google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Skal jeg passe mere på end andre?
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

7. oktober 2013

Skal jeg passe mere på end andre?

Har nævnt det før, men vil lige ind på det igen. Jeg har den diagnose som hedder Dyssocial Personlighedsforstyrrelse. Førhen hed den diagnose Psykopat.

Når man tænker på en psykopat, hvad tænker man så??

Jeg har det sidste lange stykke tid, ja måske de sidste par år kæmpet meget for at blive et bedre menneske. Jeg ønsker ikke at såre mennesker eller sige ting, som simpelthen gør for ondt på andre. Det har taget mig rigtig lang tid at skære alt det onde fra og prøve at leve mere positivt. Jeg gider ikke være hende den hysteriske kælling, der igen smider med ord som gør ondt på andre.Vi virkelig gå langt, for at være et mere fornuftigt og positivt menneske.

Betyder det så at jeg slet intet negativt må sige??

Jeg har det sidste stykke tid, lagt rigtig meget mærke til at min krop er begyndt at reagere. Jeg kan mærke at jeg har noget der vokser inde i min krop.. Jeg har noget vrede inde i mig og jeg ønsker ikke det skal gå ud over nogen. Jeg ved bare ikke hvordan jeg kommer af med det. Jeg har lyst til at råbe og skrige engang imellem. Jeg ved bare ikke hvor jeg skal parkere det. Jeg prøver igen og igen, bare at ligge det fra mig, men hvor længe kan jeg mon blive ved med det?? Jeg ville jo ellers helst bare ha det til at forsvinde og glemme det. Kan man det? Det virker bare som om det vokser inde i mig lige nu, selv om jeg gør alt for at holde det væk.

Hvis jeg nu åbner munden og siger hvad jeg virkelige har brug for, hvad sker der mon så?

Skal jeg være mere fornuftig end andre?

Skal man som menneske med en diagnose passe mere på, for at sygdommen ikke får skylden?

Jeg har en diagnose ja, men jeg er menneske lige som alle andre og må vel også ha en mening, uden at det er min diagnoses skyld??

Betaler jeg en større pris end andre?

7 kommentarer:

  1. Du skal bare være dig selv.. :)
    Ved godt mange har det sådan lidt at man skal passe på og tage hensyn til "syge", men vi er altså også mennesker, og vi kan altså også have brug for at komme med "sure opstød" uden at andre straks siger at det "sørme må være svært at være syg og have de humørsvingninger"... Men altså Vi har følelser som alle andre, og sådan er det altså bare!!!
    Men ja, vi betaler i mange tilfælde en højere pris end mange andre for blot at være et menneske.
    Men jeg holder af din personlighed præcis som den du er - du skal ikke ændre noget <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde... Jeg ønsker heller ikke at ændre noget, men kan godt mærke at jeg trænger til at komme af med nogen ting og tanker jeg går med.. Ville aller helst ligge dem fra mig, men det føler jeg ikke rigtig jeg kan og samtidig er jeg ikke sikker på om det er godt at åbne munden.. Nogen gange er det bare bedst at holde sin mund.. men hvordan kommer man så af med sin indvendig vrede? Det er sku ikke altid lige let.. ;)

      Slet
    2. Jeg har indimellem taget en tur i skoven alene og gået og råbt og skreget og skældt ud (når jeg var sikker på der ikke var nogen der kunne høre det). Og har en slags dagbog, hvor jeg skriver ned hvis der er noget jeg virkelig har brug for at komme af med, men som jeg ikke synes jeg har lyst til at fortælle nogen - og det hjælper :) tager den indimellem frem og læser i den, og så kan jeg se hvordan jeg har haft det og hvor meget videre jeg er kommet :)

      Slet
  2. Nu dækker diagnosen Psykopat fra gamle dage jo over rimelig meget. Og jeg vil faktisk vove den påstand at hvad du beskriver ovenfor er direkte modsat Psykopatisk, nemlig empatisk.
    Empati er en sjov størrelse som det er svært at holde i store mængder uden at det ender med at gå ud over den empatiske.
    Selvfølgelig er det er det okay at flippe sidelæns over hvad som helst, specielt blandt folk der kender en, så længe man holder sig til hvad man mener og kan stå inde for selv, så kan selv sandheden gøre ondt. Men skal man beskytte folk mod den onde sandhed, fordi den gør ondt eller fordi manikke vil stå til ansvar for sin holdning.
    Og nej, det er heller ikke altid en fordel at tage ansvar for sin holdning da det mange gange kan give unødvendige konflikter. Det er prisen man betaler for at vide bedre. (Hvad enten det er noget man tror eller det bare er sådan det er).

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg føler selv at jeg begynder at rumme mere og mere empati, men jeg ligger nok også rigtig meget bånd på mig selv. Jeg vil gerne tage ansvar for mine handlinger og jeg vil rigtig gerne snakke om tingene som voksne mennesker. Jeg ved at min åbenhed omkring min sygdom er rigtig god, men samtidig bliver jeg tit stemplet hvis jeg siger nok folk ikke er enige i.. Så er det min diagnoses skyld og ikke mig som person.. Det er rigtig svært at forholde sig til og gir mig noget indre vrede som bestemt ikke er sundt. Jeg skal hele tiden tage hensyn, men det er ikke alle der giver mig det samme tilbage.. Jeg er jo ødelagt i forvejen..

      Slet
  3. Dette indlæg har lagt mig på sinde nogen tid, for jeg er splittet. Men det ville jo hellere ikke være mange tanker værd, hvis ikke der var tvivl.

    På den ene side ligger superhelte citatet "With great powers comes great responsibility", eller i tilfældet her selvforståelse. På den ene side føler jeg, at selvdindsigt og viden om hvordan éns reaktioner og mulige (særligt de mindre heldige) handlinger baseret i særlige situtioner kan være, forpligter til at man er opmærksom og søger at bremse sig selv, før man gør noget eller siger noget, som gør nogen ondt.

    Det handler for mig ikke om de sygdomme eller sindslidelser man kan have, men om den selvinsigt man måske vil søge baseret på dem. For jeg synes heller ikke det kan være fair, at fordi man har en sygdom/problem, at man så bør leve i en slags cølibat hvor man skal undgå alt der kan skabe problemer, og ikke må lave fejl overhovedet.

    Der var et godt eksempel i Mads og Monopolet på p3 for nogen tid siden, om et forældrepar med et barn med noget autisme af en art, der gjorde barne særligt let til at blive hysterisk i fx. supermarkeder. Selvom det måske forpligter forældrene - og siden barnet selv, til at passe på de situationer der kan fører til sådan et anfald, så er det jo naturligt for alle børn at blive hysteriske, at "fejle" engang imellem. Det ville derfor ikke være fair at forvente, at det autistiske barn overhovedet ikke må lave nogen fejl, bare fordi man ved hvorfor/hvordan problemet måske kan opstå.

    Så jeg vil sige, ja, man skal måske være mere opmærksom, når man har en diagnose, fordi man har mulighed for det. Omvendt skal man i hvert fald ikke lade alt løbe løbsk og lade være med at tage ansvar for sine handlinger, ved at skyde al skylden på diagnosen.

    Det handler nok, som med alt andet, om at finde en gylden middelvej, hverken bedre eller ringere end andre. Alle begår fejl, og bør tage ansvar for det de er skyld i. Så du skal selvfølgelig ikke gå rundt og behandle andre urimeligt, fordi du måske kunne, men skal omvendt heller ikke lade dem behandle dig urimeligt.

    Jeg ved ikke, måske vrøvler jeg bare, det er svært at sætte ord på fornemmelsen. Under alle omstændigheder var det et godt og interessant indlæg! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for dit svar, det er skøn når nogen faktisk tænker lidt over det jeg skriver og kommer med lidt ord til mig..

      Jeg er ret enig med dig i at man skal tage ansvar for de ting man er skyld i og det gør jeg faktisk også altid. Sådan havde jeg det ikke førhen, der var det altid alle andres skyld..

      Jeg kan forholde mig til de ting, jeg skal tage ansvar for og jeg kan tage min skyld, uanset om det har noget med min sygdom at gøre eller ej, men hvad så når folk er unfair over for mig. Ja og hvad så hvis de ikke selv kan se det? Er det så okay for mig at flippe ud, eller er det egentlig i bund og grund dumt. Jeg har rigtig svært ved at finde ud af hvornår jeg skal fortælle folk at de behandler mig uretfærdigt, især hvis de ikke selv mener de laver fejl? Det er jo mig der har diagnosen, så uanset hvad så føler jeg tit at jeg har tabt på forhånd.

      I de fleste tilfælde vil jeg gerne kunne tillade mig at snakke om tingene stille og roligt. Det er okay at man ikke er enig, hvis man bare kan gi hinanden plads og respekt for vores forskelligheder. Dog føler jeg mig virkelig magtesløs, hvis den anden part ikke har samme opfattelse. Hvis nu personen enten ikke ønsker at snakke eller på forhånd har taget den beslutning at jeg bare er helt tosset.

      Slet