Skal bare lære takle det.

 Dette indlæg er skrevet til siden semitsind.dk

Tænker det lige er tid til at jeg lige fortæller lidt om, hvordan jeg har det. Det er jo egentlig det jeg gerne vil bruge bloggen til, men ind imellem er der jo bare en masse andet og det skal der jo også være plads til.

Når jeg tænker på de ting og den udvikling jeg er gået igennem i 2015, så er jeg overrasket over, hvordan jeg har det. Jeg er i en periode i mit liv hvor jeg egentlig har det ret godt og tænker ikke længere bare på overlevelse, men også på at nyde livet. Det betyder ikke at jeg er rask eller slet ikke bliver påvirket at livet omkring mig. Tvært imod, vil jeg næsten sige. Jeg er blevet langt mere opmærksom på verden omkring mig.

Jeg er blevet rigtig god til at passe på mig selv og lytte til mit sind og min krop. Jeg ved også godt at der ikke skal meget til at vælte mig. Lige nu føles det, som om min "Komfort Zone" har udvidet sig og skabt en fin base. Den base er super vigtig for mig og jeg prøver holde mig inden for grænsen, til jeg føler mig sikker nok, til at jeg igen kan udvide den.

I dag har jeg været super træt og det påvirker mig med det samme. Jeg føler jeg går i stykker og har en masse hysteri inden i min krop, som virkelig gerne bare vil ud. Er glad for at jeg er bedre til at tøjle den. I dag begyndte jeg bare at rydde lidt op og forberede aftensmaden osv. Ved også at det lidt er min egen skyld, jeg har simpelthen haft for mange planer i den forgangne uge. Så lige nu glæder jeg mig lidt til fridag og hverdag. Tror måske bare jeg skal forsøge med lidt mere yoga, måske læse en bog, se et par film og finde noget indre ro igen.

Normalt har jeg en ide om, hvordan og hvorfor min krop reagere som den gør, lige nu kan jeg kun sige at jeg har haft en dum dag, fordi jeg er træt. Der er ikke rigtig nogen større grund og det er faktisk lidt frustrerende. Det er som om jeg spænder lidt ben for mig selv. Hader at sige det her, men måske er det en del af mine diagnose, det her med at jeg ind imellem har noget inde i kroppen, som bare gerne vil ud og det skal helst havne hos en eller anden. Min fornuft siger mig bare at det er latterligt, når der ikke er nogen der har fortjent "skylden". Kan ikke engang vende vreden indad denne gang. Så lige nu prøver jeg bare at komme igennem det og håbe på at det så forsvinder af sig selv.

Pointen er lidt at jeg faktisk slet ikke har nogen "store" forstyrrelser i øjeblikket og så mærkers de "små" forstyrrelser bare virkelig underlige. Det er som om mit sind hele tiden forventer at noget kommer og skubber til mig. Så når det er sagt, er det jo faktisk kun positivt at jeg er kommet til at punkt, hvor jeg har en god balance. Det viser bare at det er alt det hårde arbejde værd. Nu skal jeg bare lære at takle alle disse indebrændte følelser, som ikke rigtig har vænnet sig til en mere "normalt" tilværelse.