google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Interview
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___
Viser opslag med etiketten Interview. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Interview. Vis alle opslag

8. juni 2016

Besøg af Journalist.

I går var en meget blandet dag, men generelt er humøret helt i top pt. Dagen startede med lidt let oprydning og en dans med støvsugeren. Så et hurtig bad og så fik jeg besøg af en journalist fra Fyens stifttidende, som gerne vil lave en artikel mere, omkring vores udlejer. Jeg har boet her i lejligheden i ca 12 år og har levet med skimmelsvamp i alle årene og samtidig bliver han ved med at sætte huslejen op. Jeg er bare så træt af det, det er en kamp med ham hele tiden. Men denne gang står jeg ikke alene, vi er rigtig mange der nu er utilfreds. Vi har sendt en masse klager afsted til huslejenævnet og i dag melder vi os ind i lejerforeningen fyn. Håber at der en gang for alle, kan komme en afklaring. Samtidig tænker jeg "Jeg vil se det før jeg tror det", det er nemlig ikke første gang jeg klager.

Nå, men det gik fint med Journalisten og han havde også en fotograf med, der tog et par billeder. Artiklen skulle gerne komme i avisen i morgen, så det er jeg mega spændt på. Resten af dagen gik med at få handlet til i dag, cyklet en god tur, vaske noget tøj, en lille lur og noget nem pasta til aften. Kom også til at købe den nye Sims4 udvidelsespakke *Ud af Spise*. Så efter jeg havde hentet Søren fra møde, fik jeg spillet et par timer. Det er faktisk rigtig sjovt, men igen, synes generelt man bruger super meget tid på at "leve" i sims4. Altså sove, spise, gå i bad osv.

I dag skal jeg hente min skønne nevø Viktor fra børnehaven og så skal vi over i min Mor's have og lege hele dagen. Håber snart solen kommer frem, for jeg har lovet at vi skal bade i badebassinet. Senere kommer min bror og svigerinde også, og så står den på gril-hygge. Kan bare mærke at det bliver en dejlig dag.

https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ https://www.instagram.com/jeakh/ https://twitter.com/Jeakh https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts

22. november 2015

David's Artikel - Frygten for at leve.

I tirsdags blev jeg interviewet af David og han har nu fået skrevet en artikel. Jeg har fået lov til at dele den med jer, så hvis i skulle ha et nysgerrigt sind, kan i nu læse den her. Personligt er jeg rigtig godt tilfreds og er overrasket over hvor mange detaljer han har fået med. Der er såå mange ting og det er utrolig svært at skære hele mit forløb ned, i sådan en enkelt artikel. David er journalist studerende og jeg synes han gjorde det rigtig godt, både interview og artiklen.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Frygten for at leve
Når man tænker på en syg person, tænker man ofte på en person der lider
af en fysisk skavank. Har man slået sig, skal man have plaster på, men
nogle sår kan ikke ses og kan aldrig læges helt. Sådan et sår er sygdommen
angst.


Af David Honoré


Jeanette Krohn Henriksen har ondt. Hun bærer ikke sin arm i gips og hun har
ingen ydre tegn på skader, for når hun har det værst foregår det inde i hendes
hoved. Jeanette er 31 år og lider af en dyssocial personlighedsforstyrrelse og
panikangst, der har kostet hende jobbet, kæresten og kontakten med både
venner og familie.

Det første anfald kom i 2006. ”Jeg tror altså jeg besvimer nu,” når Jeanette at sige,
før hun vælter ind over det cafébordet hende og hendes kæreste spiser frokost
ved. Derefter bliver alt et tåget virvar. Da hun kommer til bevidsthed igen er det i
ambulancen ved at hun kaster voldsomt op. En virus på balancenerven, det er
hvad hun får at vide på sygehuset. Det er det ikke.

Jeanette bliver sendt hjem igen, men får det ikke bedre. Hun bor i sin seng og kan
ikke engang gå ud i køkkenet og hente et glas vand, men bliver nødt til at kravle
på alle fire. Det kan ikke fortsætte sådan.

”Jeg tager min jakke og mine sko på og går så ud til min hoveddør, men pludselig
kan jeg bare ikke tage i håndtaget. Det kan jeg bare ikke, min krop siger fra,”
siger Jeanette.

Et valg mellem liv og død
Mens Jeanette står lammet og stirrer på dørhåndtaget, skyller frygten ind over
hende. Den værste frygt hun i sit liv har oplevet, der får hende til at knække
sammen, på gulvet i gråd, omsluttet af et angstanfald der er så kraftfuldt, at hun
tror hun skal dø.

”Jeg anede ikke hvad der ville ske, hvis jeg gik udenfor. Jeg følte ikke jeg ville
kunne trække vejret hvis jeg lukkede døren op. Jeg tænkte at jeg var skør og at
der var noget fuldstændig galt. Så ringede jeg til min mor og sagde at den var helt
gal og så tog hun mig med til lægen,” siger hun.

Hun får at vide, at hun nok har en depression, så Jeanette bliver henvist til
psykiatrisk afdeling i Middelfart, hvor de spørger hende om hun har lyst til at
blive. Det har hun ikke, men svarer ja alligevel. ”Det er jo syge mennesker, der
bor her,” tænker hun.

”For mig var det på det tidspunkt et valg mellem liv og død. Jeg blev nødt til at
vælge livet, for jeg var begyndt at have rigtig mange selvmordstanker,” siger
Jeanette.

Efter adskillige undersøgelser, der involverede både spørgsmål og blækklattests
bliver diagnosen stillet – panikangst og en dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Alene med frygten
Jeanette oplevede at folk gerne ville forstå, men hvordan forklarer man en
sygdom man ikke engang selv forstår? ”Hvad er du bange for?” lød spørgsmålene
og hun kunne ikke besvare dem. Angsten er for alt, og samtidigt for ingenting, og
for raske sind, er det en uforståelig selvmodsigelse.

Så Jeanette lukkede sig inde. Lukkede af for omverden. I knæ på grund af den
hvinende frygt, der kunne slå til når som helst. Anfaldende var slemme, og ofte
sov hun slet ikke om natten og det resulterede i, at hun ikke kunne passe sit job.
Hun arbejdede som telefonsælger, et stressende job, der kræver at man er klar i
mælet og hurtig på fødderne, og som følge af ikke at kunne passe arbejdet, blev
hun fyret. Kæresten blev det også for meget for, og efter at have manglet
overskuddet til at svare på de dusinvis af opkald fra venner og familie, blev de da
også færre og færre. Jeanette var alene.

Bange om natten
Tankerne kan tøjles og det er Jeanette blevet bedre til. Igennem næsten rituelle
rutiner, forsøger hun at holde tankerne på afstand. Åben vinduet og få lidt luft, gå
ud i køkkenet og drik noget vand, lægge sig på gulvet hvor der er køligt. Prøv at
få noget søvn.

Det er oftest om natten at anfaldende kommer snigende og de onde tanker om
døden, smerte og livet fylder Jeanettes hoved. Især døden har en helt centralt
plads i Jeanettes bevidsthed og er det sværeste spørgsmål hun må kæmpe imod.

”Jeg er rigtig bange for hvad der sker når man dør, for vi ved det jo ikke og jeg
prøver tit at diskutere det med andre mennesker, men de siger altid at det skal
jeg ikke tænke for meget på. Men jeg kan jo slet ikke holde op,” siger hun.

En positiv indstilling
Efter Jeanette blev indskrevet på den psykiatriske afdeling var hendes liv i
stumper. Bruddet med hendes venner, jobbet, kæresten og flere
familiemedlemmer, deriblandt hendes far, var brænde på bålet for hendes
tungsindige livssyn og hun kunne ikke holde det inde. Hun følte at hun blev nødt
til at dele det. Og delt blev det, spyet igennem adskillige negative,
selvmedlidenhedsfulde statusopdateringer på Facebook.

En dag modtog hun dog en besked, som mange nok kunne forfalde til at hidse sig
op over. For Jeanette blev det dog en årsag til at tage den negative indstilling op
til genovervejelse:

”En veninde skrev til mig, at hun ikke ville være venner med mig mere og at hun
bare ikke kunne holde mig ud, og så tænkte jeg at sådan en person ville jeg bare
ikke være. Jeg besluttede mig for, at jeg ville være så positiv at de alle sammen
skulle brække sig, og det var min måde at vende det på. Jeg syntes det var pisse
irriterende at jeg ikke kunne brokke mig, men så måtte jeg bruge psyk
(psykiatrisk afdeling red.) til det. Det positive det skulle så ud til omverden,”
siger Jeanette.

Ved at sprede det positive budskab, forsøger Jeanette at samle stumperne op fra
sit liv. Hun blogger om sin hverdag og sin sygdom, og det hjælper hende til at
skabe opmærksomhed omkring hvordan det er at leve med en diagnose, som er
så virkelig, men som ingen kan se.

Vilje til livet
I dag er Jeanette udskrevet fra psykiatrisk afdeling og selvom hun til tider kan
savne støtten, går det bedre. Hun har en kæreste, en mor der støtter hende og
mere kontakt med familie og venner. Når hun har det svært husker hun tilbage
på nogle ord hun fik.

”Overlægen på psyk sagde til mig engang ”Jeanette, du er ikke bange for at dø, du
er bange for at leve” og det har han så meget ret i,” siger hun.

Selvom der er noget vej endnu og frygten stadig kan komme tilbage, er Jeanette
ikke længere bange for at leve. Hun vil livet, og frygter ikke længere for hvad der
gemmer sig på den anden side af døren.

”Angsten skal ikke hæmme mig i nogen ting mere. Det gør den stadigvæk i den
forstand at jeg ikke kan passe et arbejde eller en uddannelse, men ellers ikke.
Hver dag jeg går ud af min dør, ser jeg på det håndtag og tænker, at det er en
sejr,” siger Jeanette.

4. marts 2015

Interview til et skoleprojekt.

Jeg blev i går kontaktet af en ung pige ved navn Cathrine. Hun går i 9 klasse og er igang med et skole projekt, som handler om personlighedsforstyrrelse. Hun havde set et af mine blog indlæg og synes det kunne være interessant at ha mit synspunkt med i sit projekt. Jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe, så hun sendt mig en mail med et par spørgsmål, som jeg svarede på i går aftes. Synes egentlig det var et ret spændende mail interview, så jeg tænke at jeg lige kunne dele det med jer.

1: Hvilken personlighedsforstyrrelse har du

Jeg har panikangst og så har jeg en Dyssocial Personlighedsforstyrrelse. Den personlighedsforstyrrelse hed i gamle dage Psykopati. Når det så er sagt, så tror jeg faktisk også min diagnose har forandret sig med årene.  Det er den diagnose jeg oprindelig fik stillet på psyk i middelfart, men når jeg snakker med dem i dag, har vi nogle gange talt om at den nok er mere uspecificeret nu. 

2: Hvordan opfylder du diagnosekravene? 

Det med krav og karaktertræk er ret indviklet, fordi det hos mig kan svinde enormt meget. Jeg er utrolig sensitiv og mærker både følelser og alle sanser, meget mere end andre. Jeg har haft store problemer med kontrol, men øver mig stadig i at slippe den. Jeg kan være utrolig hysterisk, når jeg føler mig uretfærdig behandlet og har svært ved, hvis andre vil bestemme. Jeg har tidligere haft meget svært ved at se mine egne fejl og har ofte kunne manipulerer eller tale mig ud af, svære situationer. Tidligere tænkte jeg altid på mig selv først og hvis andre ikke kunne leve med det, kastede jeg dem væk.  Ja og til tider kunne jeg blive så aggressiv at jeg kunne blive næsten bange for mig selv og mine reaktioner. 

3: Hvilke symptomer havde/har du, som karakteriserer din personlighedsforstyrrelse? 

I dag er jeg kommet til et punkt hvor jeg 120% er klar over, hvornår min diagnose træder frem og vil være med i mit liv. Ofte sker det når jeg føler noget er uretfærdigt eller ændringer i aftaler. Jeg har stort set altid kontrolen over den, men det kan hæmme mig i nogle relationer. Det sværeste er at jeg ind imellem føler at jeg går lidt for meget på kompromis. Jeg skal hele tiden huske mig selv på at jeg gerne vil være et godt menneske og vise andre at selv om jeg har en forfærdelig diagnose, så kan jeg stadig være kærlig, vise medmenneskelighed og empati. Jeg prøver hele tiden at sætte andres behov lidt før mine egne.. Det kan for mig virkelig virke urefærdigt til tider, men det er det jeg med tiden har fundet ud af virker. 


4: Er du blevet mødt med negative fordomme pga. din sygdom? 

Når man har en diagnose som tidligere hed Psykopat, så møder man hele tiden fordomme. Og fordi jeg er ung førtidspensionist, møder jeg nok endda endnu flere. Jeg vil dog sige at fordi jeg er ret åben og ærlig, så har jeg indtil nu sluppet for de værste kommentarer. For mig har det virket at ha en blog, hvor jeg kan fortælle verden at selv om jeg er en kvindelig ”psykopat” så er jeg ikke farlig, jeg er en ganske almindelig person med ganske almindelige problemer, som alle andre og jeg har også glæde og masser af kærlighed i mit liv. 

5: Hvis ja, hvorfor tror du, at folk har disse fordomme?

Det kommer lidt an på hvordan jeg forklare min sygdom. Hvis jeg siger dyssocial personlighedsforstyrrelse er det de færreste som ved hvad det er. Så kan jeg enten vælge at forklare dem det eller skifte emne.  Jeg må nu også indrømme at de danske medier, ikke har gjort det store for at fortælle positivt om min diagnose. De fleste steder stå der jo at kvindelige psykopater er farlige og at man skal holde sig langt langt væk fra dem. Og ja det kan da også være rigtig i nogen tilfælde, men ikke i mit. Jeg er altså på ingen måde farlig. :D Andre fordomme jeg møder handler om mange andre ting end min egentlig diagnose. Feks har alle med en psykisk lidelse nok fået at vide at de bare skal tage sig sammen. Jeg har fået den ene jobannonce efter den anden anbefalet. Fået 1000 gode råd omkring søvn og et hav at spørgsmål omkring medicin. Ja og de fleste tror nok at førtidspensionister er så syge at de burde ligge spændt fast til en seng, savle ned af sig selv og ikke leve livet.  Jeg vil gerne vise at jeg også gerne må leve et normalt liv, selv om jeg har både diagnoser, ikke kan arbejde  og får en førtidspension.

6: Hvad kan man gøre for at bryde fordommene?

 Jeg mener at der skal være mere fokus på at det er okay at leve med en psykisk lidelse. Vi er ikke farlige. De fleste mennesker bliver på et eller andet tidspunkt berørt af noget psykisk og det er ofte et stort chok for de fleste. Vi er nød til at være åbne omkring psykiske lidelser og medierne burde fortælle flere gode historier, som min egen. Jeg er mønsterbryder og jeg vil gerne fortælle verden at jeg ikke er farlig. Min kæreste plejer at joke lidt med det og sige at jeg er den sødeste psykopat han kender. Findes der søde psykopater – Ja! Jeg er et glimrende eksempel. Jeg er blogger og på min blog vil jeg gerne vise at jeg kan leve et ret almindeligt liv med min sygdom. Det mest brugte søgeord på min blog er Kvindelig psykopat. Lyder det skørt at det faktisk kan gøre mig lidt glad og at jeg jævnligt griner af det. Det betyder at jeg kommer ud med det jeg gerne vil. Jeg får fortalt mine læsere at på trods af en skræmmende diagnose, så vil jeg som alle andre bare gerne være lykkelig og leve mine drømme ud. 

29. august 2013

Geo - Ikk' For Sjov - Bog kæde.

For under en måned siden, var jeg så heldig at modtage Geo's bog - Ikk' for sjov.
Hasse Ramlev Hansen ville gerne give sit eksemplar til en anden.


Jeg er ikke specielt godt til at læse, da mine tanker tit vinder over det jeg læser.
kommer til at læse den samme linje igen og igen, men sådan var det ikke med denne bog.
Jeg læste den af 4 gange og det var på under en uge.
Min kæreste og min svigerinde nåede også at læse den og synes også den var rigtig god. 
Det er en super god bog og har faktisk givet mig mod på at begynde og læse lidt mere.


I forbindelse med at jeg havde læst bogen, fik jeg også mulighed for at stille Geo et par spørgsmål.

1: Hvad har det bedste været ved at skrive denne bog? 
Det har været en form for selvterapi. Var fedt...og skræmmende at sætte ord på det hele. Er det stadig. Og så skrev jeg den for måske at kunne hjælpe andre i samme situation, da div. kolde brochurer på hospitalet ik' tiltalte mig. Så ville skrive en førstehåndsberetning om dét at ha' kræft.

2: Hvordan har du det nu?
Har det godt nu men er nervøs op til div. kontroller. Når man først én gang har været erklæret rask og føler sig rask for så at få meldingen om spredning, føler man sig aldrig helt sikker på noget.

3: Har du overvejet at skrive flere bøger, med andre emner? 
Ja ik' utænkeligt der kommer en bog mere på et tidspunkt - forhåbentlig ik' om kræft.

4: Hvad synes du er det sværeste i dag efter alt det du har været igennem? 
 Det værste var at være far eller mangel på samme til en datter på 4 år. Knuste mit hjerte.

5: Er der noget du her bagefter, synes din bog mangler eller er du 110 % tilfreds,
 når du kigger tilbage?
Nej det er faktisk det projekt, jeg har lavet, hvor jeg ik' føler jeg ville ha' gjort noget anderledes. Er meget tilfredsstillende.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Som jeg lovede Hasse vil jeg nu give bogen videre. 

Hvis du kunne tænke dig at jeg giver bogen videre til dig, så smid mig en kommentar.

Du skal love at du skriver dit navn bagerst i bogen
 og at du også vil give den videre, når den er læst.

Meningen med denne bog er at den hele tiden skal gives videre,
 til en anden, som gerne vil læse den.

I må også gerne skrive hvorfor i gerne vil være med i bogkæden. 
Jeg vil trække lod Torsdag d.12 september. 
(skriv gerne din mail, så jeg kan få fat i dig)

Glæder mig meget til at høre fra jer..