Jeg er netop kommet hjem, har rullet gardinerne ned og smidt mig på sofaen. Jeg har været til samtale på psyk i middelfart, årets første og meget tiltrængte samtale. Det var en utrolig god samtale og jeg får virkelig en forståelse og støtte der. De er gode til at fortælle mig at jeg gør det rigtige og at det er kampen værd. De mener jeg er mønsterbryder og at jeg har udviklet mig helt enormt. Vi snakkede meget om at det at være mønsterbryder, ofte påvirker omgivelserne enormt og har en masse konsekvenser. Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie og det vil tage lang tid at bryde fri og lære at leve det liv, jeg ønsker og som er godt for mig. Ønsker ikke længere at være den, hvor alle problemerne havner, det må i fremtiden smides et andet sted. Jeg er helt utrolig stolt af mig selv og jeg ved at min fremtid vil se lysere ud, hvis jeg holder fast i de gode og sunde beslutninger. Jeg vil og jeg giver ikke op.
Jeg havde set det komme, men først i dag fået det officiel bekræftet. Min støtte, min hjælper, min karma, min guru på psyk stopper til sommer og går på efterløn. Hun har talt med overlægen og de er blevet enige om at de vil være der 100% fra nu af og frem til sommer, derefter skal jeg afsluttes helt på psyk. Det betyder at vi skal ha min førtidspension genforhandlet, med kommunen inden og vi skal ha snakket om hvilke værktøjer, jeg i fremtiden skal holde fast i og huske. Spurgte faktisk om vi ikke kan optage at hun siger, hvor god og sej jeg er.. Ha ha. Vi skal ha sat et punktum og startet et nyt kapitel for mig. Jeg havde som sagt set det komme og jeg var godt klar over at det ikke ville vare evigt. Jeg har været på psyk nu i ca 7 år og jeg fatter virkelig ikke, hvor tiden er blevet af. Det er lang tid og er virkelig oprigtig glad for at de har været der for mig, jeg havde på ingen måde klaret det uden dem. I sommers havde jeg faktisk selv tanken om at vi snart skulle slutte, desværre skete der så en masse i efteråret, som gjorde at jeg ikke har kunne undvære dem. Havde jeg ikke haft dem her i feks november og december, var det nok endt med at jeg var blevet indlagt igen. I fremtiden håber jeg at mit egen læge vil tage over, hvis der opstår svære situationer igen, hun har heldigvis også en stor forståelse og er god til at lytte og hjælpe. Ville selvfølgelig helst beholde de trygge rammer på psyk, men jeg føler også at jeg er klar og nu langt om længe kan gi' slip. De næste 6 måneder bliver så vigtige og jeg glæder mig faktisk lidt til at komme ud på den anden side. Hvis du vil vide hvordan jeg blev syg kan du læse: Lynet slog ned.



