Kan jeg mon det?

Denne dag har godt nok taget rigtig mange kræfter. Heldigvis sov jeg rigtig godt i nat og det er bare en utrolig vigtig faktor, for at kunne kæmpe. Jeg vælger altid mine kampe med omhu og ja det kan til tider gå ud over andre mennesker, men jeg er nød til at passe på mig. Hvis jeg gerne i fremtiden vil ha det bedre, er jeg nød til engang imellem at tage nogle valg, der kan føre mig sikkert til fremtiden. Jeg er derfor den type, der ikke rigtig gør noget, med mindre jeg ved at der er størst chance, for en sejr. Nogen gange går det godt og andre gange, ikke så godt.

Jeg har i mange år ikke rigtig kunne færdes på sygehuset. I starten fik jeg angst, bare ved tanken om sygehuset. Selv om jeg kun skulle hurtig ind og ud igen, fik jeg det enormt skidt. Jeg lovede mig selv derfor at jeg i fremtiden, ikke ville tage derud, med mindre jeg var ret sikker på at det kunne lykkedes. Men igen fik jeg et par nederlag og måtte helt holde mig fra det. Fandt ud af med tiden at jeg kunne tage derud i nogen tilfælde. Feks kun tage derud for gode ting. Feks for at hjælpe en derud og senest for at se min lille nevø som var kommet til verden. Det har givet mig et par sejre og derfor ved jeg at jeg er på rette vej.

I dag har jeg så igen været på sygehuset. Jeg fik i går at vide at min Farfar er alvorlig syg og at det nok var en god ide at komme på besøg. Jeg brugte hele aftenen i går på at besluttet, om det var noget jeg kunne eller ej. Min krop sagde at i forhold til min angst var det nok en rigtig skidt ide, men samtidig var jeg klar på at tage skridtet. Ikke kun for min egen skyld, men også for at vise andre at jeg gerne vil prøve. Jeg vil gerne vise at jeg kæmper og jeg vil sgu gerne vinde over angsten. Oplevelsen var svær, jeg havde rigtig mange tåre, men angsten fik jeg holde på afstand. Min Farfar snakkede lidt med os, men sov også meget af tiden, vi var der. Han smilede til mig flere gange og det var rigtig dejligt. Han så mig med tåre og jeg kunne se han også selv blev rørt. Det var rigtig hårdt, men heldigvis kom der flere smil end tåre fra ham. Jeg tror han var meget overrasket over at se mig derude, han ved godt at det ikke bare lige, er noget jeg gør. Jeg havde min kæreste, bror, svigerinde og lille nevø med. Det var trygt for mig, meget roligt og det er den eneste grund til at jeg kunne gennemføre det. Jeg var det rigtig sted, med de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt.

Da vi gik derfra fra var jeg hele følelses registret igennem. Jeg er glad for jeg gjorde det, jeg er glad for at se ham, jeg er glad for hans smil, jeg er stolt af mig selv og glad for min sejr. Ja og mange mange flere, som ikke er værd at nævne lige nu.

Jeg er ikke sikker på jeg kan gøre det samme en anden gang. Der er utrolig mange faktorer der spiller ind. Jeg bliver nød til at tage det gang for gang og nogen gange vil det lykkedes for mig og andre gange vil jeg måske slet ikke, tage kampen op. Det er nok det som er en af de sværeste ting for mig. Jeg kan ikke bare sige nu at jeg så en anden gang, vil kunne gøre det sammen. Det skal overvejes fra gang til gang og jeg gør ikke noget, hvis jeg inderst inde ved og kan mærke at det er for farligt. Det lyder skørt, men det kan faktisk sætte min fremtid på spil og det er jeg på ingen måde klar til at ofre.

Nu vil jeg kravle i seng, jeg har en samtale på psyk i morgen. Det glæder jeg mig enormt meget til. Håber jeg kan få smidt en masse tanker af dernede, så jeg kan få lidt mere ro i hovedet.

Psykisk Ustabil.

Kan godt mærke at jeg intet har foretaget mig i en uge, fordi jeg har ligget syg. Det er seriøst ikke godt for min psyke. Jeg bliver hurtig irritabel og frustreret. Det sætter bare alt alt for mange kedelige tanker igang, i mit hoved og ikke nok med det, så udløser det mere angst. Jeg skulle bare lige hurtig ned og handle i dag og så stod jeg der i Rema, med angst anfald. Havde heldigvis taget en vogn, så jeg smed den store jakke og tasken op i og prøvede at komme ud af anfaldet. Det fede ved det var at jeg heldigvis klarede mig igennem det, selv om jeg virkelig bare havde lyst til at gå derfra.

Det er faktisk ved at være længe siden at angsten har vist sig, ved sådan nogle almindelige dagligdags ting. Troede ikke rigtig jeg ville få det sådan med at handle igen, men det kommer altid i de perioder hvor jeg er psykisk ustabil, har været isoleret for meget eller har for mange tanker.

De anfald tager også energien fuldstændig ud af kroppen og den havde jeg ikke ret meget af i forvejen. Jeg har hele dagen bare haft lyst til at kravle tilbage i seng og gemme mig, for hele verden. Jeg ved godt at det er for farligt, så derfor har jeg kæmpet for at få gjort rent og holde mig igang. Det har kostet kræfter i dag og har måtte diskutere med mig selv op til flere gange. Jeanette kom nu igang. Jeanette hvad er det egentlig du er igang med lige nu. Der er ikke klude i køleskabet. Jeanette nu er det okay med en lille pause. Hov vandet løber på badeværelset.

Jeg har nået rigtig meget, men blev ikke helt færdig med de ting jeg gerne ville, så de må vente til i morgen. Dog er jeg ret tilfreds alligevel. Normalt ville jeg ha givet op og gravet mig ned under en dyne.

I morgen er der en ny dag, med nye udfordringer og ting jeg skal kæmpe med. Lige nu er det extra hårdt, men jeg er igang og jeg giver ikke op. Jeg skal tilbage på sporet og det skal nok lykkedes. Der er ikke ret mange, der ved hvor mange små kampe, man hele tiden skal igennem, når man har en psykisk lidelse. Folk ser ikke alle de ting, jeg går igennem til hverdag og det kan være enormt svært. Jeg får tit ros og skulder klap for at jeg er nået så langt og det er skønt. Jeg tror nogen gange at jeg er kommet så lang at folk måske ser mig mere rask end jeg er. De ser ikke hvor meget jeg skal igennem for feks at handle, gøre rent, være social eller bare for at få ordenlig søvn. Jeg ved 100% at jeg ikke kan få forståelse fra dem, som ikke selv har prøvet det, men accept er skønt. Jeg prøver at lade være med at ynke, men folk kan ikke se på mig når jeg er nede.. Hvad gør man så.. ??