Bekymre jeg mig generelt, alt alt alt for meget. Det var en tanke jeg lige fik.
Hmmm og hvor skal dette indlæg føre mig hen, ja det ved jeg egentlig ikke, men prøver.
Jeg har rigtig mange skønne mennesker omkring mig, nogen er yngre, nogen er ældre, nogen mere tosset end andre og nogen endda helt normale. Ha Ha sygt nok ikk'? Dog synes jeg ofte, folk griner lidt af mig, når jeg fortæller dem, at jeg er bekymret og om der er noget jeg kan gøre. Oftest er svare, nej jeg har det fint og du skal ikke være bekymret. Det er dog bare som om, jeg ikke helt kan ligge det fra mig. Det må være en del af min personlighedsforstyrrelse og min evige indre trang til kontrol. Synes det er svært at styre og kan mærke, at jeg faktisk tit bruger mange kræfter, på at være bekymret. Tit sidder jeg tilbage, med en følelse af at jeg bare ikke kan hjælpe alle, selv om jeg rigtig gerne ville.
Er det sundt for mig. Bestemt ikke, men jeg har rigtig svært ved at styre det. Desuden får jeg en følelse af at mine venskaber, tit foregår med envejskommunikation, jeg ved at sådan er virkeligheden ikke. Kender du følelsen af at det altid er dig, der skal tage initiativ til at ses. Den følelse har jeg ret ofte og det tror jeg egentlig mange tænker. Synes ihvertfald det er noget jeg høre jævnligt. Hmmm men hvorfor?? Don't Know..
Har du et gæt eller kender du evt den følelse??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar