Skal bare lære takle det.

 Dette indlæg er skrevet til siden semitsind.dk

Tænker det lige er tid til at jeg lige fortæller lidt om, hvordan jeg har det. Det er jo egentlig det jeg gerne vil bruge bloggen til, men ind imellem er der jo bare en masse andet og det skal der jo også være plads til.

Når jeg tænker på de ting og den udvikling jeg er gået igennem i 2015, så er jeg overrasket over, hvordan jeg har det. Jeg er i en periode i mit liv hvor jeg egentlig har det ret godt og tænker ikke længere bare på overlevelse, men også på at nyde livet. Det betyder ikke at jeg er rask eller slet ikke bliver påvirket at livet omkring mig. Tvært imod, vil jeg næsten sige. Jeg er blevet langt mere opmærksom på verden omkring mig.

Jeg er blevet rigtig god til at passe på mig selv og lytte til mit sind og min krop. Jeg ved også godt at der ikke skal meget til at vælte mig. Lige nu føles det, som om min "Komfort Zone" har udvidet sig og skabt en fin base. Den base er super vigtig for mig og jeg prøver holde mig inden for grænsen, til jeg føler mig sikker nok, til at jeg igen kan udvide den.

I dag har jeg været super træt og det påvirker mig med det samme. Jeg føler jeg går i stykker og har en masse hysteri inden i min krop, som virkelig gerne bare vil ud. Er glad for at jeg er bedre til at tøjle den. I dag begyndte jeg bare at rydde lidt op og forberede aftensmaden osv. Ved også at det lidt er min egen skyld, jeg har simpelthen haft for mange planer i den forgangne uge. Så lige nu glæder jeg mig lidt til fridag og hverdag. Tror måske bare jeg skal forsøge med lidt mere yoga, måske læse en bog, se et par film og finde noget indre ro igen.

Normalt har jeg en ide om, hvordan og hvorfor min krop reagere som den gør, lige nu kan jeg kun sige at jeg har haft en dum dag, fordi jeg er træt. Der er ikke rigtig nogen større grund og det er faktisk lidt frustrerende. Det er som om jeg spænder lidt ben for mig selv. Hader at sige det her, men måske er det en del af mine diagnose, det her med at jeg ind imellem har noget inde i kroppen, som bare gerne vil ud og det skal helst havne hos en eller anden. Min fornuft siger mig bare at det er latterligt, når der ikke er nogen der har fortjent "skylden". Kan ikke engang vende vreden indad denne gang. Så lige nu prøver jeg bare at komme igennem det og håbe på at det så forsvinder af sig selv.

Pointen er lidt at jeg faktisk slet ikke har nogen "store" forstyrrelser i øjeblikket og så mærkers de "små" forstyrrelser bare virkelig underlige. Det er som om mit sind hele tiden forventer at noget kommer og skubber til mig. Så når det er sagt, er det jo faktisk kun positivt at jeg er kommet til at punkt, hvor jeg har en god balance. Det viser bare at det er alt det hårde arbejde værd. Nu skal jeg bare lære at takle alle disse indebrændte følelser, som ikke rigtig har vænnet sig til en mere "normalt" tilværelse.

Se Mit Sind - Jeg er ikke Farlig.

Dette indlæg har jeg skrevet på SE MIT SIND, men i skal ikke snydes for at se det. 

Jeg er alene hjemme i dag og for at være ærlig er der ikke sket en skid. Det får jo tit tankerne til at flyde lidt, så nu hvor jeg hænger på Randi (sofaen) og slår mave efter aftensmaden, fik jeg ideen til et indlæg. Det er nogle dage siden jeg sidst skrev herinde, men det er bestemt ikke fordi jeg ikke har noget at sige, det handler mere om at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.

En af grundene til at jeg meldte mig som skribent, her på *se mit sind*, handler om tabu. Det er nok noget de fleste med en psykisk sygdom bakser med og nogen mere end andre. Jeg tror sådan set at alle diagnoser er ubeskrivelig forfærdelige, når man selv oplever det og man har ingen chance for at sige, om den ene diagnose er værre end den anden. Er dog nød til nu lukke op for min personlige holdning omkring tabuet til min egen diagnose. Jeg lever med diagnosen "Dyssocial Personlighedsforstyrrelse" og synes personligt at det er den mest tabubelagte diagnose der findes. Tidligere hed den diagnose Psykopati eller Psykopat. Ja og de fleste tænke jo nok på ret forfærdeligt ting, når de høre den diagnose.

Overlægen på psyk har et par gange sagt til mig: Jeanette der findes to typer psykopater. Dem der ikke vil indrømme de fejler noget eller gør noget forkert. Og så findes der dem *som dig*, som prøver acceptere deres situation og kæmper imod sygdommen.

At leve med den diagnose er utrolig grænseoverskridende i sig selv og at leve som kvinde, med den diagnose gør det ikke lettere. Noget af det første jeg gjorde, da jeg fik min diagnose, var at sætte mig til at google og det skulle jeg nok ikke lige ha' startet med. Der findes utrolig mange artikler, men hold nu op, hvor er de nedladende og ofte på grænsen til enten det provokerende eller ødelæggende. Nogen vil måske så sige at det er min opfattelse, men så kan jeg kun sige: Vis mig de gode historier og de mennesker som slås med diagnosen og som samtidig er dejlige personligheder og som gerne vil det gode her i livet. Jeg har ledt og ledt, for at finde nogen som står i samme situation som mig, men det er åbenbart en umulig opgave og det er jeg ret sikker på handler om tabu. Nu er jeg holdt om med at lede og fra nu af vil jeg gerne stå forrest. Ved at åbne mig helt op og vinke med mit flag, så håber jeg at folk kan finde frem til mig. Jeg håber at jeg kan vise vejen for andre og fortælle den gode historie, som jeg selv engang ledet efter.

Interview til et skoleprojekt.

Jeg blev i går kontaktet af en ung pige ved navn Cathrine. Hun går i 9 klasse og er igang med et skole projekt, som handler om personlighedsforstyrrelse. Hun havde set et af mine blog indlæg og synes det kunne være interessant at ha mit synspunkt med i sit projekt. Jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe, så hun sendt mig en mail med et par spørgsmål, som jeg svarede på i går aftes. Synes egentlig det var et ret spændende mail interview, så jeg tænke at jeg lige kunne dele det med jer.

1: Hvilken personlighedsforstyrrelse har du

Jeg har panikangst og så har jeg en Dyssocial Personlighedsforstyrrelse. Den personlighedsforstyrrelse hed i gamle dage Psykopati. Når det så er sagt, så tror jeg faktisk også min diagnose har forandret sig med årene.  Det er den diagnose jeg oprindelig fik stillet på psyk i middelfart, men når jeg snakker med dem i dag, har vi nogle gange talt om at den nok er mere uspecificeret nu. 

2: Hvordan opfylder du diagnosekravene? 

Det med krav og karaktertræk er ret indviklet, fordi det hos mig kan svinde enormt meget. Jeg er utrolig sensitiv og mærker både følelser og alle sanser, meget mere end andre. Jeg har haft store problemer med kontrol, men øver mig stadig i at slippe den. Jeg kan være utrolig hysterisk, når jeg føler mig uretfærdig behandlet og har svært ved, hvis andre vil bestemme. Jeg har tidligere haft meget svært ved at se mine egne fejl og har ofte kunne manipulerer eller tale mig ud af, svære situationer. Tidligere tænkte jeg altid på mig selv først og hvis andre ikke kunne leve med det, kastede jeg dem væk.  Ja og til tider kunne jeg blive så aggressiv at jeg kunne blive næsten bange for mig selv og mine reaktioner. 

3: Hvilke symptomer havde/har du, som karakteriserer din personlighedsforstyrrelse? 

I dag er jeg kommet til et punkt hvor jeg 120% er klar over, hvornår min diagnose træder frem og vil være med i mit liv. Ofte sker det når jeg føler noget er uretfærdigt eller ændringer i aftaler. Jeg har stort set altid kontrolen over den, men det kan hæmme mig i nogle relationer. Det sværeste er at jeg ind imellem føler at jeg går lidt for meget på kompromis. Jeg skal hele tiden huske mig selv på at jeg gerne vil være et godt menneske og vise andre at selv om jeg har en forfærdelig diagnose, så kan jeg stadig være kærlig, vise medmenneskelighed og empati. Jeg prøver hele tiden at sætte andres behov lidt før mine egne.. Det kan for mig virkelig virke urefærdigt til tider, men det er det jeg med tiden har fundet ud af virker. 

4: Er du blevet mødt med negative fordomme pga. din sygdom? 

Når man har en diagnose som tidligere hed Psykopat, så møder man hele tiden fordomme. Og fordi jeg er ung førtidspensionist, møder jeg nok endda endnu flere. Jeg vil dog sige at fordi jeg er ret åben og ærlig, så har jeg indtil nu sluppet for de værste kommentarer. For mig har det virket at ha en blog, hvor jeg kan fortælle verden at selv om jeg er en kvindelig ”psykopat” så er jeg ikke farlig, jeg er en ganske almindelig person med ganske almindelige problemer, som alle andre og jeg har også glæde og masser af kærlighed i mit liv. 

5: Hvis ja, hvorfor tror du, at folk har disse fordomme?

Det kommer lidt an på hvordan jeg forklare min sygdom. Hvis jeg siger dyssocial personlighedsforstyrrelse er det de færreste som ved hvad det er. Så kan jeg enten vælge at forklare dem det eller skifte emne.  Jeg må nu også indrømme at de danske medier, ikke har gjort det store for at fortælle positivt om min diagnose. De fleste steder stå der jo at kvindelige psykopater er farlige og at man skal holde sig langt langt væk fra dem. Og ja det kan da også være rigtig i nogen tilfælde, men ikke i mit. Jeg er altså på ingen måde farlig. :D Andre fordomme jeg møder handler om mange andre ting end min egentlig diagnose. Feks har alle med en psykisk lidelse nok fået at vide at de bare skal tage sig sammen. Jeg har fået den ene jobannonce efter den anden anbefalet. Fået 1000 gode råd omkring søvn og et hav at spørgsmål omkring medicin. Ja og de fleste tror nok at førtidspensionister er så syge at de burde ligge spændt fast til en seng, savle ned af sig selv og ikke leve livet.  Jeg vil gerne vise at jeg også gerne må leve et normalt liv, selv om jeg har både diagnoser, ikke kan arbejde  og får en førtidspension.

6: Hvad kan man gøre for at bryde fordommene?

 Jeg mener at der skal være mere fokus på at det er okay at leve med en psykisk lidelse. Vi er ikke farlige. De fleste mennesker bliver på et eller andet tidspunkt berørt af noget psykisk og det er ofte et stort chok for de fleste. Vi er nød til at være åbne omkring psykiske lidelser og medierne burde fortælle flere gode historier, som min egen. Jeg er mønsterbryder og jeg vil gerne fortælle verden at jeg ikke er farlig. Min kæreste plejer at joke lidt med det og sige at jeg er den sødeste psykopat han kender. Findes der søde psykopater – Ja! Jeg er et glimrende eksempel. Jeg er blogger og på min blog vil jeg gerne vise at jeg kan leve et ret almindeligt liv med min sygdom. Det mest brugte søgeord på min blog er Kvindelig psykopat. Lyder det skørt at det faktisk kan gøre mig lidt glad og at jeg jævnligt griner af det. Det betyder at jeg kommer ud med det jeg gerne vil. Jeg får fortalt mine læsere at på trods af en skræmmende diagnose, så vil jeg som alle andre bare gerne være lykkelig og leve mine drømme ud. 

Kvindelig Psykopat.

Denne forside synes Ekstra Bladet lige det skulle drille mig lidt med i weekenden. Først blev jeg lidt provokeret af det og tænke de aner jo ikke hvem de selv er. Nu kan jeg kun grine af det og mest fordi, der findes så meget uvidenhed.

Har nævnt det før, men den kommer lige igen. Jeg har en dyssocial personlighedsforstyrrelse og den diagnose hed førhen psykopati. Så ja jeg er psykopat, hvis vi kigger på papiret. Jeg har skrevet en del om det før og bare rolig: Jeg er ikke farlig. Du kan evt tjekket mit indlæg - Skal jeg passe mere på end andre?

Hvis man læser det, som står med småt på forsiden, står der feks at kvindelige psykopater, bruger sex som våben. Der var da også en kvik en, der spurgt mig direkte på facebook om det er noget jeg bruger. Men hey... sorry... Gør alle kvinder ikke det? Eller rettere gør alle mennesker ikke det, ind imellem?

Jeg vil samtidig gerne slå fast at jeg ikke skjuler at jeg har denne diagnose. Mig behøver i ikke afsløre, jeg gemmer mig ikke. Det er på ingen måder, noget jeg er stolt af, men jeg prøver at leve med det som det er. Jeg er kun et menneske. Jeg tænker tit på at jeg er vildt taknemlig for at jeg stadig har min sunde fornuft.

Bruger min diagnose.

Den søde Gulde satter atter gang i lidt tanker, med sin kommentar til mig indlæg -Kommentaren som ramte mig- og mit svar til hende er lidt en længere forklaring, så derfor skriver jeg nu dette indlæg.

Hun nævner at der findes mennesker med psykisk lidelser, som ofte kan finde på at bruge deres diagnose for meget. Bruge deres sygdom som undskyldning for forskellige ting. Den tanke er bestemt ikke ny for mig og må indrømme, jeg selv selv ind imellem har brugt min diagnose som undskyld. Føler ikke selv det er noget jeg gør tit, men jeg er helt bevidst om at det sker. Ja og hvorfor gør jeg så det. Er det ikke bare en mulighed for at slippen uden om? Mit svar er at jeg jo har en diagnose, også selv om folk ikke kan se det. Der er bare situationer hvor min hjerne ikke har fornuft nok til at passe på mit sind og der er jeg nød til at trække diagnose kortet. Jeg gør det for at passe på mig selv og nogen gange er det simpelthen fordi, det er min letteste løsning. Hvis jeg ikke bruger sygdommen som undskyldning, så er det nogen gange langt mere besværligt at være mig.

Jeg kan prøve at gi et eksempel:

En af de ting som ofte rammer mig er kommentaren: Men hvorfor kan du nu ikke det, det kunne du jo i sidste uge og har gjort så tit??

Hvis jeg vidste hvorfor jeg nogen gange, kan nogen ting og andre gange ikke kan, så tror jeg måske jeg havde det bedre og måske havde jeg så slet ikke min sygdom. Hvis jeg oven i det, skal til at forklare folk, hvorfor jeg nogen gange kan nogen ting og andre gange ikke kan, så har jeg på forhånd givet lidt op. Men Jeanette er det ikke for let? Faktisk nej. Det er ofte fordi jeg ikke kender svaret eller ved hvordan jeg skal forklare mennesker min situation. Det er også langt lettere at sige: Jeg kan ikke pga min angst end at forklare dem at jeg har en personlighedsforstyrrelse. Og begynder jeg med en længere forklaring, som alligevel virker helt umulig, ender jeg måske i en værre situation bagefter, end hvis jeg trækker mit diagnose kort.  Og uden at det igen skal lyde som en undskyldning, så har jeg jo fået min diagnose af en årsag. Faktisk tog det psykiatrisk hospital utrolig lang tid at lave en ordenlig udredning på mig.. (Jeg vil lige nævne her, at jeg i dette indlæg, kun taler om folk som oprigtig har fået stillet en rigtig diagnose. Folk der selv-diagnosticer sig, er vidst et kapitel for sig selv og det er nok en bog jeg ikke skal åbne)

Nu skal dette indlæg ikke bare være en lang forsvars-tal, for jeg ved ude mærket godt at der findes mange mennesker, som bruger deres diagnose som undskyldning hele tiden. Som måske ikke gør noget ved deres situation og bare lader stå til. Jeg kender faktisk selv et par stk, som godt kunne havne i den gruppe. Jeg vil også gerne indrømme at jeg selv i perioder, kan være samme sted. Det kan faktisk også gøre mig rigtig ked af det, når jeg oplever folk, som gang på gang siger: det kan jeg ikke eller jeg har prøvet. De mennesker har jo i mange tilfælde givet op, inden de er gået igang. Nogen mennesker har bare ikke kræfterne til at bryde ud af det. Jeg er meget taknemlig for at jeg har fået chancen og støtten, til i det mindste at prøve bryde fri. Jeg havde selv 3 år, hvor alt var helt sort og hvor jeg boede i min seng. Jeg kunne intet og det var ikke bare en undskyldning, det var sådan det var. Det var enormt opslidende for alle og har virkelig kostet meget. Jeg ønsker at andre som måske bruger deres diagnose meget og som måske ser alt ret sort, kunne få samme chance som mig. Samtidig ønsker jeg de mennesker at de finder bare en lille dråbe af lyst til at kæmpe. Til at bryde fri, for jeg er sikker på de ikke ønsker at bruge det, jeg kalder diagnose-kortet. De ved simpelthen ikke hvordan de skal bryde den cirkel, de er kommet ind i. Jeg er helt sikker på de ikke gør det, for bare at gøre det, men fordi de har opgivet og ikke kan se en udvej. 

Jeg vil nu lige slutte med at sende et kæmpe kram, til alle som er pårørende til en med en psykisk lidelse. Det er hårdt, det er opslidende og jeg ved at man som pårørende vil gøre alt for at hjælp. Det bedste man kan gøre er at være der, støtte, lytte. Evt hjælpe personen hen til noget professionel hjælp. For der skal professionel hjælp til, man kan ikke som pårørende gøre det alene. Det bedste man kan gøre er at acceptere situationen og være der. Lade de professionelle gøre deres arbejde og være med til at banke i bordet, når det er nødvendigt.

Kommentaren som ramte mig.

Jeg faldt over en status i går på Facebook, som egentlig gik direkte ind i kroppen på mig. I kan se selve statussen her hvis i evt er interesseret i baggrunden for dette indlæg. Man er nok nød til at klikke på linket for evt at forstå, hvad der er jeg nu vil snakke lidt om. Eller det er egentlig mest kommentarerne til statussen som rammer mig.

Det er en coach som deler en artikel om det at ha forelsket sig i en psykopat. Nu skal det nok lige nævnes at jeg har den diagnose, som hedder dyssocial personlighedsforstyrrelse. I gamle dage kaldte man den diagnose for psykopati.

Der som sådan ikke noget i den artikel, som jeg ikke er klar over eller som kan chokere mig, den er egentlig meget rigtig. Det som tog lidt fusen fra mig, var de kommentarer der er på selve indlægget som er lagt op på Facebook. Blandt andet har en skrevet: Har du levet sammen med en psykopat, kommer du aldrig over det..

Den linje har jeg simpelthen ikke kunne få ud af mit systemt igen. Prøver at sige til mig selv at det jo virkelig ikke handler om mig og at personen generalisere på noget, som vedkommende måske kun har få eksempler på. 

Jeg har tidligere skrevet indlæg om dette emne og jeg er helt klar over at min sygdom, kan påvirke andre i en sådan grad at det virkelig kan gøre ondt, dog er der også noget som jeg er nød til at sige i denne sammenhæng.

Der er ikke to mennesker der på denne jord er ens og der er heller ikke to psykopater som er ens. Vi er alle mennesker og har alle vores forskelligheder uanset diagnose eller ej. Fordi jeg har den diagnose jeg har, betyder det ikke at jeg ikke også kan være et godt menneske. Vi har jo alle både vores gode og dårlige dage.

Overlægen på psyk har forklaret mig at der faktisk er to måde at være psykopat på. Der findes dem som er klar over at de har diagnosen og som virkelig prøver at gøre noget ved det og vælger at leve et bedre liv. Så findes der så også dem, som har diagnosen som enten ikke vil være ved det eller aldrig får den stillet officielt. Folk som ikke er klar over at de måske er forstyrre og som aldrig mener de gør noget forkert. 

Planen med dette indlæg, ønsker jeg heller ikke bare skal være et forsvar, for alle som har sygdommen. Jeg er 100% klar over at de psykopater, som ikke vil indrømme eller selv kan se, de fejler noget, kan ødelægge andre mennesker. Jeg har endda selv oplevet det. Det er i mit tilfælde også noget, som har sat sig så dybt psykisk at jeg nok aldrig glemmer det. Dog kan jeg intet gør ved fortiden, jeg kan kun bestræbe mig på at jeg ikke har lyst til at såre andre mennesker, på samme måde. Jeg vil kæmpe imod sygdommen og gøre mit bedste for at leve et bedre liv og ha nogle bedre relationer. Nogle relationer som er gode for mig, men hvor jeg også føler at jeg giver noget mindst lige så godt tilbage. 

Når det så er sagt, så er min næste tanke: Hvor mange på denne jord ved at der også findes psykopater, som faktisk kæmper mod deres psykiske sygdom og gerne vil leve et bedre lidt. Som gerne vil de gode relationer til andre og som gerne vil være et bedre menneske. Jeg frygter lidt svaret og det gør mig enormt ked af det.

Dette emne vil nok altid være tilbagevendende her på bloggen. Det trøster mig dog lidt at kæresten også læste artiklen og mente at jeg er nok er en af de sødeste psykopater der findes. <3

Skal jeg passe mere på end andre?

Har nævnt det før, men vil lige ind på det igen. Jeg har den diagnose som hedder Dyssocial Personlighedsforstyrrelse. Førhen hed den diagnose Psykopat.

Når man tænker på en psykopat, hvad tænker man så??

Jeg har det sidste lange stykke tid, ja måske de sidste par år kæmpet meget for at blive et bedre menneske. Jeg ønsker ikke at såre mennesker eller sige ting, som simpelthen gør for ondt på andre. Det har taget mig rigtig lang tid at skære alt det onde fra og prøve at leve mere positivt. Jeg gider ikke være hende den hysteriske kælling, der igen smider med ord som gør ondt på andre.Vi virkelig gå langt, for at være et mere fornuftigt og positivt menneske.

Betyder det så at jeg slet intet negativt må sige??

Jeg har det sidste stykke tid, lagt rigtig meget mærke til at min krop er begyndt at reagere. Jeg kan mærke at jeg har noget der vokser inde i min krop.. Jeg har noget vrede inde i mig og jeg ønsker ikke det skal gå ud over nogen. Jeg ved bare ikke hvordan jeg kommer af med det. Jeg har lyst til at råbe og skrige engang imellem. Jeg ved bare ikke hvor jeg skal parkere det. Jeg prøver igen og igen, bare at ligge det fra mig, men hvor længe kan jeg mon blive ved med det?? Jeg ville jo ellers helst bare ha det til at forsvinde og glemme det. Kan man det? Det virker bare som om det vokser inde i mig lige nu, selv om jeg gør alt for at holde det væk.

Hvis jeg nu åbner munden og siger hvad jeg virkelige har brug for, hvad sker der mon så?

Skal jeg være mere fornuftig end andre?

Skal man som menneske med en diagnose passe mere på, for at sygdommen ikke får skylden?

Jeg har en diagnose ja, men jeg er menneske lige som alle andre og må vel også ha en mening, uden at det er min diagnoses skyld??

Betaler jeg en større pris end andre?