google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Kan jeg mon det?
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

6. oktober 2013

Kan jeg mon det?

Denne dag har godt nok taget rigtig mange kræfter. Heldigvis sov jeg rigtig godt i nat og det er bare en utrolig vigtig faktor, for at kunne kæmpe. Jeg vælger altid mine kampe med omhu og ja det kan til tider gå ud over andre mennesker, men jeg er nød til at passe på mig. Hvis jeg gerne i fremtiden vil ha det bedre, er jeg nød til engang imellem at tage nogle valg, der kan føre mig sikkert til fremtiden. Jeg er derfor den type, der ikke rigtig gør noget, med mindre jeg ved at der er størst chance, for en sejr. Nogen gange går det godt og andre gange, ikke så godt.

Jeg har i mange år ikke rigtig kunne færdes på sygehuset. I starten fik jeg angst, bare ved tanken om sygehuset. Selv om jeg kun skulle hurtig ind og ud igen, fik jeg det enormt skidt. Jeg lovede mig selv derfor at jeg i fremtiden, ikke ville tage derud, med mindre jeg var ret sikker på at det kunne lykkedes. Men igen fik jeg et par nederlag og måtte helt holde mig fra det. Fandt ud af med tiden at jeg kunne tage derud i nogen tilfælde. Feks kun tage derud for gode ting. Feks for at hjælpe en derud og senest for at se min lille nevø som var kommet til verden. Det har givet mig et par sejre og derfor ved jeg at jeg er på rette vej.

I dag har jeg så igen været på sygehuset. Jeg fik i går at vide at min Farfar er alvorlig syg og at det nok var en god ide at komme på besøg. Jeg brugte hele aftenen i går på at besluttet, om det var noget jeg kunne eller ej. Min krop sagde at i forhold til min angst var det nok en rigtig skidt ide, men samtidig var jeg klar på at tage skridtet. Ikke kun for min egen skyld, men også for at vise andre at jeg gerne vil prøve. Jeg vil gerne vise at jeg kæmper og jeg vil sgu gerne vinde over angsten. Oplevelsen var svær, jeg havde rigtig mange tåre, men angsten fik jeg holde på afstand. Min Farfar snakkede lidt med os, men sov også meget af tiden, vi var der. Han smilede til mig flere gange og det var rigtig dejligt. Han så mig med tåre og jeg kunne se han også selv blev rørt. Det var rigtig hårdt, men heldigvis kom der flere smil end tåre fra ham. Jeg tror han var meget overrasket over at se mig derude, han ved godt at det ikke bare lige, er noget jeg gør. Jeg havde min kæreste, bror, svigerinde og lille nevø med. Det var trygt for mig, meget roligt og det er den eneste grund til at jeg kunne gennemføre det. Jeg var det rigtig sted, med de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt.

Da vi gik derfra fra var jeg hele følelses registret igennem. Jeg er glad for jeg gjorde det, jeg er glad for at se ham, jeg er glad for hans smil, jeg er stolt af mig selv og glad for min sejr. Ja og mange mange flere, som ikke er værd at nævne lige nu.

Jeg er ikke sikker på jeg kan gøre det samme en anden gang. Der er utrolig mange faktorer der spiller ind. Jeg bliver nød til at tage det gang for gang og nogen gange vil det lykkedes for mig og andre gange vil jeg måske slet ikke, tage kampen op. Det er nok det som er en af de sværeste ting for mig. Jeg kan ikke bare sige nu at jeg så en anden gang, vil kunne gøre det sammen. Det skal overvejes fra gang til gang og jeg gør ikke noget, hvis jeg inderst inde ved og kan mærke at det er for farligt. Det lyder skørt, men det kan faktisk sætte min fremtid på spil og det er jeg på ingen måde klar til at ofre.

Nu vil jeg kravle i seng, jeg har en samtale på psyk i morgen. Det glæder jeg mig enormt meget til. Håber jeg kan få smidt en masse tanker af dernede, så jeg kan få lidt mere ro i hovedet.

4 kommentarer:

  1. Kan ikke lade være med at være lidt stolt af dig, af at du overvandt dig selv og tog af sted. Synes det er så fedt du gjorde det, så du ikke ender med at risikere at fortryde du ikke kom ind og sagde ordentlig farvel til ham <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også meget stolt.. Jeg ved ikke om det var et farvel, men fik i hvert fald sagt hej til ham og det var faktisk mere rart en jeg havde regnet med.. men også kun fordi jeg slap for angsten.

      Slet
  2. Det lyder ikke skørt, men rigtig, rigtig fornuftigt!
    Den med, at det ikke nødvendigvis betyder, at du kan gøre det samme en anden dag - det er rart, at du skriver det. Sådan er det også for mig. Og det er - igen - svært for folk at forstå, synes jeg. Og at acceptere. Men altså, nu skal jeg ikke snakke dårligt om "folk" - det er jo trods alt mig, der sidder med problemet :-) Jeg ville egentlig bare sige, at det er rart, at du sætter fokus på netop det. Og for øvrigt - sejt, at du klarede det!

    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din besked og dejligt at du også kan genkende det jeg skriver.
      Jeg ved at folk har rigtig svært ved at forstå hvorfor man kan nogen ting og ikke andre.
      Ja og hvorfor man lige kunne et eller andet i sidste uge, men ikke kan det nu. Jeg har også rigtig svært ved at forklare det, men synes alligevel det lykkedes mig okay i dette indlæg.. :D

      Slet