Zumba og Romkugler.

Jeg har trænet i Fitness centeret, i snart 6 år og de sidste 3-4 år, har jeg haft en drøm om at prøve deres holdtræning. Det har bare været alt for angstprovokerende, til at jeg turde gøre det. Har hele tiden sagt at det pludselig ville ske. På vej til Odense i dag, sagde jeg til Søren at det nok, ikke lige var dagen i dag. Jeg har haft en travl uge og er virkelig træt. Vi snakkede også om at pludselig en dag, så sker det. Det skal føles rigtig og den rigtige dag, skal nok komme. 

Jeg ved ikke hvordan, men lige efter Søren havde sat mig af, tænkte jeg alligevel, måske skal jeg bare gøre det og jeg gjorde det fandeme. Spurgte en af deres søde medarbejder, om hun ville hjælpe mig med at booke tiden. Fortalte hende også at jeg aldrig, havde prøvet et hold før osv. Hun var simpelthen så sød og forstående.

Kvart i 10, gik jeg ind i salen og fandt en plads på gulvet. Folk kom ind, en efter en, jeg fik også lige hilst, på den mandlige instruktør Hachlafi, inden han satte musik på. Adrenalinen susede i kroppen, da jeg tog mine første Zumba trin. Det var super sjovt, men virkelig også hård. Det var en fed oplevelse og kæmpe sejr. Jeg tror aldrig jeg bliver sådan en, der træner hold hver uge, for jeg kan godt mærke at jeg bare bruger extra kræfter, når der er andre mennesker. Tror dog det er godt, når jeg lige trænger til at der sker lidt andet og jeg har helt sikkert, mod på at prøve igen, en anden dag.

Jeg er hammer sej ikk? Fatter slet ikke at jeg bare gjorde det, det er helt uvirkeligt for mig.

Søren skulle hente mig efter træning og det første han siger er: Skal vi så køre til Nr. Aaby og hente romkugler. Det er helt skørt, men jeg har længde, gerne ville smage de romkugler, som i Danmark er kåret som de bedste. Det er en ret lang køretur, men pyt, det skulle fejres at jeg havde haft, min første hold træning.

Havde lovet et par andre Ingress spillere, at hvis vi kørte så langt efter romkugler, så ville de også smage. Så jeg købte 15 romkugler. Prisen taler vi ikke om, men jeg har aldrig, købt romkugler for 142,50 kr før. De smagte godt og jeg er glad for, vi gjorde det. Køre jeg så langt efter romkugler en anden dag?, nej. Spiser faktisk aldrig romkugler normalt.. Det bedste ved de romkugler, var at dele dem med andre. :D

Hver uge i et år.

Så kom dagen, som jeg aldrig havde regnet med. Jeg har i dag, trænet hver uge i 1 år. Da jeg startede ud med at tælle trænings uger, for et år siden, havde jeg sådan set, ikke regnet med at jeg skulle komme længere, end til max 25 uger. Det var det højeste trofæ i min FitnessWorld app. Derefter tog den ene uge, bare den anden og nu er der gået 52 uger.

Jeg har været medlem af Fitness Centeret, i mere end 5 år, men de tidligere år, er det max blevet til et par måneders træning. Så at jeg nu har trænet, hver uge i et år, er helt ufatteligt. Der har været 2 gange, hvor jeg har været syg, men jeg har alligevel, fundet ud af at komme afsted. Den ene gang, måtte Søren faktisk køre mig og det blev kun til ½ times cykling.

Målet er nået, men i kender mig, jeg stopper selvfølgelig ikke her. Mit nye mål er at træne hver uge hele 2018. Jeg er allerede igennem første kvartal, så resten skal jeg også nok klare. Det er blevet en vane og det er det fedeste. Har også stadig et drøm om at prøve et holdt, men det kommer lige pludseligt tror jeg.

Jeg vil så gerne fejre mine sejre, men jeg ved ikke helt hvordan, for intet kan måle sig, med den følelse jeg har inden i. Jeg har bestilt nye træningsbukser og spist en stor is ved strand i dag.

Sidste dag i København.

I går, var min sidste dag i København og den var lige så god og hyggelig, som de andre dage. Vejret var jo ikke rigtig med os, men vi ville gerne ud alligevel. Vi besluttede at tage en tur i Spinderiet, i Valby. Heidi kan ikke rigtig tage derind, uden at få kaffe hos Coffee Empire, så det skulle hun da ha og jeg fik en lækker kop varm kakao. Vi kiggede lidt butikker og sluttede eftermiddagen af, med en stor burger hos Halifax. Bagefter tog vi lige en lille pause på Heidis sofa, inden jeg skulle hjem.

Det gode ved vores venskab er at vi bare kan være os selv. Vi kan være stille sammen, vi kan vende hele verden på hovedet og der er sågar plads til at vi kan ignorer hinanden lidt, helt uden sure miner. Vi kan sætte grænser og vi kan vise omsorg. Vi kan grine og vi kan græde. Vi kan sige: Du klam, og det betyder: Jeg elsker dig. Vi er sammen.

Vi tog lidt for tidligt ind på hovedbanen, så vi gik lige en runde og osede lidt. Jeg mærkede heldigvis intet til angsten og følte mig enorm stærk. Den her tur har jeg taget tilløb til i mange år og at det er gået så fint, er mere end fantastisk. Jeg vidste godt at jeg kunne gøre det, ellers havde jeg aldrig kastet mig ud i det. Men at det skulle gå så let, er virkelig fedt. Ja det koster kræfter, men det er det hele værd. Jeg fandt hurtig min plads i toget og turen hjem, gik fint og hurtigere end forventet.

Da jeg landede hjemme i lejligheden, var klokken næsten 23 og jeg var helt færdig. Søren sov sødt og jeg ville ikke vække ham. Jeg var kold efter at ha cyklet, det sidste stykke vej hjem, så hoppede i lidt varmt nattøj og gik omkuld på sofaen. Har sovet næsten 10 timer, siden jeg kom hjem og er stadig træt. Jeg har dog alligevel, være lidt aktiv i dag. Fået ryddet lidt op, vasket tøj, handlet osv. Så nu skal vi bare slappe godt af i weekenden og jeg skal finde mig selv igen. Jeg vidste godt at jeg ville være helt mast, efter denne tur, men det har været hvert et sekund hver.

1000 tak for alle jeres kommentarer og støttende ord. Det betyder mere ind i aner og er bare med til at motivere mig. Min udvikling stopper aldrig. <3

Turen til København.

Kufferten blev smidt op på cyklen og så var jeg ellers på vej. Min rejse til København, var nøje planlagt og det gav den ro, der skulle til. Først da jeg sad i bussen, på vej til Odense, kunne jeg for alvor mærke angsten under huden. Det lykkedes mig dog at holde den så meget på afstand at det hele gik fint. Jeg vidst at når jeg først havde fundet toget og min plads, så ville det værste være overstået.

Jeg fandt min plads i toget og pludselig sad jeg sammen med en, jeg vidste hvem var og som jeg ikke havde set, i ufattelig mange år. Vi nåede at snakke i ca 20 minutter, inden hun måtte flytte plads, da hun ikke havde en pladsbillet. Jeg tror lidt det var skæbnen, for jeg tror det hjalp mig lidt. Jeg nåede ikke rigtig at blive overvældet, af hverken angst eller min store sejr, fordi vi bare havde en fin snak kørende. Resten af turen gik hurtigere end forventet og jeg kunne næsten nyde turen, fordi jeg var så lettet, over min egen sejhed. Jeg var aldrig hoppet på det tog, hvis jeg ikke var sikker på at det ville være en succes. Det ramte mig dog alligevel, da jeg sad på min rejse, med lidt musik i ørerne. Det har taget mig rigtig mange år at komme så langt og fuck, hvor er jeg bare mega stolt af mig selv. Den her udvikling, som jeg hele tiden er midt i, er det fedeste. Det er virkelig det hele værd.

Da jeg ankom til København, stod min søde veninde klar på perronen, med et stort smil og en kæmpe krammer. Det var bare helt fantastisk og resten af dagen var virkelig dejlig. Vi fik en god frokost, så gik vi i biffen og så *Så længe jeg lever*, filmen om John Mogensen, kiggede lidt butikker på Fisketorvet og sluttede med hygge på sofaen og en lækker sandwich. Jeg var helt færdig til sidst, havde lidt psykisk tinnitus og måtte bare på hovedet i seng. Skal være i København til Torsdag og det er virkelig hyggeligt at være her og se min veninde igen. 

Pakker min lille kuffert.

Selv om sygdommen, ikke helt er ude af mit systemt endnu, gør jeg mig klar, til en kæmpe udfordring. Nogen af jer, husker måske mit indlæg: Min udvikling stopper aldrig. Dengang fortalte jeg om, hvilken sejr det var, bare at bestille et par tog billetter. Nu er tiden ved at rende ud og jeg er igang, med at pakke en lille kuffert. For i morgen, drager jeg ud på eventyr og det her, bliver nok den vildeste udfordring længe.

Jeg skal besøge min dejlige veninde Heidi, i København, et par dage. Normalt er det ikke den store udfordring, men denne gang skal jeg helt alene, med toget. Tror det er mere end 15 år siden, jeg har kørt med tog sidst. Billetterne købte jeg for mere end en måned siden, men det er først i dag, jeg for alvor mærker nervøsiteten. Angsten for angsten, har jeg heldigvis, kunne holde lidt på afstand.

Hele rejsen er nøje planlagt, så jeg ikke skal tænke for meget, eller havne i for meget ventetid. Tror ikke engang, jeg kan finde på mere at spørger Heidi om nu. Vi har også kun snakket sammen 3 gange i dag. Alt fra hvilket spor mit tog køre fra og til, om der er wifi osv.. Jo mere info, jo mere ro har jeg. Sådan er det bare, når man er en kontrolfreak med panik angst.

Jeg kan bare mærke at når jeg først sidder i toget, så er jeg sikker på at sejren overrumpler mig. Måske kommer jeg til at tude, hele vejen til København. Bare af ren lettelse. Det her er virkelig noget jeg har tænkt på i flere år, så når det lykkedes i morgen, bliver det fantastisk. Burde faktisk ha en hue eller en medalje, men måske fejre jeg det, med et stykke chokolade og en cola i toget. Ja og så glæder jeg mig bare til et par dejlige dage, sammen med Heidi, det er det hele værd.. *Vi er sammen*