Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal starte dette indlæg. Der er så mange ord, jeg gerne vil ud med, men det er som om, jeg ikke rigtig kan sætte dem rigtig sammen. I dag har været en utrolig svær dag. Vi har været til min Farfar's bisættelse. I går aftes var jeg slet ikke sikker på, om jeg overhovedet kunne deltage. Jeg havde det så utrolig skidt og tårerne trillede bare ned af kinderne på mig. Heldigvis nåede jeg da at få et par timers søvn og da jeg stod op, havde jeg det lidt bedre. Jeg hoppede i bad, fik lidt morgenmad og så var det ellers bare afsted. Vi kom ca 45 min for tidligt til kirken, men det var egentlig okay bare at stå udenfor, få lidt luft og lige sunde sig lidt.
Dørene gik op og vi fik lov til at gå ind. Jeg gik stille op at gulvet, for at kroppen kunne nå at vænne sig til hele rummet og hele situationen. Det var utrolig smukt med alle blomsterne og der var en helt ufattelig ro og varme, som fik mig til at slappe af og finde en plads. Kæresten tog min hånd og jeg lukkede hele verden ude et øjeblik. Orglet spillede lidt og vi blev bedt om at rejse os, jeg prøvede, men der begyndte min tårer for alvor at trille. Jeg måtte sætte mig ned, trække vejret og finde mine lommeletter frem. For mig er tårer meget naturligt, men lige der ville jeg gerne prøve at stoppe dem, for min Farfar's skyld. Det hele var så fredfyldt og jeg er sikker på min Farfar var i rummet. Under præstens tale, fløj der er sommerfugl rundt og lige som præsten sagde hans navn, kom der er stor lys søjle fra et af de store vinduer. Ja det var måske helt tilfældigt, men når man sidder i rummet, så føles det som et tegn eller en form for tilstedeværelse. Jeg prøvede virkelig at lytte til præsten, men kan ikke huske et eneste ord, dog husker jeg at de ting han sagde var smukke og helt rigtige. Min Faster holdte også en virkelig smuk tale og ceremonien sluttede, med en af min Farfar's yndlings sange - Please Release Me. Vi gik skiftevis op forbi kisten og fik sagt et sidste farvel, imens musikken spillede i baggrunden. Det var den eneste rigtige måde at få taget afsked på og jeg er utrolig glad for at jeg klarede at være med. Min Farfar var en Leve-mand og han har lært mig rigtig meget om livet og om hvor vigtig smil og humor er, selv om livet ind imellem ser rigtig sort ud. Han vil altid ha en utrolig stor plads i mit hjerte og fra nu af vil jeg kun mindes ham med smil og stoppe mine mange tårer, som han ville ha ønsket det.
Kære Farfar. Tak for alle de ting du har givet mig her i livet. Du har altid formået at få mig til at smile og den forståelse, du de sidste par år har givet mig, betyder mere end du nok selv er klar over. Din musik, dine historie, kvikke bemærkninger, din humor, din lyst til at stoppe os i fryseren, dine 5 kr, solbærsnaps og vores ture på losseren og efter danskvand, har givet mig utrolig mange gode minder. Dit livsmod og livslyst har jeg altid beundret dig for og noget jeg håber at kunne føre mere med mig, i livet fremover. Hvis du møder nogen jeg kender på en sky en dag, så gi dem lige en af dine kvikke bemærkninger med på vejen og et kram fra mig.
