google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Tror faktisk ikke jeg kan li' mig selv?
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

16. februar 2017

Tror faktisk ikke jeg kan li' mig selv?


Jeg har i noget tid, gået med nogle underlige tanker og jeg kan mærke at der er nogle emner, som faktisk er ret svære for mig. Normalt er jeg ret ærlig og åben, men det her er lidt svært. Det skal dog ikke holde mig tilbage. Det startede da jeg læste om TaknemlighedLouise's blog. Det indlæg rørte mig dybt og skrev også et indlæg om det. Siden den dag, har jeg kunne mærke at der er noget inden i mig, som jeg skal igang med. Der er et hul og jeg tror endelig jeg er ved at finde ud af, hvad det handler om. Jeg er ret god til at se det positive i andre, i mine handlinger og i min udvikling, men når jeg kigge på mig selv udefra, bliver jeg voldsom ked af det. Tror faktisk ikke jeg kan li mig selv. Jeg er fuld af usikkerhed, angst og mit selvbillede er ret forskruet. Bryder mig ikke engang om at tænke på det.

I sidste uge, havde jeg en snak med Kevin fra Anketype og selv om vi snakkede om alt muligt og jeg både blev provokeret og ikke var helt enig med ham i nogle ting, så sagde han noget jeg husker meget tydeligt. Kan ikke fortælle ordret hvad det var, men det handler om den sociale arv og at jeg er bange for den. Jeg kæmper så meget for at bryde med den arv og det kombineret med min angst og usikkerhed er pisse svært. Kort sagt, jeg skal ikke være bange for, om jeg bliver psykopat, for det sker ikke.

Jeg siger altid at accept er noget af det aller vigtigste, når man gerne vil bryde med sin sociale arv og sine psykiske lidelser, men jeg er selv bange. Skal den angst følge mig for evigt. Jeg ved jo godt at jeg er mønsterbryder og at jeg ikke er, som min sociale arv.

Nu er min opgave så at jeg virkelig skal til at indse at kampen mod den sociale arv er klaret. Jeg er ikke min diagnose og jeg er.... Her kommer problemet.. Jeg skal forsøge sige noget pænt om mig selv og det kan jeg ikke. Hvordan indser jeg at jeg faktisk er god, sød, dejlig, kærlig, omsorgsfuld, sej osv. Hvordan kommer jeg væk fra angsten og usikkerheden og begynder at kunne li mig selv. Det der gør mest ondt er at det her ikke er noget nyt. Hvordan kan jeg elske mig selv, hvis jeg hele tiden prøver at flygte fra den jeg er, fordi jeg er bange for mig selv. Bange for den arv der følger med. Samtidig er usikkerhed og angst faktisk også en del at min sociale arv og den gør mig enormt sensitiv.

Når man taler om den sociale arv, taler man i bund og grund, om det man arver fra sine forældre og det kan være alt imellem himmel og jord. Jeg ved godt hvad jeg har arvet og jeg ved også godt hvor det hele kommer fra. Men jeg vil også godt nævne at det her med social arv, ikke handler om at placere skyld. Det er jeg for længst ovre. For mig handler det om at finde ud af, hvorfor min krop og mit sind, reagere på bestemte måder. Egentlig troede jeg at jeg var igennem det meste af alt det her, indtil jeg opdagede at jeg kun er halvvejs, for man arver noget fra begge forældre.

Så nu vil jeg skubbe lidt til min usikkerhed og måske blive lidt små forelsket i mig selv. Jeg har prøvet at se lidt videoer med tankefelt terapi og jeg overvejer om det skal ha et forsøg. Ud over det er jeg helt på bar bund, så hvis du ved hvordan man gør, må du gerne smide en kommentar.

https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ https://www.instagram.com/jeakh/ https://twitter.com/Jeakh https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts

15 kommentarer:

  1. Kære Jeanette <3
    Føler mig en lille smule ramt når jeg læser disse ord - Kender til alt om at have et ønske om at bryde den sociale arv.
    En ting er sikkert den kan brydes, og man kan med garanti se den brydes og vide at man har brudt den, men nogle gange tror jeg simpelthen, at når man har kæmpet for at få den brudt, at man under pressede situationer kan risikere at falde lidt tilbage til usikkerheden om man nu gør det godt nok - sådan har jeg det i hvert fald selv, er super god til at slå mig selv i hovedet - det bliver dog heldigvis ikke gjort så ofte, som tidligere i livet - så tænker at når du ved, at du har brudt den, så vil usikkerhedne falde, og med tid vil det forsvinde helt <3
    Op med hovedet - Vær stolt af at være en Mønsterbryder <3
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Søde..

      1000 tak for din kommentar og det lyder bare så rigtig. Jeg er enormt stolt af mig selv og jeg ved jeg er kommet længere end jeg havde regnet med. Men den her usikkerhed æder mig virkelig op og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme det til livs.. usikkerheden er helt sikkert også noget jeg har arvet og den hænger virkelig meget sammen med min angst og min kontrol..

      Lige nu vil jeg prøve om jeg kan lære elske mig selv, men aner ikke rigtig hvordan man gør..

      Knus <3

      Slet
  2. Kære søde dig :-)
    Efter en skilsmisse for 2 1/2 år siden fra min kæreste/mand igennem 27 år (vi har været kærester siden vi var 15 år), blev jeg sendt ud i noget af en livskrise... Jeg følte, at jeg mistede halvdelen af mig selv. For ALLERførste gang skulle jeg i en alder af 42 år til at finde ud af at klare mig selv og det var faktisk som at flytte hjemmefra som 42 årig. Jeg var MEGET ulykkelig, følte hele min tilværelse som mor, kone og kvinde smidt ud over en skræmt, da min elskede bad om at blive skilt...
    Bare dét at jeg skulle fraflytte vores fælles hjem, min oase...
    Dét,der så faktisk skete for første gang i mit liv, at jeg efter er stykke tid laaaaaaangsomt begyndte at få øjnene op for, hvad JEG gerne ville, hvad der var godt for mig og dét at lære at nyde mit eget selskab.
    Disse ting skete ved, at jeg begyndte at holde mere og mere af mig selv, fordi jeg tillod mig selv at være sårbar og accepterende overfor ALLE følelser, som nu engang kom til mig UANSET om de var gode, dårlige, grimme, sorte osv.
    Jeg dansede (med mig selv), ja, hold nu kæft, hvor jeg dansede! 😉 På alle tider af døgnet. Det gav mig en eller anden ro i hovedet, da jeg dansede lææænge og uden hæmninger, så nogle gange var det grimt og løssluppent (gerne mens jeg sang/skrålede med på sangen i volden sky)...Dans SÅ lang tid at du orker. Jeg lover det giver ro i både krop og hoved. Det giver samtidig en kroosfornemmelse, hvor mange giver slip på kontrol og bliver MEGET mere glad for sig selv, som man nu engang ser ud.
    Endelig brugte og bruger jeg stadig det meget SIMPLE trick med at sige god morgen og god nat HØJT til mig selv i spejlet på badeværelset HVER dag/aften.Samtidig siger jeg én pæn ting højt til mig selv. Kan virke latterlig i begyndelsen, men IGEN pyt skidt med det, for det virker 🤗 Jeg er i hvert fald gået hen og blevet forelsket i mig selv 💘 Held & lykke med det hele kære 🍀

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 Tak for din besked.. Det der med at danse helt uhæmmet har jeg tidligere brugt i forbindelse med angsten, så måske skal jeg prøve det igen.

      Der er rigtig mange der siger at jeg skal prøve sige gode ting om mig selv højt hverdag, men tror helt ærlig ikke rigtig jeg er klar endnu.. Jeg har prøvet, men det gør sindsygt ondt når man ikke kan komme på noget..

      Jeg er mega god til at se min udvikling og har kæmpet i mere end 10 år. Jeg har lært at acceptere min situation, men det her med at man så pludselig opdager hvor meget usikkerheden æder mig op.. Det er virkelig skræmmende. Jeg vil så gerne lære at elske mig selv, for jeg er jo egentlig rigtig glad for hvordan jeg er over for andre og samtidig mega stolt af min udvikling.. Det er bare resten jeg mangler..

      Knus <3

      Slet
  3. Du er en af de dejligste personer jeg kender, og det gør lidt ondt, at du ikke selv kan se det om dig selv. <3

    Et godt tip er at sige noget sødt/pænt om dig selv hver dag, når du står foran spejlet. Det kan være "Hvor ser du godt ud idag, Jeanette", "Hvor er du dejlig" eller noget helt andet, men så siger eksperterne at man langsomt vil elske sig selv lidt mere fra dag til dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du fatter ikke hvor meget dine ord varmer og jeg ved godt det er mega fjollet. Jeg ved at jeg er god ved andre, at jeg har udviklet mig utrolig meget og at jeg egentlig lever et dejligt liv. Problemet er bare når jeg kigger mig i spejlet.. så kan jeg ikke komme på noget. Det gør ondt og gør mig mega ked af det..

      Tror jeg vil prøve noget tankefelt terapi, har fundet et par videoer..

      Knus <3

      Slet
  4. Kære Jeanette
    Blev ramt af dit indlæg og stor respekt for at du er ærlig og deler og fortæller om dine tanker.

    Det er en hård nød at knække, den der sociale arv og ingen tvivl om at det kommer til at tage tid. Det at være mønsterbryder kræver stort mod og er hårdt arbejde; og formentlig noget du skal have fokus på mange år fremover. Men tænker at du allerede er startet på det bare ved at dele dine tanker på din blog. At sætte ord på er altid en god ting.

    For et par år siden gik jeg selv ved en coach, Bente, hvor jeg fik sat ord på min sociale arv. Hun er desværre stoppet som coach, men har nu dannet "At danse med livet" som er en frivillig organisation, der forsøger at hjælpe personer, der er udfordret af livet gr. stress, angst eller depression. Selvom det er for borgere i Odense kommune, så kan det måske være at du kan være heldig, at de kan hjælpe. Bente hjalp i hvert fald mig med "at sætte ord på" og alene det at få sat ord på, var en stor øjenåbner for mig. Og gjorde det lettere for mig at forstå, hvorfor jeg reagerer på en bestemt måde i bestemte situationer.

    Men bliv ved med at omtale dig selv pænt, både i tanker og tale og så skal der nok lidt "fake it till you make it" til. Og ja, der er dage hvor det er sværere end andre, men jeg fornemmer trods alt også en vis optimisme og tro på det i dit indlæg. Og husk du ER både god, sød, sej, modig og omsorgsfuld; det læser jeg ud af dine indlæg på din blog.

    Pas godt på dig selv!

    Masser af kærlige hilsner og tanker fra
    Louise aka Theharbourgirl

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 tak for dine ord, de varmer virkelig. Jeg er så stolt af mig selv og ved jeg er kommet ufattelig langt, det er bare den her usikkerhed der æder mig op indefra.. Jeg har altid været god til at acceptere min situation og sætte ord på.. Det hjælper mig hver eneste dag, men at kigge på sig selv og skulle sige noget højt, det gør virkelig ondt og så bliver jeg ked af det.. Heldigvis er jeg ikke deprimeret og jeg ved at jeg er et rigtig godt menneske.. Trænger bare til at komme af med usikkerheden..

      Din linje *fake it til you make it* rammer plet.. ved jeg i starten af min sygdom virkelig fakede meget for at klare det.. Jeg ville være så positiv at andre brækkede sig over mig.. Det virkede faktisk og har bestemt været med til at gøre mig til et mere positiv menneske.. måske virker det også her.. skal bare lige over det her med at det gør så ondt..

      Du skriver at jeg er god, sød, sej, modig og omsorgsfuld.. Det er alle ting jeg 100 % ved jeg er.. Der er jeg faktisk slet ikke usikker.. men når jeg kigger mig selv i spejlet ser jeg noget andet og kan ikke sige noget pænt til mig selv.. Det er så fjollet..

      Kram <3

      Slet
  5. Kære Jeanette, det skærer i hjertet at læse, at du ikke kan lide dig selv, for du er så vidunderlig en kvinde <3 Du har forlængst brudt med din sociale arv, og du er kommet så utrolig langt. Jeg håber for dig, at du bliver vildt forelsket i dig selv, for det fortjener du helt bestemt <3 Kærlige tanker og kram til dig <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du bare sød, 1000 tak.. Du har ret jeg har brudt med min arv og jeg er kommet så langt. Jeg er virkelig også bare mega stolt af mig selv. Jeg ved jeg er en bedre udgave af mig selv. Min udvikling er så vild og jeg er så god til at se det positive. Har bare en latterlig usikkerhed der æder mig op og når jeg kigger mig i spejlet og skal prøve sige noget pænt om mig selv, gør det mig såå ked af det og det gør samtidig fysisk ondt.. Det er så fjollet.. Hvordan fanden får jeg sat den usikkerhed for porten.. ?

      Knus <3

      Slet
  6. Jeg kender det så godt fra mig selv, jeg har altid kæmpet med lavt selvværd og har ikke rigtig kunne lide mig selv og synes ikke jeg var god nok, det er faktisk først her inden for de sidste par år hvor der er kommet mere fokus på at være body positive, at jeg har indset at jeg er sku god nok som jeg er, for alle mennesker er smukke på hver deres egen måde uanset ens størrelse og forskelligheder

    - Rikke
    http://rikse.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Faktisk er jeg ikke særlig ked af min krop, selv om jeg er ret overvægtig. Jeg er også ret stolt af mig selv pga min udvikling. Men når jeg kigger mig i spejlet og vil prøve at sige noget godt om mig selv, gør det fysisk ondt og jeg bliver utrolig ked af det.. Det er så fjollet..

      Knus <3

      Slet
  7. Kære Jeanette 😊

    Jeg beundrer din åbenhed og din ærlighed og jeg elsker især dine videoer hvor du bare er dig selv og er i din sårbarhed - det er rørende!
    Men jeg kender alt for godt selv til et lavt selvværd og en enorm selvkritik og usikkerhed, desværre.
    Det er hjerteskærende at det skal være så svært og jeg forstår virkelig godt at det gør dig ked af det 😢
    Jeg synes at du skal give tankefelt terapi et forsøg. Jeg har oplevet at gå fra angstanfald til at grine og ikke kunne fastholde ubehaget efter kort tid. Jeg har også brugt det ved usikkerhed omkring eksamen. Og selvom det lyder skørt og er grænseoverskridende at skulle sige at man fx elsker sig selv på trods af det man nu har som udfordring, så føles det virkelig godt. Det er som om at man når ind til sin kerne - derind hvor man ikke tvivler på at man er god nok og der hvor man er i ro med sig selv 💕

    Jeg håber at du stille og roligt når derhen hvor du kan kigge dig selv i spejlet og sige noget pænt om dig selv uden at det er så ubehageligt og svært - det fortjener du virkelig!

    Kærligst Anne Sofie

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 tak for din kommentar den varmer, mener end jeg kan beskrive. Det mest skøre i det her, er at jeg er mega stolt, glad for den jeg er over for andre og er faktisk heller ikke specielt depressiv eller ked af mine udseende. Men min tanke er åbenbart stadig at jeg ikke kan li mig selv, det er jo totalt forskruet. Så nu prøver jeg nogle ting af og ser hvad der virker.. Usikkerhed er sgu noget fanden har skabt.. Angsten føler jeg at jeg kan håndtere, men usikkerhed, det er en dræber.. Jeg har et kæmpe hul inden i mig selv.

      Du giver mig mod og håb..

      Kram <3

      Slet