Den søde Gulde satter atter gang i lidt tanker, med sin kommentar til mig indlæg -Kommentaren som ramte mig- og mit svar til hende er lidt en længere forklaring, så derfor skriver jeg nu dette indlæg.
Hun nævner at der findes mennesker med psykisk lidelser, som ofte kan finde på at bruge deres diagnose for meget. Bruge deres sygdom som undskyldning for forskellige ting. Den tanke er bestemt ikke ny for mig og må indrømme, jeg selv selv ind imellem har brugt min diagnose som undskyld. Føler ikke selv det er noget jeg gør tit, men jeg er helt bevidst om at det sker. Ja og hvorfor gør jeg så det. Er det ikke bare en mulighed for at slippen uden om? Mit svar er at jeg jo har en diagnose, også selv om folk ikke kan se det. Der er bare situationer hvor min hjerne ikke har fornuft nok til at passe på mit sind og der er jeg nød til at trække diagnose kortet. Jeg gør det for at passe på mig selv og nogen gange er det simpelthen fordi, det er min letteste løsning. Hvis jeg ikke bruger sygdommen som undskyldning, så er det nogen gange langt mere besværligt at være mig.
Jeg kan prøve at gi et eksempel:
En af de ting som ofte rammer mig er kommentaren: Men hvorfor kan du nu ikke det, det kunne du jo i sidste uge og har gjort så tit??
Hvis jeg vidste hvorfor jeg nogen gange, kan nogen ting og andre gange ikke kan, så tror jeg måske jeg havde det bedre og måske havde jeg så slet ikke min sygdom. Hvis jeg oven i det, skal til at forklare folk, hvorfor jeg nogen gange kan nogen ting og andre gange ikke kan, så har jeg på forhånd givet lidt op. Men Jeanette er det ikke for let? Faktisk nej. Det er ofte fordi jeg ikke kender svaret eller ved hvordan jeg skal forklare mennesker min situation. Det er også langt lettere at sige: Jeg kan ikke pga min angst end at forklare dem at jeg har en personlighedsforstyrrelse. Og begynder jeg med en længere forklaring, som alligevel virker helt umulig, ender jeg måske i en værre situation bagefter, end hvis jeg trækker mit diagnose kort. Og uden at det igen skal lyde som en undskyldning, så har jeg jo fået min diagnose af en årsag. Faktisk tog det psykiatrisk hospital utrolig lang tid at lave en ordenlig udredning på mig.. (Jeg vil lige nævne her, at jeg i dette indlæg, kun taler om folk som oprigtig har fået stillet en rigtig diagnose. Folk der selv-diagnosticer sig, er vidst et kapitel for sig selv og det er nok en bog jeg ikke skal åbne)
Nu skal dette indlæg ikke bare være en lang forsvars-tal, for jeg ved ude mærket godt at der findes mange mennesker, som bruger deres diagnose som undskyldning hele tiden. Som måske ikke gør noget ved deres situation og bare lader stå til. Jeg kender faktisk selv et par stk, som godt kunne havne i den gruppe. Jeg vil også gerne indrømme at jeg selv i perioder, kan være samme sted. Det kan faktisk også gøre mig rigtig ked af det, når jeg oplever folk, som gang på gang siger: det kan jeg ikke eller jeg har prøvet. De mennesker har jo i mange tilfælde givet op, inden de er gået igang. Nogen mennesker har bare ikke kræfterne til at bryde ud af det. Jeg er meget taknemlig for at jeg har fået chancen og støtten, til i det mindste at prøve bryde fri. Jeg havde selv 3 år, hvor alt var helt sort og hvor jeg boede i min seng. Jeg kunne intet og det var ikke bare en undskyldning, det var sådan det var. Det var enormt opslidende for alle og har virkelig kostet meget. Jeg ønsker at andre som måske bruger deres diagnose meget og som måske ser alt ret sort, kunne få samme chance som mig. Samtidig ønsker jeg de mennesker at de finder bare en lille dråbe af lyst til at kæmpe. Til at bryde fri, for jeg er sikker på de ikke ønsker at bruge det, jeg kalder diagnose-kortet. De ved simpelthen ikke hvordan de skal bryde den cirkel, de er kommet ind i. Jeg er helt sikker på de ikke gør det, for bare at gøre det, men fordi de har opgivet og ikke kan se en udvej.
Jeg vil nu lige slutte med at sende et kæmpe kram, til alle som er pårørende til en med en psykisk lidelse. Det er hårdt, det er opslidende og jeg ved at man som pårørende vil gøre alt for at hjælp. Det bedste man kan gøre er at være der, støtte, lytte. Evt hjælpe personen hen til noget professionel hjælp. For der skal professionel hjælp til, man kan ikke som pårørende gøre det alene. Det bedste man kan gøre er at acceptere situationen og være der. Lade de professionelle gøre deres arbejde og være med til at banke i bordet, når det er nødvendigt.
Rigtig godt indlæg! Jeg kan relatere så meget, til det, du beskriver. Det er faktisk meget sjældent, at jeg bruger "diagnose-kortet", men dit indlæg sætter nogle tanker igang. For jeg tror, du har ret - nogle gange gør det mere skade end gavn at begive sig ud i lange, indviklede forklaringer til folk, som ikke helt forstår - eller måske egentlig slet ikke ønskede en sådan forklaring, da de spurgte til at starte med. Jeg mener - jeg har før oplevet, at folk har spurgt i frustration: "Hvorfor kan du nu pludselig ikke dét, når du kunne igår?!" - og hvis jeg så kommer med en lang forklaring, står de tilbage og ved ikke, hvad de skal sige. Det var egentlig ikke dét, de ønskede - de skulle bare af med noget frustration. I sådan en situation er det måske lettere og mere skånsomt - for begge parter - at "trække diagnosekortet". Det har jeg bare aldrig tænkt over i forhold til familie og sådan, fordi jeg netop er så bange for at blive opfattet som "en af dem", der "bare" bruger det som en undskyldning for alt. SELVOM jeg godt selv ved, at der findes nogen, som faktisk bruger kortet ganske fornuftigt, ligesom du selv. Jeg er bare bange for, at andre ikke ved det. Men dit indlæg sætter tingene i perspektiv. Måske kan det indimellem faktisk lette begge parter.
SvarSletOkay, jeg føler, at det bliver en noget rodet kommentar, det her. Men f.eks. min lillesøster siger indimellem, at "nåe ja, det er på grund af angst, at du ikke kommer i dag". Og dét giver HENDE ro i sindet. Så skal hun ikke til at tænke frem og tilbage over hvad og hvordan, og hvad mon der nu er i vejen i dag, og hvorfor har jeg det skidt osv. osv. For hende er det mere skånsomt og overskueligt bare at finde ro ved, at det er på grund af angst, at jeg ikke kommer. Så behøver hun ikke at forholde sig mere til dét. Giver det mening?
Jeg elsker selv de indlæg som man på en eller anden får lidt ud af, eller som sætter lidt tanker igang og gulde er bare vildt god til at skrive de rigtige ting og til at sætte flere tanker igang.. Dejligt at bloggere på den måde kan gi hinanden noget.. Du giver mig også jævnligt lidt ting til eftertanke og det er virkelig fedt. Elsker også den der forståelse, den for man kun fra andre som på en eller anden måde selv har prøvet det, man skriver eller snakker om.. På den måde kan man måske også lære hinanden lidt om livet.. Det er nok generelt meget sundt..
SletDin kommentar er ikke rodet.. kender godt fornemmelsen af at man plapre løs og at ordene ser forvirrende ud.. men der er ofte en masse man gerne vil sige når man finder sådan et indlæg som man kan forholde sig til.. Jeg når selv meget sjældent at tjekke min kommentare for fejl fordi mine tanker bare flyver ned på tastaturet.. Ha Ha..
Dine ord giver bestemt mening og jeg ved hvad du mener... <3
Brrr, tankestorm.. Ping-pong, ja det skal jeg da ellers lige love for! Har de første par A4-sider i svar (not gonna post it yet, though, it needs serious cleaning) og Google siger jeg kun må skrive maks 4.096... Det er vist til din fordel! ^^"
SvarSletSå den lille del af mit svar jeg kan komme med umiddelbart: Godt indlæg, Jea, det sætter skub i en masse!
Det det beskriver her, giver jo helt mening, og faktisk har jeg ikke set noget i det du beskriver, som jeg ville kalde for misbrug af diagnose. Det kan, netop som du beskriver, være praktisk at smide den som undskyldning, hvis man skal forklare folk hvor man kan/ikke kan noget, som har relation til diagnosen - eller generelt bare problemer der har med diagnosen at gøre, som man ikke har orksomhed/tid til at forklare i pågældende situation. Det gør det nemmere for alle parter, så det ville jeg ikke kalde misbrug.
Men den summerede version af mit lange indpakkede (forsøgt ikke stødende) indlæg, er at jeg har haft omgang med en gruppe mennesker, der satte en ære i at være anderledes - selvom de selvfølgelig lignede alle andre i den gruppe, ergo i virkeligheden ikke var så anderledes. Deres definition af anderledes omhandlede vist også mest tøj, musik og interesser. Nogle af dem mindede om mig selv i interesser, holdninger etc, og dem fungerede jeg godt med. Andre virkede lige så interesserede i den popularitet der driver den slags mennesker (populære) de har fundet sammen om at afsky. Og mange af dem var lidt for interesserede i drama, sladder og intriger for min smag. En del af dem havde dertil diagnoser (af den slags der giver bøvl med det at socialisere) til at gøre dem til en del af den udstødte "vi er anderledes" flok - det er der jo intet galt i. Men det er der i min verden, hvis selvsamme diagnose bliver gjort til en slags reklame for opmærsomhed. De gjorde nærmest en ære i at have den - som om det var det mest interessante ved dem. Og så blev det dertil en slags privillegium der gør undskyldninger overflødige for dem, og tillader dem at træde på/være grim ved/tale grimt om hvem de nu havde lyst til, fordi det jo ikke kunne være deres fejl, men diagnosens - og de i øvrigt var synd og hårdt for dem. Ja, livet med en diagnose er sikkert ikke skønt, og det var sikkert bare et opråb om den opmærsomhed de følte behov for. En salgs uheldig undomgs opførsel. Men i min verden, er det at misbruge en diagnose.
Jeg har forsøgt, men kan sikkert ikke undgå at træde nogen over tæerne med den kommentar (ikke hvis de rigtige ser den). Jeg har ikke megen forstand på diagnoser, og har erfaring med at jeg kan være ensporet, strid, stædig og urimelig, så hvis jeg har fået noget helt galt i halsen, eller i på anden måde føler at jeg bør sættes på plads i noget jeg har sagt, så korriger mig endelig. Jeg vil gerne lærer og udvikle mig som person.
Og endnu engang, super indlæg Jea! :D
// Janni aka Gulde <>< Gulde.dk
Se nu skriver du jo en masse imellem linjerne, som jeg ikke kender til.. Ha Ha.. Uden at træde mig selv eller andre med diagnoser over tæerne, så er vi.. ja nu generalisere jeg... en flok forstyrret folk.. Nogen mere forstyrret end andre, nogen klogere end andre, nogen med en smugle mere fornuft og empati.. ja jeg har endda empati og sympati selv om jeg er psykopat.. ha ha.. Sorry.. jeg more mig lige lidt med dette svar.. ping-pong... ging-gong.. :P
SletDet jeg prøver at sige er, at mennesker med diagnoser er forstyrret.. det gør at man nogen gange ikke er klar over, når man træder ved siden af eller har for mange hækle fejl i kysen. Som jeg nævnte i mit første indlæg, så er alle mennesker forskellige også folk med diagnoser. Vi har alle gode dage og vi har alle dårlige dage..
Jeg ved godt at der findes folk, som virkelig misbruger deres diagnoser, men min tanke er at det er fordi de er så forstyrret at det ikke rør dem at være sådan... De har det måske så dårligt ind i, at de ikke rigtig ved hvordan de skal være som mennesker og derfor bruger en facade. og hvis man kun har mærket at blive stemplet for sin diagnose, så ender man også med at misbruge den som undskyldning i sit liv. Det piner mig at jeg har ondt af sådanne mennesker....
Jeg tror faktisk vi er ret enige her.. men sundt at udvide sin vide om menneskets skøre sind og mærkelige opførsel..
Hvor kan jeg bare se mig selv i dit indlæg. Jeg bor pt hos en venindes mor, som ikke forstår hvorfor jeg nogle gange bare ikke kan de samme ting som jeg kunne i sidste uge. Alm. mennesker kender jo også til at have en dårlig dag/uge jeg føler bare det svinger mere som psykisk ustabil.
SvarSletOg det du/i skriver om personer der ikke vil kendes ved deres diagnoser ... Jeg kunne skrive en hel bog om det, jeg har levet med en psykisk syg mor hele livet, hun kunne ikke tåle anti depressive piller, og ville ikke gå til psykolog, eller blive udret, men mine behandlere der har mødt hende er ikke i tvivl om at et eller andet har hun fejl. Hun begik selvmord d. 14. juni 2013.
Jeg lider selv af angst og har også en emotionel personlighedsforstyrrelse på grænsen til borderline.
Hvis du vil høre mere så tjek min blog ud www.mettesuniverse.blogspot.dk :)
Nu tillader jeg mig som den "normale person" i flokken her at smide et par holdninger:
SvarSletAlle jeg har set rent faktisk misbruge deres diagnose, sådan rigtigt at misbruge den, har utrolig travlt med at forklare alt og alle om hvad de fejler, og hvorfor. Nå ja også lige hvor hårdt de har det.
Et meget gennemgående træk er at de/vi er meget stolte af at have fået en diagnose, at fejle noget. At være anderledes som Gulde siger. Og det holder bare ikke.
Jeg vil lige henlede folks opmærksomhed på konceptet Hipster (forudsat I kan gennemskue dem, ellers carry on).
Jeg hørte en gang for længe siden den smarte DR. Phil sige noget om at folk gør hvad de vil fordi det er egentlig er det som de vil, eller det er en følgevirkning af hvad det er de vil. Wow hvor indviklet.
Forresten er jeg nørd og skammer mig ikke over dette, hvilket gør min kommentar rimelig hyklerisk.
Mennesker der er stolte over at fejle et eller andet, og har et behov for at "flashe" det har derfor også en risiko for oftere at misbruge deres diagnose, ofte som en følgevirkning af at tiltrække sig opmærksomhed.
Modsat mennesker som er lidt flove over at være anderledes har en tendens til at gøre deres liv mere besværligt ved ikke at lade sig diagnositicere (svært ord), eller simpelthen at benægte der er et problem.
Sådan lige top of my mind, kommer jeg til at tænke på C, som jeg med tiden fandt ud af var maniodepresiv (jeg hader svære ord), hvilket han simpelhen bare selvmedicinerede sig for med Hash, ampfetamin og andre sjove ting.
Hvilket jo ligesom ikke gjorde det meget bedre i længden, og han endte med at at være rimelig forstyrret, med ret underholdende vrangforestillinger om virkeligheden.
Ham fik du aldrig til at tage sin Lithium fra lægen som lægen sagde, for efter hans mening fejlede han jo ikke noget, og når han havde været på pillerne et par uger havde han jo slet ikke nogen symptomer, så ud med dem.
Næste måned lå hans jo i sine stof tåger og fablede om hvordan hele verden var efter ham. Men han fejlede ihvertfald ikke noget.
Anyhow, det kan hurtigt blive en lang snak, og der er en del moral, etik og grænser indblandet i suppen. Så ja, det er rart at få udvidet sin horisont engang i mellem. Ihvertfald så længe jeg kan holde mig på vejen.
En lille opfordring til Mette, og det er ikke for at skælde dig ud. Du kan ikke sige du er på grænsen til borderline. En borderline ER en grænse. Jeg ved godt det også er noget indenfor Psyko verden. Men borderline borderline giver mig matematiske mareridt, please enten vær helt borderline, eller lad helt være.