___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

9. august 2012

Måtte gi' mig...

Ja i går måtte jeg gi' mig til angsten. Det er rigtig sjældent det sker, men lige i går vandt den.. Heldigvis har jeg 90% af tiden styrringen over den.

Havde lovet min veninde at tage med hende på TAMU til et info møde. Det er en slags udd. for unge mennesker der har svært ved at arbejde eller tage en almindelig udd.

Hun havde overnattet på Randi (sofaen), og vi stod op i god tid, gjorde os klar til mødet og kørte afsted. Jeg havde det fint og var slet ikke i tvivl om, at jeg sagtens kunne tage med.

Vi kom derind og blev ført ind i et stort lokale, sammen med ca 25-30 andre personer. Hende der skal fortælle om stedet, starter så med at sige at det vil tage 1½ time. Allerede der, kunne jeg mærke min hals og mave snører sig sammen. Lokalet virkede lille, kedeligt og indelukket. Jeg prøvede alle mine øvelser mod angsten, men blev mere og mere svimmel, svedig og pulsen kørte for fulde drøn. Efter en kamp på 25 min, måtte jeg sige til min veninde, at jeg var nød til at gå ud. Heldigvis kender hun mig, så det var helt okay og heldigvis kunne hun selv forsætte mødet, for hun kender også selv til angsten.

Da jeg kom ud af lokalet, var det bare med at få noget vand og noget luft. Satte mig i bilen, tændte for musikken og prøvede at trække vejret rigtig. Pulsen faldt og jeg kunne langsomt være mig selv igen..

Et angst anfald dræner min krop for energi. Resten af dagen var min krop helt brugt og kæresten besluttede at vi skulle ud og spise. Kunne mærke angsten i kroppen resten af dagen, men jeg klarede mig igennem...

Det er ikke ret tit angsten får lov til at styre mig, men det gjorde den lige i går. Den er en del af mig og mit liv og det er bare noget jeg må lære at leve med, for tror aldrig den forsvinder. Heldigvis er den ingen ting i dag i forholdt til, hvad den har været førhen...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar