ikke er hjemme. Fatter stadig ikke, hvor meget jeg har udviklet mig og hvor meget jeg faktisk kan i dag, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve igen, for bare et par år tilbage. Har lært så meget om livet og om mig selv og rejsen er slet ikke slut endnu.

Forstyrrende Tanker (Vlog)

  

Hvordan fixer man lige det?

Jeg har været ret meget i tænkeboks, siden jeg skrev mit indlæg *Tror faktisk ikke jeg kan li mig selv*

Hvordan kan man pludselig finde ud af at man er hammer usikker og at man bare virkelig ikke kan li sig selv.. Det var faktisk den nemme del af min healing, for jeg vidste det sådan set godt..

Nu kommer det svære og det bliver en rejse jeg stadig, ikke ved hvor starter eller hvor den føre mig hen. Rejsen foregår i mit sind og i hele min krop. Derfor har jeg besluttet at jeg vil prøve, kaste mig lidt ud i noget tankefelt terapi og yoga. Yoga prøvede jeg sidste år, men det er ufattelig svært for mig at finde ro, når tankerne okser afsted. Elsker dog alle øvelserne, jeg skal bare lære at være mere tålmodig og finde lidt mere indre ro. Hvilket i sig selv er ufattelig svært, når man altid har følt kaos inden i. Det skal dog ikke stoppe mig. Har længe gerne ville prøve en 30 dages yoga challenge for nybegynder, som jeg har set på youtube. Planen er ikke at jeg skal dyrke yoga hverdag, det ved jeg godt, ikke kommer til at ske. Planen er faktisk bare at gennemføre, uanset hvor mange dage det vil tage mig.

Samtidig prøver jeg at fortælle mig selv at alle de ting, jeg er usikker på og bange for, bare er tanker som jeg har været van til at tænke, men som ikke længere betyder noget. Jeg er hammer stolt af min udvikling og jeg skal ikke længere være bange for, om jeg bliver et dårligt menneske. For det kommer ikke til at ske. Den jeg er nu, det er den jeg er. Skal gi slip på det forskruet selvbillede jeg har i mine tanker. Jeg skal lære at mærke alle de gode ting jeg indeholder. Acceptere at usikkerheden er en del af angsten. Det er ok at den er der, men jeg skal ikke bruge flere kræfter på den. Jeg behøver ikke forstå den. Jeg ved hvorfor den er der og at den er en del af min sociale arv. Kan jeg bruge den til noget.. svaret er NEJ!

Det er ret skørt, for lige nu tænker jeg.. Angsten kan jeg leve med, den har jeg acceptere og lært at forstå. Usikkerheden er pt så træls at jeg tvivler på, om jeg kan rumme den, acceptere den, men vælge at den ikke skal ha betydning eller påvirke mig.. Hvordan fanden fixer man lige det?

Jeg har ikke svaret, men jeg kan mærke at jeg er nødt til at prøve et eller andet. Jeg vil prøve lære at elske mig selv og leve i nuet i mine tanker, ikke længere i frygten for, hvem jeg bliver.

Max hygge og lidt eftertænksom.

Det er vidst ved at være længe siden jeg har delt en lille selfie, så det synes jeg lige i skulle ha. Normalt tager jeg bare med min mobil, men den er Søren lige rendt med, så jeg brugte mit kamera i dag.

Søren havde tidlig fri torsdag, da han skulle på ouh og fri hele fredagen, så vi har en dejlig lang weekend sammen. Vi får slappet godt af og den står på max hygge. Der findes vidst ikke noget bedre..

Han har forkælet mig med brunch og film-hygge tidligere og til aften skal vi ha hjemmelavet burger.

Jeg har ikke sovet så meget natten til i dag. Min skulder gør herre nas og har drillet i snart 2 uger. Det går både ned i mit dårlige håndled og op i nakken. Jeg prøver med øvelser, svigermors varmepose og så har jeg tage noget smertestillende, men føler ikke det virker. Burde virkelig få den skulder, nakke, håndled... arm.. undersøgt igen. Problemet er bare at jeg ved de sender mig videre til fys eller kiropraktoren og det har jeg ikke råd til og sidste gang, hjalp det mig ikke alligevel.. Jeg vil prøve at se tiden lidt an og ellers må jeg snakke med lægen om det.

Mine tanker sværmer meget, omkring det her med min usikkerhed og jeg prøver at acceptere at den er der, at det er okay og så kan jeg mærke at jeg skal i dybden med det. Har læst nogle steder at man gerne skal tilbage og finde ud af, hvornår usikkerheden er startet og hvorfor. Den har sådan set altid været der og jeg ved også godt hvorfor den er opstået. Det gør dog utrolig ondt at tænke tilbage, men jeg tror også det er med til at heale mig. Prøver lidt at forestille mig at jeg står ved siden af mig selv som lille og at jeg tager den her lille pige i hånden, når hun er bange og usikker. Det er en ufattelig hård øvelse, men tror det er godt. Har ingen ide om, hvordan jeg så kommer videre derfra, men det skal nok lykkedes mig. Jeg føler mig heldigvis ikke deprimeret, mere sådan eftertænksom og har virkelig bare lyst til at komme af med den usikkerhed. Desværre går det nok ikke lige væk på en dag, når man sådan set har været ramt af det, det meste af sit liv. Faktisk vil den nok også altid være der, jeg skal bare lige blive venner med den og ha bearbejdet nogle meget gamle følelser. Fuck hvor var jeg altså bange som lille og nok mere sensitiv end jeg selv og andre har været klar over. Det sidder så dybt begravet i mig..