Jeg gjorde det..

I dag tog jeg mig sammen til at kravle på vægten, for første gang siden september. Jeg har virkelig frygtet, hvad den ville vise, men det var heldigvis ikke så slemt. Jeg husker ikke, hvad min vægt stod på i september, men mener ikke det er langt fra de 103 kg, som jeg så er havnet på nu. Jeg kan mærke at jeg er ved at ha det bedre og tænker at vi nok her fra d 1, skal prøve tilbage på den sunde linje igen.

Jeg har stadig Facebook gruppen - Sundt og jeg ved at jeg derinde altid kan få den støtte, motivation og inspiration jeg har brug for. Hvis du også kan li at dele alle de sunde ting med andre, så tjek gruppen ud.

Smuk afsked med Farfar.

Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal starte dette indlæg. Der er så mange ord, jeg gerne vil ud med, men det er som om, jeg ikke rigtig kan sætte dem rigtig sammen. I dag har været en utrolig svær dag. Vi har været til min Farfar's bisættelse. I går aftes var jeg slet ikke sikker på, om jeg overhovedet kunne deltage. Jeg havde det så utrolig skidt og tårerne trillede bare ned af kinderne på mig. Heldigvis nåede jeg da at få et par timers søvn og da jeg stod op, havde jeg det lidt bedre. Jeg hoppede i bad, fik lidt morgenmad og så var det ellers bare afsted. Vi kom ca 45 min for tidligt til kirken, men det var egentlig okay bare at stå udenfor, få lidt luft og lige sunde sig lidt.

Dørene gik op og vi fik lov til at gå ind. Jeg gik stille op at gulvet, for at kroppen kunne nå at vænne sig til hele rummet og hele situationen. Det var utrolig smukt med alle blomsterne og der var en helt ufattelig ro og varme, som fik mig til at slappe af og finde en plads. Kæresten tog min hånd og jeg lukkede hele verden ude et øjeblik. Orglet spillede lidt og vi blev bedt om at rejse os, jeg prøvede, men der begyndte min tårer for alvor at trille. Jeg måtte sætte mig ned, trække vejret og finde mine lommeletter frem. For mig er tårer meget naturligt, men lige der ville jeg gerne prøve at stoppe dem, for min Farfar's skyld. Det hele var så fredfyldt og jeg er sikker på min Farfar var i rummet. Under præstens tale, fløj der er sommerfugl rundt og lige som præsten sagde hans navn, kom der er stor lys søjle fra et af de store vinduer. Ja det var måske helt tilfældigt, men når man sidder i rummet, så føles det som et tegn eller en form for tilstedeværelse. Jeg prøvede virkelig at lytte til præsten, men kan ikke huske et eneste ord, dog husker jeg at de ting han sagde var smukke og helt rigtige. Min Faster holdte også en virkelig smuk tale og ceremonien sluttede, med en af min Farfar's yndlings sange - Please Release Me. Vi gik skiftevis op forbi kisten og fik sagt et sidste farvel, imens musikken spillede i baggrunden. Det var den eneste rigtige måde at få taget afsked på og jeg er utrolig glad for at jeg klarede at være med. Min Farfar var en Leve-mand og han har lært mig rigtig meget om livet og om hvor vigtig smil og humor er, selv om livet ind imellem ser rigtig sort ud. Han vil altid ha en utrolig stor plads i mit hjerte og fra nu af vil jeg kun mindes ham med smil og stoppe mine mange tårer, som han ville ha ønsket det.

Kære Farfar. Tak for alle de ting du har givet mig her i livet. Du har altid formået at få mig til at smile og den forståelse, du de sidste par år har givet mig, betyder mere end du nok selv er klar over. Din musik, dine historie, kvikke bemærkninger, din humor, din lyst til at stoppe os i fryseren, dine 5 kr, solbærsnaps og vores ture på losseren og efter danskvand, har givet mig utrolig mange gode minder. Dit livsmod og livslyst har jeg altid beundret dig for og noget jeg håber at kunne føre mere med mig, i livet fremover. Hvis du møder nogen jeg kender på en sky en dag, så gi dem lige en af dine kvikke bemærkninger med på vejen og et kram fra mig.

Jeg overraskede mig selv.

Har ikke fået blogget så meget på det sidste, men sådan er det vel bare i perioder. Synes faktisk jeg har meget at sige, men lige i dag vil jeg gerne bruge indlægget på at rose mig selv.

I weekenden har der været det årlige kræmmermarked i byen. Vi plejer at mødes ved os og nyde vejret og nogle kolde drikkevare, inden vi går der over. Har været fast tradition i mange år efterhånden. Det er altid en dag, som jeg glæder mig meget til, men det tager også altid lidt kræfter, selv om jeg prøver at slippe kontrollen lidt..

I år gik det faktisk rigtig godt og smertefrit. Dejligt at se alle de dejlige og glade mennesker igen. Jeg er virkelig glad for at i kom og gav os en fantastisk dag.

Jeg vil som sagt også gerne rose mig selv. Jeg har i mange år, gerne ville ha en tragus piercing, men pga angsten, er det svært at få bestilt en tid, i så mange dage i forvejen, men i fredags på markedet var der så en piercer og upti wupti, så gjorde jeg det. En tragus piercing sidder i det lille brusk stykke, der er inde i øret. Det er bare lettere når det er spontant og jeg er rigtig glad for jeg gjorde det og pierceren fik også at vide, at jeg havde angst og han ville gerne gi mig en god oplevelse. Jeg gjorde det og er stolt over at jeg ikke, lod angsten tage over.

Der er en ting mere jeg vil rose mig selv for. Før jeg blev syg, elskede jeg alle forlystelser og ville prøve det hele og intet kunne stoppe mig. Igen har jeg ikke været i et tivoli i mange år og har heller ikke turde nogen former for forlystelser, de sidste 6 år. Ja og i kan næsten gætte det. Den angst kom jeg mig også over i weekenden. Muligvis fordi jeg havde fået lidt at drikke osv, men jeg gjorde det og det var også en personlig sejr for mig... Weeeeeee....

Fedt at jeg kan mærke at det går den rigtige vej og der hele tiden er flere og flere ting jeg kan..

Super weekend.

Jeg har i en uges tid nu, haft angsten lidt inde under huden. Havde så mange ting, i denne weekenden og når jeg at lidt presset, så er angsten bare en del af mig. Den ligger lige under huden og er klar til at vise sit klamme ansigt, engang imellem. Heldigvis har den slet ikke været fremme i weekenden. Det gør mig så glad og stolt, når jeg klare nogle ting, jeg ved jeg har været lidt nervøs for og som jeg for et par år siden, aldrig ville ha kunne klaret. Familien har været gode til at hjælpe mig. Elsker at kunne køre med nogen af dem, når vi skal til fest. Det er som om, det bare gør det hele lidt lettere når vi er flere, der ankommer samtidig og jeg ved heldigvis, at når jeg først er ankommet, så skal det nok gå.

Lige et par hurtige fra mig:

Klarede weekenden super og det gør mig så lettet, glad og stolt.

Har virkelig nydt at se familien, ikke alle man lige ser så tit desværre.

Kæresten gør mig glad og lykkelig hvert sekund, minut, time, uge, måned og år. Jeg elsker dig <3

Solen er kommet lidt til Danmark igen og den fylder min krop med glæde og energi.

Er stolt over alle mine fætre og kusiner, især de to som lige har fået hue på. Tillykke..

Min Bror og svigerinde er helt tosset med Turf, synd det ikke kan køre på iPhone endnu.

Skal se friluftsteater i aften. Glæder mig helt vildt.

Er gået op for mig at der snart kun er 2 år tid jeg fylder 30 år. Hvornår fanden er jeg blevet så gammel.

Livet er ingen leg, vi skal alle igennem vores kampe og vi lære også alle noget af det. Jo flere kamp man kæmper, jo lettere bliver livet med tiden, men det tager kræfter og imens man er i det, kan man ikke se vejen frem. Jeg har lært at der er en vej og at der findes et lykkeligt liv. Den tanke gør mig endnu mere glad..

Rigtig dejlig søndag til jer alle sammen og tak til alle for dejlig selskab hele weekenden. Det har været super at se jer alle sammen.

Vente tiden er forbi.

Sikke en nat. Har virkelig sovet helt vildt åndsvagt. Kunne bare ikke finde roen og da jeg endelig var faldt i søvn, gik der kun kort tid så vågnede jeg igen.

Kiggede på uret kl 9.08 og kunne bare ikke ligge, under dynen mere og kæmpe for lidt søvn. Så op af sengen og direkte ind på Randi (sofaen).

Startede med at tænde min pc og skrive til min sagsbehandler, om hun havde en afgørelse til mig. 2 min efter ringer min telefon og det er så hende. Hun starter faktisk med at sige undskyld. Hun var selv lidt chokket over, at jeg ikke havde fået afgørelsen i går og hun var meget ked af, at den her kontrol sag, havde taget så lang tid. Hun sagde også, at hvis der var noget hun kunne gøre eller hvis jeg feks om 1½ år havde lyst til lidt at lave, så skulle jeg endelig bare kontakte hende.

Ja og så kom det... Må hellere fortælle dig nu, at du er blevet tilkendt 3 års førtidspension mere.

Endeligt en afgørelse, selve svaret havde jeg lidt gættet, men vente tiden har været ½ år, i helvede for mig. Har taget så mange kræfter og de sidste mange uger, har jeg stort set intet kunne lave og søvnen har været rigtig skidt.

Nu er det helt overstået og kan mærke kroppen er ved at puste ud. Jeg er sikker på, jeg i løbet at de næste par uger, kommer mig helt over det og igen får min hverdag tilbage.Jeg er så lettet og rigtig glad for, det endelig er overstået.

Så kommer tanken: Hvad mon der sker om 3 år??

Ja desværre er det sådan mit hoved fungere, må desværre bare leve med det.

Jeg er stadig meget stolt over at jeg deltog i mødet i går, det var en stor sejr og det går mig så glad.

Vente tiden blev forlænget..

Kl 11.40 gik jeg ud af døren og var helt sikker på, at min sag ville være afgjort, inden der var gået 1 time. Igen blev jeg lidt snydt af kommunen..

Kørte på Kommunen og gik ind til møde, kun med en smugle angst. Blev præsenteret for 4 mennesker, jeg ikke havde mødt før. Fik en tår vand og prøvede at falde en smugle til ro. De fortalte lidt om, hvem de var og hvad vi skulle snakke om. Først ville de snakke lidt med mig, så ville de snakke alene og i morgen kunne jeg så ringe på kommunen og få afgørelsen... Aaargggghhhh.... Bestem ikke en god måde, at starte et møde på. Synes det er virkelig dårligt informeret, fra deres side af. Har flere gange spurgt min sagsbehandler, om hvordan sådan et møde foregik og det kunne hun faktisk ikke fortælle mig. (Man burde lave en folder faktisk)

Nå, men mødet gik igang, de havde en masse spørgsmål, om hvordan de sidste 3 år er gået og om hvordan jeg har det, lige nu. De var også interesseret i, hvordan jeg ser fremtiden og om jeg evt en gang, kunne se mig selv i job. Synes faktisk mødet gik okay og de var også ret flinke. Fik sagt de ting jeg ville og det jeg kunne nå på kun 15 min. Ja, du læste rigtig, jeg var der kun 15 min. Jeg er lidt chokket over, at de nu ikke fik brugt de 30 min, der egentlig var sat af til det. Jeg kan se bagefter, at jeg kunne ha sagt, mange mange flere ting, men lige når man sidder i det, er det sku svært at holde fokus og koncentrere sig.

Men Men Men: JEG GJORDE DET FANDME. Jeg kom igennem det og det gik faktisk okay, synes jeg selv. Det er virkelig en sejr for mig, at jeg bare deltog i mødet og det nåede jeg også at fortælle dem.

Efter mødet, satte jeg mig ud i bil, pustede ud og fik pulsen lidt ned igen. Krop var nu fuld af raseri, over at jeg igen, skulle køre fra kommunen uden en afgørelse. Havde virkelig håbet, det hele ville være overstået i dag, men nej nej. Svaret kan jeg ringe og få i morgen...

Startede bilen, skruede op for musik og satte kursen. Havde brug for at fortælle nogen, at jeg bestemt ikke var tilfreds, med at jeg ikke kunne få selv svaret i dag. Kørte hjem til min mor, hun stod næsten og ventede på mig i indkørslen, selv om hun ikke vidste jeg kom, havde hun lidt gættet det. Da jeg steg ud af bilen, sagde hun: du ser ikke trist ud, hvordan gik det. Ja jeg er ikke trist, men pisse sur. Vi satte os på terrassen og så gik hele eftermiddagen ellers med at knævre. Noget vi faktisk er mestre til.

1...2....3... Hov Klokken er sku da fem, kunne være jeg skulle finde ham den dejlige og finde ud af noget aftens mad. Vi blev enige om, at når kommunen er så dumme, at gi mig en dags vente tid mere, så gider vi sku ikke lave mad. Så vi kørte på Mamma's i Odense og delte en pasta ret og en pizza. Efter maden kørte vi lige en tur, rundt om skovsøen og så ellers bare hjem på Randi (sofaen).

Hvis du er nysgerrig for hvad der er sket før dette indlæg så læs indlægget : Vente tiden slutter kl 12.00.

Husk at du også kan følge bloggens Facebook side: https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Glæder mig nu bare til det hele er overstået i morgen... :)