Den søde
Gulde satter atter gang i lidt tanker, med sin kommentar til mig indlæg -
Kommentaren som ramte mig- og mit svar til hende er lidt en længere forklaring, så derfor skriver jeg nu dette indlæg.
Hun nævner at der findes mennesker med psykisk lidelser, som ofte kan finde på at bruge deres diagnose for meget. Bruge deres sygdom som undskyldning for forskellige ting. Den tanke er bestemt ikke ny for mig og må indrømme, jeg selv selv ind imellem har brugt min diagnose som undskyld. Føler ikke selv det er noget jeg gør tit, men jeg er helt bevidst om at det sker. Ja og hvorfor gør jeg så det. Er det ikke bare en mulighed for at slippen uden om? Mit svar er at jeg jo har en diagnose, også selv om folk ikke kan se det. Der er bare situationer hvor min hjerne ikke har fornuft nok til at passe på mit sind og der er jeg nød til at trække diagnose kortet. Jeg gør det for at passe på mig selv og nogen gange er det simpelthen fordi, det er min letteste løsning. Hvis jeg ikke bruger sygdommen som undskyldning, så er det nogen gange langt mere besværligt at være mig.
Jeg kan prøve at gi et eksempel:
En af de ting som ofte rammer mig er kommentaren: Men hvorfor kan du nu ikke det, det kunne du jo i sidste uge og har gjort så tit??
Hvis jeg vidste hvorfor jeg nogen gange, kan nogen ting og andre gange ikke kan, så tror jeg måske jeg havde det bedre og måske havde jeg så slet ikke min sygdom. Hvis jeg oven i det, skal til at forklare folk, hvorfor jeg nogen gange kan nogen ting og andre gange ikke kan, så har jeg på forhånd givet lidt op. Men Jeanette er det ikke for let? Faktisk nej. Det er ofte fordi jeg ikke kender svaret eller ved hvordan jeg skal forklare mennesker min situation. Det er også langt lettere at sige: Jeg kan ikke pga min angst end at forklare dem at jeg har en personlighedsforstyrrelse. Og begynder jeg med en længere forklaring, som alligevel virker helt umulig, ender jeg måske i en værre situation bagefter, end hvis jeg trækker mit diagnose kort. Og uden at det igen skal lyde som en undskyldning, så har jeg jo fået min diagnose af en årsag. Faktisk tog det psykiatrisk hospital utrolig lang tid at lave en ordenlig udredning på mig.. (Jeg vil lige nævne her, at jeg i dette indlæg, kun taler om folk som oprigtig har fået stillet en rigtig diagnose. Folk der selv-diagnosticer sig, er vidst et kapitel for sig selv og det er nok en bog jeg ikke skal åbne)
Nu skal dette indlæg ikke bare være en lang forsvars-tal, for jeg ved ude mærket godt at der findes mange mennesker, som bruger deres diagnose som undskyldning hele tiden. Som måske ikke gør noget ved deres situation og bare lader stå til. Jeg kender faktisk selv et par stk, som godt kunne havne i den gruppe. Jeg vil også gerne indrømme at jeg selv i perioder, kan være samme sted. Det kan faktisk også gøre mig rigtig ked af det, når jeg oplever folk, som gang på gang siger: det kan jeg ikke eller jeg har prøvet. De mennesker har jo i mange tilfælde givet op, inden de er gået igang. Nogen mennesker har bare ikke kræfterne til at bryde ud af det. Jeg er meget taknemlig for at jeg har fået chancen og støtten, til i det mindste at prøve bryde fri. Jeg havde selv 3 år, hvor alt var helt sort og hvor jeg boede i min seng. Jeg kunne intet og det var ikke bare en undskyldning, det var sådan det var. Det var enormt opslidende for alle og har virkelig kostet meget. Jeg ønsker at andre som måske bruger deres diagnose meget og som måske ser alt ret sort, kunne få samme chance som mig. Samtidig ønsker jeg de mennesker at de finder bare en lille dråbe af lyst til at kæmpe. Til at bryde fri, for jeg er sikker på de ikke ønsker at bruge det, jeg kalder diagnose-kortet. De ved simpelthen ikke hvordan de skal bryde den cirkel, de er kommet ind i. Jeg er helt sikker på de ikke gør det, for bare at gøre det, men fordi de har opgivet og ikke kan se en udvej.
Jeg vil nu lige slutte med at sende et kæmpe kram, til alle som er pårørende til en med en psykisk lidelse. Det er hårdt, det er opslidende og jeg ved at man som pårørende vil gøre alt for at hjælp. Det bedste man kan gøre er at være der, støtte, lytte. Evt hjælpe personen hen til noget professionel hjælp. For der skal professionel hjælp til, man kan ikke som pårørende gøre det alene. Det bedste man kan gøre er at acceptere situationen og være der. Lade de professionelle gøre deres arbejde og være med til at banke i bordet, når det er nødvendigt.