___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

27. september 2012

For meget info?

Jeg er typen der bruger alle de sociale medier meget, nok lidt for meget. Min tanker faldt så på om jeg deler, for mange ting? På et tidspunkt var der en der sagde: Vi behøver jo ikke spørge hvordan det går eller hvad du har lavet, for vi kan jo se det på nettet. En linje der flere gange har sat tanker i gang hos mig.


Vælger lige at lade dette indlæg ligge og ulme lidt. Gemmer det som en kladde og så fortsætter jeg det på et andet tidspunkt.

Så er jeg tilbage. Har prøvet at huske lidt tilbage hvad jeg gjorde før, alle de der sociale medier. Inden alt det, havde jeg kun min mobil telefon og den blev flittigt brugt. Når jeg kigger tilbage sendte jeg langt over 100 sms'er om dagen. Skrev til stort set alle vennerne, om de havde det godt, hvad de lavede osv. Det er jo egentlig mere personlig kontakt, end jeg har i dag via de sociale medier. Folk holder bare øje med hinanden, uden rigtig at kommunikere med hinanden.

Jeg har jævnligt den tanke: Hvorfor høre jeg ikke fra nogen? Er det fordi folk bare kigger på feks Facebook og tænker: Jeanette har det sådan i dag og hun laver det der, så der er ikke grund til jeg kontakter hende. Ja og hvad med mig selv? Tror faktisk i nogen situationer at jeg gør det samme. Er jeg undskyldt fordi jeg er syg, nej egentlig ikke. Ofte savner jeg noget mere direkte kontakt, men samtidig har jeg heller ikke alle dage overskuddet til det. Tror måske jeg mærker det mere, fordi jeg går hjemme. Jeg føler måske ensomheden mere end folk, der har et arbejde. 90% af tiden tænker jeg over hvorfor folk ikke kontakter mig. Behøver ikke være noget vildt. Kunne bare være en sms hvor der står: Hvordan går det? Problemer er bare lidt, at det ikke sker og at jeg ikke helt aner hvorfor. Synes faktisk ofte at det er mig, der skal tage kontakten og det gør mig ret trist. Engang imellem har jeg så prøvet at tage afstand. Tænker lidt at folk kommer vel nok, når de vil mig noget, dog ender det ofte med at jeg så bliver skuffet og tænker: det er bedre at jeg så igen må ofre mig, end at jeg ender med slet ikke at ha nogen. Hvad nu hvis alle har den følelse? Er det ved at blive et globalt problem?

Hvornår har du sidst spurgt nogen om hvordan de har det, uden for internettet? Sender du også mindre sms'er end du gjorde førhen? Er du god til at tage kontakt til andre og føler du altid det er dig, der skal tage initiativet? Læs gerne de første 3 linjer igen, inden du smider en kommentar.

Glæder mig rigtig meget til at høre fra jer. Elsker når i smider en kommentar :)

9 kommentarer:

  1. Jeg kender godt problemet. Efter facebook er kommet er alting faktisk blevet en smule upersonligt. Hvis det ikke var for facebook, hvordan skulle vi så kunne huske hinandens fødselsdage? Og folk skriver kun tillykke til en fordi at det står der når de åbner facebook siden. Ellers havde de nok glemt det, hvis de ikke blev mindet om det?! Jeg kan også være med på den med at sms'erne er blevet færre. Jeg har haft samme problem med at det altid var mig der skulle skrive til folk, og det blev jeg træt af. Især fordi at man 50% af gangene ikke får svar. Jeg har gjort det at jeg kun skriver til folk når jeg har noget at spørge om eller noget at fortælle. Og hvis de vil mig andet, så må de starte med at skrive til mig. Men det gør de heller ikke. Efter at de sociale medier er kommet til er tingene blevet for 'nemme'. Folk glemmer hurtigt hinanden syns jeg. Jeg tænker faktisk tit på hvordan verdenen ville have set ud hvis computer, mobiler og internet aldrig var blevet opfundet. Det var dengang hvor man kom hinanden ved og rent faktisk snakkede sammen.

    Det var lige mine tanker om emnet. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for din kommentar.. Super at jeg ikke er den eneste. Problemet er bare lidt hvis alle tænker.. det er altid mig.. så kommer man aldrig nogen steder. Så hvordan får man stoppet denne onde cirkel??

      Slet
  2. Det er et godt spørgsmål. Jeg tror at det er en af grundene til at jeg ikke snakker med alle de venner jeg havde før hen, at jeg er blevet for stædig. Dem jeg snakker med den dag idag er det cirka 50/50 med hvem der 'starter samtalen'. Og dem hvor det altid kun var mig der skulle skrive til dem er blevet sorteret lidt fra

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis de virkelig var interesseret i mig og mit liv, så måtte de også vise at de var det. Jeg har intet til overs for dem der kun ringer eller skriver når de har brug for at blive kørt et sted hen eller skal have hjælp til noget som de ikke selv gider at ordne. Og når man så spørger dem om hjælp, så har de enten ikke tid eller også så gider de bare ikke. Hvis jeg skal hjælpe folk, så forventer jeg også at få lidt igen. Det behøver ikke være det samme som jeg hjælper dem med, men bare det at de viser at de gider hjælpe, det betyder en hel del i mine øjne.

      Slet
    2. Jeg tror lidt mit problem ligger i at jeg, selv om jeg er førtidspensionist, virker extremt stærk og overskuds agtig i perioder. Det er meget sjældent folk ringer ting mig for at spørge til mig. Jeg har stort set ingen af mine gamle venner tilbage fordi de trak sig da jeg blev syg. Mange af dem jeg har i dag har selv en del psykisk at bakse med og jeg ved derfor at de ikke gør det fordi de vil såre mig, men fordi de bare har nok.. Jeg er typen der altid er der for mine venner og familien. Det er ofte mig folk ringer til hvis de skal ha hjælp til noget. Kan ikke lade være og vil rigtig gerne hjælpe.. Dog sidder jeg sommetider tilbage med en lidt tom følelse bagefter.

      Slet
  3. Jeg synes måske du skal snakke med personerne om det, og høre hvorfor det er, at det altid er dig som skal kontakte dem. Jeg har selv følt det samme med en veninde på et tidspunkt og valgte derfor at tage afstand fra hende. 2 uger efter ringede hun til mig og var rigtig trist. "Du har slet ikke kontaktet mig, vi er vel ikke ved at glide fra hinanden, er vi?" spurgte hun. Det var så der, at jeg fortalte hende, at jeg følte det altid var mig som skulle kontakte hende, og det kunne hun jo sagtens se. Hun havde bare ikke tænkt over det, fordi at jeg altid har været god til at tage kontakt til folk, så det blev lidt min "rolle" eller hvad man kan sige.. Jeg synes virkelig, at du skal prøve at tage en snak med de personer det handler om, for det er ikke fair, at det altid skal være dig som tager kontakten. Forresten, tak for din besked på min blog - jeg følger nu også dig her :-) Og ja, jeg har bloglovin, men det er ikke sådan rigtig noget jeg bruger. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for din besked... Problemet er lidt at det faktisk er rigtig mange jeg ikke høre noget fra... Lige nu ved de at jeg er nede så egentlig er det okay at der ikke er en masse der ringer, men en lille sms kunne jeg godt bruge.. Jeg synes tidligere jeg har prøvet at sige det til folk, men det er som om det ikke rigtig bliver modtaget og hvorfor er jeg bare ikke klar over.. Min sygdom gør også lidt at jeg tænker om det kan være mig selv eller min måde at være på.. nu hvor det ikke bare er et enkelt tilfælde..

      Slet
    2. Jeg synes stadig at du skal prøve at snakke med dem igen - i hvert fald de tætteste. Det kan i hvert fald ikke skade :-) Hvilken sygdom er det, hvis jeg må spørge?

      Slet
    3. Jeg har panikangst og dyssocial personlighedsforstyrrelse.

      Slet